Hyane han i det fri.

" hvordan med vejret..kan du holde varmen hele året ?" Hun vidste det kunne blive frysende koldt og det ville være svært at holde sig varm for mennesker under de betingelser, var shapeshifters anderledes?

Hun trådte ind foran ham,huskede den mærkelige pote finger på hendes mund.
Med øjne fulde af tillid, rakte hun sin spinkle hånd frem og åbnede den ,tilbød ham at lægge sin i den " Må jeg ikke prøve at se dine hænder..eller kalder du dem poter?" Hun havde lagt mærke til de lange kløer, da han havde halet hende op fra jorden, og ville gerne se dem rigtigt, hvis ikke det virkede uhøfligt.

Et hyæne hvin som skulle være et grin kom fra ham igen og halen
var helt ustyrlig som han stod der og logrede, hun var nu sjov.
Det var enlig rart....at hun ikke var løbet da han kom løbene imod
hende, de fleste regnede med at rovdyrs shapeshifter ville dræbe
dem når de kom løbene imod dem....det ville de fleste måske også
men det var mange år siden han sidst havde hørt sådan noget.
Han rakte selv sin hånd ud mod hende som en anerkendelse på
at hun måtte så den, "Tja....bare kald dem det du vil" sagde han
hvorefter et lidt mindre grin kom fra ham. Hvis hun ramte kløerne
rigtig ville de være som barberblade og ville faktisk kunne skære
hendes finger over med. Han strakte tilsidst sin hånd helt ud.

Hun så nysgerrigt på den.
Halvt hånd ,halv pote...how very Strange.
Hendes egen hånd lå under hans og imens hun med sin.frie hånd strøg over den, følte den..blev den anden presset lidt mod hans kløer.
Det var virkelig ingenting, næsten.ingen berøring og så alligevel...to barberblads tynde striber tegnede sig på hendes hånd, da hun fuld af undring trak den.væk, netop da smerten indfandt sig "Av!" Var alt hun sagde da hendes store forbavset øjne viste hun lige skulle forstå hvad der var sket, at de var så utroligt skarpe.

Han rystede på hoved over hende, blodet begyndte at dryppe ned
fra hendes finger af, "Du må passe på, lille ven" han tog fat i hendes
hånd så neglende hvilede på hendes hud, dog var denne gang ikke
som første var der med det samme kom skade, han kendte var hårdt han
skulle presse og var meget vægt han skulle lægge. Han tog hendes hånd
op til sin mund og gav det et enkelt slik, det ville heale det flot snittede
sår, som hun nu havde pådroget sig på eget ansvar.

Et lille ryk , næsten ubemærkeligt, men det bevidnede alligevel det var hendes naturlige reaktion at trække sin hånd til sig, da han førte den op til munden.
Men han holdte fast, og slikkede på den.
"Ej..dét går altsår ikke..." Begyndte hun, men opdagede hurtigt hvor meget fejl hun havde taget af hans handling.
Hun stirrede på ham.." du kan hele sår? Dine egne eller alle ?" Hun drejede lidt på sin finger, den var allerede som ny.
" tak" mumlede hun.
" hvad spiser éen som dig?"

Han smaskede svagt da han smagte hendes blod og som hun nok kunne
tænke sig til spise han faktisk kød. "Tja ja jeg kan heale alle sår, med mit
spyt, lige som almindelige hundedyr...mit er bare en power udgave" han
brummede og så et hyæne grin igen. "Du har godt nok mange spørgsmål
Camille" sagde imens han grinte sit hyæne grin. "Men kød er det jeg spise"
sagde han som et emneskift fra et spørgsmål hun stillede. Han trådte
tilsiden og begyndte at gå igen for at komme væk fra denne edderkoppe
skov.

" Sikke en fantastisk gave at have " roste hun og hendes tanker legede lidt videre med iden om hans mundvand på små flasker.Ville det virke? ville de have en kort eller lang holdbarhed? Tænk på alle dem man kunne redde, måske ? Hendes øjne skinnede ved tanken.
Var det ikke det livet handlede om...at gøre en forskel?

Hun kom til at grine, et lille lav klingende grin , jaa...hun havde tildens til at lade sig rive lidt med ,hvis noget...eller nogen begejstrede hende.
" Undskyld...hvis det virker påtrængende...men jeg er læge og meget interesser i at du ligefrem kan heale , pluds din eksistens som sagt er et ubeskrevet blad for mig ....så ja, lidt nysgerrig på dig tilstår jeg at være " indrømmede hun og smilede lidt forlegent.

" Har du familie, bor du med nogen".

Ikke at hun kunne tilbyde husly til dem der manglede, den tid var slut efter hun flyttede ind hos Aleck.Han ville bestemt ikke synes det var fedt.Regnede hun med,hun havde sådan set aldrig prøvet...?!"

Nick kiggede lidt op og ned af hende da hun sagde hun var læge,
hun duftede ikke ligefrem af urter eller af magi. Han rykkede svagt
mod hende og duftede svagt ind. Nej hun duftede altså ikke af noget
lægeligt. Han smaskede svagt så de skarpe tænder klaprede sammen.
"Ehm....ja...familie har jeg vel" han trak på skulderne, "Men jeg er ikke rigtig
sammen med nogen" han havde da lavet nogen unger til verden med
nogen andre shapeshifters, men hvor de var og hvordan ungerne nu
så ud hviste han intet om....Unger var noget hunner tog sig af.
"Jeg er bare alene" tanken om unger fik ham til at smile. "Men unger
regner jeg da med der er" et lille glimt gik igemmen de blågrå øjne.

Lidt støv af forbavelse dryssede over hende da han diskret nærmede sig hende for at...snuse?
Hun forstod ikke hvad han lavede, tænkte ikke selv yderliger over at læge her i underworld var en ganske anden praksis , end hvor hun oprindelig var fra.

Men hun tillod ham denne lille særhed, efteralt hun havde selv nærmest tæppebombarderet ham med spørgsmål, som.var hun a female version af spørgen jørgen.

Humoren vendte dog tilbage, og også bare et lille snært af pink i kinderne.Hun kom til at tænke på Samuel, når han snakkede løs om ulvens naturlige drifter uden at skænke det en tanke at det for mennesker , var noget lidt mere...intimt.

" så du har unger rendende rundt , så lidt du ved?
Men er ellers alene.Jeg siger dig Nick, i med dyre gener er ikke sådan lige at blive kloge på."et lille smil lå på hendes læber og hun fandt ham ganske sød og underholdende.

De nærmede sig skovens afslutning....eller en slags lysning?
Åh...gud, det var sku ikke til at se! Den skov her var al for ens og det var jo ikke til at orienteret sig.
Den.manglede pejlemærker.

"uuhhå" lød en lille lyd fra ham da hun begyndte at tale om hans gener,
"Tja, unger hist og her" han trak på skulderne, det var ikke noget han sådan
tænkte over, hunnerne havde selv været villige, skønt at det krævede lidt
kamp engang imellem over for andre hanner. *En lysning?* tænkte Nick
da han så den, så havde de altså gået mod vest? Han han blev ved med at
gå der var kun 15 minutter til at skoven sluttede når de gik i dette tempo
men altså de hyggede sig jo så det var vel ikke noget dårligt.En edderkop
på størelse med en fod kom lige så stille og fint kravlende mod dem.

" Ser du dem ikke? Dine børn? Har du slet ikke nogle menneskelige instinkter der gør dig kærlig og beskyttende, altså over for ...børn?" Hun brugte bevidst udtrykket børn Istedet for unger, bare for at skubbe lidt til hans holdninger.Hvis man kunne skubbe til dem, mange mænd var jo nærmest...urokkelige...i de fleste henseende, var de ikke?

Da Camille så den forfærdelige edderkop , sprang hun helt automatisk om bag Nick, med et stort gisp og pegede mod kryber " forhelvede, der er éen til Nick" råbte hun.
Det var ikke for at sætte ham på føre sædet,men helt ærligt...den var på størrelse med en fod, hun kunne jo ikke engang bare træde på den.Hendes mave begyndte at vende sig, var vist blevet fyldt op med slimede ulækkre kryb...eller tanken om dem.

Edderkoppen stoppede svagt på og så på dem imens dens tænder
kørte rundt, man kunne se at dens øjne hvilede på dem, men snart kravlede
den lige så stille videre forbi dem. Nick havde ikke rigtig noget i tankerne
om at dræbe den, den var til ingen skade da disse edderkopper var lidt
kloge selvom nogen synes de var åhhhhh så klamme. Et lille piv kom fra Nick.
Han vendte sig mod Camille som om at det ikke havde rørt ham særlig meget.
"Børn....altså, jeg ser dem....når jeg ser deres mor" han svingede svagt hoved
hvorefter det gik ned over kroppen, det var en dejlig følelse lige som at trække sig.
"Men nu er deres mødre heller ikke så meget for at have mig gående" et svagt
meget lille grin kom fra ham.

De fleste områder og aspekter af Camilles liv rummede stor omsorg og næstekærlighed.
Hun havde dog et par punkter hvor hun levede efter begrebet nul tolerance
Og små edderkopper ,for ikke at nævne enormt store ,var et af dem.
Bæstet, der havde besluttet sig for at angribe et andet sted, synes ikke at genere Nick, men Camille der mente at en levende edderkop var lig med en tilbagevenden edderkop, havde fået en anden ide.
En pæn stor sten, havde ligget et stykke derfra, sidst hun forsøgte flytte en sådan var det endt...meget dårligt...og hun havde på en måde kommet til at tabe den over Singals hund, og...ja, den var så død.Helt smattet ud faktisk.
Nu kunne hun både øve sig og glæde sig hvis dyret dødede.
Hun hun lukkede kort øjnene og fokuserede, men åbnede dem igen da hun visualiserede stenen ramme edderkoppen, og ganske som forventet, en knasende lyd...et hvæs og en mere slimet lyd af klistrende sekreter der forlod det døde dyr, lød højt.

" Perfekt" mumlede hun tilfreds ,men at have afryddet en kilde til angst.
Hun vendte sig til Nick med et stort smil
" Oh yeah? Og hvorfor vil de ikke ha dig rendende? Du bider da ikke ,vel ?" Drillede hun ham blidt.

Nick så hvad hun gjorder og det fik noget frem i han der trak sig lidt fra
Camille, men okay hvis ikke havde havde været for Nick havde den nok
angrebet hende.... Han smaskede lidt imens han så væk, tænkte over
at nu hvor edderkoppen havde sparet hendes liv hvorfor hun ikke havde
sparet dens liv....Men det var hendes valg, ville hun også havde slået
ham ihjel hvis hun havde fundet ham såkaldt klam?
Han smaskede igen, "De vil vel gerne have mig rendene, men så kommer
der jo bare flere unger?" sagde han nærmest spørgerne, "Min søstres
unger er lidt mere vigtige for mig" sagde han og svingede svagt med hoved
igen for at ryste pelsen.

I hendes verden var edderkopper og biller , regnorm og fluer ikke tænkende væsender med følelser, ej heller blomster og planter.
Hun havde et stort hjerte og et kærligt sind, men var hun perfekt ?
Du gode gud nej, såvel udseende og adfærd havde masser af små finurlige fejl og mangler, og måske var hendes nul tolerance overfor kryb et af dem ? Men hun pillede jo ikke deres ben af for at se dem lide.Hun udryddede noget,der gjorde hende utilpas og hun havde for kort tid siden, været belejret af dem.Kunne man virkelig klantre hende?

Camille så nysgerrigt på ham.
" Du har en søster? Helt ligesom dig? ....hjælper du hende med børnene, det da kært?" Smilede hun til ham.
En brombær busk tronede frem , og hun standsede op og gav sig til at plukke nogle.
" Wanna taste ?" Spurgte hun Nick- og rakte nogle frem til ham.

Han pev svagt imens hun snakkede ikke fordi det betød noget.
"Jeg har 2" sagde han og klaprede med tænderne, Camille mistede
sin konsentration fra at ville gå væk fra dette skumle sted og æde
af de bær der endnu engang befandt sig på en busk. Han rynkede
snuden, "Tja.... " hans store hånd kom frem med hende og med
kun en neglespids tog han bæret og spiste det. Han slugte det nærmest
bare i en mundfuld. Han sukkede svagt, måske var det best at
være i sin nu menneskelige form....istedet for at være sig selv....
Det fik ham til at være mindre klodset og gav han bedre balance...

Hans svar lunede hende inden i.
Hvorfor hun i det hele taget bekymrede sig for Nick, en fyr hun først netop havde mødt?
Jamen, sådan var hun nu engang skruet sammen, og Camille brød sig ikke om tanken at nogen var helt alene.Alle havde behov for nogen.
Hun kom til at tænke på Samuel og hendes hjerte føltes som det skulle eksploderer.Der var så mange indestængte følelser der, for ham, omhandlende ham, den unge flotte varulv der engang havde en central plads i hendes liv, indtil han....gik.
Hun pressede tankerne væk, og lød nogenlunde normal da hun sludrede videre imens hun plukkede flere bær...
" to søskende, det var dog dejligt.Jeg har ingen søskende og faktisk ingen forældre...sådan rigtigt"
" Hvad får du tiden til at gå med ellers?" Spurgte hun interesseret...

Han gik tættere på busken og tog 1 bær til med sin klo, lige så
stille gennemtrængte hans klo det modne bær. Han tog det i munden
tygede en gang og slugte, i det næste kunne han mærke en trist stemning
måske var det den del af hans dyr der gjorder at han følte ting mennesker
uden dyr i sig ikke kunne føle. Han så på CAmille. "Ingen forældre..."
selv var hans farikke ilstede i hans liv og hans mor ja hun var blevet en gammel
pige, "Min tid?, jeg spiser, leger og løber rundt" han vinede med et lille
grin. Hvorefter hans øre rettede sig lige op i luften.

Hun havde fået samlet et lille fodboldholdt af bær ,og rakte dem alle til ham.
" Min far er død og det er vel små tre år siden ...eller måske kun to? Da jeg var omkring 6 fik jeg af vide min mor var død, det blev forbudt at nævne hende og tale om hende.For nogle måneder siden ,fandt jeg ud af hun stadig var i live...der hvor feerne er....de ganske få der er tilbage af hendes slags.Men hun og jeg....er ikke på talefod....så ja, jeg er alene "
Hun så sig omkring....kunne godt se skovens tiltrækning, her var perfekt hvis man trængte til ro, og altså ikke lige blev angrebet af kryb og dyr.
Hun kiggede diskret på Nick og spurgte blidt .." Du virker tilfreds...med dit liv? Skulle du ændre een ting Nick , hvad skulle det så være?"

*IIIHHH^* Tænkte han og lod sin snude blidt falde om hendes hænder en
tunge tog alle bærene og skubbede dem i munden, han smaskede dem i sig
imens han så afslapped på hende, han lyttede så ørende bevægede sig svagt
op og ned, og da hendes spørgsmål kom frem viste han det faktisk ikke.
"Tja...." sagde han nok 3 gang denne dag, "Så ville jeg nok...." han slugte
sine egne ord, "Jeg ved det faktisk ikke" Han trak på de pelsede skulder.
"De ting jeg vil lave om er ikke noget jeg har gjort men noget folk har gjort
ved mig" havde lagde lidt på skrå og så med hundeøjne på hende, ikke fordi
han ville have noget men nogen gange lignte det store dyr han var, nærmest
en lille hvalp.

Hun trak hånden til sig da han havde slikket bærrene op fra hendes hånd.Det kildede og bragte et smil frem .Han var sød...på en lidt spøjs underlig måde.
Og de øjne....han havde jo nærmest hunde øjne! Hun fik en lyst til at række ud og kæle med ham, men gjorde det naturligvis ikke.Hun måtte lige mane sig op og huske at han ikke var et dyr men en ung fyr.Sådan da.
Men hans svar vækkede en interesse.Hvad nogen havde...gjort....ved ham?
Der var forhåbentlig ingen der havde.været modbydelige? Denne verden var et barskt sted, for dem alle.
Hendes tynde bryn rynkedes i en bekymret mine...
" Hvad tænker du på , helt præcist Nick?" spurgte hun og kunne næsten allerede mærke en spirende vrede,hvis han var gjort fortræd.Men hun kunne jo have misforstået , helt.

"Hm.... Da jeg var barn eller hvalp....var mange hanner ikke så gode,
ved mig...." Han rykkede lidt på skulderne, "Man ser jo små han unger
som en trussel for det meste.... fordi man ved de vokser op og bliver
til nogen der måske en dag tager ens sted" han slikkede sig over snuden.
"Mmmmhhh....Hanner og hunner har hver sin måde at leve på...lige
som i din verden...min er bare anderledes..." Han kiggede direkte i hendes
øjne nu. "Din verden har bare andre traditioner for hvordan man behandler
kønnende" Han slog blikket væk.

Så han var på en måde blevet moppet som barn, kanøflet som hvalp - hvordan man nu så på det. Det var ikke særligt fair. Passede hunnerne ikke på de små?
Hun så ind i hans øjne og uden at tænke dybere over det røg det næste spørgsmål ud af hende..." Men Nick....hvorfor valgte du så ikke bare at leve blandt mennesker? Kan du ikke lide vores måde at leve på eller....?"
Hun havde aldrig forstået at man valgte dyrelivet fremfor menneske livet.
En smerte begyndte i hendes hjerte.Først forstod hun det ikke, kunne ikke gennemskue årsagen hertil, men så ramte den hende.Hun savnede Samuel, vildt meget. Hun havde ikke engang fået lov at sige farvel....ikke ordenligt....og det lille sår i hendes hjerte synes bare ikke at ville hele op. Hun blinkede et par gang, og jog tankerne på plads. Hun havde ikke følelsesmæssigt råd til at dvæle ved det, al for mange andre problemer lå for hendes fødder og skulle løses.
" hvad ved du om Isabella De Minion, kender du hende?" slog hun over i et totalt skift af samtale,for at holde tankerne om Samuel væk.

Han nåede lige at svare før det næste spørgsmål kom, fra Camille.
"Menneskelivet er så....Beskidt" sagde han og blev derved afbrudt af
Camilles talen. Han kendte intet til denne Isabella ud over at hun
var en måske lidt farlig dame, man måtte jo kende klanerne for at
overleve her ude....Heldigt for Nick havde han aldrig mødt nogen fra
den klan af. Han klaprede svagt ivrigt med tænderne. Vendte kort rundt
og så sig omkring, det var på tide at gå videre....Skoven var ved at blive mere
fugtig i luften kunne han mærke og det betød mere tåge end hvad der allerede
var her i skoven. Han pustede kraftigt ud af næseborende og vendte sig.

" Du skal holde dig fra Isabella og hende slæng. Hun er dårlig nyt og sælger folk som slaver" sagde Camille tørt.
Hendes tanker gled tilbage til Nicks ord. Hvad mente han men ' beskidt' ?
Det kunne jo dække over så meget, men man kunne da snildt leve et sobert liv som menneske.Man kunne bekende sig en tro, fravælge alkohol,tobak og sex. der var da muligheder nok vhis man ville leve et' pænt' og rent liv? Hvis det var sådan noget han tænkte på.
Hun forsøgte at orienterer sig og opdagede at tågen var blevet for tæt.Hun havde mistet sin retningssans, hvilke hun let gjore, men inde i en skov var det ligesom ikke videre fedt.
" du øhh Nick? Kan du følge mig ud herfra.Jeg har ingen ide om hvor vi befinder os lige nu" , måtte hun indrømme og en lille bevægelse af uro opstod i hendes mave.