damdamdamdaaaaa! ~ Sean

Hun slog hans hænder væk da han sagde det sidste.
Hun stirrede ham i øjnene.
Hun rystede, meget.
''Hvordan kan du tro, at noget som helst, kan erstatte et barn med en jeg elsker?... Hvordan kan du overhovedet tro, at jeg ville accepterer det...?'' hun hev efter vejret i stød der virkede alt for unaturlige.

Han trak let på skuldrene.
"Måske fordi jeg ikke troede du ville elske det. Jeg hverken kan eller vil tillade dette barn at vokse op. Jeg ville tigge og bede dig om en abort, lige meget hvad du sagde. Barnet var ikke ønsket, men et uheld der er opstået. Et uheld, der kan ødelægge mange ting for mig. Jeg vil ikke knytte mig til det, men hvis det sker, vil folk bruge det imod mig og det vil jeg ikke. Jeg vil ikke give hverken det eller dig den skuffelse eller smerte. Du kan få et barn igen, en anden dag, med en mand du fortjener og hvor i begge elsker hinanden højt nok..." han sagde højt nok, fordi han selv følte han elskede hende, selv om hun aldrig ville forstå det eller vide af det.
"...og hvor barnet kan få en fremtid. Med denne løsning...slipper du for masse fremtidige smerter, skuffelser...Og Jeg slipper for at vælge mellem dig og Alane" han viste det lød rædselsfuldt. Den sidste sætning, at vælge mellem hende og Alane...Han hadede den tanke. Han kunne ikke klare den, ville ikke! Men han ville være stærk, han måtte finde en måde at opnå det han ville, uanset hvor egoistisk det virkede...Og barnet var det løsning. Om Neph ville det eller ej.

Hun fik slået luften ud af sig, da han sagde det.
''Du behøver ikke vælge. Du behøver slet ikke vælge. Der er intet valg..'' hun var hæs, af hendes gråd.
Hun begyndte stille at bakke væk fra ham.
''jeg vil ikke se dig vælge.'' hviskede hun. Hun gled ned og sidde. Midt i sneen. Hun sad der bare.
Han gav hende intet valg. Ikke en chance for at ændre hans mening.
Hun rystede stadig.
''du lader mig ikke.. Du giver mig ikke.. Du vil ikke..'' hviskede hun stille

Han så lidt på hende, men gik så over til hende, som om hendes reaktion ikke generede ham...Men det var sådan set også bare hvad han havde forventet.
"Hvad? Lytte til dig? Jeg vil godt lytte til dig. Meget gerne. Men jeg ændre ikke mening. Enden tager jeg barnet når det er født med magt. Eller også blive vi enige om det, lige nu og her..." svarede han en smule bestemt, men stadig medfølende. Han satte sig på hug foran hende, men uden at røre hende. Det ønskede hun vist ikke lige nu.

Hun så ned.
Hun så på ham.
''Vi bliver aldrig enige.'' hendes stemme var toneløst.
''aldrig nogensinde.'' hun rejste sig, inden hun så på ham igen.
Hun så ned. Hun rystede på hovedet, og begyndte at gå. Langsomt, tomt.
Hun var følelsesløs, tom. Der var intet.
Hun kunne ikke sige mere. Der var ikke mere at sige. Hun havde intet at sige i den sag. Enten gav hun sit barn til ham, ellers tog han det.

Han valgte at gå efter hende, om hun ville det eller ej. De havde aftalt ikke bare at gå fra hinanden, men at snakke om tingene, men denne gang forstod han hende godt, hvis hun ikke lige ville blive og tale. Måske hun bare skulle tænke over det? Vænne sig til tanken?
"Jeg ville gøre meget for det ikke var dig. Jeg er ked af det skal gå ud over dig" sagde han så, da de havde gået en smule.
Han så lidt på hende, men hun virkelig så tom og neutral...Hvis han dog bare viste om hun for en gangs skyld bare hadede ham, om hun var vred eller noget andet i stedet for dette...Og hvad hun enlig ville vælge. at give barnet eller ej?

Hun gik bare. Hun så ned fra tid til anden, og var ved at græde igen.
Hun ville give sit eget liv for at hendes barn kunne overleve.. Men Sean gav hende intet valg. Hun kunne ikke sige noget, ikke vise følelser.
Hun vidste ikke hvad hun skulle føle. Vrede? Sorg? Lettelse? Had? Hun havde ingen anelse.

Da hun var nået tilbage til kroen så kroejeren faderligt på hende, men blev bekymret da hun så hendes ansigt.
Derefter så han på Sean, spørgende.

Neph gik tavs op mod sit værelse med afmålte skridt.

Sean så beklagende på krofatter og fulgte fortsat efter Neph op på hende værelse. Han sagde heller ikke mere, men ville lade hende sige noget eller gøre noget denne gang.

//Kreasvigt^^//

Hun smed tøjet og trak i en tshirt.
Hun så ned og satte sig på sengen uden at se på ham.
''Jeg kan ikke engang stikke af og gemme barnet, for du vil altid kunne finde mig..'' hviskede hun.
Hendes stemme var skrøbelig som pergament.
''Selv hvis jeg tilbød dig mit liv, ville du stadig slå barnet ihjel... Du vil ikke engang give det en chance...'' hun så bare ned.

''Jeg skal give fødsel til noget du ikke engang vil lade mig beholde...''
''jeg kan ikke få dig til at ændre mening...'' hviskede hun stille og krøb lidt sammen.

Han så lidt på hende, men smilte ikke længere. Det var ikke fair over for Neph.
"Tænk over det...Det er jo det bedste" svarede han og gik over mod hende, han tog en stol og satte sig ved siden af sengen.
"Hvorfor skulle jeg give det en chance? En svaghed, et uheld, et nyt valg?" svarede han
"Jeg har ikke mange jeg holder af og jeg er ked af dette går ud over dig. Men det er den bedste løsning. Alane, dig...Barnet. I mit hoved er barnet det oplagte valg. Jeg er ikke en faderskikkelse, jeg vil aldrig blive det. Jeg er opdraget med tanken om aldrig at have familie og at det er et offer jeg må tage, for min styrke. Jeg gør det bare bogstavligt nu" svarede han. Hvad andet kunne han end forklare sine motiver?

Hun lukkede bare øjnene og mærkede hvordan de igen blev fyldt med tårer. Hvordan de varme dråber flød ned af hendes kinder.
Hun krøb sammen som et lille barn.
Hun havde intet valg. Det vidste hun godt.
Hun lå der barer, med tårerne dryppende ned i sengen. Hun kunne ikke gøre andet.
Hun kunne ikke engang rejse sig og skrige ham i hovedet, for hun vidste godt at hun ikke kunne gøre noget. Han havde besluttet sig.

Hun lå der bare, og når hun endelig trak vejret var det i hulkende hiv.

// [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] <-- ville skrive at hun sang den, men det giver ingen mening lige nu XD Måske når hun er kommet sig lidt over hans... forespørgsel? XD //

Han sukkede kort og lænede sig tungt tilbage i stolen. Dette var ikke hvad han havde forestillet sig. Måske en grædende, en vred Neph...Men han havde af en eller anden grund troet hun ville forstå det. Ville det nogensinde ændre sig? ville hun...mon stadig se på ham som en...ven...Som en hun mente hun havde elsket...efter dette? Hvad var det værd at dræbe barnet, i stedet for Neph, hvis hun alligevel ikke holdt af ham længere? Han lukkede øjnene lidt. Nej. Det var ikke det samme. Bare Neph levede videre og havde det godt, så skulle han nok være tilfreds. Han viste ikke om han burde gå, om han burde sige noget, gøre noget...Han viste det ikke.

''jeg har mistet et barn før...'' hviskede hun.
''jeg kan gøre det igen... Men det har bare at være dit eget barns liv værd..!'' hviskede hun og satte sig lidt op.
gråden voksede i hendes hals og det føltes som om den truede med at kvæle hende.
Hun så på ham, med et blik man kun kunne kalde opgivelse. Underkastning. Overgivelse. Hun havde givet op. Han havde ret, og hun havde ingen midler til at stoppe ham.

Han så lidt på hende og nikkede let.
"Selvfølgelig, hvad ellers? Det er hele ideen. At det er det værd. Det eneste det kræver er jeg når at blive knyttet nok til barnet" svarede han, som om de forhandlede om det. Hvad de på en måde vel også gjorde?
Han viste ikke hun havde haft et barn før og havde mistet det også...På en måde forstod han godt, hvis hun nu bare ønskede et der skulle leve...Men han havde brug for barnet. Og det var et dårligt tidspunkt, forkert måde, barnet kom på. Og han kunne ikke være far. Sådan var det bare. Det havde han altid fået at vide!
Han havde lyst til at undskylde, men det virkede bare forkert af ham at sige...

Hendes mund var tør og det samme var hendes hals. Hun måtte hive efter vejret og hendes vejrtrækningen rystede.
''du lader mig ikke se barnet, hører du mig? Du tager det og forsvinder. Jeg vil ikke se det.'' hendes øjne blev fyldt med tårer igen.
''jeg er ligeglad med om du tager det ind til dig selv, eller afleverer det direkte til hvem der nu end skal have det, jeg vil bare ikke se det!'' hun lignede nu en der var ved at blive sindssyg.
''du lader mig ikke se det, forstået? Jeg kan ikke klarer at...'' hun brudte grædende sammen, mens hun krøb sammen til en lille kugle.

//lol, wow! Lever mig da ind i tingene xD Sidder og halvtuder, mens jeg læser det højt for at se hvordan det lyder xD//

//Åh, lille...pus?...^^//

Sean nikkede svagt. Da hun havde talt færdigt, tøvede han en smule, men satte sig så prøvende over på kanten af sengen. Han ville så gerne ligge armene trøstende om hende! hun lignede en der havde brug for det...Men han var så bange for hun skubbede ham væk...Han prøvede forsigtigt at ligge en arm om hende og så måtte han jo se hvordan hun reagerede...
"Jeg ved ikke om det er nogen trøst...Men det er mig selv der skal gøre det. Tage livet. Jeg lover at fjerne det fra dig, inden du når at...se det..." igen følte han for at sige undskyld, men det virkede så...forkert at sige!

Hun krøb bare hulkende ind til ham, som et lille barn der søgte tryghed.
Hun vidste ikke hvad hun ellers kunne sige... Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.
Et eller andet i hende ville flå ham levende. Ville bare se ham forsvinde. Men langt det meste af hendes sind ville bare gemme sig op af ham og glemme det hele.

//tjaa XD//

Han lagde nu også den anden om hende og holdt hende ind til sig, mens han af en eller anden grund vuggede hende blidt. Han var virkelig ked af det gik ud over hende...Men han viste også at hun kunne være stærk, nogen gange da...Hun skulle nok komme over det. Og hans drøm ville gå i opfyldelse. Han ville få et indblik i hemmelighederne, ritualet, styrken....En ny skikkelse.
Men meget kunne gå galt. Det kunne lige så godt være at han ikke når at elske barnet nok og det ikke virker. Eller at skyggeånderne beholder ham i døden, i stedet for at sende ham tilbage...Eller hvad der nu skulle ske.
Men det kunne han tænke over senere. Men i så fald vil et liv være spildt...Hans barn...
åh han ville ikke tænke over det!

Hun lod ham bare gøre det.
Hun stirrede tom tud for sig. Det var som om hun havde fået en lobotomi.
Hun var helt væk.
Stille lukkede hun øjnene igen, og holdt hans ene hånd i sin.
''Ni måneder... Du skal se mig bærer dit barn, i ni måneder.... bare fordi du vil have magt... Jeg lover dig, Sean McGivens, sker der dig noget, går noget galt, så render jeg personligt ned i helvedet og slår dig ihjel.'' der var en drillende tone, under hendes stemme. En tone, som hun sjældent brugte til andet end selvforsvar mod psykisk nedsmeltning.

Han så lidt på hende og forstod ikke hvorfor hun enlig kom med en ironisk bemærkning...måske som beskyttelse. Men han valgte at lege med på den og smilte svagt.
"Det er i orden" svarede han let og så bare på hendes hånd som hypnotiseret...Hans barn...så underlige, fremmede ord. Han forstod dem ikke rigtig, på nogen måde. Magt? enlig fik han ikke direkte magt, det skulle han stadig kæmpe for, han fik bare styrken. Og så mange andre ting.

Hun lagde hovedet på hans lår og lukkede øjnene.
''Hvad man ikke gør for dem man elsker...'' hviskede hun og tav så.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun kunne ikke mere.. Hun var udmattet, og lige nu var han den største trøst hun havde

Han blev roligt siddende og lod blidt en hånd glide over hende. Elskede? måske mente hun det faktisk...Han følte svagt at han begyndte at stole mere på hende igen, trods alt det her. Han håbede bare det blev så...Let for Neph som muligt.

''jeg ved at du ikke ville bede mig om det, hvis du ikke ønskede det brændende... Og det er fair... Noget for noget. Det her er jo resultatet af vores fejltagelse..'' hviskede hun og aede ham lidt på det lår hun lå på

Han så lidt ned på hende og nød sjovt nok hendes lille kærtegnen på hans lår, mens han nussede hende videre.
"Det er jo en måde at se det på. Men ja, det er noget jeg ønsker brændende og var det anden der skulle udsættes for det, ville jeg have været mere glad..."

Hun aede forsat hans lår, uden at vide hvad hun skulle gøre. Om de ni måneder ville det sidste minde fra den nat sammen med ham være væk..
Hun lukkede øjnene lidt.
''tror du stadig at jeg har holdt dig for nar?'' spurgte hun blidt.