The evil will rise if you dont stop it. -Nille-

Nille smilede varmt til ham, og de sorte øjne udviste varme.
"Min bedstemor." Hun sagde det med så meget kærlighed i stemmen... Hun havde elsket sin bedstemor så højt. "Ikke en dag har hun været skør, eller mærkelig..." Hviskede hun, og lukkede igen øjnene, og lagde hovedet på hans brystkasse.

han nød at se hvordan hendes øjne langsomt blev varme igen.. Det var den Nille han elskede.. Hende han kunne få et smil på læben over, hende som han kunne få til at grine og hende som elskede ham som den han var..
"Ser man det," sagde han, han blev ved med at have hende i sin favn. "Jeg kan mærke at jeg allerede kan lide den kvinde," Han smilte til hende og lukkede øjnene, inden han hvilede sit hoved på Nilles skulder..

Nille smilede skævt.
"Hun er også en dejlig kvinde..." Hviskede hun, og kyssede kort hans hals da han lagde hovedet på hendes skulder. Hun elskede at han kunne få hende til at smile... Hun elskede ham for at han elskede hende selvom hun var ... Besværlig nogle gange.

Det gav ham behagelige kuldegysninger, da hun kyssede hans hals.. Det overraskede ham hver gang..
"Det tror jeg på," mumlede han ned i hendes skulder.
Han grinte kort og trak sig ud af krammet, hvor han derefter placerede hænderne bag hovedet, endnu et tegn på at han var afslappet og nød sit selvskab. "Men, du skal ikke tænke på det med at du kan være svær at forstå engang imellem Nille, det kan vi alle," Han blinkede kærligt til hende.

Nille åbnede øjnene, og så ind i hans sorte trøje... Grrr... Den var ikke speciel dejlig at se på, hun savnede hans hættetrøje.
Hun så nysgerrig på ham da han trak sig ud, og smilede skævt.
"Det ved jeg godt." Hviskede hun, og kyssede ham blidt på læberne.

Han smilte til hende og ville endnu engan putte hænderne i lommen, men kom i tanke om at de ikke var der..
Pokkers, han savnede den pokkers hættetrøje..
Han ville sig noget, da hun placerede sine læber på hans.. Det varmede ham indvendigt og han kyssede hende blidt tilbage.. Han havde også savnet hendes læber, det måtte han indrømme..

Nille lagde hænderne på hans kolde kinder. Hun smilede lidt, og trak sig kun en smule væk. Hun så ham roligt i øjnene, og kyssede så kort hans kind.
"Jeg har savnet dig." Hviskede hun.

Han åbnede sine øjne igen og kiggede på hende..
"Jeg har også savnet dig," sagde han med en varm og charmerende stemme..
Det var ikke bare noget han sagde, han mente hvert et ord.. Han havde savnet hendes varme latter og de smukke sorte øjne.. Tanken om hvordan hun havde det kørte rundt i hans hoved, når han sad for sig selv og kiggede op på månen eller betragtede et par gå forbi..
Et par.. Han rødmede en smule da han kom i tanke om at de faktisk var et par nu..

Nille rødmede lidt af hans ord.
Hun havde altid lægget i græsset tæt ved hytten om natten, og set op på månen, og tænkt på ham. Hvordan han havde det? Hvor han var? Og når hun så på stjernerne tænkte hun altid på hans øjne, og hår. Hun så op på ham igen da hun havde kigget lidt ned, og så at han rødmede. Selv havde hun stadig røde kinder.
"Hvorfor rødmer du?" Spurgte hun kærligt, og havde taget hænderne væk fra hans kinder.

Han kom ud af sine tanker da hun spurgte ham om hvorfor han rødmede.. Det var egentlig et godt spørgsmål, det var vel meget normalt at have en partner, så hvorfor fik det de blege kinder til at blive lyserøde? Måske var det pga. han aldrig havde regnet med at en som Nille ville elske ham..
"Det ved jeg faktisk ikke," svarede han og kløede sig flovt i nakken, efterfulgt af et kærligt grin..

Nille smilede skævt. Endelig havde hun aldrig troet at nogle kunne elske hende... Men hun havde taget fejl. Jacob elskede hende, og hun elskede ham. Det var nu meget rart... At vide der var en der elskede hende. Rødmen forsvandt fra hendes kinder.
"Jacob? Hvad har du endelig lavet på det seneste?" Spurgt hun... En anelse genert, faktisk.

Han fjernede det generte, eftersom han hadedet at være genert.. Han følte sig så svag, selvom han godt vidste at det var meget normalt at være genert, var det ikke noget han elskede at være.. Det var så også kun overfor Nille han var genert engang imellem..
Hvad han havde lavet? Det var et godt spørgsmål..
"Hmm," sagde han og kørte en hånd igennem det pjuskede hvide hår.. "Jeg har fået taget min hættetrøje af Victoria, samt halskæden også har jeg gået omkring som sædvanlig og tænkt på dig," Han smilte varmt og lagde hovedet på skrå. "Hvad med dig?"

Nille så ned, og rødmede lidt over at han havde sagt at han havde tænkt på hende... Hun var slet ikke vant til sådan noget mere... Hun blev en anelse genert. Det havde hun ikke været så meget for tiden, men Jacob var god til at få det frem igen. Det var nu dejligt at vide at han havde fået sin hættetrøje igen..
"Så mange utallige ting... Fundet ud af at jeg er indianer, og at Skammere altid har været indianere... Samtidig med at jeg har snakket med Sean, og indgået et midlertidligt venskab... Snakket med din raceleder... Så mange ting, og tænkt på dig..." Svarede hun, og smilede lidt. Hun så stadigvæk ned.

En indianer?
Det forklarede fjeren i håret.. Det passede hende nu meget godt at være en indianer, hun var glad for dyr, naturen og at være udenfor.. Det passede hende godt.. Og klædte hende godt.. Han måtte indrømme at det også klædte hende med kjole..
"En indianer? Det er sejt," sagde han og lod forsigtigt en af sine blege fingre stryge den brune fjer. "Det forklare hvorfor du har denne i håret," Han betragtede den nøje og fjernede sin hånd igen, hvor han derefter løftede hende hage op. "Jeg kan bedst lide at have øjenkontakt med dig,"

Nille så blot ned da han strøg den brune fjer med en af sine blege fingre. Den brune fjer havde hun fundet i mormorens dagbog... Hun var helt sikker på at det havde været mormorens fjer... For hun mindes at mormoren engang havde haft den på, men var usikker. Hun smilede lidt.
"Jeg spurgte Sean om han ville finde noget ud af den stamme jeg åbenbart kom fra... Cherokee..." Nille hviskede stammens navn... Hun så på hans krystalblå, og smukke øjne. "Selv når du ved hvad de øjne kan?"

Han smilte og nød at hun kiggede ham tilbage i øjnene.. Han var jo meget fascineret af hendes øjne..
Sean.. Jacob havde intet imod ham og han vidste at han sikkert kunne finde ud af noget om Nilles stamme..
"Så lad os håbe at han finder noget," sagde han med et smil og placerede sin hånd på hendes kind. "Det kan du tro, for jeg ved jo at du ikke kunne finde på at gøre det med vilje,"

Der var så meget... Så meget Jacob ikke forstod omkring hende. Folk kaldte hende barnlig, Sean havde faktisk været den første der kaldte hende det, men eftersom tingene stod nu så mente han vist at hun ikke var det mere. Hun var forandret, og ville ikke lade de ord slå hende ned. Hvis Jacob vidste hvad hun havde gjort... Dræbt, og flået en mands sjæl itu med sin evne... Men hun stolede på Jacob. Hun stolede på at han ikke ville vige fra hendes side, ligesom hun ikke ville vige fra hans.
"Jeg tror han finder noget." Hun smilede lidt, og lukkede øjnene. Hun nød at han havde sin hånd på hendes kind. "Der er så meget du ikke ved, Jacob... Ting jeg ikke fortæller dig..."

Han lagde hovedet på skrå og fortsatte med at have hånden på hendes kind.. Hvis den blev for kold for hende, ville han ikke have noget imod at hun skubbede den væk.. At have kolde hænder var noget han havde vændt sig til, ligesom alting blev til is hver gang han rørte det.. Den tid var heldigvis over og han havde fuld kontrol over sine evner..
"Kan jeg tillade mig at spørge hvad det er du ikke fortælle mig?" spurgte han forsigtigt og smilte et stort varmt smil til hende..
Selvfølgelig havde alle en hemmelighed de ikke fortalte nogen.. Jacob havde feks. heller ikke fortalt Nille at han havde dræbt politichefen.. Ladet hans krop blive til is, lade hjertet stoppe og lod ham ligge som et dødt skadedyr..

Nille havde intet imod hans kolde hænder. Hun havde altid tænkt at kulde var noget der kunne minde en om at man inderst inde var god, selvom man var kold udenpå. Hun lagde tøvende en hånd på hans kolde kind.
"Du tror jeg ikke dræber så meget..." Hun sukkede, og så modvilligt ned. "Men det gør jeg. Jeg dræber dusørjægere, min evne kan flå en mands sjæl itu... Ligesom Kyna kan jeg flå folks sjæle itu af skam. Men jeg er ikke lige så stærk som Kyna... Og derfor..." Hun så op igen. "Er jeg utrolig tæt på døden hvis jeg gør det. Min sjæl svæver mellem liv, og død. Jeg bliver svag, besvimer, og er tæt på døden. Samtidig har jeg set mange folk i øjnene, folk som kan gøre mig fortræd. Deres navne tør jeg ikke fortælle dig... Jeg er så bange for at de vil bruge dig mod mig. Jeg har valgt at sige at jeg intet føler for dig til dem, men sandheden er at jeg selv vil dø hvis du dør..." Hun så ned gen. Hun turde ikke sige det til Jacob. Hun kunne ikke sige hvem hun havde set i øjnene, i frygt for at hvis hun gjorde... Så ville han dræbe Jacob... Hun var til fare for Jacob... Det havde hun indset nu...

Jacob lyttede med.. At Nille dræbte gjorde ham intet, det fik bare ham til at føe sig mindre skyldig over at han også havde dræbt uskyldige før, for at tage deres sjæl.. Eller, bare for at lege.. Han havde været tæt på at dræbe nogen for sjov, eftersom halskæden stadig hang og dinglede om hans hals..
Han kiggede undersøgende på Nille.. Hun var ikke stolt over at dræbe, præcis som ham selv.. Endnu engang kunne han finde sig selv i Nille.. Finde en afspejling..
Han havde en lille fornemmelse om hvad hun også prøvede at fortælle ham.. At det ville være for farligt for dem at være sammen.. At hendes fjender så let som ingenting ville kunne bruge ham imod hende.. Han ønskede ikke at hun skulle komme til skade bare pga. ham og slet ikke at hun skulle gå hen og dø..
"Jeg har intet imod at du dræber," sagde han stille og kiggede ned i jorden. "Selv er jeg en dræber, en dæmon, jeg dræber for at få mad, men.. hvad er det helt præcis du prøver at sige til mig?" Han kiggede forsigtigt op på hende..

Nille vidste godt at det ville være svært for ham at høre... Hårdt... Men det var nød til at blive sagt. Hun frygtede for hans liv, og ville ikke have at han skulle komme til skade, som Caroline... På grund af Nille. Hun hadede den følelse... At se en man kan lide blive såret... Og hvis man så en man elskede blive såret på grund af en? Det ville være så meget sværere. Nilles underlæbe bævrede lidt, men så stoppede det. Hun lukkede øjnene... Ville ikke se ham når hun sagde det.
"Det jeg prøver at sige... Er at jeg er til fare for dig. Jeg elsker dig Jacob, og tanken om at du kan komme til skade på grund af mig... Det er en tung byrde... Du skal vide jeg elsker dig utroligt højt, men jeg vil ikke have du kommer til skade... Jeg er ikke en pige der går i kjoler, og ser fin ud... Jeg er en pige der gemmer sig, bliver jagtet, og har fjender på nakken." Hun løftede hans hoved lidt, og kyssede ham kort på læberne.

Han forstod hvor hun ville hen med det.. Og han kunne ikke lide det.. Det var vel en anden måde at sige farvel på.. Om det var et farvel var ikke til at vide, eller om det var et på gensyn til vi ses igen.. Han håbede på at det ikke var et farvel, det ville han ikke kunne bære.. Han elskede hende og ville ikke have hende til at gå fra ham, ligesom hans forældre havde gjort.. Alle dem han havde kendt var forsvundet fra ham.. En lille dreng som han engnang var blevet ret glad for, var til sidst blevet voksen og rejst sin vej.. Christian som var endt som en bror, havde han heller ikke set længe.. Og nu ville Nille også gå fra ham..
"Jeg elsker også dig," hviskede han og kyssede hende blidt tilbage.. "Og jeg ved at du ikke ønsker at såre mig og jeg ønsker heller ikke at du skal komme til skade," han beholdte sit ansigt tæt på hendes, ved at lægge sin pande mod hendes..

Nille vidste ikke helt hvad hun skulle gøre... Hun ville ikke forlade ham, hun ville jo heller ikke have at han forlod hende... Men hun vidste snart ikke noget mere. Verdenen var blevet så meget anderledes for hende... Engang havde hun siddet i spisebordet i forældrenes hus, og prøvet at være ordentlig for at slippe for straf... Og nu var hun pludselig en shapeshifter, en skammer, og en indianer... Nille havde også som barn drømt om at komme på eventyr, men dette var ikke et eventyr. Dette var en labyrint med følelser. En af de gode ting som var i labyrinten var Jacob... Hun turde ikke at forlade ham, og hvis han ville forlade hende... Ville hun simpelthen klamre sig til ham, og tigge ham ikke at gøre det. Men hun stolede på at han ikke ville... Hun lagde hænderne på hans kinder, og så ham i øjnene.
"Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre..." Hviskede hun, og mærkede en tåre presse sig på, og hun lod den ryge ned af kinden.

Det gav et lille sæt i ham, eftersom han troede at hun ville sige farvel eller vi ses.. Men i stedet undslap der en anden sæting ud af fra hendes varme læber.. En sætning han ikke vidste hvad han skulle svarer på.. For alt i verden, ville han ikke have hende til at gå fra ham og han var træt af at hun skulle have alle de fjender efter sig, hvis bare de havde haft et normalt lov, hvor et normalt par ville slentre igennem parken med flettede fingre og lykkelige smil.. Men, det havde de ikke.. Dette var virkeligheden.. Den kunne man ikke skubbe væk.. Hun var en spaheshifter med en dusør over sig og han var en sjæledæmon med en konge efter sig.. De var ens, men samtidig så forskellige..
"Det ved jeg heller ikke," hviskede han og kyssede hende kind, der hvor tåren trillede..

Nille lod fingrene glide ned af hans kinder, men lagde dem på hans kinder igen. Hun lukkede øjnene da hun mærkede hans læber på hendes kind hvor tåren havde været. Hun tog hænderne væk fra hans kinder, og flettede sine fingre sammen med hans.
"Jeg vil ikke forlade dig selvom jeg er til fare for dig..." Hviskede hun, og åbnede øjnene.