Du er på forkert jord. Nu må du betale for din dumhed. (Four)

S: gågaden
O: huse, butikker, folk og væsner.
T: eftermiddagen
V: overskyet, koldt med vindstille.

Sean sukkede svagt og lænte sig tilbage i stolen. Han var en smule træt efter at have læst bogen igennem for anden gang, på kun kort tid.
Han lukkede øjnene et øjeblik, mens ordene gled forbi hans øjne i en uendelig strøm. Et tomt krus, med rester efter the, stod ved siden af ham og hans bord bestod mest af papirer og bøger i et rod. Hele natten og hele dagen havde han siddet der...
Ved en pludselig indskydelse rejste han sig op og strakte sine stive lemmer. Han gik over til vinduet og lukkede det op på klem og mærkede den friske,kolde luft der langsomt kom ind mod ham. Han sukkede svagt.
En kontrakt var ødelagt. Personen der stod bag den venskabelige kontrakt havde prøvet at dræbe ham og han havde mistet en person han ellers havde stolet på. Rygterne om hvad dæmonernes leder, hans leder, lavede svirrede også i hans hoved. Og det nye, midlertidige venskab med Nille og hendes klan...Og at han stadig ikke havde fundet den dæmon han ledte efter...Tingene bunkede sig op omkring ham og han kunne ikke finde en løsning på noget af det!
Til sidst lukkede han vinduet, greb sig sorte jakke og tog den på, ud over en hvis skjorte som var åben ved halsen. Ud over dette, havde han nogle mørke jeans på. Et armbånd om venstre håndled. Han tog nogle støvle på.
Og så selvfølgelig den sædvanlige, skjulte dolk omkring det ene ben, en betryggende vægt af hans eneste og ynglings ledsager gennem livet og som havde reddet ham flere gange end han kunne tælle til...så lige meget med at det sveg lidt, grundet pentagrammer der prydede sølvet. Ja, det en dolk til alle slags han mødte.
Han bevægede sig snart ud af det to etagers hus han havde gemt sig i, og ud på gaden. Frisk luft, lige til at klare hans tanker et øjeblik...Da en af hans mænd kom løbende for at fortælle noget nyt...

Luften var kold selvom det ikke blæste, gaderne var så småt ved at blive ryddet for folk efter en lang dag på arbejde, eller hvad folk nu ellers havde fortagede sig om formidagen. Grå skyrer dække himlen og fjernede chancen for at få et glimt af den altid smukke sol, som nu lå gemt bag de grå skyer men dette vejr var typisk for årstiden så det kom ikke bag på folk, dog en enkelt tog det lidt hårdt.

En bredskuldre høj mandlig skikkelse, vandre stille og roligt ned gennem gågaden.
Hans ansigt lå i skygge fra hans sorte kappes hætte, kappen var af tykt sort stof og bar et smukt snoet mønster af sølvtråde, som snoede sig op af dens ryg og som spredte sig til ærmerne og stykket foran.
Under kappen ku en sort bluse skimtes samt et par løse brune bukser, som blev holdt oppe af et smalt brunt bælte hvor i der sad et lang smalt sølvsværd fastgjordt.
Udover det bar han et par slidte brune sko.

Mandens ansigt søgte hele tiden op mod himlen, imens han travede roligt afsted.
En rolig samt varm og venlig aura lå strålende omkring hans høje skikkelse, og fortalte de fleste vænser at han var en engel af en slags.

Denne mand var Four Sanddru en ung skytsengel som for nyligt var ankommet til jorden, på jagt efter den person han sku beskytte, men ind til vidre hjalp han blot de folk som var i nød, eller som følte frygt, for det var frygt der førte ham frem.
Frygt kom altid i bølger mod ham for at fortælle at nogle var i fare, dog var der igen fare denne dag, ikke endnu?

//håber det er en oki start//

//selvfølgelig //

Et sted, ikke langt fra denne engleskikkelse, var nogle smågader mellem husene. Gyder. Stedet hvor folk gemte skrald og skikkelser de ikke ville se på, når de passede deres hverdag. Men også et sted for folk, det ville lave ting...uden fra folks nysgerrige blikke. Og det var netop hvad der skete denne dag, på dette tidspunkt. En kvinde, rimelig høj af sin alder, ung, klædt i tykke bukser og en varm kappe af en slags, med langt, bølgende, brunt hår, kom gående hen af gaden. Hun virkede så uskyldig, som hendes grå øjne gled over jorden foran hende...
Da skyggerne greb ud efter hende. To mænd trådte frem, tog fat i hende. Den ene lagde en hånd over hendes mund, så det begyndende skrig døde hen. Og hev hende med ind i skyggerne.
Åh, voldtægt var under deres værdighed. De tilhørte en klan, som beskæftigede sig med mere ædle sager. Og denne kvinde viste noget, de skulle vide.
Frygten emmede ud af hende og røbede at hun netop viste noget og at hun viste de var kommet efter hende.
En kniv blev placeret mod hendes strube.
"Skriger du, skal jeg nok give dig en rigtig grund til at skrige...Af smerte..." hvislede en mand i hendes øre og hun nikkede. Manden fjernede hånden fra hendes mund.
"Sig mig nu, hvor gemmer de den? spil ikke dum...Vi ved begge hvad jeg snakker om" manden smilte svagt og klemte hende op mod muren med kniven, mens den anden mand stod og så på. Afventende...klar til at hjælpe, hvis noget gik galt. Kvinden nægtede at sige noget og manden slog hende. Hun faldt til jorden med blodet der løb ud af hendes næse. Og i sit inderste bedte hun om hjælp...At nogen måtte komme forbi...Men folk, som gik ude på gaden foran hende et sted...Gik netop bare forbi.