Is it you again?! //Christian//

Han nikkede stille "hej tænk på mig, jeg har ar på min krop, nogle der aldrig forsvinder, dine vil forsvinde ellers så ser man dem ikke, på grund af dig" hans smil var oprigtigt og blidt "måske tror din hjerne det er din skyld, men dit hjerte og din sjæl, de ved bedre" lød hans stemme bag hende, blidt tog han hendes hånd og lagde det mod hendes eget hjerte "lyt, det kan fortælle dig mere end du tror" hviskede han i hendes øre og smilede svagt "måske, men jeg har nu hellere aldrig været til det, jeg troede jeg ville være for evigt fordømt, men det ser ud til at jeg fik en smule lykke" hans smil blev bredere og han stillede sig op foran hende

"Jeg har ar... Dog ikke mange. Jeg har et på maven, og nej du må ikke se det hvis du nu spørger." Tanken om at Arason havde stukket den kniv i hendes mave gjorde stadig lidt ondt... "Jeg er ikke ked af at have fået dem til at skamme sig... Jeg er lykkelig over det. Jeg hader bare ved mindet om hvordan de slog mig." Hun blev overrasket da han tog hendes hånd og puttede det på stedet hvor hendes hjerte slog. "Fortælle mig mere end jeg tror? Det lyder dælme som poesi det der!" Hun grinede og tog hånden væk fra brystet igen. "Hmmm... Det lyder ikke rart det med at være fordømt." Hun smilede.

han rynkede brynet "jeg behøver skam heller ikke se det, jeg har ar jeg selv kan kigge på" hans smil blev drillende og blidt "ja selvfølgelig kan det det, det fortæller dig hvis du er bange, genert, nervøs eller forelsket, og ja måske lyder det som poesi, men det er ikke mine ord, jeg fik det af en gammel ven" klukkede han og rullede med øjnene "nej det er skam heller ikke sjovt, at være udødelig lyder sjovt i starten, men helt ærligt at være 28 for altid, det er sgu ikke så sjovt alligevel" han rystede på hoved og sukkede

Hun grinede. "Super duper så længe vi er enige!" Hun smilede drillende tilbage. "Forelsket? Nervøs eller Genert? Bange? Ha! Hvad er jeg så?" Hun kiggede drillende på ham. "Ikke din ord siger du? Hvilken ven er det mon så?" Hun kiggede alvorligt på ham da han sagde det sidste. "Nej... Men tænk på det her... Du lever sgu da evigt med en ung krop! Tænk på dem som bliver forvandlet som 80-årig!" Hun grinede.

han nikkede og rystede på hoved af hende "ja det tror jeg nok, ikke at jeg tvivler på at du ikke er meget....smuk under alt det der tøj" han kløede sig i nakken og så med et en smule forelegen ud, næsten nervøs "men altså det vil jeg lade din kæreste, elsker eller mand tage sig af" han trådte et skridt tilbage og sukkede stille, dog gik der ikke lang tid før han igen smilede drillende "hvad du er, det ved du vidste bedst selv, jeg vil helst ikke lytte til dit hjerte, det..." han stoppede og rystede på hoved før han fik sagt noget dumt "måske har du ret, men helt ærligt 28, hun havde sikkert kun valgt den alder fordi der blev jeg tilfældigvis dødeligt syg, og man skal jo ikke have hendes slave som hun voldtager dør" fnyste han og lagde armene over kors

Hun kiggede overrasket på ham. "Æhm, okay tak. Jeg har ingen af delene. Jeg er 17 år ikke 42 ! Jeg er ikke klar til en mand, og jeg har ingen elsker eller kæreste." Hun sukkede. Hun grinede kærligt da han så nervøs ud. "Det... Hva? Sig det nu!" Hun smilede drillende og gav ham et for sjov et lille dask med hånden på hans arm. "Okay, klamt. Den kvinde lyder... Ubehagelig." Hun kunne ikke lade være med at grine da han så så sur ud!

han hvæsede og trådte hurtigt tilbage "hver sød lad hver med at røre ved mig, jeg kan ikke lide berøringer" han kørte en hånd igennem håret og holdte skarpt øje med hende, som var det hende der var vampyren og ikke ham selv "men hvis du vil vide det, så giver hjerte banken sult, da det er det organ der pumper blod ud, den væske der holder mig i live og jeg undskylder meget, men jeg har ikke ligefrem lyst til at se dig som en middags ret" fnyste han og gned sig over armen, der hvor hun havde rørt ham, det havde gjort ham forskrækket og en smule vagtsom "jeg kan røre dig, men jeg kan ikke lide...jeg kan ikke lide når folk rør ved mig, det er effekten af hvad Amanda gjorde ved mig" han løftede op i sit ærme og vidste gamle ar fra, store og skræmmende

Hun blev først overrasket men da hun hørte hans forklaring forstod hun.
Hun nikkede og kiggede på med medlidenhed. "Nej, jeg smager heller ikke så godt selvom jeg er shapeshifter mener jeg selv." Hun grinede. "Så forstår jeg bedre, det kan jeg godt forstå. Det må du undskylde." Hun kiggede på hans ar og skar en grimasse."Av."

han trak på skulder og lod ærmet rulle ned igen "jeg ville være ligeglad, hvis jeg er sulten, ville blodet drage mig mere end smagen, forstil dig selv det, du har ikke fået mad i meget meget lang tid, sulten ser du et bord med lever, ville du så ikke spise det selvom lever ikke er det mest indbydende i verden" spurte han "ville tanken om at få slukket sulten ikke være mere tiltalende end at vente til noget andet" fortsatte han og forsøgte at træde tættere på "nej" sagde han bestemt da han så hendes blik "lad hver med at se på mig med medlidenhed, jeg har ikke brug for at du har ondt af mig, det har jeg ikke fortjent" hvislede han og rystede på hoved

Hun tænkte lidt over det... Lever er skam ikke det mest... Indbydende. "Tjoh... Det ville jeg nok, men mit blod smager måske godt for vampyrer men ikke for mig. Jeg kaster næsten op ved tanken om at drikke mit blod!" Hun smilede. "Hvorfor? Hvad har du da gjort galt? Det er da ikke sin skyld alt det hun har gjort?" Hun så spørgende på ham. Det var det hun ikke forstod... Hvorfor skulle han skamme sig over noget andre har gjort mod ham?

han gik hen mod hende og greb hendes hånd "jeg har myrdet på det groveste, set børn tigge og bede om nåde, men jeg gav dem det aldrig, rev dem nærmest fra hinanden for at få blodet. pigen...yoanna hun var en elver før, men jeg var omtåget og sulten, men i stedet for at dræbe hende forvandlede jeg hende..forlod hende derefter alene" hviskede han og trådte igen lidt væk "men du kan vel se det hele kan du ikke, se hvor mørk min sjæl i virkeligheden er" spurte han og så hende direkte ind i øjnene, selvom han frygtede sin fortid vidste han at hun ville se alle dem han havde dræbt, børn og voksende, kvinder og mænd, gravide til det helt andet, han var et monster, havde været det, men prøvede desperat at holde dæmonerne i skak så det ikke ville ske igen

Hun følte ingen afsky til det han sagde... Hun dræbte selv, men det var... Kompliceret at forklare.
"Christian, jeg dræber selv. For klanen og for selvforsvar. Yoanna... Nåå hende, jamen... Alle er ikke perfekte Christian. Ingen er perfekte. Vi har alle vores mørke hemmeligheder... Nej jeg kan ikke se det, jeg kan kun se det... Hvis jeg tillader at min evne kommer frem. Du vil dog... Opleve at du selv ser på det, og jeg kan bruge det imod dig. Det vil jeg ikke for du virker som en god fyr." Hun smilede beroligende til ham.

han bøjede sig ned og borede fingrene ned i jorden, afledte næsten smerten, stille over dem begyndte regnen at dale og efter omkring fem minutter hvor han havde siddet i samme stilling var han helt gennemblødt af regnen "jeg hader mig selv, hader det jeg har gjort, hver gang jeg lukker øjnene ser jeg deres ansigter, hører deres skrig, deres tiggen, den gravide kvinde..dem alle" han lagde hænderne for ørerne og rystede svagt, ikke på grund af kulden, men af smerten, smerten i brystet der kun voksede sig større "dræb mig" han så op på hende, næsten med bedende øjne

Hun satte sig på hug og lagde en hånd på hans ryg.
"Nej. Jeg vil ikke dræbe dig Christian! Du har intet at skamme dig over..."
Uden varsel begyndte hendes øjne at gløde og hans minder strømmede igenmen hende...

han snerrede og hamrede ind i væggen, stirrede forskræmt på hende "hver sød, rør mig ikke" hviskede han og gemte sig inde i skyggerne, det hele var for hårdt for ham, han sukkede go lod sig glide ned af muren og ned på jorden "hvor er du Nehre, hvorfor er du ikke her" hviskede han og sukkede stille

Nille stod ubevægelig og kiggede på hans minder som havde strømmede ind i hende... "Nehre... En hest ikke sandt?" Mumlede hun. Hun lukkede øjnene og skreg så da hun nåede til dræbe scenerne. Hun faldte om og rystede vildt. "Nej! Få det VÆK!" Råbte hun.

han var hurtigt henne ved hende "ja Nehre hun var den som gjorde mig menneskelig igen, jeg hader mig selv men du må ikke tage mine minder, det er den ting der gør mig menneskelig, den ting som gør jeg ikke slår ihjel, giv mig dem tilbage" han så bønfaldende på hende og overraskede sig selv med at lægge armene tæt om hende, trykke hende ind mod sit bryst "hver sød" sukkede han

Hun ville hellere end gerne give ham dem! Bare hun vidste hvordan... "Jeg ved ikke hvordan....!" Eller... Vent måske gjorde hun. "Christian jeg beder om tilgivelse..." Hun vendte hurtigt sine øjne mod ham og de skinnede meget. Tegn på at hendes evne gik i gang nu. "Skammer du dig? Det burde du ikke... Jah, du dræbte... Men det var ikke din skyld... Det var tørsten..." For første gang gjorde Nille noget helt andet med sin evne! Hun fik ham ikke til at skamme sig.... Men til at ikke skamme sig. Få ham til at indse at det ikke var hans skyld... Langsomt mærkede hun at minderne forsvandt... Hun besvimede af udmattelse.

han stivnede da han fik øjenkontakt til hende, det hele strømmede op i ham og selvom fornuften sagde at det ikke var ham, var hans skyld og samvittighed så hård ved ham at han bare ikke kunne indse dette faktum. han holdte sig før ørerne og faldt på knæ, skrigende af smerter "hvad har du gjort" stønnede han og snerrede, samvittigheden, skylden og minderne det var det eneste der holdte ham sammen, hvis han mistede minderne ville skylden også forsvinde, mistede han skylden røg samvittigheden, men røg samvittigheden røg også det der holdte ham menneskelig også ville han dræbe til højre og venstre igen, han ville ikke kunne styre sig og miste sin menneskelighed fuldstændig

Noget rørte sig inde i Nille... Som en slange der vred sig efter en søvn... Den bed til højre og venstre... Den gjorde noget ved hende som hun aldrig troede skulle ske... Som en hammer kylede hun minderne tilbage og med de sidste ord som hun ALTID skulle sige. "Skam dig. Undskyld... Du får det hele tilbage." Hun sukkede... Hun slap ham med blikket og prøvede at få de glødende øjne væk... Men hun kunne ikke! *Nej! Lad være... Vil ... IKKE!* Hun havde en indre kamp med sig selv... Til sidst valgte hun at løbe sin vej... Hun undvigede alle menneskerne der kiggede efter hende men hun undgik deres blik... Hun ville IKKE se dem i øjnene...

han gispede og faldt sammen "det kunne gå galt, ved du ikke at de minder er det eneste der afholder mig fra at være som jeg var dengang, hvis jeg mistede dem, ville jeg ikke være mig og jeg ville have lyst til at dræbe, jeg ville ikke skamme og du ville være død" han trak vejret hurtigt og skulle lige ned. hurtigt rejste han sig op og rystede, for at falde ned skulle han enten have Nehre tæt på eller Caroline, men Nehre var lidt umuligt eftersom hun døde af alderdom for lang tid siden

Nille løb ind i en stor mand... "Hva fanden! Sig mig løber du bare rundt for at få lov til at få opmærksomhed?!" Råbte han ned i hovedet. "Nej...Undskyld." Hun kunne ikke styre sin evne... Derfor var hun løbet væk fra Christian... Han skulle ikke lide. Manden greb fat om hendes hage da han hørte hendes stemme og da han så hende i øjnene skreg han højt. "Skammeren! En eller anden hent vagterne!" Råbte han og bakkede væk fra hende. Hun slog blikket ned og mærkede tog stærkere arme rive fat i hende. Det var vagterne... Hun skulle lige til at kigge dem i øjnene da hun fik mundkurv og en sæk over hovedet på. Hun nåede dog lige at råbe "Christian!" I håb om at han havde tilgivet hende og ville hjælpe hende... Vagterne rev hende med over til en vogn.

han var hurtigt på benene, nok havde hun gjort noget som kunne havde lig med at et monster ville slippe løs, men han var ikke hjerteløs og han ville ikke lade hende dø.
han lyttede og spurtede afsted, stoppede op og så koldt på vagterne "LAD.HENDE.GÅ. KRYB. ELLER JEG FLÅ HALSPULSÅREN UD AF JERES HALS MED MINE TÆNDER" hvæsede han og rev hjerte ud af brystet på en af vagterne, lige nu var han vred, meget vred og dødsens farlig

Folk skreg og løb væk. Nille blev overrasket over hans måde at råbe på men kunne intet se på grund af heksen. Hun tog dog chancen og rev sækken af da den anden vag blev så forskrækket at han gav slip på hende og hun tog også mundkurven af. Hun vendte sig vredt mod den sidste vagt. Hendes øjne glødede stadig og minderne strøg igenmen ham. Hun smilede tilfreds. "Christian... Hold dig for ørerne..." Hun kunne holde sin skammer stemme tilbage men ikke sine øjne... Uanset om han holdte sig for øjnene gik hun tættere og tættere på vagten som var for bange til at røre sig ud af stedet. "Se mig i øjnene... Sig at du tør... Lad mig se hvem du er..." Nille løftede hendes hånd og fik ham til at kigge på den mens den bevægede sig som om den var en slange. "Du er intet værd... Du er bange for dig selv... Slår din kone og børn ... Binder en pige og sætter mundkurv på hende og behandler hende som en heks! SKAM DIG!" Sang hun med en engle stemme der var utålelig... Vagten faldt på knæ men kom dog hurtigt op og løb. Nille faldt om og rystede igen. De fleste mennesker var flygtet... "Christian... For alt i verden... Se mig ikke i øjnene..." Sagde hun og gemte sine øjne... Skammeren... Det passede... Hun var ved at blive til det de kaldte hende. Hun lå og rystede som en gal mens tankerne hoppede rundt inde i hendes noget så hjælpeløse hoved.

han skilte sig hurtigt af med dem han kunne, men da Nille bad ham holde sig for ørerne, tøvede han ikke et sekund, med hænderne der dækkede for ørerne. han så opmærksomt rundt, lyttede ikke, prøvede ikke eller han gjorde et stort forsøg på ikke at lytte..så i det sekund hun stoppede med at snakke, lagde han sin hånd over hendes øjne, så rundt og snerrede advarende "hold vejret" hviskede han i hendes øre, før han gjorde om og spurtede afsted, af ren vane stoppede han ikke op før han nåede sit eget hjem i den rige del, han åbnede, låste døren, satte sikkerheden til og rullede persiennerne ned, så der var dækket til om morgen, med hende i sine arm lagde han hende på sofaen og sukkede