It's Now or Never

Brikkerne synes at passe sammen, men alligevel så puslespillet ikke helt ud som det burde. Noget var gået helt galt. Camille var for langsom til at se hvori problemet lå gemt.
Under middagen var hun mest optaget af hvorfor ..eller rettere hvordan ..Eric havde kunne få hende til at love at tage med ham? Hendes plan havde jo været det modsatte. At få et mere fast fundament i sit liv - og ikke som de skulle nu... nærmest leve som nomader.
Hun havde kun sagt ja for at gøre ham glad, og fordi hun fornemmede at han nok var stukket af på egen hånd anyway, såå.
Efter endt middag , bras korthuset så endelig sammen med et stort klask, da Eric sendte en storm imod det. Det var bøjet i neon at ingen brød sig om den ide, og mest af alt ønskede Camille at gå op i røg og damp , og bare forsvinde.
Isaac smuttede straks efter Erics meget upædagogiske måde at fortælle dem om ders lille smuttur på. Hun var sikker på han var skide sur over Eric ville ' svigte' sit ansvar på gården.
Camille sad måbende og var selv lige så chokeret. Måden Eric have sagt det på , lød næsten som om hun havde lokket ham til det , og ikke den anden vej rundt.
En anden ting var hans mor. Camille havde aldrig set Nicholé på den måde . Hendes blik og det hun ingenting sagde, gjore Camille meget utilpas og imens hun forsøgte at finde en måde at bryde isen på, greb fanden fat i Nicholé , der græd og langede ud efter Camille , der blev efterladt chokeret tilbage. Der gik nogle sekunder før Nicholes ord rigtig satte sig. Tårene meldte sig i Camilles øjne og hendes hjerte gjorde ondt. Hun ville da aldrig gøre Erics mor ked af det- og tage Eric ?? Troede hun virkelig at det hele var en udspekuleret leg for Camille?
Hun måtte finde hende- og forklare hvordan det hele hang sammen. Få hende til at forstå. Hvis Nicholé virkelig troede at hun ville opfører sig sådan, så kendte hun jo slet ikke Camille.
Lettere rystet over måden det hele nu spidsede til , sprang hun op og efter Nicholé. " Nicholé .... Vent! " kaldte Camille desperat ud efter hende. "D-du forstår ikke.., det er ikke sådan " knækkede Camille over i stemmen og var selv i risikozonen nu for at begynde at tude.
Det var som om hun havde gjort den lille familie noget ondt ...den familie hun respekterede så meget - og var vokset til at elske.
"Nicholé " klynkede hun og så sig om efter hende.
Camille var ærlig talt ret chokeret over ...hele måden at reagerer på.
Hun brød sig absolut ikke om det stempel hun netop ja havde modtaget.
Hun vidste ikke om Nicholé ville give hende mulighed for at forklare eller bare efterlade ' rodet' sådan her?

Hvor Nicholé var forsvundet hen var ikke til at se, hun havde kvalt sine tårer og løbet et eller andet sted hen. Hun ville ikke snakke med Camille igen - hellere have hende ud af huset i en fart men det skulle Isaac nok lige klare, hvis han da overlevede Eric. Der var hørlig utilfredshed oppe fra hans værelse. Først Isaacs faste brummen og så sønnens høje vrede udbrud om at det kunne de da ikke tillade sig. Han ville ikke være lænket fast og så videre. Så noget mere brummen og så trusler om at han selv ville tage af sted, for det kunne han godt! De skulle ikke tro de kunne holde ham tilbage.
Bagved Camille kom Mira stavrene og trak i hendes tøj for at få opmærksomhed. Ved hendes side gned Erica sig op af hendes ben. "Hvad sker der mor?" Hendes øjne var store af overraskelse og måske også frygt.

De ophidsede stemmer var ikke just et skub i den rette vej og så vidt hun kunne høre , blev det kun endnu værre . Eric havde ikke benyttet lejligheden til at forklare hans far at det bare var en lille smut tur , men truede nu istedet med alverdens ulykker. Burde hun gå der op og forsøge dulme deres vrede? Kunne hun sænke den, eller ville Isaac blive fortørnet over hendes indblandet?
Camille snøftede og tørrede sin kind ren, da en barnestemme skar igennem de vrede lyde fra første salen. Camille så ned og fik hurtigt sine arme om mira og trukket hende ind i et kram. "Åh skat... Der er en dum misforståelse som vi lige skal have styr på, så bliver alle sammen glade igen. Det er slet ikke så slemt som det lyder" prøvede Camille at aflede og trøste.
Hendes hånd fandt Miras og hun halede pigen med sig over i stalden.
" husker du hvor vi pjattede da du skulle døbe mig?" Sagde hun kærligt - imens hun forbandede alle de voksende inklusiv sig selv, ikke at tage bedre hensyn til pigen.
" hvis du nu tager Erica med op på høloftet, skattepige., så kommer vi snart ud til dig, du skal ikke sidder og høre på dumme voksende der siger fjollede ting, vel"
Camilla lyst til at græde var enorm.
Alt.... Faldt fra hinanden. Alt.
Hun myldrede ind igen og sprang oven på, hvor hun skubbede døren ril Erics værelse hårdt op , uanset om kun en af mændene var tilstede , eller dem begge.

"Det er jo mit liv så det kan jeg vel selv bestemme om jeg vil. Camille tager med, det burde i være glade for, så laver jeres uansvarlige søn ikke noget. Han lærer måske at ligge to og to sammen så han kan komme tilbage og lave forretning." Vrængede Eric mens han rodede rundt efter noget på værelset. Isaac stod midt i rummet.
"Det er vores ansvar at du ikke ender med at blive spist og jeg vil ikke sende dig af sted med Camille. Vi aner ikke hvad hun er, hvor hun kommer fra eller noget som helst andet. Ikke andet end hun kommer og pådutter os en eller anden pige og så tror hun at vi er bløde som smør." Imodsætning til Eric hævede Isaac ikke sin stemme, men lod den syde og boble nede på en gnavet niveau. Det ville få de fleste forretningsfolk til at pakke sammen i en fart men Eric var ikke i den gruppe og alt for ophidset til at kunne tage sig af sådan en ting. Han syntes det hele var dybt uretfærdig.
"Jamen se, der har vi jo hende. Spørg hende om det eller er du bange for at blive kastet under en ond bsværgelse?" Vrissede Eric videre og greb en sadeltaske der lå på sengen. Han svang den hen over skulderen, forsøgte at mase sig forbi Camille og komme ned i stalden. Han ville af sted, med eller uden Camille.

det var virkelig helt afsporet.Hvordan kunne den lille harmløse ide dog antænde så hurtigt, og udvikle sig til noget der mindede om en skovbrand?
hun var ved at bakke ud igen, da hun fornemmede at det her var et far og søn opgør, også selvom at hendes navn var et omdrejningspunkt.
"Isaac...jeg sværger...jeg er ingen trussel...slet ikke"
Camilles knæ rystede og hun var begyndt at føle det hele snurrede en smule rundt.Selv om hun havde spist godt under sit ophold her, havde hun længe forinden været tynget af spekulationer og glemt at spise, så hun havde tabt sig en del.
Men hun havde ikke mere tid til Isaac nu.Hendes øjne blev store, da Eric med saddeltasken over sig, ville mase sig forbi.Kom han afsted nu, ville løbet været kørt.
Eric ville være væk...Camille ville være banlyst fra Valentine gården og Mira foruden forældre, og tryghed.
Camille greb fat i erics skjorte ærme, hårdt ..og trak i det.
afmagt overfor ham...overfor det mistro og uvilje der nu flød i luften, skinnede ud af Camille og hun havde tåre i øjnene da hun henvendte sig til eric, stakåndet,da følelser og frygt hobede sig op og blokerede hendes hals.
"Eric..please...ikke sådan...d-du må ikke gå...ikke sådan her "
Hvis han forsatte ville hun rende efter, spærre ham vejen og forsøge igen " Eric..jeg ...du kan ikke efterlade mig sådan her...Mira..din mor...Hvis du går nu, kan jeg ikke klare mere" - hun ville være tæt på ovegivelse...af sig selv,sit liv....hvad skulle hun egenlig med det?

Eric stoppede op og snurrede rundt i mod Camille. "Ellers kommer jeg jo aldrig ud af det her rottehul." Med et hurtigt heftigt ryk med armen fik han den forhåbentligt fri, så han kunne fortsætte og ville gøre det trods protester.
"... og det er den tak du giver for at vi har grædt slidt og svedt for at du kunne få tag over hoved!" Kunne man høre Isaac der havde bevæget sig så langt som til dørtrinnet af værelset. Han mente hans ord kunne stoppe sønnike der havde kæmpet sig hen til hoveddøren. "Jeg har ikke bedt om tag over hoved!"
Der lød derefter et brag, da døren smækkede i og Eric marcherede over gårdspladsen hen til sin hest. Et højt støn kunne efterfølgende høres fra Isaac, der kort efter vendte sig imod Camille og ignorerede hendes søer af øjne. Bestemt men ikke med direkte vrede bad han hende bakke sine ting og komme ud af huset sammen med Mira. Han havde gerne kaldt dem begge alverdens ting, men holdte den fine tone på plads.

Hun kunne ikke hamle op med Eric når det kom til fysisk styrke, og da han virkelig var opsat på at komme afsted, rev han sig fri - og afsted- uden at svare hende.
Camille var nærmest ved at kløjes i hele suppedasen og ville have ben amputeret sig selv, hvis det havde haft en god virkning på situationen nu og her.
"Eric!!" Skreg hun og lyden af hendes såret stemme bugtede sig gennem husets gange og rum, men han gik.
Han forlod hende.
Mira... Han forlod dem alle.
Camille mødte dernæst Isaacs beslutning og faktisk var hun så ude af stand til at tænke lige dér, så hun kunne ikke ander end at nikke.
* han smider os ud... Hvor skal jeg tage hen med mira?*
Hun lagde en hånd mod sin pande... Lysten til at flippe ud hang over hende og hun døren bag dem , begyndte at klapper lidt - grundet Camilles telekinesisk der var ide af kontrol, som hendes sind.
" du smider os ud?.... Hende ud! Hun er kun en lille pige .. Giv mig dog lidt tid Isaac , til at skaffe os et tag over hovedet !" Hun talte stille og havde svært ved at fokuserer rigtigt på isaac. Hans skikkelse var sløret og skiftede mellem tydelig og udviskende.

Nede på pladsen stod Mira , øjnene ikke spor mindre og hun var meget bleg.
"Far?"
lød det, da hun så Eric storme ud med sin saddeltaske over skulderen.
"Tag mig med far" lunten var lugtet, hendes far ville forlade hende.

Isaacs læber blev spændt som Erica. Der gik et par sekunder før han igen trak vejret. "Hvis du får min søn tilbage, ellers er du og Mira helt ude af min grund når solen står op." Derpå drejede han ind imod kontoret hvor han kort var inde, for så at gå ud og finde Eric med en pose penge i hånden. Det ville måske få ham tilbage igen.

Eric satte sig ned på hug da Mira kom ned. "Skal du så være min pige?" han trak trøstesløst i mundvigen. Kort sad han og overvejede om det faktisk var en mulighed, men kom hurtigt væk fra det. Camille ville passe bedre på hende. "Jeg tror mor har brug for dig, hun snakker om at lave en skole. Det kan du hjælpe med."
Smilet forsvandt da Eric rejste sig op da hans far kom. Pengene blev han påtvunget, han behøvede ikke bruge dem og måtte godt betale tilbage hvis det var problemet, bare han tog dem med.

Selvfølgelig. Al hans omsorg gik til hans egen søn og intet til Mira.
Så det hele stod og faldt på, om Camille kunne overtale Eric til at blive.
Sagt på en anden måde. Det så ret sort ud for familie idyllen .
Hun nikkede kort for hoved til Isaac. Og så snart han var ude , sank hun sammen på Erics seng , og begravede hovedet i sine hænder.

Mira smøg sine små buttede barnearme om halsen på Eric.
" Ja... Erica og mig... Vi vil med " hendes greb strammede til og hun havde slet ikke lyst til at slippe sin far igen.
"Mor har også brug for dig" tiggede hun , netop som Isaac kom.
Mira kendte sin plads , når isaac så sådan ud, skulle hun ikke nyde noget.
Hun trak sig ind i laden med Erica , for en lille stund.

Camille kom ud på gårdspladsen og lignede en der havde afsluttet en tre års kemo kur.
"Må jeg få et ord med dig , inden du tager afsted?"
Hun fokuserede på hans skuldre og ikke hans øjen. Stadig var akkomodationsevnen påvirket af hendes fugtige øjne og meget oprørte sind.
Det var alt eller intet nu.

Eric flyttede sit blik fra sin far da Camille kom ud. Han ville slet ikke kommentere hendes udseende. Han nikkede kort og kastede så et nik imod stalden. Så kunne han sætte sadeltasken på plads imens. Imens de gik der hen sagde han ikke noget, gjorde heller ikke andet end at gå før de var henne. Inde i stalden gik Eric straks hen til hesten og begyndte med at gære hesten klar. Først sadlen og derefter tasken og seletøj. han var ikke voldsomt interesseret i en lang intim samtale og håbede derfor at kunne flygte hen til hesten men ville hun virkelig have en, ville hun få den.
"Du må gerne tage med ..." han skævede hen i mod hende, usikker på om han turde kende til svaret.

Camille kunne mærke at den tristhed hun på sin vis havde taget flugten fra, ved at søge ud til Eric og hans familie , var ved at indhente hende igen.
Det sorte hul truede med at sluge hende op.
Hun lukkede sine øjne nogle sekunder inden hun igen så op, denne gang ind i hans øjne og indledte sin snakken... " Eric.. Du kan ikke tage afsted nu, ikke sådan her.
Vil du ikke godt overveje? Det hele smuldre.., din mor græder og din far er vred.
De tror det er mig... De hiver mig skylden. "
Det var facts og de letteste at forholde sig til.
Da hun forsatte blev Camille meget mere skrøbelig og indtrængende i sin bøn. Hun greb ud efter Hans hånd. " Du lovede" plæderede hun .." Du lovede mig på vores heste tur, at du ikke ville forlade mig? Undskyld... Men hvad er det du før nu?"
Camilles læbe dirrede og næserynken var helt på plads.
" Hvis du ikke bliver ... Gør du os hjemløse .... Det lige meget med mig, men hvad med Mira? "
Nu begyndte hun at græde - rigtigt.
Ikke bare tåre der trillede , hun græd.
" Eric... Vil du ikke godt blive... Vi behøver dig.. Jeg.. Behøver dig"
Det var ikke svært - og ikke en løgn for at holde på ham.
Ordene æltede ud af sen triste mund og Camille havde dårligt kontrol over dem.

Åh nej, hun græd! Næsten forfærdet og halv panikken over hvad han skulle gøre holdte han pause med hesten og trak Camille ind til sig. forsigtigt trykkede hans arme hende ind mod sit bryst hvor han på sin kejtet måde prøvede at trøste hende. Først da hun syntes at være stilnet lidt af gentog han sit spørgsmål. "Vil du ikke tage med? Så finder vi et sted du kan starte din skole og jeg hjælper dig og Mira med at starte det op." Han undlod med vilje at komme videre ind på at blive der. Tanken om at slå sig ned fast var slet ikke noget han gad tænke. Det ville måske komme en dag i fremtiden, men det var ikke nu.
"Jeg forlader dig heller ikke, jeg skal nok finde dig. Man kan få magiske ting i denne verden og mon ikke der er noget der kan hjælpe mig til at finde dig en dag?" Han forsøgte forsigtigt at slippe, usikker på om hun var færdig eller ej.

Hans skjorte sugede hendes frustration til sig, og langsomt blev et stor bød plet dannet på Erics bryst. Camille rystede på hovedet.
Det var kun få minutters trøst ... Inden han ville slippe hende, på flere måder.
" Nej... Ikke sådan her. Det er ikke rigtigt" snøftede hun.
" hvad er det du tror ligger og venter på dig derude.. Hvad er så uimodståeligt ?"
Spurgte hun Opgivende. Hun Bille ikke kunne ændre hans syn.
Han ville forlade hende. Alle dem hun havde givet sit hjerte til .. Eller rettere de få hun havde lukket derind havde forladt hende. Samuel.Sean. Aleck. Tristan ... Og nu.. Eric.
" en dag... Du vil finde mig en dag? Tag dig endelig ikke besværet , vred hun sig ud af hans favn. Kunne hun ikke nå ham helt blottet- trådte hendes forsvar helt automatisk til, muren var begyndt at bygges op.
"Du svigter din datter.... Du efterlader os til noget du ikke engang ved hvad er, jeg skal være ved ved solopgang .... Med din datter. "
Hun langede ud efter ham. Havde lyst til at slå.
"Jeg håber fandme dit eventyr er det hele værd. Dine forældre .... Og din datter og mig"
Camille optog gråden igen, men denne gang med ryggen til Eric, på vej ud.
Hun måtte finde Mira og guderne måtte stå hende bi i hvordan fanden hun skulle udruste sin elskede lille pige , gøre hende tryg og glad - i en situation der var bed at drukne Camille selv.

Eric var en smugle overrasket over den drejning Camille pludselig havde formået at lave. Han stod i et par sekunder og stirrede næsten imponeret efter hende, før han fulgte efter hende og forhåbentligt noget at fange hende.
"Så tag med mig, du sagde du ville. Vi tager Mira med og så finder vi os et sted hvor vi kan bo." Pressede han på. Måske var det ikke helt hvad han ville, men de kunne rejse i lang tid og at opbygge et hjem skete ikke fra den ene dag til den. Det ville give ham god tid nok til at se hvad der var rundt omkring i verden.
"Vi finder et sted hvor du kan lave din skole uden at du bliver forhindret." Lokkede han. Han kunne selvfølgelig ikke give nogle garanti men det måtte hun vide.

Camille stivnede.
Han blev ved med at friste og for en pige som Camille, var det virkelig meget fristende. Hun kunne tage afsted ... Være hos ham, med Mira.
Så tillokkende et tilbud. Men.."Eric... Din mor er i opløsning. Det var en meget ufølsom måde det blev smidt i hendes hoved på. Faktisk er i alle ret... Ufølsomme for andrs behov. Intet godt bil komme ud af at tage afsted nu. Sov på det .. Et par dage , og så beslut dig?.... For min skyld?" Tiggede hun.
Men hun var defensiv nu , havde brændt sig og måtte sørge for ilden ikke igen ville slikke på hende.
" hvorfor har du så meget imod gården her?hvad... Hvad med et kompromis.... Hvis vi fik lov at bygge en lille tilbygning.et lille sted der kunne være vores private gemakker? Måske Bag ved staldene... Der er en køn udsigt ?"
At hun var parat til alle former for kompromis var ret tydeligt... Men var Eric ? Og var hans forældre?

Først skulle Eric til at blive fornærmet over hendes påstand om at han var ufølsom. At alle i hans familie var det, men så fik hun det hele drejet. Han stod i længere tid og tænkte over det, hvilke endte med at irritere ham endnu mere. "Det vil ikke ændre din bolig situation." Det kunne måske få hende til at syntes om hans idé, som han slet ikke forstod hvorfor blev afvist. Den måtte passe perfekt ind i hendes kram.
"Jeg vil væk fra gården fordi jeg har levet her hele mit liv og vil prøve noget nyt nu." Mere simpelt kunne det ikke blive. "Jeg gider ikke blive forretningsmand eller familiefar. Jeg vil ikke være lænket til at sidde i et hus rasten af mit liv. Jeg vil være fri."
Han drejede om mod sin hest som han blev færdig med, før han trak den ud. Uanset hvad ville han væk. "Jeg skal nok blive i nærområdet de næste par dage hvis det gør dig glad, men om jeg kommer hjem her til ved jeg ikke."
Med tanken om at han ikke ville få sig et hjem hvis han tog af sted, svang han sig op på hesten og satte af sted hvis ikke han blev stoppet. Det blev det kompromis han kunne lave på stående fod. Mere dybdegående ville kræve længere tid, måske ville han kunne finde på et?

I løbet af ganske få sætninger , lykkedes for Eric Valentine at k ude den sidste rest af Camilles i forvejen godt messed up hjerte.
Han havde slet ikke fanget at hun også selv ville bo der sammen med Hamid Mira.
Det sagde jo noget om hvor langt ideen var fra hans egne tanker.
Og skulle der stadig være en smule plads i kommodeskuffen til lidt optimisme, så kvaste han da også den. Ikke nogen familie far , han ville bære fri.
Goodbye Camille... Eller det der kunne have været.
Han kunne ikke sige det mere tydeligt.
" Det er fint" lød der tilbagetrukket og reserveret.
Hun havde ikke råd til flere tåre nu. En lille pige afhang af hende og kun hende.
Nu måtte det handle om Mira og ikke Camille.
Det var fint han ville blive i nærområdet. Men havde han forstillet sig at hun skulle slå sig med med Mira under flere æbletræ på højre side af hovedvejen?

Camille gik sin vej.
Pakkede alt hun kunne af Miras ting. Så meget hun kunne bære.
Hun gav en tavs og utryg Mira en forkvaklet historie , om de skulle besøge en ven , hvis Camille kunne finde hans hus. Det var en stor løgn, de skulle finde et sted at .... Være.
Uden yderligere besked efterlod de alt bag sig.
Men en lille barnehånd i hendes egen , gik hun tavs ud i natten, imens Valentine gården fadede ud i baggrunden.

// out.

// indsamler emner * haps*