Scream from the dead.. //Stella//

T: Nat
V: Stille vind, regn
O: Gyderne, så der mørkt og vammelt.

Regnen slog ned fra himmlen, den ramte jorden med en ufattelig kraft. Halvmånen lyste op, men regnen slørrede den en smule.
Claire var gået ind i gyderne, hun var ikke bange eller noget. Hvis der var nogen som ville angribe hende, så blev det farligst for dem. Der var en ting, som fik det til at løbe Claire koldt ned af ryggen. Og det var skrigene, skrigene som gav ekko i alle krogene. De skrig som tilhørte døde væsner, skrigene kunne få enhver til at kigge sig tilbage. Selv Claire, og hun var endag en af de mere frygtløse.
Claire havde det som om der var noget som fulgte efter hende, men hvad viste hun ikke.

stella kom gående med et sjal over sin ryg. hun havde en kurv over sin arm. hun var gået ud fra sit skjul for at handle ind til aftens maden. stella så rundt i håb om ingen så hende. hun var meget nervøs, for at nogen dukkede op. hun så op og opdagede en pige.. hun stoppede op og bakkede. men hun faldt i sin kjole og landede på sin bagdel. hun ømmede sig og rejste sig så op. hun børstede sig af og tog sin kurv og samlede sine vare op

Claire fik et chok og vendte sig om. Hun åndede lettet ud da det blot var en kvinde som var faldet.
"Gudskelov."
Hviskede Claire for sig selv, og lagde en hånd på hjertet.
"Er du okay?"
Hun smilte skævt til kvinden, hun kendte hende jo ikke. Men skrigene af de døde fik hende til at virke lidt fjern.

jeg er okay, men jeg rev hul i min kjole" sagde hun og tog sit sjal af og bandt det om livet for at skjule hullet i hendes kjole. men da hun fjernede sjalet fra sin ryg, kom et tydeligt slave mærke frem på hendes ryg. hun håbede ingen så det, for hver gang det skete, så bandt en, et slave bånd om hendes hals, da hun jo var mærket som slave

Claire så det udemærket, men hun gjorde intet ved det. Hun var ikke i humør til det.
"Så du save?"
Hun spurgte af nysgerrighed, og lagde sine arme over kors.

Ja, min fader solgte mig, da min mor er dæmon, og min far menneske, jeg beder du må ikke sige det til nogen, jeg vil ikke straffes en gang til, sidste gang reddet en ung mand mig, og jeg valgte at blive hans slave, selvom han ikke ser mig som en slave" sagde stella lidt bange

Claire hævede et bryn, og smilte en smule skummelt.
"Så du er en dæmon? Men kan du ikke bare slå igen, jeg mener vi kvinder skal ikke finde os i alt?"
Hun smilte skævt, og kastede sit mørke hår tilbage. Så placerede hun sine arme over kors.

Jo kunne godt slå igen, men ingen mand vil have en pige som slår igen, og jeg vil gerne have min egen familie"sagde stella. Men hun troede ikke meget på sin drøm mere, hun bar jo det dumme slave mærke på sin ryg, og hun havde hørt at ingen mand ville gifte sig med en slaveinde

Et lille grin kom fra Claire.
"Tro mig søde, han jeg er forelsket i og omvendt. Selvom jeg kan slå fra mig, så er han stadig vild med mig. Det nytter jo heller ikke meget, hvis man bare er helt forsvarsløs."
Hun lagde sine arme over kors, og smilte.

Men jeg er slavemærket, så derfor må jeg ikke slå fra mig, det kan betyde døden for mit vedkomme" sagde hun og sukkede. Hun ville aldrig glemme den dag hendes far brændte slavemærket på hendes ryg

"Nårh på den måde.. Det jeg ked, men måske kan jeg hjælpe.. "
*Sagde jeg lige hjælpe?!*
Claire var forvirret over sig selv.