It's Now or Never

Tid, sted, vejr, omgivelser i teksten
Camille og Eric

Trods det var begyndt at blive sent på året, var det alligevel lykkes Eric at svede som en hest og ikke nok med det, hvis man spurgte Mira der konstant gjorde et stort nummer ud af at holde sig for næsen, hver gang hun kom tæt på ham eller David, som var meget ivrig efter at lærer sin yngre ven hvordan man brugte et sværd. Deres venskab var ikke ligefrem nyt eller tæt, men i den senere tid var de kommet tættere, på grund af Davids iver efter at fylde Erics manglende felter ud, dem som omhandlede våbenbrug. Eric havde forsøgt at sige at han ikke var den store kriger David håbede på at blive, men han havde snakket for døve øre i de ti minutter han havde forsøgt at smutte udenom. Mira mente også at Camille ville blive pave stolt og glad for en mand der kunne forsvare sig selv og ikke bare flygte på sin hest. Det havde virket, efter at en hel del andre fordele var smidt på bordet fra Davids side, som straks fik hjælp fra pigen, der under under hele optrinnet for nogle måneder siden, havde tronet på sin hest hun netop på det tidspunkt havde fået tildelt. Eric indvilligede, hvis Mira droppede idéen om at der skulle komme noget ud af det med ham og Camille, for det ville der absolut ikke!
De havde ikke mødt hinanden i ufattelig lang tid og op til flere gange, når de kun var alene, havde Mira spurgt om hun, mor, overhoved ville komme hjem. Det havde han ikke kunne svare på, men han var sikker på at hvis hun havde planlagt at rejse fra dem, så skulle hun nok komme. Det ville ikke ligne 'mor' at tage af sted uden at sige farvel, men hvis hun stadig var i området, vidste han ikke om hun ville komme. Sådan var det med kvinder der ikke var i køkkenet men troede de kunne stjæle fra andre. De var aldrig til at regne med.

Hendes hest Frosty, stod i sin stald , ude på Valentine gården , og det betød at man nu kunne finde Camille vandrende op af stier og snoede vejen og nu også tværs igennem skoven, som hun efterhånden kendte så godt.
Hun havde to store tasker, en i hver hånd og en rygsæk på , udover det en del anden ' baggage' hun håbede at kunne tage en snak med Eric om når hun nåede frem - og forhåbentlig indgå en aftale om at holde en smule ' ferie' der.
Hun havde en lidt sort trøje på, en sort kjole og sorte flade støvler, pyntet med perler og sten om ankelen, og håret bare løst.
Hun havde netop afsluttet sin snak med Sean og færdigjort sine indkøb og var endelig på sin vej....sin vej til Mira og Eric, da nogle skikkelser begyndte t tage form.Camille listede sig nærmere.Friends or foes ??
Hvor yderst uheldigt , lige at støde på nogen her...især hvis hun skulle til at kæmpe.
Men ...efterhånden blev skikkelserne mere tydeligt og hun kunne se...se hvem det var- og hendes hjerte gav et lille stik.Mira! Og Eric!
Camille slap taskerne og satte tempoet op for at komme hurtigt over til dem.
Den sidste skikkelse havde hun ingen ide om hvem var, sikkert en ven til Eric- eller noget?
Hun skænkede ham ingen tanker da hun nu nærmest løb....
" Mira....Mira! Eric!! " råbte hun og hendes ord for afsted tværs igennem skov og krat og omfavnede dem begge to, så kærligt.

Kampen skulle have en pause, havde David lige besluttet, da der pludselig kom en blond pige løbende ind over engen som en vild hest. Før han kunne påpege det for Eric, var Mira kommet ham i forkøbet og havde løbet alt hvad hun kunne på sine små ben, hen til Camille, som hun slog armene om. Eric ventede pænt på at Mira var færdig, før han også gav gæsten et svedigt knus, hvilke var tæt på Mira, som straks udbrød: "Du stinker!"
"Velkommen, dejligt at se dig." Eric valgte at ignorere pigen og gav Camille et kort smil. "Hvor har du været henne?" Han vendte sig rundt mod sin ven og præsenterede ham efter hun havde svaret på hans spørgsmål. Mira som straks øjede chancen for at komme op til Camille, hev i hendes skørter til hun kom op og kunne hænge omkring hendes hals.
"Vi må også være færdig for i dag." Indskød David, der stod med de to sværd i hånden, der på ingen måde var et håndarbejde. To klinger og to skæfter, sat sammen. Det skulle Eric ikke hør to gange, for der var pludselig kommet noget langt mere interessant. Med et højt og sikkert pift, fik han hidkaldt sin hest, som han svang sig op på.
"Skal du med?" Han kiggede på Camille og trak Mira op foran sig, hvis hun tillod det.

Det var det bedste syn længe, at se den lille pige komme galoperende i fuld firspring og så ubesværet. Glæden strålede ud af dem begge og Camille gik ned i knæ og fik halet Mira ind til sig, i et længselsfuldt kram.
"Hej min lille skat " Camille stak næsen i Miras hår og snusede ind.." Årh gud hvor jeg dog har savnet dig" mumlede hun rørt ned mod Miras hår, og knuede hende tæt ind til sig, inden hun slap.
Camille rejste sig og så lidt beklemt på Eric, ville han mon være sur? Hun smilede svagt og hilste " daddy " og gled ind i et knus, et knus der var al for kort.
Hun lod som hun sniffede til ham og sagde henvendt til Mira" Naa han dufter bare af...mand " hvilke fik Mira til at se underligt op på Eric.
Camille var bare så glad for at se dem, og rystede derfor lidt på lokkerne og svarede lidt undvigende " jeg har løst et par problemer og fået nogle nye.. Men kan det vente lidt ,Eric ?" bad hun stille.
Hun vidste han ville ønske svar , og han fortjente dem- hun havde lovet at komme her hyppige, men hyppigt var blevet til en russisk by.

Istedet rakte hun hånden frem til David, hvilke var temmeligt dumt da hans hænder allerede var optaget for to, så hun trak hurtigt hånden til sig igen " Hey... Jeg er Camille, Miras mor og Erics øh veninde. " præsenterede hun sig, og fik gaflet Mira og i sine arme, hvor hun kyssede pigens kind og strøg hende over håret.
Hun undlod at sige til David ' det er så mig der er eftersøgt i hele byen' det ville måske give et negativt første hånds indtryk, ja.
" Pause? Eh" hun så sig om og det gav et sus i maven da Carzador stormede frem på Erics kommando. Damn han var god til det med heste.
Hesten klædte ham og han lignede eventyr helten fra en bog - og hun lod ham tage Mira og foran ham... " Jepp ... Jeg skal bare lige have mine tasker. "
Camille spænede hen og hentede dem, og så lidt hjælpeløs ud, hun kunne umuligt bære de to tasker og komme op på det ' monster ' Carzador var.
" du David... Gider du lige holde dem her, til jeg er kommet op?" Spurgte hun og rakte ham tankerne.
Hun måtte dernæst række en hånd op til Eric, så hun ikke brækkede nogen ben , på hverken hesten - eller sig selv, men så var hun efterhånden også på plads.
" hjem til gården " spurgte hun og begyndte spekulerer på hvordan hun skulle holde begge tasker og holde om Eric samtidig?

"Hvad med et lille kapløb, jeg tager taskerne og så kan du tage din lille familie." David var et stor grin, da han piftede efter sin ganger med med hjælp fra et ræb, fik han tankerne i hver ende og lage det hen over hesten, der tålmodigt ventede på at han selv kom op. Eric var ikke sen til at tage imod tilbudet, så da de begge var klar, satte de i gang, med et jubelhvin fra Mira, som nød farten. I fuld galop gik det, til de forblæste kom ind på Valentines hården som var fyldt op med en mindre gruppe mennesker der snakkede med Isaac i midten.
"Jeg smider taskerne her, så smutter jeg hjem. Ses vi i morgen?" Efter at have fået svar, red David videre til den nærmeste gård, mens Mira hoppede ned på jorden, kort efter efterfulgt af Eric, der tog gæstens begage med ind i køkkenet. Carzador fandt selv vej hen til sin fold, efter sadel og seletøj var smidt af den, med hjælp fra en af Isaacs ansatte.
"Jeg tror Nicholé vil blive glad for at se dig." Hilste den rigtige 'daddy', før han vendte sig mod gruppen af mennesker, der alle var ansat på gården. Mira tog fat i Camille og trak hende ivrigt indenfor, hvor der havde bredt sig en duft af hjemmelavet brød.

Et lille ræs? Camille der hverken var en udtalt hestepige eller en need for speed Girl , skulle til at invende, men da både Mira og Eric game, måtte hun se sig slået.
" game ón " lød det kort og hun låste sig fast omkring Eric , med sig kind op af hans ryg og så snart Carzador satte afsted, lukkede hun øjnene. Camille var ikke så fart glad som de to andre, mira tog meget efter Eric med de ting der.
Hun behøvede ikke at sige Eric skulle passe på Mira, hun var komplet tryghos ham, det vidste Camille udmærket og inden længe nåede de- endelig- gårdspladsen , hvir Isaac holdte hus.
Selvfølgelig med Erics hest som vinder og en højt jublende mira.
Camille kom ned og gik over til Isaac for afholde pænt på.
Hendes forhindring ham var... Dynamisk... Nogle gange let og sjovt, andre alvorligt og lidt beklemt og andre gange anede hun bare ikke hvad han tænkte eller hvordan hun skulle opfører sig.
Så var det lettere med hans hustru.
" Det bliver også dejligt at se hende.... Og dig
".. Sagde hun og bare for at drille Isaac en smule , nikkede hun i retning af de store tasker- og susede så afsted mod hovedhuset.
Med Mira i hånden, myldrede de ind og med den duft måtte Nicholé være tæt på.
" Nicholé " kaldte hun let.. " du har gæster " sagde hun mere løssluppent

Da Camille blev afsløret, kom Nicholé stormende ud af køkkenet og gav hende et knus, så der stod mel ud til alle sider. "Dejligt at se dig igen! Det er lang tid siden." Hendes smil gik fra øre til ører og endnu længere hvis det kunne lade sig gøre. "Kom ind og få noget at spise." Knap var ordet spise sagt, før Eric troppede op og satte sig ved bordet, klar til at tage for sig af det med der blev stillet frem. Dampende brød, smør og ost, samt en krukke med marmelade. Som om han ikke havde spist i dage, kastede han sig ivrigt over maden, med en lidt mere beskeden Mira ved sin side, der sad som om hun sad på nåle.
"Caaaaaamiiiiiiilllllleeeeeeeee?" Ingen tvivl om at hun var ude på noget, men Eric var for optaget af maden, til at tage sig af den slags små ting. Derfor fortsatte pigen ufortrødent. "Vil du ikke med mig ind og købe ind. Eric gider ikke kigge i boder, han er kedelig." Brokkede hun sig yderlig og svang voldsomt med bene. Da der blev sat et brød med allerede havsmeltet ost foran hende, begyndte hun at tage mussebider af den, men stadig med store øjne rettet mod Camille.

" tak Nicholé , du har ret.. Det er al for længe siden. Jeg skal nok rette op på det "livede hun og knusede Erics mor , hvorefter hun børstede lidt mel af hendes kind og næse.
" uhm... Det lyder herligt, tak " sagde Camille og fandt søen plads ved bordet , overfor Eric. Ingen hun havde mødt , kunne kokkererer og bage som Nicholé , hun var hvad Camille forbandt med en rigtig mor.
Imens Eric synes at skulle smage det hele på en gang i tomundfulde af gange , spiste Camille mere behersket.
Hendes øjne lå mest på Mira og derfor var hun ikke overrasket da Mira trak noget ud af ærmet.
" øh.. Om vi kan tage ind og shoppe.?" Camille kastede et blik på Eric , hun ville jo ikke bare trope op og lave om på det hele, men.. Mon ikke Eric var okay med det?
" Hvis vi må for Eric ? " sagde Camille i et næsten ligeså tiggende tone fald.
" kan vi ikke tage et smut derind ? Jeg.. Hvis ... Jeg vil godt lige tale med dig nårMira har spist." Hun ville gerne spørge om hun kunne overnatte, men hvis det levet afslag skulle Mira ikke overvære det.

Ført da Camille også begyndte på det, brød Eric sin intense spisning for at kigge op på de to piger, der gloede på ham som om det var meget vigtigt. "Altså når du siger shoppe, mener du så at gå i butikker?" Der var den igen. Hun havde et ordforråd han ikke kendte bare det mindste af og hvor hun havde fået det fra, vidste han heller ikke, men det skulle han sikkert heller ikke vide. "Jeg vil bare ikke med, så kan i ... shoppe? Så meget som i vil."
Efter at have sat et halv brød til livs, brød Eric op og var klar til at snakke med Camille, om hvad der nu lå hende på hjertet. "Skal vi gå ovenpå at snakke eller tager det ikke så lang tid?" Han skyllede maden ned med et krus vand og var så parat til at smutte. "Mira, så kan du også vise Camille din hest." Det var som om det trykkede på en knap, for Mira sprang op og løb ivrig udenfor for at hente krækken ude på marken. Endnu en ikke helt voksen hest, men gammel nok til at bære den stadig lille pige. I modsætning til hesten, voksede hun ikke nær så hurtig. Heldigvis.

Det var egenlig også okay, at de skulle tage alene derind, en pige tur.
Det var mere...at hun opdagede at hun også havde savnet ham, meget og egenlig ikke havde lyst til at forlade ham, når hun nu lige var kommet.Det var tydeligt vis ikke helt gengældt, ellers havde han sikkert slået til shopping turen, bare for selvskabets skyld.
Nå...men hun besluttede sig for de tog afsted, men kun hvis Eric var enig i at Camille kunne blive her lidt.Hvis hun skulle hjem i aften igen, ville hun tilbringe tilden med dem begge i dag...hvis Eric altsår kunne overtales til noget andet, vel og mærke.

" Lad os bare blive her...det tager ikke længe" svarede hun og havde ikke tænkt sig at leverer en fyldestgørende rapport, men kun lige en overskrift eller to, så lidt info som muligt.

" Ja...find din hest lille skat, så kommer jeg om lidt og hilser på den" opmuntrede Camille hende til og så med varme i hjertet på, hun susede afsted.

" du er god med hende" sagde hun varmt og så nu med et mere alvorligt blik på Eric....
" Hør...jeg ved godt der er meget du ikke forstår- eller...jeg skal nok forklare senere, men lige nu behøver du bare vide to ting....krystallen....den er endelig returneret....Tristan hjalp mig." Camille så over på den blonde høje fyr, som havde en stor del af Camilles hjerte...men .....hun var slet ikke god for ham, det var omvendt....helt omvendt....han gav hende stabilitet og var meget jordnær, i det virvar af døds trussler hun altid navigerede rundt i.

" det andet du skal bide, er at jeg nu har en dusør hængende over hovedet...en stor en...de leder efter en blond Camille, men ellers er beskrivelsen af mig varierende og derfor uklar"
Hun pauserede og tog en dyb indåndning....det var nu hun blev egoistisk...tænkte på egne behov og ikke på deres...
Camilles øjne fyldtes langsomt med tåre, og hun slog blikket ned...for at skåne ham for det.
Hendes stemme var sagte da hun bad ham..." Eric ....tror du det er muligt for mig at sove her i et par dage? ....j-jeg behøver komme lidt væk fra det hele.. "
Hun blinkede et par gange i forsøg på at holde tårene i skak, før hun rettede blikket op og mødte hans...." jeg skal nok svare på det hele...hvis du altsår har nogle spørgsmål, men...bare ikke lige nu.Jeg trænger bare til at være lidt sammen med jer....og finde mig selv igen! Hvad siger du?"

Krystallen havde Eric nær glemt. Det var så lang tid siden de havde omtalt den og det var ikke fordi han hver aften havde tænkt på den, næsten modsat, hvilke var en smugle pinligt. "Det er da godt, så er det problem ude af verden." Han gav et kort opmuntrende smil, men blev hængende op af væggen, som han stod lænet op af, mens Camille fortsatte sine sætninger til et emne der hurtig fik fyldt det gamle emnes plads ud.
Eric gjorde et par store øjne, mens Camille forklarede. Det var imponerende. Han kunne godt lide at vide hvad hun havde gjort for at have fået sådan en, men hun viste tydeligt at det ikke var tid til at snage mere i den sandkasse. Det første han gjorde, var at trække hende ind til sig, i et langt knus, før han vendte sin mund mod hendes ører. "Selvfølgelig må du det, men kun hvis du lader være med at gå ind i tigerens gab. Der er ingen grund til at du tager ind til byen, for så måske aldrig at komme ud." Han slap sit greb i hende og kiggede kort på hendes ansigt.
"Gå op og find dig et værelse, så skal henter jeg lige Mira." Han gav hurtig hendes hånd et klem, før han forsvandt ud af døren for at hente pigen der havde trukket den unge hest ud af sin fold, hvor den stod og trippede, spændt på en tur formodentligt. Eric satte sig ned foran hende, så de var i øjenhøjde sammen. "I skal ikke ind til byen nu, måske senere, men der er kommet et problem i vejen."

Da hun havde talt færdig , forberedte hun sig på Erics reaktion, men han ventede med at tale og halede hende istedet bare ind til sig i et knus.Camille lage sin pande mod hans skulder og hun bekæmpede en voldsom trang til at give slip på alt....det hele...og bare få grædt ud.Men hun havde lovet sig selv ikke at belemre Eric med det, ikke nu anyway.
Hans ord fik hende til at ånde lettet op. Hun havde været længe om at træffe beslutningen om at tager herud, men det virkede som det eneste rigtige nu...det eneste sted hun kunne søge ly for alle de ting der...gjore ondt.
" M-men Eric....hun vil så gerne!" Forsøgte Camille da Eric have stillet sin betingelse - men vidste godt at han havde besluttet sig, så hun opgav sit spæde protest forsøg, og nikkede istedet " okay...men skal vi ikke lige spørge din far også!"
Hun var ret sikker på Erics mor bare ville synes det var dejligt, men Isaac vidste man aldrig helt med.Selvfølgelig var han ved at vende sig til Camille efterhånden og havde accepterer at have Mira rendende omkring også.
Men stadig, hun ville ikke trænge sig på..ikke ret meget.
Camille søgte og fandt det værelse, som hun første gang havde overnattet i, efter overfaldet på Eric og hun gik straks over til sengen , krøb op i den og lagde sig i fosterstilling, med en pude mellem sine arme...det føltes så....trygt og her var så stille.dejligt.

Udenfor stak Mira i et smil der manglede en fortand, en af lyksalighederne ved at være seks år.
Men smilet falmede da Eric fortalte hun og Camille ikke skulle afsted.
" Men...hvorfor? Mor sagde selv.....mor ville gerne, må vi ikke for dig?" Hendes øjne var kugle runde og hun vred sig lidt under Erics øjne.
"Du kan da tage med..." Prøvede tøsen med fik så et mere nyfigen blik
" hva' er det...hva' er der sket!" Krævede hun en forklaring, imens hendes skosnuder blev skrabet imod småstenene på pladsen.

"Nej, i må ikke for mig." Eric kunne lige så godt give hende en snert af sandheden, det kunne måske lukke munden på hende, så hun ikke kom med for mange spørgsmål, men han var lidt for naiv. "Der er ikke sket noget, mor har bare brug for lige at slappe af." Forsøgte han og fandt stadig ordet underligt i munden, især når det ikke var om hans egen. Det kunne han bedre forholde sig til, for mor var gift med far i hans hoved, men ikke når det handlede om Mira, der var det to forskellige personer der ikke havde andet end venskab. "Hun er lige i gang med at pakke ud, så bagefter kan vi måske finde på noget at lave alle sammen. Vi skal nok snart komme ind i byen." Lovede han uden at være sikker på at det nogen sinde ville ske inden for den nærmeste fremtid.
Han forlod pigen, for at se om han kunne hjælpe Camille med at pakke ud, men hun var ikke kommet specielt langt da han kom op til hende. "Vil du sove?" Spurgte han fra døren, hvor han kiggede på hende, uden rigtig at vide hvilke ben han skulle stå på. Han ville sikkert godt kunne finde på noget de kunne lave sammen, men hvis hun hellere bare ville ligge og sove eller bare for sig selv, skulle han nok smutte.

Mira så ikke glad ud og heller ikke ret overbevist ud.
Hun var ikke vant til Eric så direkte sagde nej til noget, hun plejede at kunne ' forhandle lidt' med sin far.
Ja...mor og far, de var de eneste forældre rolle Mira havde og nogensinde ville få, så i hendes hjerte var de just det.
Nogle gange sagde hun deres navne, det gjore hun ret tit...og i ny og næ brugte hun mor og far, det skulle man nok ikke bore for meget i, men lade pigen gøre hvad hun lge havde brug for.
Mira skulle til at lægge armene over kors...og suemule, men Eric havde sagt noget spændende, og det fik Mira til at lyse op..." Hun pakker ud? Skal Camille sover her? bliver hun her?" Og efter at have fået sit svar, ville hun pile syngende afsted med hesttøjlerne i hånden, og hente et æble fra stalden at fodre sin hest med...imen hun allerede legede en god leg.

Camille rejste sig, ved lyden af hans stemme og satte sig op.
" hey...jeg havde ikke lige hørt dig" undskyldte hun...
" nej...jeg skal ikke sove nu...hvad sagde Mira ?" Ville hun hellere vide.
Hun havde ikke lyst til at lægge ud med at skuffe Mira, hellere gøre hende glad.

Camilles øjne lå på Eric..altid så jordnær og uimodståelig.
" Hvad lavede i ude i skoven? Det lignede kamptræning , plejer du ikke at holde dig langt væk fra den slags?"

Ingen søvn, godt. Eric gik hen og satte sig på sengekanten, mens han kiggede ud af vinduet. "Hun blev meget skuffet, men da hun fandt ud af at du bliver, så kunne hun pludselig gå på månen." Han trak kort i smilebåndet og kiggede derefter på Camille. "Hun er meget glad for at have dig her, ingen tvivl om det. Hun har savnet dig, ligesom mig." Han begyndte derefter at klø sig i håret fordi han ikke helt rigtig vidste hvad han så skulle give sig til, men han blev reddet inden det gik helt galt. "Det gør jeg også helst, der er jo ikke meget man kan stille op med det i denne verden, men David har været så ivrig." Han undlod fint ikke at nævne Miras små kommentare om hans maskulinitet og stolthed, som i sidste ende havde givet udfaldet. Overraskende. Eric mente ellers ikke at det var noget han gik op i ... Normalt!
"Hvor lang tid regner du med at blive? En uge, en måned, et år?" Med lidt besvær, fik han trukket sig helt op i sengen, hvor han så kunne sidde op af væggen. "Men hvad med ... Aleck? Hvad siger han til at du lige er smuttet på ferie og det med at du er eftersøgt?" Det var kun til nøds Eric kunne huske Camilles bofælles navn. Ligesom en de af det andet, var det heller ikke noget han lige havde tænkt så meget over.

Camilles ansigt lysnede op." Det var godt..jeg etvpar småting med til hende, men dem kan hun få senere- eller i morgen, det haster ikke" oplyste hun .
Camilles hånd strøg hurtigt og blid ned over hans kind. " Jeg har også savnet jer....jer begge to" smilede hun lidt drillende og trykkede pegefingeren på hans kind, inden hun trak hånden til sig igen.
" hmmm David...David.., så han skal lave en fighter ud af dig hva? " Camille så lidt nysgerrigt på ham, næsten som med andre øjne.Eric...han virkede så fredelig, hun havde meget svært ved at forstille sig ham kæmpe og slås, eller enda bare bliver virkelig vred.
Stædig ? enormt ! Men vred kunne hun ikke se, men nu havde hun naturligvis også kun set enkelte sider af ham.
" Du siger bare til...jeg kan et par triks...jeg har trods alt fået undervisning af hele to dusørjægere, Tristan og Anchilla....udover al det Crasie udsatte mig for under tourneringen, nå....det er evigheder siden.

" Oh...det ved jeg ikke, skal vi ikke tage et par dage af gangen Eric, jeg mangler stadig også at ..på en måde...informerer folk om jeg er taget herud.Jeg kan ikke overskue mere end et par dage af gangen, ikke lige nu" mumlede hun og så på de to tasker og hendes rygsæk." Mon jeg burde pakke ud....og hvor kender du egenlig David fra? Tænkte hun højt.

Et par tricks. Eric slog en latter op og rystede kort på hoved efterfølgende. "Jeg skal ikke lærer noget af dig, det fungerede ikke så godt sidst du prøvede med mig." ville han lige mindede hende om. Selvom det var lang tid siden, var det noget han ikke lige havde glemt og heller ikke forventede at glemme de kommende mange år, for selvom det i sig selv også var en sjov oplevelse så havde det også været mere end det. "Han snakkede noget om at kunne forsvare sig og ikke bare stikke halen mellem bene, men folk nu til dags, har jo altid en hel hær med sig, når de går ud i skoven, så det hjælper ikke at komme gående med sit pindesværd." Forklarede han og strakte sin ryk.
Udpakning lød fint. "Skal jeg hjælpe eller klare du den selv?" Men hvorfor svarede hun ikke på hans spørgsmål om Aleck? Enten havde hun allerede glemt det - hvilke ikke ville overraske - eller også var der noget galt med dem og det simpelthen var med vilje. Der var lige stor chance for begge, men for hendes skyld, Camilles, håbede Eric mest at det var den sidste. Hun virkede ikke til at have brug for flere problemer.

" Ej...det er altsår groft...jeg kan få dig ned at ligge ..anytime dingse" tirrede hun igen, men gav ham dog ret " ja...en fair fight skal man efterhånden lede længe efter i dag, men mon ikke vi klarer os, din hest kan da skræmme livet af selv den stærkeste" små lo hun lidt.
Selv var hun stadig ikke helt tryg ved Carzador, og kunne kun beundre Eric for nærmest at kunne ride den med lukkede øjne og hænderne på ryggen, den hest var enorm.
Og nej...hun havde ikke glemt Aleck spørgsmålet, men forsøgte undgå samtale om ham, så måtte hun finde på noget, gemme sig i stalden eller noget tilsvarende
, når abstinenserne meldte deres ankomst - for det ville de helt sikkert.
Camille kastede et blik på de to store tasker.." Ej, ved du hvad...det klarer jeg i aften, skal vi ikke sige det? Hvad med en gå tur..lidt frisk luft? Jeg har fået.. Et par øl inden jeg kom her...måske luften vil være sund" smilede hun og rejste sig op.
Camille gik hen og kiggede ud af det lille vindue...der var kun natur, så langt øjet rækkede.Perfekt.
Selvfølgelig kunne hun ikke lade vær med at tage til byen...hun skulle stadig skaffe penge, besøge Aleck og Tristan og holde Elyas lidt i snor...men hun kunne have hendes base her...med Eric og Mira for lidt tid...kunne hun ik?

Det lød lidt for banalt, men Eric lod det passere og brød op. "Med eller uden Mira?" Hun ville nok blive dybt skuffet hvis hun ikke måtte komme med, men hvis Camille mente at der stadig var noget at snakke om, af den ene eller anden art, eller at hun måske bare havde brug for en tur uden børn, så var han stadig frisk på det. Det var helt op til hende, om Mira skulle med eller have lov at blive hjemme, selvom det nok nærmere var en straf.
"Imens du beslutter dig, så finder jeg lige min far." Eric sprang ud af døren og ned af trapperne, hvor han næsten løb ind i Isaac, der var på vej op til hans borg. "Du ved, Camille." han pegede op af trappen. "Kunne hun få lov til at blive et par dage ..." Før Eric kunne fortsætte, nikkede hans far og ville fortsætte op, hvis ikke hans søn trådte til side for at spærre ham vejen og fortælle ham rasten af historien, at hun var eftersøgt og at det kunne med føre at der måske ville komme nogle og spørge. Det fik Isaac til at tænke lidt, før han svarede. "Vi kan lade det gå an på en prøve. Hvis der ikke kommer bevæbnede folk hver aften, så kan hun, men hvis de gør, vil jeg ikke ligge hus."
Tilfreds med sit udbytte, gik Eric udenfor for at vente på Camille og høre hendes svar, som han havde en meget god idé om hvad kunne indebære.

Hun skulle lige til at svare, da Eric sprang afsted for at tale med sin far.
" Vi mødes dernede" kaldte hun efter ham og endte med alligevel at pakke et par enkelte personlige sager ud.
Da hun kom ned af trappen og ud til Eric, sagde hun straks .." vi tager hende med, ellers bliver hun al for skuffet" Det var jo et luksus valg, at vælge mellem at tilbringe tid med dem begge eller bare Eric.
Hun måtte minde sig selv om , at hun nok skulle nå det hele.
Mira havde imellemtiden bukseret sin hest tilbage på rette plads i folden, og kom nu med en kurv fuld af små bolde...hun elskede at lege at de var høns der stak af i alle retninger, og så skulle hun indfange dem igen.
" Hey..skat....kom, vi skal ud og gå en lille tur" smilede camille og rakte hånden frem mod den lille pige.
Mira tog den straks, men så på Eric..." må jeg godt tage kurven med bolde med mig?" Spurgte hun forventningsfuldt, hvis nu der skulle blive tid til en lille legestund.

Eric nikkede kort. Han kunne ikke se hvorfor ikke hun skulle have lov til det og turen blev sikkert ikke så lang at de ikke fik tid til at slå sig løs et eller andet sted. Han førte vejen ud fra gården og ud på nogle marker hvor de ville have et godt udsyn til fremmed og uden det hele endte med at gå i træ. "Men du svarede ikke rigtig på det med Aleck, ved han det eller er den lille pige stukket af hjemmefra?" Selvom emnet måske var knap så muntert som han gjorde det, stak han alligevel i et smil som et dække for Mira, som ivrigt svingede med sin kurv, frem og tilbage, så de stakkels 'høns' måtte lide af en voldsomt gang søsyge når de igen fik fast grund under fødderne.

Camille måtte smile, da hun så Miras lille glad ansigt , glad over hendes høns måtte komme med.Hun kastede et blik på Eric, i smug, og nød også den måde han nænsomt styrede Mira omkring på.Ingen tvivl...han var en fantastisk far, en der både kunne være blid og autoritær.
Camille rømmede sig, og blev revet ud af tankerne af hans spørgsmål.
Hvad skulle hun svare ? Sandheden naturligvis, men hvad var sandheden?
Hun måtte holde sig til overskrifterne, kapitlerne blev for tætskrevet og for rodet til at bede ham læse og forstå, nu.
" Jeg har lagt en note..han ved jeg er her nogle dage, og så må vi se....jeg kan ikke bare flytte, vi har en kontrakt og ....men Aleck lader mig gøre hvad jeg behøver, i de fleste tilfælde, anyway....jeg betragter det som en ferie....måske en lang en? Nu lå vi se m jeg driver jer til vanvid." Sagde hun med blegt smil.
Det var jo heller ikke bare Aleck der skulle forstå, Tristan skulle også...og ham frygtede hun endnu mere.Ville han kunne forstå hvorfor hun ikke var taget på Valentine gården og ikke istedet hans hus? Hun håbede det, et tomt hun var jo netop ikke det hun behøvede lige nu.Hun ville drukne i tomheden....ensomheden.
Det hele var noget rod, og hver gang hun tænkte på det...blev hun fanget i en tristhed.
Så hun asede og masede for at få det væk....og nu behøvede hun altsår Eric til at hjælpe.
En del træer stod rundt omkring...men ellers var der frit udsyn.
" Skal vi lege gemmeleg?" Forslog hun...ivrig efter at løfte stemningen og hendes humør lidt.

En hel del bekymret tanker begyndte at spire på en og samme tid i hoved på Eric, der pludselig blev meget tavs, mens han tænkte. Han kunne meget godt lide at høre hvilke kontakt der var i mellem dem, for en der forhindrede hende i at gå hvor hun ville være, måtte være meget irriterende og på ingen måde normal. "Hvad med at Mira viser sin lille leg med sin kurv?" Forslog han med en grimasse der skulle ligne et smil. Han havde ikke lyst til at lege, men tænke og udspørge Camille når der blev mulighed for det, og det kunne umuligt gå hurtigt nok.
Mira kunne godt lugte der var noget galt, men nu kunne hun lege med sine høns og det ville hun meget gerne, så hun begyndte straks, meget ivrig, at instruere sin mor, hvordan man legede med boldende der skulle forstille høns. Mens hun ivrigt gjorde det, satte far Eric sig i græsset og endte med at ligge sig ned, for at studere himlen med blinde øjne og tankerne i en helt anden retning.

Mira opremsede et utal af navne, de fleste helt opdigtet og Camille forsøgte at gengive dem så meget hun kunne kunne på gehør. Næste etape var de små udbryder høns...der skulle Camille sende ' hønsene' afsted i diverse retninger , så langt det lod sig gøre at kaste...og Mira benede så afsted og legede sporhund.
Da sporhunden var travlt optaget, vendte Camille tilbage til Eric, og lod sig dumpe ned i græsset, med et lille støn.." hun er godt nok energisk hva'?" Sagde hun og fulgte Miras leg, med øjnene.
Camille strøg noget forfløjen hår , væk fra ansigtet og plukkede et græsstrå.
Med et smil på læberne kørte hun det over kinden på Eric, der lå med lukkede øjne.
" Nu falder du ikke i søvn, vel..? Jeg vil hellere høre hvad du har lavet, imens jeg har været væk...udover at træne til en kriger" sagde hun og lod strået glide forbi, under hans underlæbe.

Det lille strå Camille havde fået fingre i, irriterede gevaldigt. Lige til at blive vanvittigt af, men han lå lige så godt, så Eric opgav at fjerne strået, så hellere håbe på at hun blev træt af det til sidst. "Nej nej, burde du ikke passe på at hunden ikke æder dine høns?" Han slog øjne op og kiggede op på hende, mens hun fortsatte med at male med usynlig maling ud over hans ansigt. "Kriger." Gryntede han misfornøjet og syntes ordet i sig selv lød forkert heftet til ham. Det var absolut ikke noget han gad at være, for så skulle man kaste sig ud i diverse kampe bare for at dø. Noget af en trist skæbne hvis man spurgte ham.
"Jeg har ikke lavet så meget, parret heste et par gange, det skal jo gøres selvom man kan blive misundelig." Sætningen fik ham til at grine kort, mens han undersøgte Camilles ansigt for at se om hun forstod hvad han mente. Det gjorde hun sikkert ikke, for hun havde sikkert aldrig set heste parre sig. "Så har jeg arbejdet som far på fuldtid og overladt mor rollen til min mor. Det har jeg fundet ud af er en god ting, for så pylre hun ikke omkring mig og Mira elsker det."