Så forkert - Sajro.

Sted: Nær samlingen af Soul River, ved Sargonis' hus.
Omgivelser: Der går indimellem et par stykker på gaderne, de fleste er fulde.
Tid: 20:24
Vejr: Mørket er langsomt begyndt at kvæle solen.

Blair vidste slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, det hele virkede så langt ude. Blair havde stadig ikke helt fattet hvad der var sket. Blair blev nød til at finde ud af hvor Sargonis boede, hun ville forstyrre ham men hun blev nød til at snakke med ham. Af flere årsager. Blair forsøgte sig frem og prøvede at finde hans bosted, hun havde skrevet et brev. Blair ville ikke forstyrre dem, så det blev bare et brev.

'Sargonis.
Jeg har brug for at tale med dig. Det skal helst ske øjeblikkeligt, jeg venter ved Samlingen af Soul River.
Blair'

Blair fandt hans bosted og sendte brevet ind under døren, hun forsvandt hurtigt derfra og gik hen til samligen af Soul River.

Han gik ned til Samlingen, efter at have fortalt til Lyssa hvem det var han skulle snakke med så hun ikke var nød til at være bekymret over det... Han kunne ikke lade være med at skulle gøre det det var vel noget vigtigt, og nu havde han valgt at ligge alle andre kvinder på hylden end Lyssa så han kunne nok klare den...

Han gik derned og så på Blair...

"Hvad er der så Blair, hvad er det der er så vigtigt?"

Han så på hende med alvorlige øjne...

Blair gik frem og tilbage med nervøse skridt. Blair stoppede op da Sargonis kom. "Jeg har mødt din søn." Blair havde stadig ikke forstået Ammons forklaring om at han voksede hurtigere end normalt, det virkede så langt ud. Men der fandtes varulve og shapeshiftere. Sikkert også en masse andet som Blair endnu ikke kendte til.

Han kiggede på hende og slappede straks mere af, ved de ord, så var det jo ikke så slemt som det kunne være, der var ihvertfald mange ting der kunne være værre end det... Hun kunne jo have været i seng med ham, eller fundet sammen med ham eller lignende...

"Nå er det ikke værre? jeg var bange for at du var endt i problemer mellem dig og Alian..."

Han smilede nu...

Blair så ned i jorden. "Det er jeg. Ikke kun med Alian." Blair vidste slet ikke hvordan hun skulle få det sagt, det var næsten lettere at sige det til Alian end til Sargonis. Blair så sig omkring for at finde et sted at sidde, hun satte sig over på en bænk der stod i nærheden. Blair tog en dyb indånding og prøvede at få ordene frem, men hendes hals snørrede sammen, hun var svimmel og havde det generelt virkelig dårligt.

Han gik over og satte sig ned på bænken, ved siden af hende og kiggede så på hende med varme venlige øjne som om han virkelig bare var der 100% for hende nu, og det var han også det var alt han tænkte på lige nu at hjælpe hende...

"Okay, hvad er der galt? Hvordan kan jeg hjælpe dig?"

Blair lagde sig tilbage i bænken og prøvede at få ordene frem. Hun kunne sige det på mange måder, men det var så bare lige hvilken der var bedst. "Jeg er gravid..." Så var det letteste overstået. "Med...." Blair kunne bare ikke få det sagt. Hun så ned i jorden. Hun havde det virkelig dårligt.

Hans øjne var chokeret, og kiggede straks ned på hendes mave, og kunne ud fra dens størrelse tydeligt konstatere at det ikke kunne være hans baarn, da maven så ville have været større...

Han lagde bare armene om hende og trykkede hende ind i et kram... han kunne dog også regne ud at det ikke var med Alian... Men var det derfor hun havde startet med at sige hun havde mødt Ammon?

"Da ikke med Ammon?"

Han afbrød krammet og så bare på hende...

Blair havde et lille håb om han ville acceptere det og tilgive hende da han krammede hende, men da han slap hende igen turde hun ikke sige det igen, så hun gjorde et hurtigt og lille nik med hovedet. Hun hadede sig selv for alt det hun havde gjort, Blair havde lyst til bare at stikke af og leve for sig selv, men det kunne hun heller ikke være bekendt over for Sargonis, Alian og Ammon.

Han kunne ikke gøre ret meget andet end at være tæt på at besvime af chok... Han egen søn havde gjort hans nok eneste veninde gravis, hvad skete der lige for hans liv... Men endnu værre hvad skete der lige for Blairs liv... Havde han ikke tænkt sig om, Ammon.... Det var vel enligt Sajros egen skyld han skulle aldrig have været blevet venner med Blair og han skulle aldrig have været i seng med hende...

Sargonis var i Chok så Sajro fik mere kontrol...

"Amoon! Dit dyr... Så tænk dig dog fucking om!"

Hans stemme lød tydeligt gennem skoven... Hvor han rejste sig op og begyndte at slå ind i et træ med næverne...

Blair vidste slet ikke hvad hun skulle gøre, han skræmte hende med hans råberi og at han pludselig slog på træerne. Blair var næsten overbevidst om det var varulven der havde taget overhånd. Blair gik over til ham og gjorde et forsøg på at holde ham fast, og få ham til at slappe af. "Sargonis, slap af. Det løser ikke noget det der." Blair havde regnet med han blev sur, men hun regnede egentlig med det ville gå ud over hende.

Ammon trådte frem bag dem, lydløst.
''hvis du simulerer at det stakkels træ er mig, var det så ikke nemmere at du gav mig en omgang tæsk, og kom videre med dit liv?'' sagde Ammon sammenbidt. Hans fars udbrud havde forstyrret ham i noget jagt, ikke lagt derfra.

Han lod bare Vlair holde ham fast og kiggede så bare over på Ammon da han dukkede op, det var frustrenrende for ham at de skulle komme og forstyre hans ellers så sorgløse liv...

"Hvorfor Ammon?"

Sajro havde trukket sig tilbage og Sargonis havde igen kroppen...

"Undskyld jeg har givet dig det dyr at skulle styre Ammon..."

Han så ned...

''givet mig noget at styre? yeah, right! Du tror måske at det er dyrets skyld at jeg gik i seng med Blair?, langtfra!'' sagde han sammenbidt.

''jeg forelskede mig i hende. Jeg er ked af at det endte som det gjorde, men det kender du sku alt til, ikke sandt?!'' knurrede han bare.

Blair gav slip på Sargonis da han virkede mere afslappet, det hele var meget akavet for Blair, så hun gik lidt væk og lod dem tale. Hun havde stadig ikke indset at de var far og søn, det virkede bare så forkert, det var meget nemmere for Blair at håndtere hvis de ikke var i familie, så oppe i hendes hovde var de ikke i familie. Blair stod der bare og så til. Ammons ord gjorde hende chokeret, hun havde ikke ligefrem regnet med han var forelsket i hende. Det gjorde det ikke bedre. Blair så ned.

I det han hørte Ammons ord, og Blair havde sluppet ham, var han over Ammon og var allerede igang med at navle den stakkelse dreng til jorden... Han kendte det desværre alt for godt... Han havde jo også fået Ammon fordi han var dybt forelsket i Lyssa og havde ladt dyret tage over...

Men når det gik galt for ham var det dyret der var skyld i det...

"Din forbandede knægt!"

Han tog bare fast i hans krave, og tårene stod ham i øjnene...

''forbandet? nånå!'' han gav ham et knæ i maven, og blottede tænder.
''det er din egen fejl. dette havde ikke været et problem hvis du ikke have været Lyssa utro med hende!'' knurrede han

//skal lave mad. bare sig at han er bevidstløs eller noget ^^//

Ved de sidste ord nikkede han ham bare en skalde så han blev slået bevidstløs... Mens tårene bare drev ned af hans kinder... han liv var noget lort og han havde ødelagt lviet for både Blair, Lyssa, Ammon og sikker også for Alian nu som han ikke engang kendte...

"Lorte liv..."

Han sad bare på knæ og græd... Han hadede sig selv så meget lige der...

Blair vidste slet ikke hvad hun skulle gøre. Hun kunne jo umuligt standse dem, det havde hun langt fra krafter nok til. Da Ammon blevet slået bevidstløs løb Blair over til dem og satte sig ned ved siden af ham. Blair havde tårerne løbende ned af kinderne. Hun sad bare og så på Ammon. Hvorfor slåsede de overhovedet? Bare fordi de var i familie behøvede de ikke at slå hinanden. Blair ruskede lidt i Ammon for at få liv i ham igen.

Han stod sad bare og kiggede og kunne godt forstå Blairs reaktion, fordi drengen havde brug for hjælp... Og lige nu var det ihvertfald ikke Sajro der kunne give ham den hjælp han havde brug for... Han kiggede bare på Dem og vidste godt at Ammon ikke ville vågne af det...

"Drop det Blair Han er væk i en times tid eller to..."

Han rejste sig op og satte sig op af et træ...

Blair satte sig væk fra Ammon og trak sine knæ op til hendes hage og gemte sit ansigt i sine hænder. Hun følte at det hele var hendes skyld, hvis hun ikke havde været så billig ville der ikke være noget problem. Blair lod tårerne falde igen. Blair så op og så over på Sargonis. "Hvorfor?" Spurgte hun med en hæs og stemme der tydeligt viste at hun havde grædt.

Ammon tog sig til hovedet, da han endelig vågnede igen. Blair sad for sig selv og græd, hvilket skar ham i hjertet. Han rejste sig besværet, stirrede kort på sin 'Far' og blottede tænder, som en territoriel advarsel.
Derefter gik han hen til Blair og lagde armene om hende.

''Kan du nu forstå hvorfor du ikke skal fortælle den slags alene?..'' han var overbeskyttende, det vidste han godt. Men hun bar hans barn, så han syntes at det var lovligt nok af ham at være så territoriel

Han blev bare siddende og bearbejde sit eget had, det had som altid lagde i ham det had som ikke var til andre end ham selv... han kunne blive vred på folk, men had havde han kun overfor ham selv...

Han sad bare og kiggede ned i jorden uden noget at sige...

Blair ventede stadig et svar fra Sargonis, men da Ammon lagde armene om hende var hun lidt ligeglad med det svar. Blair kunne godt se det ikke var så smart at sige det selv. Men det gik vel okay indtil han kom. "Ja. Er du okay?" Blair ville være sikker på han havde det okay før hun bekymrede sig om sig selv.

han havde fået en bule, og en rvne ved øjenbrynet. Intet der var alvorligt. Regnede han da med.

''jeg har det fint.'' han holdt bare om hende, mens han så over på Sargonis.
''det er da godt at jeg er her, så du ikke skader de stakkels træer.'' sagde han opfordrende.

Sargonis havde selv sagt at det ikke hjalp at holde vreden inde. Den skulle ud. Og helst på noget der ikke tog skade. Som Ammon.