Hunting is just for fun but killing you is my nature. (Caroline=privat)

S: Ashen Wood Forest
T: 23:30
V: Mørkt skummelt men specielt.
O: Der var ikke specielt mange. Andet end en masse dyr.

Mørket gav en urolig stilhed. Som om man ventede på at en eksplosion bare pludselig skulle komme. Men der kom ingen. Den eneste lyd der kom var en masse hurtige fodtrin. Som en jaguar bare hurtigere. Denne hurtigere 'jaguar' var dog ikke langt fra at være et rovdyr. Dette væsen var en vampyr. Vampyren Markulius. Hans hurtighed overgik mange. Det var hans bedste våben. Specielt når han var ude og jage. Og lige nu løb han rundt for at finde mad. Han søgte efter en lille kanin eller noget lignende han kunne æde. Det var bare svært. De bedste var hvide og sneen var faldet. Han ville ikke kunne finde en hvis de lå stille. Så han løb rundt og håbede på at en ville begynde at bevæge sig. Heldet var ikke med ham indtil videre. Pludselig ud af øjenkrogen så han noget hvidt bevæge sig. Den voldsomme kraft fra hans pludselige stop og hans voldsomme hop direkte imod det der havde bevæget sig. Gav den sørgelige ting et chok så den prøvede at stikke af. En hvid kanin. Nu var det om at handle. Markulius havde sat farten endnu højere op og med et. Havde han grebet fat i nakken på kaninen. Det lille knæk og det høje piv fra kaninen gav et nydende guldegys igennem ryggen. Da der røg hul igennem huden og svagt begyndte at bløde. Tænderne kom frem og hårdt bed han fast i kaninen og sugede kraftigt. Hans øjne havde fået en rødlig farve og hans rovdyr side kom frem.

Caroline gik igennem skoven, hendes skridt bevægede sig igennem den mørke skumle skov med lette skridt som kunne overraske et hvert offer. Caroline havde været nede i byen, og på grund af en nykommet vrede havde hun slået en uskyldig mand ihjel. Præcis som de sjæleløse vampyrer. Caroline snerrede kort og slog sin knyttede sin næve og slog den ind et af de store træstammer. Hun indåndede en fært, færten af en vampyr og begyndte at knurre. Hun kiggede rundt efter den fært og gik imod lugten. Hun fik øje på en vampyr som drakblod fra en kanin. Hun gik nærmere og nærmere med armene overkors og en lusket smil.
Det gyldne hår hang smukt ned med smukke bølger. Hendes blågrønne øjne så meget mørke ud næsten helt gådefuld.
"Jamen jamen." Sagde hun blot med en mytisk stemme.

Det havde ikke taget ham lang tid at suge blodet fra den lille kanin. Han slap den og lod kaninen falde med et bump ned på jorden. Han rettede sig op og tørrede sin mund for blod før han hørte stemmen. Det var underligt at lugten ikke havde ramt ham før nu. Han grinte svagt og vendte sig roligt mod hende og smilede. "Varulve." Den ene næve røg med en voldsom kræft ind i den anden håndflade. Efterfulgt af en masse små knæk fra hans fingre. Før han med en voldsom kræft var hoppet. Hvis man ikke helt var så god med sine øjne så han næsten usynlig ud på grund af sin hurtighed. Markulius var i hans tanker i undertal hvis hun valgte at forvandle sig. En vampyr havde ikke en chance mod en varulv. Men en vampyr var til gengæld klogere. Pludselig stod han oppe i et træ og kastede en snebold efter hende spændt for at se hendes træk. Hans øjne var allerede blevet blod røde. Et tegn på at han brugte sin evne. Hans unikke evne til at se op til et minut ud i fremtiden så han kunne forsvare sig.

Caroline undvig blot og smilte lusmk. Hun lagde hovedet lidt på skrå, men med truende øjne. Hun tænkte kun på en ting når hun så vampyrer, og det forklarede hendes had til dem ligenu. Hun knurrede af ham, men ventede med at angribe, da hun ikke kendte hans øjne og ville ikke overraskes. Hun kiggede blot op på ham, han var vampyr lige drukket blod.. Derved var han ladet op med energi, også selvom det kun var dyrblod. Caroline æd næsten helle kaniner, fordi hun havde den appitit som varulv. Hun kiggede op på ham.
Og ventede på hans træks, hun havde skam også en evne. Og den var virkelig praktisk i mange situtrationer, end man skulle tro. Men ikke mange kendte den evne hun havde, med det samme hun ønskede kunne hun tvinge ham til alt.

Roligt stod de tydeligvis og betragtede hinanden. Hans blik forblev rødt nogle sorte striber kom under hans øjne og hans tænder kom frem. Med et hvæsede han. Og det voldsomme stød fik træet til at ryste og sneen faldt af fra træet. Markulius'es næve knyttede sig og med den voldsomme fart stod han allerede foran hende. Og luften kunne mærkes da næven røg lige forbi hendes hoved. Markulius'es øjne var lukkede så det virkede som om han ikke kunne se. Men det var ikke sandheden hans indre blik var sat på lugten af hende. Og med et stampede han med sin fod lige over hendes fod. Han regnede ikke med hun ville undgå men hvis hun gjorde så ville hans øjne vise det og han ville kunne angribe igen. Før han overhovedet var færdig med sit angreb.

Hans udseende
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Caroline måtte inrømme at det her vare ikke hvad hun var gåete i skoven for. Hun hoppede et skridt tilbage for at undgå ham, hun var enlig ikke i humør til det. Hun lagde hovedet lidt på skrå.. Hun havde ikke engang været varulv i et år. Hun kiggede blot på ham, han havde lukket øjne. Hun kiggede kort rundt hvad skulle hun gøre..

//Sorry kort svar krea svig ^^//

Han havde set hun ville rygge et skridt væk. Men det var som om hun kedede sig. Fint hvis det skulle være sådan. Hans blik åbnede sig. Uden at se direkte på hende. Derefter bukkede han sig ned på hug. Efterfulgt af at lave et hel cirkel spark. Han regnede med enden ville hun hoppe eller osse ville angrebet ramme. Så for at være sikker hoppede han op og sparkede i cirka hovedhøjde af normalt. Så hvis hun hoppede ville han ramme alligevel. Derefter lod han blikket af den korte fremtid svømme ind og ville se om hvad der ville ske nu.