Hallo, and you are? - Four.

Tid:15:25
Vejr: Solen står højt på himlen.
Omgivelser: Der er ingen andre end Blair.
Sted: Soul River.

Blair havde ændret sig en smule det sidste stykke tid. Hun var stadig sig selv, hun havde ikke ændret personlighed. Men hendes udstråling og attitude havde ændret sig. Det skyldtes ikke en ændring i hendes personlighed, men at hun i stedet for bare at gå med en kniv, nu gik hun også med at sværd der hang fra hendes hofte og ned af hendes ben og et bælte hvor i der sad to pistoler. Det gjorde det meget lettere for hende at beskytte sig selv, hun havde prvet at være udsat for så mange ting, fordi hun ikke selv kunne beskytte sig. Men nu var det slut, hun ville ikke længere lade folk tro hun var så lille og uskyldig. Nu var hun voksen, hun kunne klare sig selv, hun var ikke helt så god til at bruge dem endnu, men hun arbejdede stadig på det. Indtil videre var de oftest bare til at skræmme andre. Hun ville dog ikke være bange for at bruge dem. Hun ville bare ikke gre det, medmindre det var højst nødvendigt.

En sort kat kom langsomt vandrene, dens hale viftede fra side til side imends den roligt sneg sig elegant afsted, dens øjne bar en dybblå farve som lyste op i al den sorte pels. Dens øjne bar et utrolig intiligent blik som afslørrede at den ikke var en helt normal kat.

Katten vandre roligt over gaden imens den nøje, så på en ung kvinde som gik et stykke foran, hele kattens tilstedes værelse var meget mystisk, og den gik mere stille end andre katte. Dens poter trådte lydløst ned uden at afslørere sig, dens ørere var rette frem og prøvede på at fange lydene omkring den, imens de blå øjne stirrede på kvinden.

Blair nåede hen til floden, hun satte sig ned foran den. Hun sørgede dog for at hendes våben lå ved hendes side først. Hun satte sig i skrædderstilling og nød vejret. Hun fugtede sine læber. Af en eller anden grund havde Blair en træng til at ligge sig ned. Hun lod sig falde ned i græsset, de små græsstrå kilede hendes håndflader og arme. Hun havde ikke lagt mærke til katten der gik bag hende, mest fordi den var så stille. Det var umuligt for et menneske at høre den. Blair lukkede sine øjne og nød bare græsset og vejret.