i'm not telling anything to you /kali blake

S: Johns hule i ashen wood forrest
T: 15.00
O: en gammel banner fra de hvide ryttere og en sort miletær køje
V: skyet og tæt
P: en sort robe med en hætte

den lille hule var beskidt. han havde prøvet at lave en til hulen men det blev ikke andet end et stykke af et tæppe der dækkede så der ikke var noget vind der kunne ramme ham. den ene hul væg var fyldt med fantom tegninger af mennesker i hele verdenen. hans rubin røde øjne var rettet mod den gamle banner. han hev den ned og erstattede den med det nye logo for The shadow guardians.

I lang tid havde kun en ting stået højest på Kalis dagsorden, og det var at finde frem til en bestemt person, som skulle være leder af The Shadow Guardians. Og efter lang tid var det også lykkedes - heldigvis for hende. Dette var nok også grunden til, at hun denne dag var på vej hen imod en hule, som hun aldrig havde tænkt over at man kunne bo i.

Nogle mænd bag hende snakkede sammen, og hun kunne fornemme at stemningen langsomt var på vej op i det høje felt, som det også skulle være til denne drastiske handling, som de nu skulle til. At gøre dette var risikabelt, hvilket hun også vidste, men målet skulle nok blive velfortjent. Og det bedste ved det hele var, at hun havde fundet nogle gamle kontakter, der skulle hjælpe hende med at slæbe denne John Clancy hen til lidt mere privat sted, hvor hun kunne få en rigtig hyggelig snak med ham.

Længere fremme kunne hun begyndte at skimte den lille hule, som offeret gerne skulle bo i. Hendes hånd gled ned i lommen på den sorte læderjakke, hvor hun hev en sprøjte op med noget bedøvelse, så det ville blive lidt nemmere at få ham med - uden alt for meget tumult. Roligt og stilfærdigt gemte hun sprøjten omme bag sin ryg, sagde til mændene at de skulle vente udenfor indtil hun gjorde tegn, eller at manden derinde begyndte på noget han ikke skulle, hvorefter hun selv gik ind i grotten med en venligt smil på læben. ”Hej, John,” var de eneste ord, der kom over hendes læber, da hun stod inden i grotten og så på John.

han vendte sig ikke rundt men han hørte alt. hvad hun sagde og den dybe vejr trækning af de to vagter uden for " sig til dine bavianer at i går igen" han vendte sig rundt og så på hende med vrede i blikket "NU" hans stemme blev tydeligt forstærket i den lille hule del. med et enkelt blik fik han pigen til at flyve baglæns ud af hans hule og landede med et bump "jeres slags er det afskum jeg ikke kan fordrage" han spyttede ud af åbningen mod pigen "jeg har gået i den her verden og måtte døjes med sådan nogle som dig" han fnøs og pakkede det sidste sammen.

Kvinden stirrede bare på manden foran sig, mens hendes krop svævede bagover. Den hårde og kolde jord udenfor slog hård imod hendes røv, da hun landede derude, og de andre mænd begyndte kort at grine over denne landing, men deres grin forstummede hurtigt, da de opdagede det onde blik, som de modtog fra Kali. For på trods af, at hun var en kvinde, skyldte de stadig hende en tjeneste. Hurtigt rejste hun sig op, og tørrede skidtet af sine bukser igen, og så hen imod mændene, hvorefter hun nikkede til dem, som tegn på, at de skulle gøre, som øvet.

Den første mand løb ind imod John, mens den anden hurtigt fulgte efter. Disse to var dog kun beregnet som afledning for hendes side. Kort efter løb Kali ind langs væggen, og kom på den måde tæt nok på John til at hun kunne nå at trække sprøjten op og stak den ned i Johns hals - spændt på at se resultatet, da hun havde specialdesignet denne bedøvelse til ham, så mændene kunne nå at bære ham hen til et isoleret sted, før han vågnede igen.

John mærkede bedøvelsen ramme ham som en sten mur. han tog sprøjten og stak den i den første af mændenes hals og brækkede nålen af lige nøjagtigt langt nok inde til at blodet kunne flyde og han ikke kunne trække den ud igen. med et lille smil på læben faldt han til jorden på sine knæ "1-0" og alt blev sort

da han vågnede sad han i et lille rum med en lavt hængende lampe der dinglede frem og tilbage. hans syn var sløret og det føltes som om at de havde slået hans hoved i gulvet udenfor. han så ned på sine hænder og fødder. de var bundet stramt.

Et lettelsens suk gled over hendes læber, da hun så nålen ryge ind i halsen på manden. Dog blev smilet forstummet, da hun så den selvsamme nål ramme en af hendes mænds hals. Hendes egen mand stivnede og førte hånden op til sin hals, hvor han så spørgende på Kali med et spørgende blik, som om hun skulle vide, hvad man skulle gøre. Blodet flød først langsomt ud, hvorefter det langsomt begyndte at flyde hurtigere og hurtigere. Kort dirigerede Kali nogle ordre, for at holde blodet en smule inde fra det lille hul, hvilket fik ham ud af hulen, ogderefter lod hun ham klare sig selv.

De andre løftede John op, som lå livløvs på gulvet og slæbte ham langsomt over til det fastlagte sted, bandt ham fast til en stol der, godt nok til, at han ikke kunne slippe væk. Kali sad på en stol lidt derfra med en kniv, som hun blev ved med at kaste op og ned i luften. Det tog hende lidt tid, før hun opdagede at han var vågnet, hvilket bare fik hende til at rejse sig, gå hen til ham og stikke en sprøjte ind i halsen på ham, hvilket gerne skulle gøre ham døsig og helst ude af stand til at bruge sine kræfter. ”Undskyld, men hvis jeg ikke gør dette, så ved jeg ikke, hvad du kan finde på at gøre.” Hun smilede bare let til ham, som om, det at det ikke betød noget at stikke en nål ind i en anden person.