Sted hvor alle, kan møde alle. Ved tilfældighed. (Nille)

Han rystede kort på hovedet. hun fattede ikke en brik. Hvorfor spildte han overhoved tiden med det her? Man kunne ikke give intelligens væk...det blev man født med. Hun ville aldrig vinde hans respekt, gik det op for ham.
"Er du blevet det?" spurgte han kort
"hvis ikke, har du jo sådan set ingen grund til at forvente det. Det er din egen skyld du sidder i den situation du gør. Hvis du tror det hjælper at fremtvinge folk minder og følelser, tager du fejl. Hvis du mener det hjælper at true, tager du fejl. ingen kan vide om den man snakker med, bare vil bedrage en. Men det er en chance man må leve med, ellers bliver man umådelig ensom. Tro mig...Jeg har levet alene næsten hele mit liv og jeg stoler stadig ikke på nogen. Andet end få udvalgte personer, som har vundet min respekt. Og selv dem tvivler jeg nogen gange på.
Har du nogen du holder af? nogen du har mødt og bare stoler på? tænk på, hvis du har, hvordan det var gået, hvis ikke du havde taget chancen og fuldt fornemmelsen af at denne person...er det værd" Han tog en tår af sin øl og overvejede igen hvorfor han overhoved sagde det her og om han overhoved selv troede på det...

Nille rødmede. Årh, for pokker da! Hvorfor rødmede hun altid ved tanken om Jacob? Hele tiden... Det var lidt irriterende, men også på en måde dejligt. Hun trak hætten lidt mere ned.
"Tjo... Der er en... Som jeg ville give mit liv for... Men men, jeg så ham i øjnene... Og han gik ikke." Hun løftede hovedet. "Han var ikke bange. Han forlod mig ikke... Selv ikke da jeg ikke kunne styre evnen... Han var rolig, og var ikke bange.. Allerede fra starten vandt han min tillid." Sagde hun, og kiggede så væk fra Sean.

Han grinte stille og rystede på hovedet.
"Du er umulig...Absolut prøve din evne på alt og alle..." han rystede på hovedet.
"Det er uklogt...Men du finder jo nok ud af hvordan verdenen er skruet sammen en dag...Når du tænker over hvor alt ville være, uden din evne" smilte han kort og tog en tår af sin øl. Han lænede sig tilbage i stolen og lod sit mørke blik glide over omgivelserne...

Nille kløede sig på nakken...
"Jeg vil gerne finde ud af det..." Begyndte hun, og trak hætten af da hun ikke så nogen fare. "... Hurtigst muligt." Sluttede hun.
"Men.. Hvordan?"

han så lidt på hende.
"Ved at kravle ud af den lille verden, du har skabt dig inde i hovedet. Ved at kravle ud og så folk som de virkelig er, i stedet for at gemme dig bag din evne og dårlige vittigheder" svarede han kort og trak lidt på den ene skulder.
"Det og så tid"

Nille så på ham med afsky.
"Jeg gemmer mig særdeles ikke! Jeg er bange, skræmt af helvede til... Det ville du også være hvis du havde været tæt på døden flere tusind gange..." Sagde hun, og skar ansigt. "Tid? Det har jeg ikke meget af."

han grinte.
"Hvad ved du enlig om mig?" han lænede sig frem og hvilede hovedet på sine hænder, da hans mørke øjne så på hende.
"intet, vel? Jeg vil vædde med jeg har været tættere på døden...en hel del flere gange end dig. selv om vi ikke dør af de samme ting" han smilte stadig let.
"du spurgte, Jeg gav et svar" sagde han så og lænede sig tilbage igen, som om det hele så også kunne være ligemeget. Han var ligeglad.
"Hvis man er bange, gemmer man sig. du må stoppe med at være så bange. Det hjælper ikke på noget. du har selv rodet dig ind i disse ting, så må du også selv finde ud igen. det forsvinder ikke bare" han tog en tår af sin drik.
"Desuden...Du får aldrig mere tid, end den du har."

Nille tænkte sig om... Ja, hvad vidste hun endelig? Der var noget... Noget som hun havde glemt... Pist væk...
"Jeg ved intet om dig... Jeg har jo ikke sagt dig i øjnene med evnen fremme... Har jeg?" Hun var usikker... Pludselig dukkede Syna op bag Sean, men da kun Nille kunne se hende lagde han sikkert ikke mærke til at Syna lavede kvælertag på Sean.
Nille svarede slet ikke på det andet Sean sagde. Hun stirrede bare forskrækket på Syna.

Han så lidt på hende.
"Nope. du har prøvet, men slog dig i gulvet" han så undskyldende på hende.
"og der fik du forklaringen på hvorfor jeg var hos dig, da du vågnede op efter dit blackout" svarede han og tog endnu en tår af sin drik, til den næsten var tom. så satte han glasset på bordet. og så lidt på Nille.
"Nille?" han så hendes forskrækkede ansigt.
"Hvad er der nu?" sukkede han og undgik kun lige at himle med øjnene.

Hun rynkede lidt på panden.
"Slog mig i gulvet?" Hun var godt forvirret nu.
"Jeg kan ikke huske noget som helst... Men hvorfor lod du mig ikke lægge?" Hun så spørgende på ham.
Syna var begyndt at glo ondt på Sean, og sparkede ham på armen... Hvorfor gjorde hun det?
"Æh... Ikke noget..." Svarede hun, og kiggede venligt på ham.
"Ikke noget?! Fyren er jo skør, Nille!" Råbte Syna i hendes øre så Nille skar ansigt af det... "Ingenting overhovedet!" Hun kiggede advarende på Syna.

Han så mistænksomt på Nille.Måske huskede hun ikke noget, men han stolede ikke på hende. Især fordi hun var så gennemskuelig.
Han sukkede kort.
"Fint. Så leger vi det. Jeg sidder ikke her for at blive til grin" han rejste sig op.
"Du spurgte om nogle ting og jeg gav et svar. Det er op til dig selv at beslutte hvordan du vil bruge det, hvis overhoved. Ellers har jeg andre ting at lave, andre folk der tager mig alvorligt og lytter til mig" han smilte svagt.
"En leder at gøre glad" tilføjede han

Syna forsvandt igen... Nille åndede lettet op. Hun trak hætten over hovedet, og rejste sig op da Sean gjorde det.
"Jeg gør dig ikke til trin." Sagde hun, og lagde armene over kors.
"Jeg tager dig skam alvorligt, men du tror bare jeg er barnlig, svag, og fuldkommen latterlig dum." Hun ignorerede hans smil.
"Mange tak, jeg er jo en leder." Sagde hun flabet, og gik ud af kroen.

Han grinte kort.
"du har i hvert fald intet gjort for at ændre mit syn" svarede han kort.
Han havde været tæt på at sige han også var leder...Men smilte så bare for sig selv. hun viste det endnu ikke...og han ville heller ikke fortælle hende det.
Lidt efter forlod han selv kroen.

//Out//

Nille skiftede form, og løb resten af vejen hjem...
Hun havde ting hun skulle gøre... Vigtige ting.

//Out :=)//