The deepest scream is that scream you scream when you`re afraid. -Kasdeya-

S: The Valley of Dead.
O: En masse døde træer uden blade, en sump og en tyk tåge nær jorden.
V: Tåget,
T: Eftermiddag.

Hope havde krybet i skygge, efter at have gået i solen en hel dag og bare havde drømt om et sted hvor der ville være skygge og en anelse køligere.. Han ville ikke brokke sig over solen, eftersom det var langt bedre at der var solskin end når det øs regnede og blæste, så man ikke havde lyst til at være udenfor, men nu havde solen stået på det meste af dagen og han behøvede bare et lille skygge fuldt sted. Men, i stedet for et helt skygge fuldt sted, fandt han en hel dal hvor de så ud til at solen aldrig nærmede sig med sine stråler.. Træerne var døde, en tåge lå tyk nær jorden og han kunne nærmest lugte den klamme lugt af en sump, hvor der sydede af giftstoffer. Hope var nysgerrig, så han luntede ned imod dalen og nød de skyggefuldte område, selvom lugten ikke ligefrem var den bedste form for lugt. Men, han valgte at ignorer den og fortsætte med at nyde skyggen. Han lukkede kort sine øjne i, men slog dem hurtigt op igen, så snart han kunne hører at der var en som gk bag ham, en som var meget lette på sine ben. Han vendte sig om og kiggede rundt.
"Hvem der?" stammede han.

En mørk dal var et perfekt sted og gemme sig..
I sær hvis man hedde Kasdeya og hvis man var efterlyst for den lukket afdeling.
Jah det var perfekt for de fjolser havde ikke tænkte sig og begive sig ud i landskab som stank af dødedyr og derfor var hun nu i sikkerhed eller sikkerhed var overdyrket så det var måske ikke det bedste ord i dette øjeblik, men hvad ellers kunne man kalde det?
Kasdeya var iført en laset hospitalsuniform og den hvide farver var næsten forsvundet for det der eller engang havde været en hvid uniform, der udover havde hun en lang beskidt kittel hvor et adgangskort sad på og et par sokker dækket hendes ben samt et sæt træsko. Sat man sit fokus på Kasdeya ville man se at hun havde bleg hud mens kort sort hår lige kunne dække hendes elver øre, der ud over havde hun brun øjne og det meste af hendes ansigt var dækket af snavs og blod.
Man kunne nemt sit at hun ikke var en person som der brud være løs i den normale hverdag men nu var det sket og hun var lettere glad for være ud i den frihed som hun havde været berøvet i omkring 25 år, et fnys kom næsten fra hende mens hun tænkte tilbage på det hospital hvor hun havde været fanget og hun husket kort hvordan de mange læger havde haft deres fascinationer omkring hende for hun var det først umenneskelig væsen som de havde fået ind.
Atter blev hendes tanker afbryd da en person nærmet sig det lille områd og hun smuttet hurtigt hen bag ved et træ mens hun stille kiggede frem for se hvem det som kom, det var ret så ung fyr, han var maks 15 af hvad hun kunne se og han så ganske normal ud i forhold til det mennesker som der var efter hende. Skulle hun mon gå tættere på? det hive i hende men det var hun ikke fordi hun havde lyst til og dræbe, nej det mere lyst til og gør personen bange, hun tog sig sammen og hun begav sig langsomt tætter på personen mens hun havde øjne på ham..

Det var en kvinde skikkelse som var ved at nærmere ham, han ville gerne følge sig en smule lettet over at det var en kvinde, men det gjorde han ikke, da der var et eller andet over denne kvinde som skræmte ham. Normalt ville han ikke betragte nogen som skræmmende, uden de rigtig havde gjort ham noget, men den måde som hun kom gående imod ham på, fik ham det til at gyse ned ad ryggen på ham, som kravlede der en myretue på ryggen af ham og indunder hans klæder.
For et hvert skridt hun kom tættere på ham, jo længere skridt gik han bag ud, men han tog ikke øjnene fra hende. De sølvhvide lokker sad lidt hulter til bulter og en af dem faldt ned over et af de store grågrønne øjne, men han fjernede den hurtigt eftersom han fandt den irriterende og at der ikke var noget som skulle få ham til at tage blikket fra kvinden, der havde sine øjne boret på ham. Han startede en øjenkontakt med hende, imens han fortsat vaklede bag ud, så han ikke bemærkede en stor sten, som han med det samme faldt over og landte ned på sine numse. Han ømmede sig kort, inden han kiggede op på kvinden igen med et skræmt blik i sine øjne.
"Hvem er du?" spurgte han og kiggede op på hende.