Hvad vil du? //Jane//

T: kl: 23:58
S: Kroen det Vilde Svind
V: Regnen slår mod ruden og skyer dækker for både måne og stjerner
O: Der er få mennesker på gaden og endnu færre inde i kroen
P: Lang grøn kappe der dækker over en lang brun kjole og et par brune sko. Hendes hår er løst og dækket af hatten.

Regnen faldt tungt i den byen og det var så mørkt, at det var svært at se hvad der skete rundt om i gaden. Kasandra trak kappen om sig mens hun gik gennem gaderne og ledte efter kroen. Vandet plaskede og gjorde det nederste af hendes kappe våd, når hun trådte ned i en. Hun prøvede så til gengæld heller ik på at undgå det. Hendes sko var allerede gennemblødte efter at have vadet rundt i lang tid og vandpytterne blev ik mindre pga. regnen. Hun så sig omkring, men følte det som om nogen så på hende eller fulgte efter hende. Hun lod sin ene hånd glide om på ryggen og mærkede buen på ryggen, som var skjult af kappen, og faldt lidt til ro. Ud over det kunne hun mærke de få dolke hun havde rundt omkring på kroppen. Hun havde ladet sværdet blive hjemme i skoven.
Hun satte farten lidt op, da hun vidste at Meric ventede på hende på kroen. *Argh for helvede hvor var den skide kro?* Hun var begyndt at blive sur nu. Det var ved at blive sent og hun havde været væk fra skoven ALT for længe. Mørket hjalp heller ik ret meget. Hun så en mand komme gående imod hende. Han var tydeligvis fuld, da han gik meget og slingede fra side til side. Hun gik direkte hen til ham og spurgte ham hvor kroen var. Han så forvirret ud, da han hørte hendes stemme i hovedet, men da han var fuld slog han det væk rigmeligt hurtigt. Han tænkte sikkert at det bare var indbildning, eller det håbede hun på. I det mindste svarede han højt og hun begyndte at gå den ned at vejen og så drejede til højre. Lidt længere fremme fandt hun kroen, lige som manden havde sagt.
Hun gik ud i stalden som stod ret tæt på kroen og gik hen til Meric som stod og rokkede fra side til side, urolig. Hun sendte ham et smil og rakte ham så noget råt kød, som han spiste i en mundfuld. Kasandra kunne ik lade være med at le og hun klappede ham på halsen.

Jane kom gående alene, selvom det var sjældent. Men hendes slaver var ikke langt fra hende, Xander ville kunn evære der inden man nåede at blikke med øjne. Janes blodrøde øjne flakkede rundt, da hun fik øje på en hest og en elvertøs. Gad vide hvilken elver det var, ikke en sort. Langt fra.
Jane lignede en pige imellem de 14 og 16 år, også selvom hun havde levet længere tid.
Dog var der stadig former, selvom det kunne være svært at tro. Janes ansigt kunne minde om et barns, men man skulle aldrig bedømme personen før man kendte den. Jane var nemlig ikke noget sødt barn, selvom hun af og til blev forkælet. Var hendes øjne blodrøde på grund af smerte, jo mere smerte hun fik jo stærkere blev hun. Og jo rødere blev hendes øjne. Jane kom hen til elveren, uden at fortrakke en eneste lille mine. Men et lille smil, kom på hendes læber. Som et glad barn.

Kasandra kunne mærke at der stod nogen bag hende og så på hende. Hun trak vejret dybt, men lod ellers som om der ik var nogen. Hun håbede lidt på at de ville gå deres vej igen. Hun valgte at fokusere på regnen og dens beroligende rytme, men fordi hun brugte sine øre, så kunne hun også høre fodtrin. De gik ik væk som hun havde håbet, men kom imod hende. Hun kunne høre plaskende hver gang personen satte en fod ned.
Kasandra rettede sig op og drejede sig så mod lyden. Hun så en ung pige komme gående, med et smil på læberne. Kasandra fortrak ik en mine og blev bare stående. Hun kunne dog høre på Meric at han blev generet af hendes uro. Han fnøs og skrabede med hoven på jorden. Kasandra kunne mærke at pigen var et form for væsen, og hvis hun ik kunne mærke det, så kunne hun se det i pigens øjne. De havde en ondskabsfuld farve som ik var normal og Kasandra fik en fornemmelse af at denne pige, var mere end hun så ud til.
Hun fjernede blikket fra pigen og klappede så Meric på halsen, med hensigt at tage ind på kroen. Han fnøs utilfreds og hun hørte ham i sit hoved.
*Skal jeg nu være herude endnu en nat?* Nu kunne hun lade være med at smile. Det var typisk for unge hingste som ham og det mindede hende om hvor ung han egentlig var.
*Ja, men næste gang får du lov til at overnatte på kroen sammen med mig. Oka?* Han fnøs til svar og Kasandra vente så fronten ud mod gaden.