Lost.//Rosey//

Lyden af vand der brusede omkring hans øre og druknede ham indenvendig, rungede stadig i hans hoved, selvom han havde ligget på kanten 1 time nu. Han løftede sig endnu engang ved hjælp af sine arme, for at hoste mere vand ud. Hvordan han var endt i floden, med en smadret uniform og ingen våben i sit bælte kunne han ikke huske. Det eneste han kunne huske, var hans herres råb om hjælp og lugten af ild. Alt andet stod uklart for ham. Men lyden af brusende vand, det kunne han huske.
Han stoppede med at løfte sig selv og lod sig falde ned på den kolde jord igen. Solen var ikke engang stået op endnu. Det var kun morgen. Han var blevet smidt i floden ved aftens tid og må have på mirakelvis endt på kanten, med mudder i hele ansigtet. Hans uniform var smadret ved overkroppen, så man kunne se hans skuldre og bryst, samt lidt af maven.
Han åbnede øjne svagt og kiggede sig omkring.
Der var intet at se..
Hvis han var heldig, ville han snart heale og kunne rejse igen, medmindre hans systemer var smadret.

En ung kvinde gik med et rask tempo ned imod floden.
Hun var stået tidligt op, for at få noget ud af dagen. Hendes lange ben, gik elegant ned af en lille sti. Solen var ikke kommet op inu, og der var en smule mørkt. Rosey snuplede over noget, og væltede. Hun landede ovenpå noget hårdt, men ikke som en sten. Mere menneskeligt og muskulløst. Det var en ung mand, som lagde og så mindre død ud. Rosey rejste sig hurtig, men satte sig på hug ved siden af ham.
Hendes hånd kærtegnede hans kind, hun kunne se han havde brug for hjælp.

En blid hånd strøg over hans kind og fik ham til at åbne øjnene helt. Det var en ung pige, med mørkt hår der havde sat sig på hug ved siden af ham. Hendes blik var beroligende og kinder en smule røde, da der var en smule koldt pga. solen ikke var stået op.
Han prøvede at rejse sig, men han vidste godt at det kunne han ikke. For første gang, vidste han at der var noget han ikke kunne. Han måtte indrømme overfor sig selv, at han ikke kunne alt. En maskine der var skabt til at dræbe, kunne alligevel ikke alt.
Han kiggede op på hende, med et roligt blik, inden hans øjne langsomt lukkede i. han var udmattet..

Rosey åndede lettet ud, og kiggede ned i floden. Måske havde han brug for noget koldt, hun tog en af de hule skåle hun havde med ned og fyldte dem med det iskolde vand. De blev meget tunge, men Rosey holdte fast i dem. Og helte vandet udover den ungemand. Måske var det ikke så smart, men måske ville det hjælpe. Hun kune ikke regne hans race ud, så det var lidt svært at finde et hjælpemiddel.
Hun satte sig på hug ved ham igen, og kiggede lidt bedrøvet på ham.

Det gav et sæt i ham, så han åbnede øjnene da noget iskoldt vand strøg henover hans krop og gled længere ned af mod bagdelen.
Det var ikke fordi at det sårede ham, det havde bare givet ham et chok pga. vandets kølighed og den måde det kriblede ned af hans krop på.
Han kiggede op på hende. Hans øjne var nu helt åbne, så de afslørede de mørke og mystiske øjne. Det bedrøvede blik hun sendte ham, forvirrede ham. Var hun bekymret for ham?

Rosey så ned i hans mystiske mørke øjne, og hendes øjne lyste mere livligt op.
Selvom hans chok havde givet hende et mindre chok, mest fordi hun ikke vidste om hun havde dræbt ham. Eller bare havde gjort hans lidelser større.
Han kiggede forvirret på hende, Rosey kiggede lidt forvirret tilbage. Hun ville gerne hjælpe, hun ville endda tilfyde ham mad. Hvis han havde været i stand til at gå med hende op til hendes hytte.

Han forstod det sådan at hun bare ville hjælpe ham.
Det var underligt for ham, når folk ville hjælpe ham? Burde alle ikke at være ligeglad og ignore ham? Skulle alle hjælpe? Var det en pligt eller ordre?
Han forstod det ærgeligtalt ikke.
Han bed smerten i sig og strakte sine arme, for at rejse sig op. Men det var svært. Hans arme rystede og spredte det til hele kroppen, men han ville ikke give op. Det var han ikke skabt til.
Han undslap et jamren, men fik endelig rejst sig op. Kroppen afslørede at han var blevet angrebet. Uniformen lignede noget der var løgn. Det var kun bukserne til uniformen, der kunne se nogenlunde normal ud.

Rosey kiggede ned af ham, han havde været under angreb. Hvornår og af hvem?
Rosey kiggede op på ham, han var højere end hende. Hun følte sig pludselig lav, hendes mørke hår bølgede ved over hendes hjerteformede ansigt. Og afslørrede hendes markerede kindben, og hendes smukke lyseblå øjne.
Hendes ildrøde læber lignede blade fra den smukkeste rose. Rosey havde selv fjener rundt omkring, nogle der bare ville dræbe hende. Mest fordi hun bare var de forkerte steder på de forkerte tidspunkter..

Han kiggede ned på hende. Han kunne ikke undgå at bemærke, at hun var en smuk pige. Det boblede inde i ham, da han aldrig havde tænkt det om en kvinde før. Det var første gang at han kaldte det andet køn for smuk.
Han smilte skævt til hende og svejede lidt. Hans hår var stadig vådt og klistrede sig til hans pande.
"D12," sagde han kort og håbede på at hun forstod at det var hans navn.

Hun smilte til ham. Så slog det ned i hende, hun tænkte meget om hvad hun skulle sige da han nævnede hans navn.
*D12? Er det overhovedet et navn? Det lyder som.. Nårh.*
Hun blev klar over han måske var en robot, men der var nogeet over ham. Noget mere menneskeligt, det kunne hun mærke.
"Okay D12, er du sulten?"
Hun ville tilbyde ham mad, hvis han var sulten.
"Forresten navnet er Rosey."

"Hej Rosey," sagde han og fjernede det klistrede hår fra hans pande. Han kiggede på hende, med sine mystiske mørke øjne, mens en bevægelse i mundvigen udviklede sig til et charmerende smil. "Det er pænt af dig at tilbyde mig mad, men jeg har aldrig smagt mad før," Det charmerende smil voksede op til øjnene, der forvandlede sig fra mystisk til charmerende. "jeg har på en måde ikke brug for det.."
han kiggede ned af sig selv, for at se sin uniform itu. Det irriterede ham at han intet kunne huske, udover hans herres råb om hjælp.. og det brusende vand...

"Det ligemeget, du skal have noget!"
Hun smilte vnligt til ham, og tog hans hånd. Så gik hun hen imod hendes lille træhytte.
Og åbnede døren for ham, så han kunne komme ind.
"Sæt dig bare."
Sagde hun med et smil, og hentede noget frugt og grønt. Hun satte det på bordet, og satte sig på stolen overfor ham.
"Beklager jeg er vegetar, så jeg har kun det her."

Han fulgte med hende ind i en lille træhytte, hvor der var varmt og duftede skønt. Sine øjne lod han være lukket et kort øjeblik, for at nyde varmen.
Hvor længe havde han mon lagt på den kolde jord?
Han åbnede øjnene igen, for at sætte sig på den stol hun bad om. Med en rolig bevægelse, satte han sig om kiggede efter hvad hun lavede, da hun gav sig til at fumle med ting.
Hun placerede nogen frugter på bordet, med et smil på sine læber, inden hun satte sig på stolen foran ham.
Med en rolig bevægelse, tog han et af frugterne uden at vide hvad man egentlig skulle gøre med det.
"Vegetar?" spurgte han og kiggede på hende med et forvirret blik.
Han forstod ikke ordet vegetar.

//Lader vi bare som om hun var Santuine? //

//Det syndes jeg ja //

//Okay iorden //

//det din tur til at svare? //

//Det ved jeg godt //

Rose kiggede op på ham...
"Ja jeg var vegatar engang." Svarede hun stille og gik ud i køkkenet igen..
Bonnie kom frem fra et lille hjørne hvor hun havde en dejlig varm kurv.
Hun sprang op så hun nærmest stod ved siden af ham og snuste lidt til ham.
*Hvem er det?* Spurgte hun nysgerrigt Rose.
*En jeg fandt, jeg tror han er lidt såret..* Sendte Rose tilbage og kom ud med noget vand til ham.
"Her tro mig du har brug for det." Hun havde et venligt skævt smil på læben, og den ene hånd på hendes side.

//Nu er det min karakter som har ændret sig Skal vi tage et nyt emne eller fortsætte? //

//Bare starte et enyt, hvis du laver det XD//

//Okay, jeg laver det //

Super send endelig et link //