Afraid of the ocean? I'm not! //Bricko//

S:Aquener
T:Eftermiddag
V:Vindstille, sol og lunt.
O: Ingen mennesker, hav klipper og sten.
P: Sirene.

Havet, bølgerne kastede sig op mod kysten. Solen var ved at gå ned. Lyset lå hen over vandet og farvede overfladen i dybe violette og orange toner. Avalon elskede hvordan det gav luften et lyserødt skær.
Hun sad på en klippe og kiggede ud over det smukke hav. Hendes hjem, hun havde sat sig herop fordi der sikkert ikke kom flere mennesker forbi. Havets bølger ramte hendes hale, og sprøjtede op langs klipperne.
Avalons hår dækkede ned over hendes barm, og halen var nede i det salte vand. Man havde ikke en vildeste tanke om hvad hun var, hun lignede en kvinde som var kommet forlangt ud på det åbne hav.
Men Avalon sad bare stille og roligt der, imens hun kiggede ud på den smukke sol nedgang.

Bricko kom løbende langs strandkanten som ulv. Bag ved ham løb en ældre herre, med et vredt udtryk.
"Kom tilbage dumme køter!" råbte han efter ham.
Bricko blev ved med at løbe. Han havde haft stjålet et stykke kød fra en slagter, da han var meget sulten. Ikke den smarteste ide. Slagteren kastede sin kniv efter ham, der ramte ved siden af. Han stoppede med at løbe og kiggede efter den ildrøde ulv, der fortsatte med at løbe langs strandkanten.
"Køter!" pustede han. "Tyve knægt!"
Han vendte sig om og gik sin vej.
Bricko kiggede sig tilbage og stoppede med at løbe, da han så slagteren havde givet op.

Hun blev siddende, og pustede roligt ud da mangen som var effter ulven gik. Bølgerne kastede sig elegant ind over kysten, og lavede en dejlig lyd. Hun fik øje på den smukke ildrødeulv. Den var smuk, meget smuk. Mon det var en shapeshifter, eller blot en alm. ildrød ulv?
Solnedgangen var stadig ligeså smuk, nuancerne i havet var vidunerlige. Ligesom dem på himlen. Små fulge fløj over hovedet på hende og hen over det salte hav. De nød det vist ligeså meget som hende selv. Fiskene kom frem fra deres skjul, de svømmede rundt og nød varmen i vandet.

Bricko satte sig ned, da han pludselig fik øje på hende. En havfrue. Hvor var hun smuk! Det lange mørke hår faldt elegant ned over hendes bryst, mens solnedgangen farver fik hende til at ligne en gudinde. Han satte hovedet på skrå. Betragtede den smukke havfrue. Fuglene fløj over deres hoveder, mens lyden fra bølgerne der ramte kysten fyldte hans øre.

Hun sad bare stille og nød naturens smukke lyde. De var utrolige og meget beroligende. Hun nød den lille brise som fik hendes hår til at løfte lidt på sig.
Her var rart, ulven så hun ikke som farer. Hvis det var en shapeshifer ville den ikke andet end at tro den så syner. Sirener var jo trodsalt uddøde for landvæsnerne. Så denne enkle shapeshifer var ikke det hun frygtede mest.

Han overvejede at spise kødet, der hang i hans mund. Forsigtigt lagde han sig ned og gav sig til at spise af sit kød. Det var egentlig ikke hans mening at stjæle. Han var bare så sulten!
Engang imellem løftede han hovedet op, for at se om hun satdig var der. Det var hun. Lige så smuk som en skinnende diamant.
Han gav sig til at spise igen, mens bølgerne langsomt var ved at komme nærmere.

Hendes mave knurrede, hun var ikke taget med på jagt. Hun tog aldrig med på jagterne, hun fortrak dyrene i vandet. Men ulvens kød så så godt ud, det den havde stjået. Det fik sulten frem i hendes mave, hun ignorede det og kiggede blot på ham med store øjne.
Så sprang hun i havet, og svømmede hen imod kysten. Hun kom op med ansigtet, og kiggede på ulven.

Han løftede hovedet, for at kigge på havfruen. Til hans forskrækkelse var hun ikke så langt fra ham, mens hun stirrede på ham med store øjne. Han rejste sig hurtigt op. Hun duftede af saltvand og en anden form for duft. Den var dog ikke spids som saltvands lugten. Den var mere sød i det, som en sød parfume.
Han bemærkede at hun også kiggede på kødet, så han trak det til sig med den ene pote. Det var hans kød, ikke fordi han villevære uhøflig. Han var bare sulten.

Hendes mave knurrede, skulle hun spille lidt ond for at få fat idet?
Hun svømmede nærmere kysen, med uskylige øjne som bare bad om en lille bid.
Det gjorde ondt i hendes mave, og Avalon havde bare lyst til at skrige af sult. Hun kom tættere og tættere på. Hun var så sulten, hun havde ikke spist i flere dage.

Hendes øjne tiggede om bare en bid. De var så smukke, at det var sværdt at sige nej. Han kiggede sig omkring, for at tjekke om der var andre i nærheden. Stranden var helt tom.
Han tog en sidste bid og skubbede resten ud mod hende, med den søde snude. Han løftede hovedet og kiggede på hende. Da hun ikke kom tættere på for at tage det, skubbede han det lidt længere ud mod hende og nikkede til at hun skulle tage det.

Hun smilte og svømmede frem for at tage det. Hun tog det i sine hænder, og hendes syle spidse rovdyr tænder som frem fra hendes mundvige. Hun åd kødet, smagte det men åd det rimlig hurtigt.
Hun nikkede til ulven som et mange tak. Hun nød følesen af hvordan det fyldte i hendes mave. Hun smilte tilfreds.

Kødet var væk før han overhovedet havde blinket. Var det normalt at havfuer havde så spidse tænder?
Han satte sig ned og lagde hovedet på skrå. Lige meget hvor lidt han prøvede at beundre hende, kunne han ikke lade vær. Hun var virkelig smuk.
Han nikkede tilbage, som et tegn på "det var så lidt,"

Hun smilte. Og da hun havde spist trak hun sine tænder ind igen. Bøgerne fangede hendes hår, men hun svar som en fisk i vandet.
"Tak det var lige det jeg havde brug for." Hun smilte til ham.

Han nikkede og lagde sig ned. Sulten var han dog stadig, men han ville ikke være en uhøflige stodder. Det kom man ikke langt med.
Den ildrøde pels skinnede i solnedgangens lys og fik det til at ligne rigtigt ild. Ild der var varm og bevægede sig som bølgerne.
Bricko kiggede ud mod havet. Det var smukt. Det indrømmede han gerne. Men, han ville ikke være derude. Tanken om vandet, han ikke kunne komme op ad, fik ham til at gyse.

Ren ulv var han ikke, han måtte være shapeshifter. Hans ildrøde pels lignede et flamme hav. OG den kolde brise fik det til at ligne varme bølger. Hun svømmede så langt op, at hun kunne gå på menneske ben resten af vejen. Og det gjorde hun, elegant gik hun op ad kysten og hen imod ham. Hendes krop var beklædt. //Påklædning 2, se profil.//
Hun smilte til ham, et dejlig varmt smil. "Nå shapeshifter? Hvem er du i virkeligheden? Hun satte sig på hug ved hans side.

Det gav kuldegysninge i ham, da hun fik sine menneske ben. hvad var hun for en? Og hvorfor påvirkede hun ham sådan?
Han satte sig op og kiggede hende i øjne, da hun spurgte til hvem han virkelig er.
*Skal man afsløre sin sande form?*

"Rolig jeg gør dig intet ondt." Hun smilte varmt og kærligt til ham. Hun kaldte jo sandt, hun ivlle ikke gøre ham noget.
Hun lagde en hånd på hans pels, den var dejlig blød. Hun nussede hans ryg imens hun smilte. Hun håbede dog han ikke blev sur.

Hun nussede forsigtigt hans ryg. Det føltes rart.
*Joh, det kan vel ikke skade noget*
Med elegante bevægelser, rejste han sig op og gik nogen skridt væk fra hende. Han ånede forsigtigt ud. Ulvekroppen blev nu forvandlet om til en veltrænet drengekrop. Forsigtigt vendte han sig om og kiggede hende i øjnene.

"Jeg vidste det!" Hun rejste dig op og stod foran ham. Han virkede en smule bekendt, dog kun lidt. Hun smilte til ham og lagde sine arme over kors. "Det var da ikke så slemt at dele var det?" Hun havde pludselig en anden klang i sin stemme, den var mere drilsk men stadig rar.

"Nej?" svarede han og kørte en hånd igennem sit hår. "Det var ikke grunden."
Han virkede nervøs overfor hende.
"Jeg vidste bare ikke om du ville blive skrømt væk af mit udseende," sagde han drilsk.

"Hvorfor skulle jeg gøre de?" Hun smilte til ham.
"Du faktisk ret køn." Hun havde varme øjne.

Hans kinder blev pludselig røde.
"Tak," hviskede han flovt.
Grr! Gud det irriterede ham at hun gjorde ham så nervøs...
"Så, du er en havfrue?" spurgte han og kløede i hans nakke. "Det har jeg aldrig set før."
Det var spændende for ham at stå overfor en vaske ægte havfue.

"Så lidt" Hun var facineret af hans røde hår.
"Nej jeg er sirene, ikke helt det samme." Hun smite og gik et skridt tættere på ham.

"sirene?" hviskede han.
Han havde hørt mytologier om sirener. De lokkede mændene ud i vandet og druknede dem. De kunne da til og med finde på at æde dem. Han gik forsigtigt et skridt tilbage.

"Hvad er der?" Spurgte hun forsigtigt og kiggede på ham. Hvad var han bange for? Hende? Hvorfor hende?