Wow! A ghost! That is so cool!//Scarlet//

S: Bronze of Time District.
V: overskyet, med en smule sol.
P: Shorts, sort top.

Arian havde aldrig været der før.
Det skulle være et hjemsted for disse Dracoianer.
Et race, hvor et menneske kunne forvandle sig om til en drage.
Det fandt hun meget facsinerende og var taget af sted, for at møde en.
Dog havde hun aldrig troet, at hun skulle se det, som hun ville møde deroppe.

Med en glad og lystig bevægelse, hoppede hun fra sten til sten på en flod, hvor strømmen ikke var særlig stærk, hvis hun skulle risikere at falde i.
Hun havde sine arme ud til siderne, for at holde balancen. Af koncentration bed hun sig underlæben, for at hun ikke skulle miste fokus.
Hun kiggede overrasket op fra stenene, da hun kunne mærke noget koldt omkring sig, som var der noget der holdte øje med hende.
Da hun ikke kunne se noget, løftede hun på skuldrene og hoppede videre på stenene.

Scarlet sad inde blandt de mørke skygger og gemte sig for solen.
Hun vidste at hun ikke kunne klare meget af den, og var derfor i tvivl om hvordan solens lys var. Hun var taget til dracoianerbyen, hvorfor vidste hun ikke helt.
Måske bare for noget eventyr, spænding.

Scarlet sad helt foldet sammen, hvid og næsten helt gennemsigtig. Dog var hun ikke så nem af få øje på. Scarlet fik øje på en glad pige som sprang rundt, da de høje sten. Hun kunne springe rundt i solen som det passede hende, gid det dog var Scarlet. Scarlet kunne kun være i solen maks 4 timer, hvis hun ikke passede på ville hun begynde at forsvinde i smerte. Og dø efter lidelserne.

Da hun hoppede hen på den næste sten, havde hun det stadig som om at der var et eller andet der holdte øje med hende.
Noget mystisk.
Noget der var helt sin egen.
Med en elegant bevægelse, hoppede hun ind på bredden igen og så sig omkring efter den mystiske ting.
I blandt det mystiske, kunne hun også fornemme skønhed.
Skønhed og mystik.
En perfekt blanding.
Hun kiggede rundt i træerne, for at finde det hun søgte. Dog kunne hun ikke få øje på noget. Hun tog en hårtot om bag øret.

Scarlet kiggede op, hun vidste pigen ikke havde set hende inu. Hun vidste også at hvis pigen så hende, så ville hun endten grinte eller forsøge at slå hende ihjel. Eller det troede hun. Mange havde prøvet, men Scarlet kunne ikke dø af skræmmer. Hun ville heale efter noget tid.
Men selvepigen var mystisk, hun havde noget oversig. Nogle nattevæsner.

Arian kunne mærke at der var noget. Følelsen af at nogen holdet øje med hende, omringede hende, som en flok piratfisk der havde fundet deres bytte. Der måtte være noget. Det måtte der bare.
"Er her nogen?" spurgte hun og følte sig en lille smule dum, da hun ikke kunne vide om hun snakkede med sig selv. "Hvis der er, skal du vide, at jeg gør altså ikke noget?"
Hun drejede om sig selv, imens hendes blik var på vagt overfor hver en bevægelse.
*Du er tosset Arian, der er ingen* tænkte hun.
Et lille skævt smil, voksede på hendes læber.