Bup // Lukket //

Rosalia blev skræmt for vid og sans da hun blev ført tilbage til de meget dårlige minder.
"Jeg har en tilståelse, kære piger. Det her er min herres gods. Jeg ved ikke om vi bare skulle vende om og gå. Men på den anden side kunne vi jo lige så godt rode i hans ting. Jeg har kun været på hans kontor 1 enkelt gang. " Fortalte Rosalia lidt lumsk og kiggede rundt omkring.

Valgûl sukkede højlydt i frustration, og mumlede noget om en god dag, der blev ødelagt, han travede med højlydte skridt mod sit gods, han prøvede på ingen måde at skjule sin tilstedeværelse, det var trods alt sit hus, og han var alt for frustreret til at fornemme auraerne i huset, han stoppede op ved husets indgang da han så, at døren var åben. *Hvem helved går ind i vores hus på denne tid dagen!* lyd op til flere arie stemmer i hans sind, han smilte dog alligevel, det gav mulighed for at lege med nogen alligevel, dagen var endnu ikke tabt, han vendte om og tog en af de adskillige hemmelige gange ind til huset, han kunne da i det mindste skræmme dem, før han slog dem ihjel.

"Han er virkelig dum!!
Du bør myrde ham hvis han finder os!" sagde Rosalia rasende og kom ved et uheld til at slå en gammel bog ned fra en reol.

Valgûl bevægede åbnede en af de skylte døre i huset, men døren knirkede højlydt så det kunne høres gennem hele huset, *Vi burde nok få renoveret huset.* lyd en hånfuld kommentar i hans indre, hans ellers gode humør forsvandt, og alt hvad han ville var at skaffe sig af med de indtrængende, men holdte det tilbage, han kunne i det mindste nyde dem lidt, det var alt for kedeligt blot at slå dem ihjel. Han gjorde sig til et med skyggerne og bevægede sig imod dem, han havde dog plan lagt, at vente lidt en til hans så dets tilstand, han materialiseret ved en gamle stol, hvor han sad bare sad der og kiggede lidt på dem. "Jamen, Jamen, Jamen hvad har vi dog her, to indtrænger på privat grund, og en tjener der ikke kender sin plads, hvad skal vi dog gøre." Han så fokuseret sit blik på Dæmonen iblandt dem, og smilte over venligt til hende.
"Så først afbryder du os, går med vores legetøj, og er indtrænger i mit hus, til og med ødelægger du endda vores ting, du må da godt læres nogle manere, men bare roligt vi har planlagt noget til jer alle sammen." han så rundt i lokalet, og slappede af i sin stol, før han smilte så de kunne se hans tænder, han røde øjne penetrerer den mørke krog han sad ved, hvor Lulus flamme ikke så ud til at lyse op.

Rosalia morede sig over den lille samtale valgul og Lulu havde.
"Jeg har valgt og blive selvstændig nu. Ingen klam mand som leger med mig som det passer ham. Lille svin!
Desuden har jeg fundet min plads ; ude i det fri med mine venner. "
Sagde hun leende mens hun betragtede ilden.

Valgûl løftede sit ene øjebryn før han gengældte det skæve smilet, "Hvorfor skulle vi dog overhovedet holde nogen fristelse tilbage, tag hvad du vil havde når du vil, men du må forstå vi kan ikke bare lade vores bytte gå, det var jo dig der blande dig først." Han så afventende på hende, end til han hørte Rosalia, han sad bare lidt der og så på hende, før han bryd ud i højlydt grin, der grænsede et sted mellem ondskabsfuld, og rablende sindssyg, han lige så hurtigt som grinte kom forsvandt det igen, og så på Rosalia med et hånfuldt smil.
"Dumme lille Rosa, tror du virkelig at du selv kan bestemme sådan noget, og vis du endelig gjorde for i Lucifers navn skulle vi så overhovedet bekymre os.. Dine vinger ryge for dette barn." Han så iskoldt på hende ved enden af talen, og så lidt på ringen af ild, før hans øjne blev en smule mere hvide i det, selve skyggerne i rummet så nærmest ud til at blive levende, som blæksprutte arme, sigtede de faretruende på dem i ringen, Valgûl smilte skævt til dem. "Før eller siden så kan du ikke holde den magi oppe mere, men end til da, så nyd da endelig buffet." Han smilte over venligt og folde sine hænder sammen, og så afventede på dem.

Rosalia lavede i arrigskab en slags sort magi i sine hænder og så vredt op mod Valgul. Da den sorte røg var stor nok, kylede hun den i retning af Valgul, og prøvede at få Jessica til at følge med.
"Kun fordi du fortjener at lide og dø, svin!" Råbte Rosalia.

Valgûl smilte overvenligt til de to kvinder, og gik langsomt imod dem, han slikkede sig kort om munden, før hans smil spredte sig, så alle de Sylle spidse tænder kunne ses.
"Ja hvad vil i dog gøre nu, vis i nu er søde små væsner, så skal vi nok sørge for, at i også kan få det det sjo-" Længere noget han ikke før det var at hans øjne fløj op, ved den sorte magi, *hvem har lært hende det!?`* han kastede sig til siden i en fart, men noget de ikke helt, da hans ene vinge blev ramt, han udstødte et dæmonisk brøl, og kastede sig til alle fire som et dyr, hans røde øjne, blev den eneste lyskilde i rummet, da alt lysset gik, ved begyndte et net af skygger at forme sig, samt begyndte skygger hænder at vokse frem fra loftet, "Der ryger meget end vingerne nu lille engle, meget mere.." hans form pludselig forsvandt, dog forbliv skygger hænderne, og nettet, der nu havde afspærret hele døren, som om nogen havde lagt et sort lag latex over den.

Rosalia brød ud i en kæmpe latter og løb med Jessica ud.
"Det har du virkelig godt af, din gamle gris!" råbte Rosalia efter Valgul og lavede lige en sidste sort kugle i sine hænder og kylede den i retning af Valgul.

Skygge hinden gav let efter, som en kniv gennem smør, blev den skåret over da Jessica skar i den, kun får at vise Valgûl der stod på den anden side, de sidste lys begyndte at blinke et par gange, før det gik helt ud, det efterlod det eneste lys, til at være hans røde øjne, at han udgav et lavmælt dæmonisk hvæs. Fange arme lavet af skygger begyndte at vokse ud under trench coaten, de begyndte langsomt at vokse ud under til de lå langs jorden, i meter længde, se snoet sig langsomt over gulvet hen imod dem, som slanger der skulle til at æde en mus, et morderisk latter spredte sig huset, før han så på dem med et sindssygt glimt i øjet. "Legetiden.. Begynder nu." Ved enden af sætningen fløj fangarmene gennem luften og greb fat i Rosalia ankel og håndled og hev hende hårdt i hans retning.

Rosalia skreg op, da armene tog fat i hendes håndled.
"Jessica, hvor er du?!" skreg Rosalia højt.

Pludselig kunne hun mærke en hånd ude i mørket. Det føltes som en kvindelig håndled, hvis man kan sige det sådan. Hun følte længere oppe, og kunne mærke noget langt, blødt hår. Det måtte være Jessica, hun havde fået fat i.

"Er...det dig, Jessica?" spurgte Rosalia nervøst.