Shame Of The Shameless

"Arhh" Kom det irrateret fra Rafaels kolde læber, mens en bankene hovedpine domineret hans tanker, og en kæmpe vægt fra det ned styretet hus lå over hans krop som en sovepose der ville ligge om en overlevelsesrejsende i skovbunden. Rafael kæmpet sig gennem de mange murbrokker med sin overvældene overkrops styrke, og kastede som det første en arm over sit hoved og ud af skrældet af stålet og stenene der havde været en del bygningens fundament, og lod sin arm kærtegnes blidt af måne lysets varsomme skær,inden han fik trukket resten af ham med op, og trak vejret dybt og tungt gentagende gange, og først da ønsket om luft var over.. kiggede den store dæmon sig om, halvejs begravet i murbrokker, og spurgte sig selv "Hvad laver jeg her?" der var mange andre spørgsmål i hans hoved, som hvem er han, men at stille det andet var mest optrængene, det var først nogen øjeblikke efter at have formet det andet spørgsmål i munden, at han ikke opdaget hvem ´jeg´ er. Rafael trak sig op, og satte sig på en stor del af en pæl i den nedstyretet bygning, og kløet sig i baghoved mens han prøvet at gå på kompromi med virkeligheden, men intet skete andet end han bliv træt bagi af pælen, og hans hovedpine bliv værre af alt tænke arbejdet.
Rafael fik omsider tumlet i tåger forvirret rundt i den lille landsbys gader, men fik så fundet vej til kroen, hvor han af krops reflaeks, skubbet hårdt til døren så man kunne høre ham komme ind når døren bliv smadret op af alt dens hængsler kunne holde til. Rafael gik ikke som ham selv mens han gik langs kros træ gulv, han gik usikkert, genert, og isetdetfor de maskuline skuldre bliv presset intimiderende fremaf, bliv de trykket lidt ned som en dreng der havde fået dårlige karaktere i skolen og nu skulle have dem læst op foran hele klassen. En lille fyr kom til at gå ind i ham, da Rafael kom gående mod baren, og manden havde ikke set Rafael fordi han stod med ryggen til, men vendte sig om og gik et skridt han ikke kunne nå at stoppe da Rafael var lige bagved ham, så de mødtes bryst mod bryst,hvilket var som gummi der mødte stål, og manden faldt på numsen ned på gulvet, og sagde med det samme "Undskyld" Rafael rejste ham med en hjælpene hånd op og sagde med et smil.. farderligt, som en far der smiler til et barn "Det var min skyld." Rafael gik fordi ham og op mod baren

Et brag... Et brag af en dør der blev skubbet hårdt op... Nille kiggede slet ikke op. Hun sad stille... Lukkede øjne... I et mørkt hjørne...Hun havde den hvide jakke på, sort tanktop, sorte jeans, og sorte converse sko. Det sorte hår hang i en fletning ned af ryggen... Den hvide hætte var over hovedet. Første øjekast ved det sted hvor hun var skulle man der ingen var.. Andet øjekast var det en hvid jakke... Tredje øjekast en pige der elskede at gemme sig. Nille elskede det nu ikke ligefrem.. Hun hadede det. Men hvad kunne hun gøre? Hun havde stadig en dusør hængende over hovedet... Det var ... Irriterende. Hun havde lyst til at tage en jernstang, finde den mand som hun havde kendt for et år siden -og hadede virkelig meget- og bare slå ham ned. Men hun var nu ikke den så store voldelige type... Niksen, hun var mere... Ja, folk sagde hun var arrogant, barnlig, og tog ikke tingene seriøst. Hun kunne ikke lide at få det LIGE i fjæset. Hun tog tingene seriøst... Bare på sin egen skøre måde. Hun var ikke barnlig som sådan, men hun var barnlig hvis folk var ældre, eller højere end hende... Og hun følte at de var bedre, og stærkere end hende. Arrogant... Hun var ikke arrogant. Hvis Nille var noget så var det forvirret... Forvirret over så mange uendelige ting. Da Nille hørte en bekendt stemme, løftede hun hovedet, og fik store øjne... "Rafael." Hviskede hun tydeligt. Rafael der havde bortført Nille, truet hende, næsten dræbt hende, og presset hende til at skulle gøre noget... Men så var den fyr Raphael kommet, og reddet hende, og Arason. Hun følte kun had, forvirring, og styr lyst til at give ham en på hovedet... Gerne med en stor ildtang. Men der var noget anderledes ved ham.. Han var mere... Venlig? Det måtte være skuespil! Det MÅTTE det være! Hun rejste sig op, trak hætten mere ned i ansigtet, og gik hen til ham. Han kunne intet gøre mod hende her... Eller kunne han? Hun stod ved siden af ham, og så spørgende på ham. "Hvad helvede laver du her?" Spurgte hun, og lagde armene over kors.

Rafael havde en stor praktisk læderjakke på, med en sort silke skjorte indenunder, og nogen militær bukser på benene, og militær støvler på fødder. Rafael gik til en mand der sad ved síden af en tom stol, og prikkede ham med en solid finger på skuldren, og spugte i en ydmyg og venlig tone "Undskyld Hr. Men sider der nogen der?" Rafael peget på den tomme stol, og ventede høfligt på mandens svar, og da manden bare trak sin øl op et par centimeterne fra læberne, og sagde "Du sætter dig bare ned skibber" Satte Rafael sig ned, lavet en løftet finger til bartenderen for at vise han ville bestille en øl. Manden bag baren nikkede anderkende og tog et øl og hælte i et glass og kørte det over til Rafael. Rafael satte læberne til øllet, men som om han fik det galt i halsen spyttede han det ned af sig selv, og sagde for sig selv lidt mumlene "Okay, øl er forfærdelige" Rafael kunne ikke huske hvem han var, eller hvad han kunne lide, så man måtte vel prøve sig frem, og øl var tydeligvis ikke det rette. Rafael satte sin øl ned på bar bordet, og tog en serviet og tørret sin læderjakke ren. Rafael havde en underlig fornemmelse i maven, som om han var sulten, men inden Rafael kunne bestille noget mad.. som han troet han ville kunne blive mæt af.. Kom en pige op til ham og spurgte hvad han lavet her. Rafael var sikker på han måttr kende pigen siden hun stillede ham det spørgsmål, og siden hun virkede lidt irrateret på ham var hun vel en søster eller noget i den stil? Rafael havde ikke den fjerneste ide, så han lagde glad armene ud til siden som invitation til et kram, og sagde "Dejligt at se dig min.." han håbede hun ville færdig gøre sætningen som refleks, så han kunne finde ud af hvem hun var, og derved ham selv. men ellers ville han bare mumle for at slutte sætningen og give hende et kram, for ikke at virke som om han ikke kunne huske det

Nille kiggede ham i øjnene, og satte sig ikke ned selvom der var en ledig stol. Han var forandret... Han måtte lave skuespil. Det kunne kun være det! Hun blev lidt overrasket over at han gjorde invitation til at give hende et kram... Så ville hun faktisk hellere skære hånden af sig selv. "Drop skuespillet, Rafael." Sagde hun kort, og hendes øjne glimtede faretruende. "Hvis jeg så absolut er noget for dig..." Snerrede hun, og øjnene begyndte at skyde lyn. "Så er det en fjende." Mumlede hun til sidst, og veg væk fra ham. Hun hadede den mand.... SÅ MEGET! "Jeg giver dig intet kram... Så hellere skære hånden af mig selv!" Knurrede hun, og så advarende på ham. Hun skævede til stolen der var tom, og var ved siden af ham. Hun kiggede på ham igen. Hun stolede ikke på ham. Hendes lyst til at give ham en på hovedet med en stor varm ildtang blev mere, og mere fristende. Hun kiggede på det glas øl han havde... Og overvejede at slå det i hovedet på ham. Lysten blev så stor... Men hun gjorde det ikke. Hun ville ikke skabe sig selv problemer... Hun snakkede allerede pisse ondt. Altså, det syntes hun selv. Hun kiggede sig omkring, og kunne se at folk allerede kiggede på hende. De var ved at genkende hendes stemme... Hun måtte være mere forsigtig.

Rafael kunne fornemme den meget direkte fjentlighed, men gengældte ikke hendes tydelige ubehag ved ham, og prøvede at lave nogen undskyldene håndfagter mens han sagde med et kækt og venligt smil "Jeg beklager.. det var ikke fair at tilbyde dig et kram efter at have spilt øl ned af mig selv, det var ikke pænt gjort" han prikkede til hendes næse med et charmerende og roligt grin på hans læber, og drejet hoved mod baren for at sige "En æble juice til min fjende her. Hvis i har de der små parasoller må du gerne putte en i" han vente hoved mod hende med glasset der hurtigt bliv givet til hans hånd, for batenderne herinde var meget kvikke til deres grej. Rafael satte hendes glass med parasol og isterninger på bar bordet ved den tomme plads ved han ene side, sagde med ansigtet mod hende "Bon appitit" Han havde lært sit navn.. Rafael.. han kunne enlig godt lide det, og tyggede lidt på det, men han prøvede at gøre sin relation med hende bedre, for han tænkte at den ´virkelige´ ham, da uden tvivl ville sætte pris på at have en .. smuk og sød pige.. mindre at råbe af ham, og tænkte nu at den rigtige ham vel var en form for tidligere elsker til hende som måske var for blindet af break up følelser til at være rar mod hende, så han kunne lige så godt nu hvor han ikke kunne huske det de havde sammen til at rette op på de dage han ikke har gået ud med skrældet, vasket op, eller hvad det nu gjorde hun var sur på ham.

Nille så spørgende på ham... Hvad fanden var der galt med den fyr? Efter at han havde truet hende med en hun elskede, og næsten dræbt hende... Så så... Spillede han høflig! Lysten til at tyre glasset med øl ned i hovedet på ham begyndte at aftage lidt... Nu var hun jo nysgerrig! Hvorfor var han så høflig? Så venlig? OG HVORFOR PRIKKEDE HAN HENDE PÅ NÆSEN?! Og hvorfor så charmerende? Hun gik snart amok. "Det... var det vel ikke...?" Mumlede hun undrende... Hun satte sig på stolen. Hun rullede øjne af ham, men det var ikke så tydeligt da hun stadig havde hætten over hovedet, da han bestilte en drink til hende. Hun skævede til glasset med æble juice i... Hun drak ikke af det. Hun turde ikke. "Hvorfor er du så høflig?" Spurgte hun, og kneb øjnene lidt sammen. "Du har truet mig... Hvorfor lader du som om det ikke er sket?" Hun lagde armene over kors.

Rafael smilet da hun satte sig ned, og tænkte for sig selv.. truet? eij, nu måtte hun da overdrive, han følte sig som sådan en omsorgsfuld person, han kunne da max finde på at truede hende med at glemme hvilken slags sodavands is hun kunne lide, men måske kunne han tage fejl? nåh, nu gik det op for ham.. truet, fjende, spørger hvad han laver her, han måtte være en visevært i hendes bolig opgang og han snakkede om at smide hende ud hvis hun ikke betalte, eller måske postmanden med tunge pakker der gav en vigtighed hun måske misfortod, eller noget andet daligdags job der kunne give store muskler og råbene ord efter sig. Udanset hvad det var, så var hun sikkert bare anstregnt, og havde en stresset aften, så han trak undskyldene på skuldrene, og tog derefter blidt og kærligt hendes hånd med hans faste hånd med et mildt greb, og løftede den op til hans læber, og gav et lidenskabligt og sensult kys på hendes håndryg inden han fint puttet den ned på plads ved hendes side hvor han fandt den, og sendte et charmerende smil der ikke sagde ´jeg vil score dig´ Men ´Jeg prøver at bløde dig op, for er ked af det tidligere´ hvorefter han svaret hende "Sker ikke igen, så sandt som mit navn er Rafael" Han slog lidt hårdt ned i bordet, men ikke ekstremt hårdt, bare som en onkel der var kommet i tanke om noget han havde glemt, da han så hun ikke drak noget af hendes juice "Ej, hvor er jeg dårligt selskab, før du kan skylde ned, skal du da have noget at skylde ned for." Han bestilet kort til batenderen en mild streget bøf og noget salat og kiggede mod hende, og sagde venligt "Det da klart du er sur på mig, når jeg er så ubetænksom. Håber du kan lide oksekød?"

Nille var for chokeret til at tage hånden væk, men trak den hurtigt til sig da han skulle til at tage den væk. Hun havde nu virkelig lyst til at smadre glasset med øl ned i hans hovedbund, og derefter give ham en lussing. Men... Hun var så småt ved at tro at han ikke spillede skuespil. Han vidste jo hvad hun kunne... Et forkert træk... Og så kom minderne frem. Hans smil kunne hun nemt aflæse. Han ville simpelthen gøre hende glad? Det kom ikke til at ske med det samme. "Sker ikke igen? Du havde nær dræbt mig!" Snerrede hun, og foldede hænderne i bardisken. Da han bankede ned i bardisken, gav hun et lille spjæt, men det var ikke så tydeligt. Hun sukkede irriteret... Han troede seriøst det var derfor? GRRRRR! "Jeg er bare ikke tørstig..." Sagde hun. "Jeg kan lide alt slags kød... Medmindre det er fra en panter."

Næsten dræbt hende? ej come on, så dårligt var hans kys da heller ikke. Han lagde hænder sine op på bordet da hun sagde hun ikke var tørstig, og undret sig over hvad man så gjorde. Han lagde ærligheds kortene på bordet, og håbet hun ville få en bedre tone mod ham, og at de kunne forsætte med den efter han fik hukommelsen tilbage. Han kiggde hende i øjnen meget intenst og sagde høfligt og hjertevarmt "Jeg beklager, men kan ikke huske hvem hverken du eller jeg er." han tavs, og forsatte mens han tog imod deres mad talerkner og satte den ene foran hende "Vågnet her til aften i nogen murbrokker, og mistænker jeg har fået et hukommelses tab. Vil du ikke være lidt glad? Ved ikke om det meget at bede om, men hvem end du er for mig, er jeg sikker på jeg hellere vil have dig mindre sur. Så maden og drikken er venligt ment. Jeg kan ikke forlange du..." Rafael bliv stoppede i at snakke af en mand der stødte ind i ham, fordi han var fuld, og var ved at falde, sp brugte Rafael som støtte. Rafael kiggede sig over skuldren, og gav sin øl til manden da Rafael aligevel ikke kunne lide den, og sagde "Forsat godaften." så kiggede han tilbage på nille og lod manden gå væk og hygge sig videre

Aha... Hukommelsestab... Hun smilede høfligt. Hvorfor havde han bare ikke sagt det fra starten af? I stedet for at kysse hendes hånd, prikke hende på næsen, og bestille mad, og drikke til hende.. Hun sukkede indvendigt. "Hvorfor sagde du ikke det fra starten af? " Hun kiggede nysgerrig på maden... Men var heller ikke specielt sulten. Hun kiggede på ham igen, og de sorte øjne holdte op med at glimte så meget. "Jeg kan hjælpe dig... Med din hukommelsestab..." Sagde hun, og kiggede på sine hænder... Han ville have at hun var glad? Det var en smule svært, og høre det fra ham. "Du er en dæmon, faktisk raceleder." Mumlede hun, og kiggede på manden der kom til at gå ind i Rafael. Hun kiggede roligt på ham. "Og du plejer ikke at være så venlig."

Ikke så venlig? jamen hvis han var et første klasse røvhuld, var det da flinkt af hende at være så ærlig og venlig mod ham mens hun fortalte det. Dæmon.. ja det føltes rigtig, som en lille knude fra hans bryst bliv løsnet når han tænkte var dæmon. Han syntes han lyd lidt som en ubehaglig person, en raceleder kunne da ikke være en omsorgsfuld person hvis man var dæmon ved side linjen, så han sukkede lidt, men havde ikke lyst til at være ond ved hende, selvom han lyd til at være nedren normalt, så følte han enlig ikke nogen trang til det, selvom hun fortalte ham hvordan ting hang sammen. Han kiggede lidt rundt i kroen mens han prøvet at få alle sine minder tilbage, men selvom hun havde sagt hvem han var, så kom der ikke rigtigt noget, udover han følte hun havde ret. Han kiggede mod hende igen, med et lidt sorgsomligt smil, han havde da håbet han var noget sejt.. som politimanden på et hjørne, eller ham den venlige ismand der lavet ægte gammeldags iskugler, men raceleder for dæmonerne lyd ikke helt som en mand med hukommelses tab havde håbet på, men han prøvede at være venlig mod hende, og nikkede til det hun sagde og svaret "Tak for din ærlighed." han smilet og forsatte "Det kræver et rent hjerte at gøre godt mod dem som gør ondt." han smilte lidt sorgmodigt, men rettet sit smil op igen og forsatte "Det var en sej ting at gøre. Ville gerne betale din venlighed tilbage, men du er hverken sulten eller tørstig, men hvis der er noget siger du til"

Nille smilede taknemmeligt til ham. Det var ikke mange der sådan lige sagde sådan noget... Men hun vidste at Rafael ikke var hvem som helst. Da han sagde hvis der var noget... Hun kiggede ham alvorligt i øjnene. "Hvis du stoler på mig..." Begyndte hun at sige. "... Så følg efter mig." Hun ville se ham i øjnene med sin evne... Uden at vente svar, rejste hun sig op. Hun gik hen imod døren til kroen, og gik ud. Der var mange mennesker udenfor... Hun gik videre hen til en gyde, hvor der ingen var. Hun trak hætten af hovedet, og afslørede det sorte hår.

Følge efter en pige der tydeligvis ikke kunne lide den han var? altså før han mistede hukommelsen godt nok, og hun virkede hun meget venlig og sød, men derfor var det nok stadig ikke en god ide at stole på hende, men han valgte at stole på hende aligevel, for hun havde været rar og han syntes det var passende at vise lidt tillid, hun virkede ikke som en person der ville misbruge hans svage tilstand til at gøre ham ondt, sådan en nederdrigtig og hævngerrig person syntes han ikke hun virkede som, så han fulgte trygt med hende, og håbet hun ville behandle ham som han fortjente, og den anden Rafael som han fortjente. Rafael havde ikke helt lyst til at gå ind i gyden, ærligtalt skræmte mørket ham lidt, men han valgte ikke at sige noget, og bare fulgte med hende. Han stoppede da hun tog sin hætte af, og syntes hun så meget smuk ud. "Hvad nu?" spurgte han nsygerrigt

Hun vendte sig om mod ham, og øjnene glimtede meget.
"Nu ser jeg dig i øjnene med min skammer evne.. Og giver dig hukommelsen tilbage." Svarede hun, og smilede venligt inden hun var helt henne ved ham...
"Se mig i øjnene..." Hviskede hun syngende, og de sorte øjne lyste op som stjerner... De glødede... Hun så ind i hans øjne... Hun trådte nærmest ind i hans sind... Hun gik lidt væk fra ham, men holdte hans blik. Hendes øjne var glødende, og hypnotiserende... Man kunne ikke slippe dem... Medmindre øjnene blev sorte igen... Hun bøjede lidt i knæ, og løftede den ene arm lidt. Det var noget hun gjorde da hun havde læst i en bog at skammere gjorde sådan... Det kunne holde kontakten med den person man havde i sit greb selvom man kiggede væk. Armen var fremstrakt, og fingrene var lige... "Se mig i øjnene..." Sang hun igen.

Flavius små barne skridt om trittene ned af Paris gader iført nogen små lammeskindssko der kysset den smuldre jord overflade der dækket den lille romerske provinds gader. Flavius gik med kort mellemrum mellem skridtene, og hoppede på en sten når han kunne som et hvert lille barn, der leget jorden er giftig, og mens denne barnlige stemning regeret den unge mands tanker, som en bøtte med honing reageret peterplys, følte den unge Flavius en lille våd hunde snude der stødte ind i hans ben som en lille hambuk, og det fik de solglade øjne til at trille ned mod den nuttet hundehvalp der kiggede op mod ham som den lille vildfaret uskyldige nyfødte hvalp den var. Flavius udviet sine pupiller fordi dens mørke bløde pels næsten var så mørklæggende som havde han trådt ind i et mørkt rum, når han så ned. Flavius kiggede sig til siderne, og satte sig ned på røven og kløet den bare den ene øre, og hals, helt uden kontrol eller klø startegi, han nusset den bare og vidste ikke om han gjorde det rigtig, men da hvalpen næsten kunne vælte ham på ryggen af vinden fra dens bevægende hale af glæde fra opmærksomhed, troet Flavius den kunne lide det og smilet over hele hoved som to ny forelskede der smilet til hiannden gjorde han til den, og fik et lille slik på næsen som tak. Flavius gav den et lille kramme klem, og rejste sig op for at gå-.. men hunden fulgte med.. Flavius gik længere og længere, men den fulgte sødt efter ham med viftende hale, og Flavius regnet mere og mere ud af hunden nok ikke havde et hjem, så han tænkte som et hvert eventyrs elskende barn at så kan hunden da bare komme med ham hjem. Flavius gik hjem, og filosoferet lidt over hvad Valentine ville sige til hunden, og selvom en person med bare lidt logik ville fortælle sig selv at hans bror ikke ville lave pandekager til Flavius af glæde over at han tog en hvalp med hjem, men Flavius tænkte at hans bror ikke ville kunne andet end at elske dens bruné våde øjne lige så meget som han selv gjorde, men da Flavius endelig kom hjem med hunden var virkeligheden en helt anden.

.. Rafaels sind prøver at sparke Nille ud.

Regnen faldt tungt nedover Flavius der den selv samme aften bliv trukket i overarmen af sin bror op af den muddret jord til galjebakken, og med tåre og sved i kampen for at stride mod løb ned af Flavius kinder, stoppede hans bror endelig, og kastede ham og hundehalvpen ned i en grav kiste der lå i et meter dybt hul. Flavius slog ryggen hårdt af faldet og prøvede at lege brandmand griber når hunden kom ned mod ham for den ikke skulle slå sig så meget, men det eneste som skete var at hundens pote snittet ham, og fik hans knæ til at gøre av av. Valentine stod følelses kold, med øjne så forladte som en kirkegård, og så hvid hud at han kunne være en levende død. Flavius så månens lys ramme hans bløde kinder lige inden at låget til kisten bliv lagt på, og Flavius kunne nu høre noget jord blive skovlet på kistens låg, og han indså nu, at han og hunden.. bliv begravet levende.
Flavius følte sig bange, forladt, utryg, og han savnet sin mor, og selvom han kun havde været her ti sekunder følte han sig ensom nok for en hel evighed, for dæmoner trak jo ikke vejret så han kunne nemt ligge her så længe. Flavius følte sine øjne briste af hulken, og hans krammet sig ind til hvalpen i søgen efter følelsen af tryghed og omsorg mens han suttet på sin ene lange finger, og havde frygten til at kravle ham tværs over ryggen som en slange, han følte sig mere forladt end nogensinde før, men efter den første time stoppede han med at græde, og tryggede bare sit hoved ind til hundehvalpen der lå trist op af ham, men dog passet den på ham, og var der for den lille forvirret dreng. Flavius havde nu et unikt bund med hunden, for vi kan ikke skabe større snore mellem levende skabninger, end dem som vi knytter i søgen efter tryghed og trøst.
Efter fem timer hvor der næsten ingen luft var, fjernet hans bror låget fra kisten så hunden ikke døde, og sagde så med en fod på sin brors bryst så han ikke kunne komme op, og holdte hunden nede med en brutalt og smertegivende greb om dens hals, men selvom han var barbarisk med kroppen, var hans stemme død og rusten, som følte ham abselut ingenting "Spis hunden levende. Hud, hår, væv, kød, og organer. Så kommer du ud" Inden Valentine kunne se Flavius reaktion smid hans låget på igen, og begravet dem igen.
Flavius kunne ikke.. han kiggede bare ind i hundens øjne, og forstod slet ikke alvorligheden i det hans bror sagde. Men.. dagene og nætterne gik, hver femte time ville Valentine fjerne låget og give samme tilbud, men endelig da Flavius forstod det, hulkede han bare og krammet sig mere ind i hvalpen, og sagde intet til sin bror, men på på den tredje måned, der i mørket, helt alene, og med kun hunden at holde af i hele verden, satte han sine tænder på dens bløde maveskind, og ..

Rafaels sind prøver at smide Nille ud igen

Flavius fik lov at gå hjem med gennemblødt tøj af hundeblod, sved, tåre, regnvand, og savl. Ydmyget, trist, hjerteknust, og mere skamfuld end han nogensinde ville føle igen, for selvom hans bror ville udsætte ham for mere end 700 ´opdragelses metoder´ der var langt mere end sadistiske, så var det den eneste ting som Flavius, der senere bliv kendt som Rafael, havde gjort, hvor han skulle spise en brokkende hundehvalp der stolet på ham, der havde givet ham tillid og omsorg, som ingen anden siden den dag i hans liv har kunne holde af ham nok til at gøre.

Nu forstod Nille det hele... Flavius var Rafaels rigtige navn... Og han var blevet sådan på grund af hans bror... Nille mærkede at Rafaels sind prøvede at sparke hende ud, men hun hagede sig fast.. Men hun kunne ikke se mere... Hun ville ikke mere! Som en klud man kastede bort, kastede hun sig ud af hans sind. Hun gik lidt væk fra ham... Hun så overrasket på ham, og de glødende øjne var sorte igen. Hun begyndte at gå baglæns... Og begyndte så at løbe væk.

Rafael fik sin hukommelse tilbage som havde en eller anden kørt ind i ham med en lastbil fyldt med 2450s minder, også udgjorde han et brøl så grusomt, så højt, så faretuende, at lyden der forlod hans mundvig gav genlyd i hele gyden, og man kunne se hvordan nogen af dem inde på kroen som de for længst havde forladt, var ved at blive få drikken galt i halsen, og nogen faldt ned af stolen af overraskelse da lydbøljer sparkede ind på trævæggende så hårdt at lidt støv faldt fra loftet.
Rafael vokset sine monster store sorte vinger ud af hans ryg i et skrig som fra en kamptrold på en slagmark, også løb han mod Nille som havde han været et lyn tog der nærmet sig den lille edderkop der havde fundet sig selv på tog skinderne, og selvom nille lagde alle krafter i at stikke af, var der vel ingen tvivl om hvem der havde de mest veltrænet lår, og med vingerne der viftede skrådt ned af, kunne han havde nogen meter lange hurtige hop, og da han kom tæt på hende, foldet han vingerne helt ud så de næsten pågrund af deres længde sat fast i den brede gyde. Rafael lænede sig selv ned sammen med vingerne og faldt vandret ned mod jorden, og da han lå et var få centimeter over jorden, basket han en enkelt gang med vingerne, og fløj indunder nilles ben så hun væltede, men Rafael ville ikke lade hende ramme jorden, så han greb fast i hendes anskle med højre arm, og fløj så lodret op i luften så højt så højt så højt at selv bygningerne i byen var svære at se, og fordi nille hang med hoved ned af, og han holdt hende i anklen kunne hun ikke se ham i øjnene. Han sagde "Jeg burde få dig til at tigge og græde snot for dit usle liv, og klippe din jakobs nosser af med en børnesaks, for din frækhed... hvem FANDEN tror du JEG er?!" Rafael ville slå hende ihjel nu, ende hendes liv og korsfæste enhver der turde tale hendes navn de næste fem år, gøre hende til en skræk histoie i gaderne, en hån for alle, men Rafael gav ikke slip på hende, han tabte hende ikke, han kiggede ikke ned mod hende, men han bid sig lidt i underlæben, hvis Camille havde været her ville hun havde bedt ham om at sætte hende ned... minus 1 kilometers fald. Og måske kunne han vende det at Nille kendte bare lidt til ham som noget positivt, måske kunne han være lidt rar til en forandring.. mod en ekstra person altså, men så ville han heller ikke gå højere op, så ville han havde både Camille og Nille at passe på. Han begyndte at flyve væk over mod kirkegården

Nille hørte brøllet, og løb hurtigere... Hun ville ikke fanges, hun var bange for hvad han ville gøre... Torturere hende? Tage hende til slave og torturere hende? Dræbe hende langsomt, og smertefuldt? Hun valgte at han bare lod hende være. Flavius... Rafael... Flavius... Rafael... Hun hørte at han skreg... Og kiggede over skulderen. Hun spærrede øjnene op. VINGER?! Løb! Løb! Løb! Hun så fremad igen, og da hun mærkede at benene forsvandt væk fra jorden var hun lige ved at falde på halen, men Rafael greb fat i hendes ankel. Hun lukkede brat øjnene, og da hun åbnede dem igen skreg hun. De var højt oppe i luften, og hun følte som om hun kunne falde når som helst... Hun ville fløjte efter BlackStar... Men hun kunne ikke se den sorte plet... Da ikke når det var mørkt. Hun måtte holde det med Jacob hemmeligt.
"Jeg føler intet for Jacob!" Råbte hun så. Løgn, løgn... Men hun var nød til det. Hvis folk fandt ud af at de faktisk var sammen... Så ville de let kunne bruge ham imod hende. Det ville hun ikke have, og derfor havde de besluttet at holde det hemmeligt, og Rafael var den sidste hun ville fortælle det til! "Hvem jeg tror du er? Behøver jeg virkelig at svare på det?!" Råbte hun så, og vred sig lidt... Dumt, så hun lod være.

Rafael ændret mening.. ja lidt kaotisk, men havde man forventet andet af en dæmon leder der ikke havde lovet noget? hvis noget andet tiltalte ham mere, og ingen ord var sagt om det så ændret han sin mening som en pige skiftet trusser. Rafael så kirken under dem, og satte tempoet ned for sine bask så de kom tættere på jorden, men da de kom tæt op af det våde og gladte kirketårns top, trak han nille højere op, smadret hende ind i det kolde kirketårns gladte side, og hvis han gav slip på hende ville hun få en rutsje tur ned tårnet til sin sikkere død, og der var intet at gribe på veje hvis hun faldt, kun en tur ned i det dybe mørke fra natten og få lavet sine knogler om til most pasta når man endelig ramte jorden.
Rafael lagde sin arm ned i hendes bukser uden tøven eller at kigge op på hende, og trak hendes trusser så højt op hendes røv sprække at selv en bodybuilder ville bide sig i udnerlæben for at holde et skrig inde, men da Rafael holdte hende oppe i hendes sorte trusser så hun bliv trukket af tyngdekraften og trusse kanten kom hele vejen op til hendes skuldre, men han stoppet ikke der, han satte dem fast på kirke tårnets kant, så .. når .. hendes trusser havde pint hende nok og knak ville hun styrte ned i graven og forevigt kunne tænke over hvad hun selv skammet sig over... mens hun var død.
Rafael fryd sig ved synet, men sagde til hende "Du så mig i villaen dø" han gav hende en lussing så hårdt med hans håndryg at selv en olfert oppe til nakken i et kort sekund føltes ligegyldig, men straks kom smerten bagfra tilbage til hende, hvor han forsatte "Du kan beordre mig med din stemme, men du vil leve i evig frygt, jaget af hver eneste dæmon. Jeg vil dræbe dem alle, Jakob, alle medlemmer af din klan, og hver eneste lille hus familie der nogensinde har givet dig husly eller glæde" man kan høre nilles trusser sige knækkende lyde "Vil sætte en så høj dusør på dit hoved selv små børn vil tage chancen. Vil dig til et misfoster, vil gøre dit liv ynkeligt og ækelt, du vil tude dig selv i søvn i skam over alle dem du elsker du har fået dræbt" Nille kan høre det begynder at tordne på himlen "Hvis du tigger.. inderligt.. tigger og hulker om at blive min slave, vil jeg redde dit liv og lade dem du elsker værre." Han tog en kniv frem fra sin inderlomme og skar en klumb af hendes hår af så hun ville få en skaldet plet på toppen af hendes hoved som er fem centimeter stort. "Du vil gøre ALT jeg beder om uden brok eller tøven, for sekundet du gør det, vil jeg finde det dybeste tortur kammer til dig, og hver aften inden du skal sove vil jeg lade en hest gennem kneppe dig din lille luder tøs! også når du vælger at jeg skal slå dig ihjel, vil Sebastian Castle, Caroline, og Jakob tage din plads for enden af mine knive og hestens fede pik." man kan høre hendes trusser er meget tæt på at styrte hende i døden "Vil du være min slavetøs?"

Nille gav et udbrød fra sig da hendes trusser blev trukket op, og skreg da hun blev sat, og så ned i graven. Oh shit... Hun så på Rafael... Og lussingen gav genlyd i kirkegården, og tårerne stod på spring. Hvorfor var han sådan mod hende? Hun ville jo bare hjælpe... Tårerne gled ned af hendes kinder, og hun bed sig selv hårdt i underlæben. Hun lyttede, og fik lyst til at råbe at Jacob intet betød for hende... Det var dog en løgn. Da han nåede til det med slaven... NEJ! *Det er forkert! Nej! Jeg vil ikke! JEG NÆGTER!* Det ville hun råbe, og skrige... Men hun kunne ikke! Hun så ned i graven igen, og så igen op. Gøre alt? For ham? Hun... Det skulle være løgn, skulle det! Sikke grove ord han brugte... Hun hørte hvordan døden nærmede sig... Lysten til at fløjte, og kalde på BlackStar blev stor. Da han nåede til det med spørgsmålet... Åbnede Nille munden. "Ved du overhovedet hvorfor jeg gjorde det?" Spurgte hun... Ligeglad med hvad han ville gøre. "Jeg gjorde det fordi jeg ville hjælpe, intet andet." Hun tog en lille pause, men fortsatte så. "Hvis du tror jeg vil bruge det jeg så imod dig... Så skal jeg da lige hilse at sige, at det vil jeg ikke. Hvorfor skulle jeg? Hvad ville jeg få ud af det? Intet. Jeg vil ikke, og ønsker det ikke. Jeg ville hjælpe dig selvom du næsten slog mig ihjel den dag... Du havde mistet din hukommelse, og da du havde det var du faktisk rar... Jeg blev overrasket, og håbede på at du ville være den samme når din hukommelse kom tilbage... Men jeg tog fejl. Vil du ikke nok forstå at jeg ikke vil bruge det mod dig, Rafael?" Hun så bedende på ham... Hun ville ikke sige hans rigtige navn, det ville bare irritere ham.

Knæk.. hendes trusser knak i sekundet hun havde sagt sidste ord, men Rafael greb fast i hendes håndled så hun hang dinglene i luften med knækket trusser om livet indeunder bukserne. Rafael sagde "Jeg er Rafael Dominatrix, dæmonernes leder, fyrste af sadisme og ondskab." han holdt et sekunds pause, og strammet grebet om hendes håndled "Jeg har ikke brug for at være retfærdig. Selv hvis du prøvet at hjælpe, hvilken forskel ville det gøre for mig om du lå død eller vare holdte din viden som en hemmelighed?" Rafael strammet grebet lidt mere "Og selv hvis du kommer væk på den her aften... så ved du hvad der vil ske" han havde vist udtryk at selv hvis hun flygtede ville han jage hende og dem hun holder af, ikke en, men alle sammen, måske ville han også henrette nogen små uskyldige inden senge tid pågrund afhun valgte at stikke af, så at blive var nok det bedste valg hvis hun ville have en hurtig død eller komme fra det her på en god måde. "Og selv hvis jeg faktisk værdsate dit ligegyldig liv, hvordan skulle jeg så vide du ikke bare lyver for mig, du vil ikke tøve med at kalde mig fjende, og du vil mig sikkert ondt, så hvorfor skulle jeg give en shit for dig?"

Nille gav et udbrød da hun var ved at falde, men åndede lettet op da Rafael greb fat om hendes håndled. Hun så op på ham, og sank en klump. Hun bed sig selv i underlæben igen, som var begyndt at bløde. Hun sagde intet men da han han blev færdig åbnede hun igen munden. "Du tror jeg lyver? Jeg er skammeren? Jeg har set mig selv i øjnene, krummede mig sammen i skam... Jeg ved hvad de folk jeg ser i øjnene møder... Jeg har svært ved at lyve på grund af min evne... Men jeg føler det ikke er grund nok til at du skal kunne stole på mig..." Hun sukkede. "Grunden til at -som du udtaler det- give et shit for mig... Er at... Prøv at se på dig selv? Du er raceleder, du kan såre dem jeg holder af? Hvorfor lyve for dig? Det giver mig intet andet end smerte hvis jeg lyver. Men jeg lyver ikke. Hvis du havde min evne... Ville du se... At jeg ikke har løjet over for dig omkring at jeg ikke vil bruge det jeg så imod dig. Hvorfor skulle jeg? For at gå rundt og prale over det? Nej, sådan er jeg ikke. Du kan stole på mig, Rafael." Igen var hendes øjne bedende, og stemmen var beslutsom, og skælvede ikke en eneste gang. Intet viste på at hun løj. Hun kunne nemlig ikke lyve når hun havde sin evne... Alt efter hvad det var. Hvis det var for Jacob, kunne hun åbenbart... Men det betød intet nu. Hun ville have Rafaels tillid... Såvel vil han have hendes tillid.

Rafael kiggede stift ned på hende og sagde med en kold stemme "Jeg tror dig" han løftede hende lidt op, men gav så helt slip på hende og lod hende uden faldskærm eller livs line falde ned mod jorden, men inden hun faldt ned i den åbne grav, dykkede han ned mod hende, og greb hende i hans arme som en gift mand der bære sin kone, også kiggede Rafael meget beslutsomt ind i Nilles øjne og sagde "Men husk denne aften" han holdt et sekunds pause, og sluttede af "Som den aften hvor du kunne ligge i en kiste med brækket ryg og ligge som en spastisk lammet pige på bunden af en grav til du døde af ilt mangle" han gav slip på hende, og lod hende falde den sidste meter ned i kisten, men lagde ikke låg på eller noget, og siden det kun var en meter slog hun sig kun, brækket ikke noget eller noget. Rafael vendte sig væk fra hende, og lod hende ligge der mens han gik væk, han var ligeglad om hun rejste sig op, han ville bare gå væk nu, hun havde vel forstået budskabet, og han stolet på hans hemmelighed.. selvom det var en lille.. var lige så skjult som havde han ladet hende dø. Grunden til han lod hende falde den sidste meter var for at vise at hvis hun presset ham ville han gøre det nødvendige og slå hende ihjel, han kunne ikke lide at folk som ham som svag eller godhjertet, og han håbet hun selvom hun måske havde mere sympati for ham og så mere bag hans facader fra nu af, ville vide at han ikke ville tøve med at være ond. Men på den anden side ville han også have hun ikke så ham som fjende, tros alt kendte hun noget til hans fortid, hvilket gjorde hende nummer 2 i hele verden overhoved til at vide noget om ham, så han vendte sig svagt om da han var kommet lidt væk, og sagde venligt "Und.. undskyld for den sidste meter. A dude gotta make point" han smilet til hende og skiftede så tilbage til det dæmoniske følelsesløse udtryk, og gik så væk fra hende.

Nille skulle til at ånde lettet op da hun pludselig faldt ned mod kisten, og gav et lille skrig fra sig. Så det var sådan det skulle ende? Blive dræbt i en kiste? Ikke spor happy ending. Irriterende! Hun blev lettet da han greb hende, men ikke spor om hvordan han holdte hende. Hun fik helt lyst til at skæve surt til ham, men lod være. Ingen grund til at irritere ham. Hun lyttede, svarede ikke. Hvorfor skulle hun? Hun kunne ende med at dø... Og det ville hun helst undgå. Da han slap hende igen blev lysten til at råbe IDIOT meget stor, men hun lod være. Da hun ramte kistens gulv gav hun et lille udbrød fra sig, men kun kort. Hun havde intet brækket, eller slået sig så meget... Det var mere forskrækkelsen. Og Rafael gik bare? Sikke et held! Hun satte sig op, og rejste sig så. Nu vidste hun da at hun ikke skulle irritere den fyr... Men han havde heldigvis ikke dræbt hende, eller noget... Hun sukkede lydløst, og gik op af kisten, og så på ham da han vendte sig om mod hende. Hun blev noget overrasket over hans venlige tonefald. "I orden." Sagde hun kort, men venligt. Hun kiggede lidt på ham mens han gik... Og gik selv.

//Out? Eller har du en ide?//

\\out