yor welcome to stay //bethany//

S: Johans hjem i doomsville
T: en tid ved solnedgang
O: hans lille sofa og den knitrende pejs
V: lidt over skyet
P: en tank top, et par bukser og hans hjemme sko

en stille ro var lagt over denne lille gade. alt var stille mens Johan stegte sig selv en lille hare han havde fanget tidligere. den dejlige lugt bredte sig i hans stue. han fejede lidt af det aske der var blæst ud af pejsens flammer. han så på mordekai der sad over på en pind lidt væk fra pejsen "ah en stille aften i aften" han gik ud i sit køkken og så til kaninen, han tog en stor fed mus fra en krukke fra en stor urne "ah der er jo ikke hver dag vi har en fri aften" han smed den hen til mordekai der gav et fornøjet klapren med næbet. Johan tog sin violin og spillede en lille melodi indtil haren var færdig.

Bethany løb alt hvad hun kunne hendes fødder var det eneste der næsten kunne høres udover alle de andre som efter hende, de syntes hun var et monster, hun var ved uheld kommet til læse ens tanker, men de andre havde kunne se det hun bredte svagt de mælke hvide vinger ud satte fra hun mærkede den kolde vind imod hendes hud, fandt en tom gyde lanede i den. Hun lod vingerne blive så kunne flyve væk igen vis det. Hun ånede lettet op trak vingerne ind i kroppen forsatte ud af gyden og ud på gaden. Hun forsatte et stykke end til kom til hus som forladt ud, hun gik hen imod gispede idet hun hørte menneske længe tilbage af gaden. Hun åbede døren og så lyset, hun havde lyst til stoppe, men lyden menneskene som kom nærmere skræmte hende og syndte sig og smækkede døren.

en blæst af kold vind ramte ham og alle hans tegninger fløj op "arh nej nej nej. pokkers" han så ud i hans forhal "helt ærligt jeg får endelig ryddet dem op og så kommer du her og skal ødelægge det alt sam..." men mere noget han ikke at sige før han opdagede hvem der stod der "ok jeg har ikke sendt besked om en eskort pige i aften og slet ikke en engel" han så på hende og stillede sin violin og tog en stok op i stedet "lad mig gætte dit navn er Angel" han havde en sarkastisk under tone men kunne ikke lade være med at se på hendes vinger før han tvang øjnene ned i hendes "vent intet dødt blik, og dine popiler er små.... du er bange" han skubbede hende af vejen og fjernede gardinet kun for at se folk der stod uden for hans hus "bliv her og jeg ved ikke læg dig ned eller et eller andet og hold dig for ørerne" han gik op på anden sal og tog den første og bedste riffel på hans væg og lænede sig ud af vinduet "jeg siger det her til jer en gang " han ladede geværet "forsvind fra min grund eller jeg sætter en kugle i jer alle sammen" han pegede den på den første af den "i får et minut og tro mig jeg rammer ikke ved siden af"

Bethany nåede ikke svare på hvad hans navn var før han bad hende om ligge sig ned holde sig ørene hun anede ikke hvad hun skulle gøre og endte med at gøre hvad han sagde. Hun ville ønske sig langt væk så langt væk som til månen, men det nok ikke der hun skulle planlægge at bosætte sig. hun pakkede sine vinger omrking sig så hun lagde blødt og godt. Hun sukkede svag
at hyperventilere det her sjovt, nu ville han nok komme ned giove hen kugle for panden, det eneste hun kunne høre var hendes hjerte hamrede så hurtigt at det ville smutte oven ud hvis det kunne.

han så menneskerne der blev stående og råbte efter ham. en enkelt kastede en flaske efter ham "tiden er gået" han plantede en kugle i den første mands hoved og de andre løb væk men Johan skød igen denne gang efter en kort rund mand lige gennem brystkassen og faldt død om. de sidste nåede væk mens at Johan ladede sit gevær. han gik gennem huset igen mens han hang den tilbage på plads på sin hylde mens han gik nedenunder "er du ok" han hjalp pigen op at stå mens han smilede til hende "du ser oprørt ud kom med ud og få noget te eller noget" han hjalp hende ud til bordet og gav hende et enkelt lille smil mens han lavede en kop te til dem mens han tænkte meget over hvor smukke engle enlig er specielt den her. hendes øjne var smukke og han smilede igen til hende. hans smil var meget hvidt hans tænder skinnede meget fint de gik sammen med hans lidt brune hudfarve og hans lettere krøllede lange hår.

Bethany havde hørt skuddene og menneskernes skrig inden der blev stille. Bethany brød sig om skød på dem, men på den anden side følte hun sig mere tryg nu hvor de var forsvundet og nogle af dem døde, hiun mærkede hans som ville hjælpe hende op lod hans hånd hjælpe hende op. Bethany betragtede ham svagt. Hun var stadig en smule bange og genert, men da sagde at ville lave te til dem slappede hun mere af, hun vidste nu at han ikke ville gøre hende ” for resten så er mit navn Bathany sagde hun rakte en hånd frem imod ham, men hun havde drog sit blik rettet imod bordet hun turdte ikke se op på ham. Hun ventede lidt håbede at han ville fortælle hende hans navn.

han smilede til hende "goddag Bethany jeg er Johan Hunt og dette er mit ydmyge hus" han bredte armene ud lige efter han havde givet hende hånden " ja det er ikke meget men der er nok plads til mig og min broder Mordekai" som på kommando landede Mordekai på Johans skulder. de legede deres lille mentale skænderi leg omkring at hun skulle få samme skæbne som alle dem uden for eller om hun var lige så meget udstødt som dem.

han blev ved med at se på hendes vinger "hvad ville de mennesker med dig" det var hans største spørgsmål der hjemsøgte hans hjerne nu.

Bethany vendte sit blik imod bordet, men vidste ikke hvordan skulle få det sagt og om han ville hade hende for det. Hun sank svagt klump imens kæmpede kamp. Skal, skal ikke sige det til ham. Hun mumlede svagt nogle ord inden hun kiggede op på ham, hun kaldte sin evne for tankespejl " jo jeg kan læse tanker, men når gør det kan folk se det jeg ser" hun trak vejret dybt hvodan skulle forsætte. Bethany havde slet ikke styr på de evner hun havde, mange ville sige det at have evner var en gave som sendt fra himmlen, men for hendes vedkommende var den sendt fra helved. Hun bed svagt læben inden forsatte " jeg kan ikke styrre den og jeg kom til ved et uheld at læse en mands tanker imens alle omkring hos kunne se det" sagde hun sukkkede ganske kort. Hun lukkede øjnene ventede engentlig bare på at han ville smide hende ud eller endnu værre skyde hende.