It's Now or Never

Eric strålede som en sol, da han frydefuldt sagde: "Stil dig op på ryggen af Frosty." Han glædede sig til at se hendes ansigt og se hvad hun ville gøre. "Du må selvfølgelig godt standse hesten, men du må ikke holde fat i noget." Han var på hjemmebane og det skulle han absolut udnytte til det yderste, ellers ville der ikke være noget skæg i det.
Da det blev hans tur, ville han vælge S. I frygt for at ende på noget i K, som han ikke anede hvad var. Hun kendte tydeligvis til flere ting end han gjorde, i hvert fald på nogle punkter, men måske var det ikke så farligt. Han ville prøve det næste gang.

Hun var nær faldet AF Frosty.
" Helt ærligt.....vil du have en begravelse på nakken, man kan da ikke STÅ på det dyr.No offence , Frosty" lød det, og hun sendte Eric et tvært blik." Jeg vil ikke engang forsøge, da jeg ikke har et dødsønske.....med mindre du har noget virkelig effektivt superlim i den sadeltasker af din?" Tøede hun op og havde travlt med at sige at det var Erics tur.Og nøjagtig som han gik efter struben , gjorde hun også.
Camille var ellers aldrig så lige til...men da Eric var meget uprøvet på det her område, forærede det hende et lille forspring, som hun elegant tog.
" Sig mig Valentine.....har du nogen sinde fået en udløsning? Med en pige i nærheden eller i tankerne?" Camille måtte bide sig i læberne for ikke at le.Det var mest for sjovt, var hun alvorlig, ville hun ikke stille sådanne spørgsmål, men hun ville lige ryste ham en smule...måske han også ville ' falde af hesten'?

Eric vidste ikke helt om han skulle grine eller græde, men endte med at sukke højlydt og før han svarede, ville han lige demonstrere at det faktisk var muligt at stå på hestens ryg, så i mens den traskede videre i sit magelige tempo kom Eric op at stå og smilede stort ned til Camille, før han hoppede ned på hesten. "Ville det ikke være underligt hvis jeg ikke havde?" Han kiggede spørgende på hende og skubbede så på at det var hendes tur.
For Erics vedkommende kunne de ikke komme hurtigt nok videre til næste emne, for det var absolut ikke hans bedste minde. Det var noget han helst ville fortrænge af ren pinlighed. En hemmelighed der måtte følge ham i graven. Hverken Camille eller Mira ville noglesinde komme til at kende den historie.

"Nej ..nej...Eric! " forsøgte hun stoppe ham, og hendes hjerte stod ganske stille imens Eric balancerede på Carzador.Eet enkelt uheldigt fald, hvor han slog sit hovedårsagen eller blev ramt af dyrets hove, var slt det krævede a slukke lyset i hans øjne.
Han stod dog så sikkert som en cirkusartist på hesten ryg, og selvom hun først slappede af da han igen sad ned, måtte hun rose ham for hans talent.Flot det var det godt nok og viste at han havde en eminent god balance.
Imen hun forsøgte få en vejrtrækning igang igen, svarede han på hendes spørgsmål...og blodet vældede op i hendes kinder.
" Det skal jeg da ikke sige om det ville!" Hun undlod dog at spørge ind til detaljerne, selv om hun rigtig gerne ville have dem linet op foran hende, så ville det nok blive en anelse for privat.Camille rystede på hovedet...og grinede..." Egenlig så skal du fortælle med hvem, hvor og hvordan....men...vi kan bøje reglerne denne gang!" Forslog hun og så ville den del være overstået.
" nååå men så tror jeg det må blive en S denne gang, det ser jo ud til det er den lette katagori, den hvor man må....snyde" Smådrillede hun ham.

Eric sendte Camille et par himmelvendte øjne, før han tænkte sig om og fik så en lys idé. "Men når vi nu snakker om sex og andre erotiske ting, så vil jeg da gerne høre om du overhoved har været sammen med Tristan, eller går du ikke ind for sex før ægteskabet?" Emnet interesserede ham lige så lidt som kjoler og fine stoffer, men når de nu var i den kategori kunne han lige så godt forsøge at finde på noget i samme, selvom han var klar over at det bestemt ikke var noget forsøg man skulle råbe hurra for. Han kunne sikkert godt have fundet bedre hvis han var under pres.
Efter at have fået fisket sandheden ud af hende, valgte Eric et K og drejede til venstre, ned af en fredsom sti der gik langs en stor klar sø, hvor vandet spejlede omgivelserne i et klart spejl. Ren idyl.

Camille sendte ham et blik der var oplyst af morskab.Så han ville ned af den vej, hva?
Hun gav ham først lidt af hans egen medicin og sagde kæphøjt " Ville det ikke have været underligt, hvis jeg ikke havde?" Og rankede ryggen en smule op.
S tilføjede hun dog, mest for at holde det ærligt selvom det bare var en leg..." En gang, en enkelt gang...thats it"
Egenlig var det forfærdeligt trist, men de havde kun mødtes en gang efter....den nat...og det var til byfesten, lige inden han ...blev væk, så sådan lå landet altså.
Hun var stort set lige så utrænet på det dansegulv, som Eric selv.
Hun skyndte sig videre inden mere af den boldgade fulgte.
" Så du vil have konsekvens.....jamen....så lad os sige at du skal have nærkontakt med en pige enten fra Walters by eller derhjemme, inden ti dage fra nu ellers er....Carzador min hest fremover" hun smilede udspekuleret til ham, kkke at hun ville turde ride på hans hest anyway, men hvad vidste handle det?

Eric kommenterede ikke Camilles forsøg på at svare igen. Han ville ikke finde det underligt, for nogle ville bare ikke have sex, der i blandt ham selv. Han fandt ingen interesse i det eller også var det noget han bildte sig selv ind for ikke at få det. Ingen af delene tiltalte ham. "Det var dog en skam, så kan jeg ikke tage din mødom." Han grinede kort og sendte Camille et stort smil, så hun ikke skulle være i tvivl om at han blot drillede hende.
Konsekvensen endte med at blive lettere end han havde troet. Eric nikkede en enkel gang og besluttede at det blev i Walters by, for der kendte de ham ikke meget. De få gange han havde været der, var for at aflevere en hest og det var kun de halve af gangene at det faktisk var til en af dem der boede i byen. Ofte var det folk, hvor han havde aftalt at mødes på halvvejen. Så var der ingen der kun skulle rejse. Det var praktisk og de kom alle ud og så naturen lidt. "Men jeg vil selv vælge hende så." Stod han fast på, før han spurgt hvilke Camille ville have. S, P eller K?

Hun sendte ham et ligeså drillende retur blik..." Og, please......du vil ikke kom nær...det område....du vil ikke en gang kunne tage mit hjerte" smækkede hun igen verbalt og grinede.
" Okay....du får lov at vælge hende selv, det kan der jo ikke ske noget ved" lod hun ham få sin vilje.Han var overhovedet ikke interesseret i piger, så hun regnede ikke med det ville blive et issue.
" Hey....var vi ikke enige om at udelukke P? ....nå men jeg tror jeg tager K, det gik jo så glimrende før" valgte hun og med tyk ironi og så på Eric.
Det var en smule sjovt, for hun havde ingen ide om havd der ville komme ud af den mands mund når han åbnede den....det havde hun stort set aldrig.

Efter Camilles ord var Eric endnu mere sikker på at han ville bevise at han godt kunne. Problemet var at han ikke engang selv var sikker på om han kunne. Han måtte finde en måde at gøre det på, men først måtte han finde en konsekvens til den møgtøs. der gik ikke lang tid før han havde fundet på noget, men han var ikke sikker på om han turde sige det. Han pressede læberne sammen og kiggede på stien med et tomt blik, mens han overvejede hvad det kunne frembringe. Han burde slet ikke overveje det, for det var ganske enkelt privat. Han burde ikke blande sig i det, men på den anden side så var hun Miras 'mor'.
Til sidst trak han vejret dybt, lage nakken tilbage og kiggede op i himlen, før han vendte blikket imod Camille og forsøgte. "Find ud af hvad du vil med Tristan ..." Han holdte vejret for at se hendes reaktion, men før hun kunne nå at sige noget, ville han bryde igen. "Ikke fordi jeg vil høre hvad du kommer frem til, men jeg har ikke lyt til at se du er trist og Mira ved meget mere end man går og tror." Det havde Eric erfaret en del gange imens Camille var væk.

Camille stivnede i hele kroppen, og da ikke var skide smart når man sad på en hest i frisk bevægelse, mistede hun balancen og var halvt om halvt på vej ned af hestens side.
Inden det gik helt galt, fik hun dog redet sig i land og kastede et måbende blik på Eric.
Okay...DEN havde hun slet ikke forventet, og på en eller anden måde fik han pillet ved det eneste han nok ikke skulle.
Det var som at åbne en dør....og bag døren var der fyldt med vand der væltede ud , helt umuligt at gribe eller gøre noget med.
"J-jeg..." Stammede hun og tav nogle sekunder inden hun hav det et forsøg mere....
" hvorfor ....." Andet forsøg var ikke bedre end det første, men som man siger....alle gode gange tre.." Forholdet er.....stukket af fra os.....der er ikke mere....Tristan og Camille" som hun sagde det flød hendes øjne over og tårene strømmede ned af hendes kinder, som var der åbnet for en hane med vand.
Hun kunne ikke bremse det....alene at sige ordene rev i hendes hjerte, de havde været SÅ meget igennem....men.....det fungerede ikke længere....ikke når han ikke var tilstede og Camille var stukket af, i en anden retning.De ville ikke kunne finde hinanden igen, når han en skønne dag kom tilbage.Hun måtte indse at det var.....forbi.

Det kom alligevel som en overraskelse for Eric, der så først overrasket på Camille, før han sænkede farten så han kunne ride på hendes ene side. "Det er jeg ked af at høre, det var ikke helt det jeg ønskede med det." Indrømmede han, med en stemme der højest sandsynligt ville fjerne alt tvivl om at det kunne være en løgn. Han kunne godt lide at vide hvornår det var sket, men droppede det og valgte at give hendes skuldre et klem ved at ligge armen om den. Det var ikke helt let på hestene, men han formåede at gøre noget der i hvert fald skulle ligne det.
"Vi kunne tage tilbage og snakke med ham, her efter, hvis du har lyst?" Forslog ham, i erstatning for tavshed og mangel på andre forsøg på at starte en fornuftig samtale med indhold af den ene eller anden art. "Men vi kan også finde på andet hvis du har lyst."
Venner var til for at hjælpe, sådan havde Eric forstået det og han ville gøre sit üpperste for at gøre Camille glad og få hende til at smile. Også for Miras skyld.

Forskrækkelsen stod malet i det lyse ansigt.
" Snakke med ham? Er du sindsyg? Tristan kender mig....han har fornemmet det, og tale vil kun...være at dreje kniven rundt i et åbent sår." Hun rystede hans arm af sig.
Hun ville ikke have hans ligeglade trøst.Sålænge hans heste ikke fejlede noget var hans verden intakt, mente Camille ....han vidste intet om knuste hjerter og drømme man skulle indse aldrig blev andet end...en drøm.
" Det eneste jeg skal er....hele op...og videre...og jeg tror ikke det er en god ide at tale om det" lød det grødet fra hende.
Om hun havde ret var nu ikke sikkert.Mange mente at et sår skulle åbnes helt så al materie kunne løbe ud,inden det kunne hele op igen.
Camille ville ikke forholde sig til sin....betændelse....ikke hvis hun kunne undgå det.
At have Eric så tæt på, gjorde hende lige nu...vred?Hun vidste ikke hvordan den følelse var opstået....men hun var ...ja sur...over hans venskabelige arm.
I det hele taget var hun pludselig rimelig sur på ham.

Eric var ikke sikker på om han var overrasket over at hun havde skubbet hans hånd væk, men hun gav tydeligt indtryk af ikke at ville snakke om det eller med Tristan, så han tav. Mens han sad i sine tanker, slog det ham pludseligt at at hun ikke havde sagt det til ham. Det tydede på at det var et pludselig valg. Han var lige på nippe til at spørge ind til det, men stoppede i sidste sekund.
Ud af øjenkrogen skævede han til Camille. undersøgte hendes ansigt, før han så vendte sig om sig imod vejen og satte farten en smugle op.
Han var tavs til de nåde frem til et sted at slå lejer og efter maden satte han sig til at holde vagt. Hun kunne sove. Han lovede at vække hende når hun skulle overtage. At få aftenvagten var meget vigtig for ham, for han havde lige et par ting at tænke igennem og det kunne han lige så gøre uden også at skulle kæmpe for at sove.

Tilfreds med at få lidt fred...lidt alene tid, så meget det nu lod sig gøre, udtømte hun sin tåretank og efterhånden faldt også hendes indre lidt til ro.
Camille bar normalt en pige man både kunne være stille med, men også hyggesnakke.
Men da de kom af hestene, trak hun sig lidt for sig selv...parat til at holde sig vågen hele natten, men Eric insisterede på hun sov.
Hun krøb sammen i sit tæppe...og lydløst græs hun sig selv i søvn.Afskeden var svær og hun havde store problemer med at få brikkerne i hendes liv til at lægge sig pænt og danne et fint jævnt billed.
Hun var glad for at kunne ligge der...skjule sit ansigt og ikke trænge sig på med sine tåre.
Efter flere timer på den måde....var tanken tom- igen- og Camille var faldet i søvn.
Denne gang drømte hun om ...døden.Om at alle forsvandt....de sidste der blev revet ud af hendes arme var Mira og Eric, hvilke fik hende til at sætte sig op med et brat ryg, imens hendes skrig flænsede den mørke nat.

Eric sad tavs og undlod at reagere på de tydelige tegn at Camille grad. Et snøft her og der var yderst afslørende, men det virkede ikke til at hun ville vende og dreje det med ham, så han sad og lage planer om at holde sig vågen rasten af natten, fordi Camille tydeligvis ikke faldt i søvn, men da det endelig skete, overvejede han alligevel at vække hende. Hans tanker omkring parret overtog efter lidt tid og gjorde det hele senere end han havde regnet med. Han var kun lige vågnet op fra sine tanker, der havde hindret ham i at holde vagt på nogle ordenlig måde.
Et skrig trak Eric med sikkerhed ud af sine tanker, idet han næsten fløj på bene. Han var i samme øjeblik han havde fundet kilden, henne ved siden af Camille som han satte sig ved siden af og kiggede på med bekymret øjne. "Hvad skete der?" Han forventede det var en dårlig drøm, men man kunne aldrig være helt sikker i denne verden. Intet var 'normalt' som i hendes. I hans var det normalt at der skete ... knap så normale ting.

Drømmen hang i hende...med dens grimme kløer havde den neglet sig fast.
Nu skulle man huske på, at Camille ofte fik flashes og visioner af fremtiden....og at de kunne være sære lige at adskille fra drømme, indtil man så dem efter i sømmene.
Så derfor var hun en smule over sensitiv når det galdt drømme.
Da hun så ham ved sin side, slog hun armene omkring hans hals og trak sig ind til ham .
Hendes fugtige øjenvipper, ville han kunne mærke mod sin kind, da hun snøftede han navn og mumlede noget i stil med " Du må ikke dø....du må ikke gå fra mig"
Varmen fra hans krop , strømmede hende i møde, og hun sugede den til sig..en smule grådigt, ved at trygge sig lidt nærmere ham.

Eric var en smugle overrasket over hendes udbrud, men det var ikke meget, i forhold til hvad hun sagde. Han havde næsten lyst til at le, men det var upassende og han kunne heller ikke få sig selv til at gøre det. Derfor slog han bare armene om hende og holdte hende til hun selv slap. "Jeg løber ingen steder, hverken til døden eller andre steder." Svarede han i et forsøg på at berolige hende, selvom det hele måske var dårlig formuleret. Han ville en dag tage et sted hen, men det ville ikke blive lige med det samme. Han skulle først have denne rejse båret godt af sted og så skulle han have Camille til at overleve tabet af Tristan. Mira kom før eller siden. Hun skulle også ekspideres før han kunne tage ud på sin hest og røde mod vest.
"Lig dig til at sove igen, klokken er ikke så mange, jeg skal nok vække dig sener." Forsøgte han sig med og håbede hun bed på krogen, så hun kunne få sovet lidt mere. Han skulle nok klare sig. nårr de kom frem, kunne han få sig en lur i mens Walter og Camille snakkede om magiske sværd. Den snak behøvede han ikke ligefrem.

Hun sad lidt tid med snuden boret ned ved hans hals og skulder, og snøftede færdig.
Camille have opgivet helt at finde ud af hvilke kilder der udløste hvilke reaktioner hos hende, og havde besluttet bare at afreagerer og få møvet dem ud af systemet....så skulle det hele nok falde på plads...one fine day.Forhåbentlig.
Da hun slap ham, indledet hun en to minutters undskyldning og afsluttede med en virkelig dårlig vittighed, der afslørede hvor meget hun forsøgte at skjule den stress der luskede rundt i hendes krop, over at være kommet til en crossroad, hvor hun var nød til at vende en ny side i sin egen bog.
Men .... Det hjalp at have ham ved sin side....i det mindste var hun ikke alene.
Det var bare.....at hun blev så ..sur...på Eric hele tiden....hun ville teste ham...skubbe til ham , uden helt at forstå ideen med det? Nå....men pyt....han så ud til at overleve.
Hun kravlede i ly af tæppet....som han ønskede og sov i tre timer mere.Denne gange mere roligt.Så en mere afslappet pige ,strakte sig og så mod Eric, da hun endelig vågnede op. " Valentine....hvad siger klokken?" Spurgte hun,og så sig omkring.Var det ikke lige lovlig lyst?
" Oh nooo...du har ladet mig sove igen, har du ikke? " klagede hun og puffede til ham.

Eric åndede lettet op da Camille troede på ham og lage sig til at sove. Den undskyldning hun havde smidt i hoved på ham kort forinden, havde han ikke forstået meget af, men havde svaret at det hele var okay og hun ikke havde noget at frygte. Hvad hun præcist frygtede fik han heller ikke helt fat i og heller ikke hvorfor hun gjorde det, for han kunne ikke se kilden. Men undlod at kommentere det.
Rasten af natten sad han hensunket i sine egne tanker om diverse ting. Hvad der i længere tid optog ham, var at fantasere om den verden Camille kom fra. Han kunne godt tænke sig at finde den portal. Måske blev det hans næste projekt. Camille var kommet helskindet igennem den, han ville sikkert også kunne gøre det igen.
Da lyset kom, ankom Camilles bevidsthed også. Da hun afslørede ham, forsøgte han sig med et meget uskyldigt smil. "Jeg forsvandt hen i mine egne tanker, jeg ville have vækket dig." forsøgte han sig med, selvom han godt vidste slaget var tabt - så meget som det nu kunne være, når han i bund og grund havde kæmpet sig igennem natten.

Hvis han forsatte sådan, ville Eric sooner or later krakkelerer, for ingen menneske kunne klare sig på så lidt søvn, tænkte Camille bekymret.
Hun så ludt ud over landskabet og prøvede at sammensætte deres tidsregning.
Hvis Eric havde ret, så ville de komme frem her til formiddag, måske eftermddag....og det første hun ville var at finde en skøn seng eller i det mindste en sofa at få puttet manden i.
" Okay.." Lød det blidt...." men Eric, når vi når frem, så er du nød til at få sovet ordenligt, ellers blver jeg for alvor bekymret " - og det lå ikke åben til debat.Hun ville lænke ham til stedet, var det påkrævet!
Imens hun talte havde Camille, fisket lidt brød og frugt frem og nogle små klodser ost og vand.De måtte afsted hurtigt, inden der kunne graves efter spørgsmål om i aftes, og inden Eric faldt om i hendes arme af udmattelse.....som en lille dejlig dreng.
Men en der var lidt for tung at skulle bakse sovende op op Carzador.

"Bekymret?" Eric kunne ikke undlade et grin, før han satte morgenmaden til livs og var til hest kort efter. "Det behøves du ikke at være, jeg tror jeg får alt den bekymring jeg nogle sinde kunne ønske mig fra min mor. For meget kan umuligt være sundt." Han satte hesten i gang og lod den holde en pænt fart til middag, hvor de fik noget mad og så var der en time eller to tilbage til hest, før de nåede en mindre landsby, der mest af alt bestod af en midte og tre fire ringe af huse omkring pladsen.
Folk gloede da de kom ind, men sagde ikke hej eller stoppede deres arbejde. De vidste hvem de ville tale med, ligesom hovedparten af alle de andre gæster der kom og gik.
Foran et hus der var lige så høj som det var bred, stoppede Eric. Sprang af hesten og bad Camille om at vente udenfor, mens han gik ind i hulen af bøger. Indenfor fandt han Walter og satte ham kort ind i situationen, før en mand med stok kom kravlene ud af sit hus, for at tage imod den kvindelige gæst.
De blev installeret på en kro, som lå som den største bygning i den inderste ring, foran pladsen. Deres værelse var yderst sparsomt møbleret, men der var en seng, og vask.

Hun modsagde ham ikke , Nicholé var helt sikkert en dejlig mor, og med kun en søn at tage sig af, så var der ingen tvivl om at både bekymring og kærlighed var drysset mere end gavmildt hen over Eric.
Kort efter ham, tronede Camille på Frosty og var glad for de nærmede sig deres mål.
Selve byen havde hun ikke været i før, og hun sugede alt til sig, som de gled langsomt gennem byens hus og nåede til centrum af den.Walters hus.
Lettere utilfreds med at skulle vente uden for, det huede bare ikke hendes nysgerrighed, sad hun pænt på Frosty, til Eric dukkede op i dørens åbning, med en gammel mand ved sin side.Hurtigt kom hun ned af heste, lettere uelegant, med dog uden lave skræmmer på hverken sig selv eller dyret, og fik hilst varmt på manden.
Camille fortalte meget kort, at hun havde kendskab til myter og sagn om det her sværd, fra en anden verden, og hun lavede en aftale om at når de var kommet i stand på den lille kro, skulle hun vende tilbage til ham, og bringe Excalibur med sig.
" Et værelse?" Camille så spørgende på Eric.Hun havde nok regnet med de skulle have et hver, men omvendt....de var i en fremmet by, hun ønskede nok at være rimelig nær ham, når det lod sig gøre. Alligevel skulle det kommenteres." nå....men mon ikke vi klarer det også? jeg synes du skulle starte med en lur Eric....og jeg vil gerne cleanes lidt op." Hun smilede og studerede sengen kort...hvis Eric lå med ryggen over mod vasken, kunne det godt lade sig gøre.Han havde ikke øjne i nakken.

Eric satte taskerne indenfor døren. "Hvis du alligevel skal til at snakke omkring det sværd, så lyder det fint for mig, men jeg vil altså også lige have noget vand i hoved." Med nogle lange skridt, var han henne ved vasken og pjaskede noget vand i hoved, før han smed sin skjorte ned i sadeltasken, skoende for enden af sengen og gik så omkuld i den.
Sengen viste sig at være overraskende god. Blød, men ikke for blød og trods det ikke var som hans egen der hjemme, så var den langt bedre end hvad de havde sovet på de sidste par dage.
Camille behøvede slet ikke bekymre sig om han kiggede, for før hun var kommet af tøjet, var Eric hoppet til drømmeland midt på sengen, som han nød at kunne fylde godt ud. Hvis Camille ville have en lur, måtte hun tage den på gulvet, men hun havde ikke ytret noget omkring det, så Eric havde ikke set noget problem i at smide sig midt på sengen.

Hun lod ham gøre sit, og imens fandt hun sit skiftetøj frem, og tvang tankerne fra Eric og til sit sværd.Hun var meget spændt på hvad det kunne, som andre almindelige sværd ikke kunne, så derfor ville hun hurtigt over til dennne Walther fyr.
En etagevask blev udført, små blik kastet over mod Eric hele tiden, for st kunne dække sig til h is han vågnede , med det viste sig helt unødvendigt.Han sov fast og ville ikke vågne det næste lange tid.
Da hun var klar, havde hun en hvid skjorte knappet løst over en tank top , sorte bukser og støvler.Hun listede over til Eric, modstod en impulsiv trang til at stryge en hånd over hans nøgne overkrop, men trak et tæppe over ham i stedet for.
Hun aede ham istedet over det iltre hår, og blev en smule irriteret på sig selv.Hvorfor skulle hun pludselig til at håndter en lyst til at røre ved ham? Han var Miras far....hendes bedste ven her i underworld ....det var da ...irriterende.Han kunne jo egenlig også godt have noget tøj på når han sov.At ligge dér sådan - så bad han jo nærmest selv om det.Argh...et fnug let kys på hans kind, inden hun rejste sig og trak i striktrøjen.
Hvad pokker.....han sov jo alligevel, og ville aldrig vide hun kyssede på ham.Så endnu et på de bløde og ofte smilende læber af hans, og så var hun ude af døren.

Kort tid efter, med sværdet under armen- bankede det på døren til Walters hus.
Camille trippede en smule utålmodigt uden for.

Walter kom stavrene hen til døren, for at åbne op. Han blev synligt overrasket over at det kun var pigen, Camille, der var tilstede, men Eric havde sikkert stukket snuden i andre ting - muligvis nogle han ikke skulle. "Velkommen til mit ydmyge hjem." Walter blottede en næsten tandløs mund, i et stort ildelugtende smil, som dog var uden nogle onde hensigter. "Kom ind med dig, vi skulle jo nødig have for meget sollys ind."
Selve bygningen, var fyldt med bøger. Fra gulv til loft og havde der noglesinde været et vindue her eller der, så var det omhyggeligt dækket til med en af de mange bogreoler, som stod alle steder der var plads. Hvis der ikke var det, lå der en bunke papir eller bøger, på den ene eller anden måde.
"Nå nå, et magisk sværd." Walter trommede sine fingre mod husets eneste bord, som ikke var fyldt med bøger, men derimod en skål med noget suppe i ... rasterne. Et afgnavet kyllingeben og noget grønt slasket noget, som i tidernes morgen sikkert havde været en eller anden frisk grønsag.
"Nu er det jo ikke ligefrem fordi det er voldsomt nyt, folk kommer med alverdens ting, men lad mig se på det, så kan det være jeg kan finde en bog eller to omkring det."