It's Now or Never

Camille vrængede på næsen.
" Hvis man ved hvordan man skal bestige et bjerg? Jamen ...det gør jeg da hver søndag, så jeg har tons af erfaring på det område" hun sukkede og vidste bare at han ville overhøre hende bøn også.
Og det havde hun ret i.
" Hvem har udnævnt dig som general på turen her? " mopsede hun derud af.
" Er det ikke ganske urimligt at det kun er dig der bestemmer vores pauser? "
Hendes træthed fik hende at vrisse en smule, men hun burde måske et eller andet sted være glad for at Eric vidste nogenlunde hvad han lavede, for Camille havde intet flair for den salgs ting ....outlook life var ikke hendes game.
Da de nåede toppen, væltede hun på det nærmeste af Frosty, og over ved en stor sten, hvor hun dumpede ned." skal vi ikke sige du vækker mig om tre fire timer? Så deler vi natten denne gang , Eric! " Camille gled rimeligt afsted på en drømmeløs søvn, og da Eric satte sig ved hendes side, viklede hun armene omkring hans lår, som var det en anden bamse eller pude hun krammede sig ind mod.

Et kort smil gled hen over Erics læber, mens han forsigtigt strøg Camille hen over håret som var hun et andet barn. Det skulle man også nogle gange tro at hun var, især på dagens rejse, men han var også bevidst om at han ikke selv skulle komme for godt i gang.
Efter et par timer hvor han havde siddet og leget med hendes hår, gloet på stjerner og snakkede med heste, vendte han tilbage til sin plads og fortsatte runden igen. At vække hende havde han overvejet et par gange, men alle gangene kommet fra det. Først da morgenlyset kom, lukkede han øjne.
Eric var stadig meget opsat på at komme frem så hurtigt så muligt, så han var kommet frem til at hvis han kunne bilde hende ind at han havde sovet bare en smugle, så undgik de middagslur - selvom han mest selv styrede det - og så kunne han sove den følgende nat.

Camille vågnede op og blev mødt af dagslys, hvilke straks bragte forvirringen på max.
Hun var med det samme over Eric, og forlangte svar på hvorfor han ikke havde vækket hende?
" Eric....du kan da nok forstå at det ikke nytter du bare....lader mig sove ...du skal også havde søvn, ellers ender det galt, og jeg kan love dig for at jeg ikke er den der skal stå foran Nicholé og Isaac og forklare dem , hvorfor deres dreng ikke klarede turen .No way" mente hun og så en smule mistænksom ud, da Eric påstod at han havde sovet en smule.
Det var sært at se.... Om det var sandt.Der var ingen sorte rander under hans øjne, men måske skjulte han bare trætheds sporene godt?
" okay...så spiser vi ...og kommer afsted.Er der ikke et sted ..en sø...et eller andet hvor vi kan blive vasket lidt ? Nu er der alligevel gået et par dage" små kvidrede hun, imens brød og vand og en agurk og noge ost, blev sat frem til fortæring.

Eric kvalte både et gab og et grin. "Ikke på et bjerg, men måske når vi kommer ned." Han satte ivrigt tænderne i den mad der blev serveret og da det var sat til livs, var han til hest så hurtigt som det kunne lade sig gøre samtidig med at han også fik pakket tasken.

Der kom ikke mange ytringer fra Eric før de igen, hen mod eftermiddagen var nede af bjerget og han havde fundet en mindre sø med klart vand hvor de kunne hoppe i. Da det endnu ikke var sommer, smed Eric tøjet, før han sprang i vandet og tilkaldte hestene med et pift. Sammen med sin egen - og muligvis Frosty - svømmede han rundt til at var vågnet op og ren. Så skulle de videre. På det tidspunkt havde Camille forhåbentligt også fået vasket og skrubbet sig en smugle.
Oppe på land, trak han i tøjet og var klar til at finde et sted at gå til ro for natten.

Camilles bagdel havde sin egen lille dilemma at forholde sig til.
Den følte sig som en stor prægtig bavian røv, hævet og rød....og meget øm.
Følte var hovedpuden, for den så nu ganske normal ud, men øm var den godt nok.
Så da de ankom til søen, var hun ikke sen til at komme ud af det meste tøj, trusser og bh, forlod hende ikke, da hun lod sig sænke ned i det vidunderlige afkølede vand. gaktisk var det meget koldt, men hendes krop kunne lide det, især rumpetten.
Ren og frisk kom hun op, og fandt trusser og en Tshirt, og trak i bukser og en trøje, som før igen.
Hun kastede et blik ud på Eric, han var stadig i vandet med begge dyr.For fanden hvor hun savnede sin mobil fra den gamle verden.Hun ville havde elsket at tage et par billeder af ham i denne situation.
Da han bevægede sig mod land igen, fik hun travlt med at hive tæpper frem, der var da ingen grund til at afsløre det lille kig hun havde stjålet sig, vel?
" Hvad så....savner du gården? Hvad er sværest at undvære....hestene, maden, din seng, Nicholé eller Mira!" Småsludrede hun.

Det var et godt spørgsmål, men til sidst kom Eric frem til sit endelig svar. "Jeg har min hest, mad og dig, mere har jeg ikke brug for." han skulle nok komme til at savne gården, men regnede først med at det ville ske på vejen hjem. Når de havde udført deres gøren. Når Camilles nysgerrighed var tilfredsstillet.

Deres næste soveplads blev ved et klippeudheng. Der fandt Eric sit tæppe, drak noget vand og gik derefter kold. Maven måtte vente til den følgende dag med at blive fyldt op, for hele dagen havde han gået og kvalt det ene gab efter det andet og med tvang og diverse trusselser holdt sig vågen. så endelig at kunne lukke øjne og sove var blevet en for stor tillokkelse.

Hun studsede lidt over hans svar...hende? Hvornår var hun havnet på hans top tre? Drt var hun rimelig sikker på var noget helt nyt, og lidt af en bedrift.
Mon han selv havde opdaget, hvad han stod og sagde, eller tænkte han ikke rigtig over det? Hun regnede med det var det sidste, men alligevel måtte hun jo luge smide en smule benzin på den.Noget sjovt skulle de jo have.Så hun gik over til ham, lænede sig tæt ind på ham og trak i en blond hårlok, nær hans øre." hmmmm nr tre , hva? Inden turen er omme er første pladsen min" - og så trak hun sig roligt væk igen.
Da Eric gik omkuld, puttede hun ham, og vogtede den hele nat....argh,sandheden skal vel frem? Så den halve nat, over ham og det var lige før hun hyggede sig, bare ved st se ham sove.men omkring kl 4 lå Camille nærmest henslængt hen over hans krop, oven på tæppet.Gået ud som et lys.
Det var også al den friske luft!

Først da der var kommet tilstrækkeligt irriterende lys, vågnede Eric, med mindre Camille havde vækket ham. Han lå først helt stille og lyttede til hendes åndedræt, før han yderst forsigtigt trillede væk fra hende og kom op at stå. At ligge direkte på jorden gjorde musklerne ømme, men de ville kun have cirka endnu en nat i det fri, før de kunne ankomme til Walter.
Tanken glædede ham og gav et ekstra boost energi, mens han fandt noget mad frem og begyndte at nippe af det. Mens han ventede på at Camille ville vågne, overvejede han om han skulle indfri hendes ønske om kaffe. De ville komme forbi en by, hvor de muligvis havde de mørke bønner, men der var bestemt ingen garanti.
Da de begge var til hest igen, valgte han at spørge om hun kunne finde det interessant eller om de skulle fortsætte. Walter havde helt sikkert kaffe, men kunne en kaffetrængen alien klare sig så lang tid uden?

Hun klagede lidt...selvfølgelig...da han varsomt fik hende ned af sig.Han havde været både blød, varm og tryg at ligge ovenpå, så han havde haft en afslappende effekt på hendes søvn.
Men da hun vågnede op, sejlede de ikke rundt i det vand, men gjorde hvad de kunne for at komme hurtigt afsted igen.
" Hvor lang en omvej er det ?" Ville hun vide.En stor afstikker, ville jun takke nej til, nu de alligevel var så nær deres destination, men ...for pokker hvor kaffe tørsten den hev i hende også." Kan vi gøre det på en time eller to? Så vil jeg rigtig gerne et smut til den by , lød det optimistisk fra hende.
" Fortæl mig om....Walther....bor han alene, er han gammel...,og er han menneske?" Lavede hun lige et emne skift.

Eric begyndte at regne. "Hvis vi nu sætter tempoet en smugle op og ridder lidt af aftenen med, så vil det ikke sænke os så meget." Forklarede han og kløede sig i nakken. "Det vil selvfølgelig sænke os mere eller mindre, også afhængigt af hvor mange der er i byen. Hvis vi skal kæmpe os igennem et helt marked eller kan ordne det på et par minutter." Han trak på skulderende og fortsatte med at drive sin hest frem igennem noget der lignede en eventyrskov.
"Walter er ... ja, en mand. Jeg ved ikke hvilke race han er, måske lidt af det hele. Han er i hvert fald udødelig, for han ligner altid sig selv. Han nyder sit liv som udødelig, for han kan læse alle de bøger han vil. Stille og roligt. Det har han selv fortalt mig."
Efter at have reddet i et par timer, splittede stien de red på op i to. "Byen?" Han pegede på stien til højre. "Videre." han flyttede fingeren til venstre.

Den var hun med på så.De behøvede ikke finkæmme hele byen , hver en bod eller undersøge hver en krog.Men de kunne få en hurtig optankning af deres proviant lager, og så lige den kaffe tår hun lystede sådan efter.
Om de ankom et par timer senere end de ellers ville have gjort , det betød mindre i den sammenhæng at turen blev husket som god.
Så da skillevejen kom, pegede hun hurtigt på vejen der ledte dem til den lille by.
Frosty prustede og blev mere urolig i kroppen.Den kunne også fornemme at mere liv lå i omgivelserne der ventede dem et lille stykke fremme.
Efter en halv times tid,måske mindre....nåede de den lille by.
Flere af dens indbyggere var på gaden , med friskbagte bræk, kurve fyldt med frugt og hvad de nu ellers havde af ærinder.Det lignede en travl lille by.
" skal vi tøjre hestene her...eller?" Hun trak let i seletøjet, og fik Frosty til at bremse op, så Camille skinne stige af.Flere øjne holdte allerede øje med de fremmede, og egenlig gav det hende ikke lyst til at slippe hesten ud af syne.Desuden var alle deres ting på den, og sværdet....nej...nej det gik jo slet ikke.
" Eric....kan du ikke finde Kaffe , så køber jeg brød,frugt og vand til os? " hendes stemme var forholdsvis lav, da hun igen havde langet en ide ud, hun ikke helt var fan af.Burde de adskilles?

OOC: friskbagte bræk - lækkert!

Eric fulgte Camilles eksempel og sprang ned af hesten. "Nej, du henter de ting vi skal bruge, jeg holder hestene. Jeg ved ikke hvad du vil have." Han stak en hånd ned i sin sadeltaske og hev en pose med mønster frem som han sendte Camille af sted med, mens han overtog Frostys tøjler. Han ledte dyrene hen til et sted hvor de kunne slukke tørsten, samtidig med at han kunne holde fast i dem, så de ikke løb nogle steder, hvilke han ikke forventede nogle af dem ville. Han kunne derimod være bekymret for at nogle løb med dem. Så han holdte godt fast, til Camille var tilbage med det hun skulle have.
Det var ikke svært at se at Eric var ivrig efter at komme ud af byen. Han brød sig ganske enkelt ikke om fremmed steder som han ikke kendte og hvor der var mange mennesker. man kunne blive så mistroisk og han havde ikke behov for mere end han allerede gik og levede med. Man kunne ikke undgå det i verden med dæmoner og engle.
"Fik du hvad du skulle have?" Ville han vide, da de igen var til hest og kommet udenfor byens grænse.

Ooc: meget protein rigt og...øhm... Ja!

Camille så på ham et øjeblik, inden hun stak ham tøjlerne fra hesten.
" Skal du bestemme al Valentine?" Sagde hun og fik posen med mønter stukket i hånden.Hun satte afsted og startede med at indhente forsyninger, så havde hun idet mindste været fornuftig, og kaffen blev det sidste stop.Hun brugte ingen af Erics peng, med betalte med sine egne.Hun fik også nogle kvaste bønner med, og med en ren sok og noget kogende vand, ville hun kunne lave kaffe , næste gang Eric lavede et bål til dem.
Perfekt.
Hun så ham på afstand.Og smilede indvendig.Han så pragtfuld ud, og det var næsten en skam at byen var gået glip af ham.Måske på hjemvejen kunne de tage nogle længere ophold, hvis han ville.Den stædigt rad.
En dag ville hun vise ham, lige hvem der bestemte....men for nu lod hun ham .
Camille og Eric satte kurs mod deres mål, og lagde bylivet bag dem.
" Jepps...jeg har fået stoppet lidt af hvert ned i vores sadeltasker....og min kaffe....var fantastisk, du skulle havde været med.Næste gang så går du med Eric....måske kan vi ligefrem side ned.....du ved...ved et bord....og lege...normale menesker" drillede hun ham .

Eric gryntede uden at kommentere det yderligt. Han overvejede kort at understrege for hende, at han ikke drak kaffe, men kom væk fra det igen og fortsatte med at ride. Efter at have fundet et sted for natten, anrettede han et bål der kunne give noget varme og muligvis varme noget kaffe. Selv satte han tænderne i noget mad og gumlede løs til at var til dels mæt. Hvis han skulle blive helt mæt var han ikke sikker på at der var så meget mad tilbage.

"Nå, hvad har du så købt ud over kaffe?" Han lænede sig op af en træstamme der lå på langs og lå og ligefrem kaldte på hans opmærksomhed. Mens Camille snakkede, forhåbentligt fortalte om hvad hun havde købt, sad Eric og trak barken af en pind, til den var helt nøgen. Så smed han den væk og begyndte på en ny. Sådan fortsatte han til at Camille ville sige noget med at gå i seng.
"Jeg tager den første vagt, jeg er ikke noget morgenmenneske."

Imens Camille eksperimenterende med sok og vand i en lille kagerulle over bålet , små sludrede hun om løst og fast, men mest om Mira og Erics hjem.
Gården var et fantastisk sted, og egenlig var det synd Eric havde så store drømme om at slippeafsted ud i den store verden, når hans hjem var et idelt sted at befinde sig.
Men så var de tilbage til snakken om hustru og børn , og for en gangs skyld lod hun den passere, og drejede gelinde uden om.
Hun remsede op af kolonial og ost, brød og vand hun havde købt, og så trak hun en lille pakke frem , men holdte den for sig selv til at starte med.
" Okay...Men vær sød at vække mig Eric, ellers er det sidste gang du får liv at tage vagten, så bliver det mig der starter!" meddelte hun .
igen fumlede hun lidt med pakken.
det var brunt papir med en lys bomuldstråd der sikrede papiret ikke skildte.
Camille blev lidt stille og tøvede en lille smule før hun rakte pakken til Eric.
" Det er ikke meget , men....det mindede mig om dig " lød det sagte.Det knitrende bål lod hende drømme sig lidt væk, og imens Eric åbnede sin pakke, legede flammerne med Camilles fantasi, og i den sad hun på knæ mellem hans ben .Hun var ræt på...meget tæt på ham, og med hænder påvirket af hans nærhed, lå de usikkert i hans nakke hvor de var beskæftiget med at trække det midnatsblå slips omkring ham, og binde det .Hun lod den ene hånd køre hele vejen ned af slipset , der nu var bundet , og trække blidt i enden af slipset, inden hun lænede sig frem og...." Kan du lide det? Løsrev hun sig fra flammerne og skævede til Eric.

En lav latter kom fra Eric. "Jeg skal nok vække dig." Lovede han højtideligt og med hånden på hjertet, bare for at understrege det. Bare tanken om at skulle tage den sidste vagt gjorde ham næsten syg, så han skulle nok huske at vække hende. Flere tanker omkring det, blev ikke sluppet løs, for så kom Camille med en blød pakke.
Undrende kiggede han først fra den og så tilbage på Camille, for så at tage imod og forsigtigt åbne papiret, efter at have fjernet båndet. Da han så hvad der var i, var hans øjne ved at trille ud fra deres plads. "Hentyder du til noget?" Han kiggede mistroisk på hende, mens han lod fingrende glide hen over det blå stof. Blødt og behageligt. "Det er smukt ... men æh ..." Han kløede sig lidt i håret med den anden hånd. Han kunne ikke rigtig se hvad han skulle bruge det til. Han var endda usikker på om han overhoved kunne bruge det! Bevars, han havde et slips der hjemme, et eller andet sted, men det var efterhånden en del år siden han havde brugt det.

Camilles udtryk ændrede sig fra et nysgerrigt til et forbløffet.
Hvorfor så han helt mistroisk ud? " æhøøh...nej...J-jeg hentyder ikke til noget, Eric" fumlede hun med ordene.Hvorfor pokker havde hun også købt en åndsvagt slips til ham? Hvorfor havde hun købt en gave til ham overhovedet, det var dumt og ....hun burde jo nok ikke.Og skulle hun endelig , ville nok live mere glad for en strigle, hed det overhovedet det? Altså en hestebørste.
Camille rømmede sig og forsøgte rede situationen i land." det var...ja...du går jo meget med skjorter, og jeg havde bemærket du ikke havde...eller gik med slips, så jeg tænkte ...du ved....ind i mellem kunne man jo....arh..det er lige meget.Måske når du skal lave forretninger i byen?" Rundede hun af og lovede sig selv aldrig at få en så dum ide igen.

"Forretninger i byen?!" Udbrød Eric med en høj latter. "Så fin er jeg desværre ikke." Han lod slipset glide rundt om kraven på hans skjorte og rettede det ind, så det hang løst. "Jeg kan ikke binde dem og hvis du vil have jeg skal gå med et, må du lærer mig hvordan man binder dem." Han sad passiv og ventede til hun havde fået det bundet, men var hurtig selv til at løsne det, hvis det endte med at sidde for stramt, hvilke det sikkert gjorde. Han ville ikke føle sig som en hund i snor.
"Går folk meget med slips i ... øh ... din verden?" Det lød helt forkert i hans ører at sige det på den måde, men det var sikkert det eneste der passede nogenlunde. Han vidste ikke lige helt hvad han skulle mene eller sige omkring det, men ville helt bestemt beholde det. Nu havde han fået et og det ville være yderst uhøfligt at smide det væk. Men måske kunne det bruges til forbinding en dag en af dem kom til skade.

" Du misforstår.....det var ikke sådan jeg mente det" vadede hun rundt i det og fulgte hans bevægelser ,da slipset kom omkring nakken.
Det var tæt på en rødmen skød op i hende, da Eric mente hun skulle binde det, og hun måtte minde sig slem om at han ikke havde adgang til hendes tanker....thank god.
Camille møvede sig over til ham..." pas lige på " lød det, da hun puffede til hans ene ben, så hun komme på plads mellem dem.Der lå hun så på knæ, og tog fat i slipset og forklarede at det skulle en og to gange rundt, og så op her.....og så var det der.
Hendes øjne lå på slipse knuden, og hendes næse var i fuld sving med at dufte.Hun kunne dufte Eric og næsten mærke varmen der radierede fra ham og ramte hende.
Hun holdte stadig fast i slipset, da hun meget langsomt hævede blikket og så ind i hans øjne.Hun vidste ikke hvorfor hun reagerede sådan på ham, på at være ham nær...men da det gjorde ondt i hendes hjerte, slap hun slipset, som havde hun skåret sig på det.
Hun sad dog stille som en mus, mellem hans ben.

Eric ventede tålmodigt på svar, men da der ikke kom nogle gentog han spørgsmålet. Han forstod ikke hvorfor hun helt havde tabt tråden. Forsigtigt lage han en arm omkring hende og trak hende ned mod sit bryst for at lade hende hvile der. "Lig dig til at sove, jeg skal nok vække dig." Han lage sit tæppe omkring Camille og strøg hendes hår væk fra ansigtet. Præcist ligesom han gjorde Mira når hun var inde ved ham. Det gav en blandt følelse. Han kunne godt lide at gøre det, for det mindede ham om sit hjem, men det vakte også et stik af savn. Men det ville han absolut ikke tænke over, så han skubbede det væk og koncentrerede sig om deres omgivelser.

Et stykke over midnat, cirka, skubbede han blidt til Camille. "Så skal du op. Far her skal sove." Han gav hende et kort smil, før han trak tæppet væk fra hende, for så at gøre sit grin større. Efter at have rokeret rundt, rullede han sig ind i tæppet og sov kort efter.

" øh...jo...om de går meget med slips?" Hun så hjælpeløs ud, som havde hun skulle forklare sammensætningen at en atombombe , på russisk.
" Nogle gør....det er meget forskelligt.Jeg kan bare godt lide det...ind imellem" mumlede hun og lukkede øjnene , da Eric halede hende ind til sig.
Camille brød sig ikke om den længsel der var begyndt at røre på sig.
Var der nogetbjeg ikke ønskede lige nu, var det at forelske sig.Og var det EN ting hun ikke behøvede , var det endnu en ulykkelig konstellation på kærlighedens konto, det ville give et underskud så stort, at hun skulle afdrage på det resten af sit liv.Det havde hun bare ikke råd til.
Alligevel lagde hun kinden mod hans bryst og hånden op ved Erics skulder....og faldt i søvn, selv om det bed en smule i hjertet.
Hans stemme vækkede hende og hun huskede med det samme at han skulle sove nu.
Og ellers fortalte hans stemme det.
Denne gang sad hun vågen og henslængte sig i sine tanker.....om ham.....om Tristan....om at hun godt ville prøve at NEJ!!IKKE MERE AF DEN SLAGS! For hun over sig selv.
Da morgen solen brød igennem og kærtegnede den sovende Eric, lå en hel stak af pandekager og ventede på ham, og en meget stolt Camille, der havde fået antændt både bål og fået lavet de små pandekager på en flinteplade hun havde købt i byen.
Flinteplade ?? Ja...ellers hed den noget helt andet, det huskede hun så ikke lige.
En sær lyst , som hun lod sig styre af, tvang hende til at bøje sig ned over den sovende fyr, sætte hendes læber mod hans kind og hviske..." godmorgen Eric...rise and shine"

Et stort tilfreds smil, vågnede op på Erics læber, da han mærkede Camilles. "Vi fortsætter med det her, jeg holder vagt om natten, du om morgenen." Han trillede om på ryggen og kiggede på pandekagerne, som hans øjne sekundet efter slog tænderne i og hvis de rigtig kunne have spist dem, var der ikke mere tilbage. "Det gør vi helt klart." Han sendte sit store smil lige op i ansigtet på Camille, mens han viklede sig ud af tæppet og satte sig hen til bålet. Det var endnu køligt, men han var sikker på at varmen nok skulle komme. "Det er en skam vi er fremme i morgen, for du ser tydeligvis ud til at have fundet ud af det." Inden han satte tænderne i pandekagerne, fjernede han slipset og pakkede det omhyggeligt ned.
For Erics skyld kunne de godt være blevet hængende i noget længere tid, men de var allerede forsinket nok og skulle af sted i en fart. Så efter maden var spist og pakket væk, var han klar til hest igen. "Vi kan ride i nat og så komme frem til Walter i morgen tidlig eller vi kan sove og komme frem ved hvad jeg vil tro vil være middagstid?" Han kiggede spørgende på Camille, mens han ledte hesten ud på en julsporet sti og satte farten en smugle op.

Endelig havde hun ramt plet.
Hun havde både kunne holde sig vågen, lave ild og mad til ham.
Hans mor havde ret....Eric reagerede på mad....og på heste!
Hun smilede.
" Vi før som du vil....men at ride hele natten , så skal vi jo starte med at gå iseng når vi når frem, er det ikke lidt tosset? Så ....ja...omvendt, han har vel en seng vi kan sove i, så jeg stemmer for vi rider igennem nu...og kommer frem!" ændrede hun mening om at valget var hans.
Efter mad og færdig oppakning, var de igen afsted.
Camilles tanker kredsede om ham....og var i drille humør.
" Du...Eric? ....skal vi ikke væde om et eller andet?" Hun smilede stort....
" eller ....lege....en lille leg, sandhed....konsekvens..eller...hvad står P' et nu for?" Tabte hun lige tråden.

Eric havde smågrinet over hendes lille samtale med sig selv og havde indvilliget i at tage hele rasten af turen i et stræk. Han havde selv forslået det, så det ville virke underligt pludselig at afslå det. Han havde lige taget et hovedspring ned i sine tanker, da Camille brød overfladen og greb ham inden han ramte.
"Okay, det gør vi så. Så vi leger det uden P?" Han rystede med et grin på hoved og trak vejret dybt. "Nå, men hvilke vælger du så?" Han kiggede udfordrende på hende og vidste lige nøjagtigt hvad han ville sige, hvis hun sagde konsekvens. Den anden var straks svære. Der var ikke så meget han ville vide, som hun som sådan kunne svare sandhed eller konsekvens til, men han ville nok skulle kunne finde på noget, hvis han da vred sin hjerne grundigt nok.

Camille lo.Hun havde kendt legen siden barnsben...hvordan kunne hun dog miste et helt bokstav? Nå...men væk var det, og det betød intet for Eric , så legene kunne begyndt.
" Jamen..sååå nupper jeg da K" hun smilede stort og rankede rykken.
Hendes hånd løb over Frosty og hun så op mod himlen , som man kunne fornemme et sted deroppe bag træernes toppe.
" Nu må du hellere tænke dig godt om, for jeg er noget af en haj til de selvskabelige her" kvidrede hun mod ham.