Scars. -Jade-

Han løftede på et øjenbryn af hende over at blive kaldt mr. selvsikker. Engang imellem var han selvsikker, men det var ikke noget som han gad at gå og pralle med, det ville da være alt for kedeligt på en mærkelig måde at være selvsikker hele livet.. Ville det ikke?
Han daskede sin hofte tilbage imod hendes og gik hen mod huset, hvor den brune og risede dør stod på klem.. Han valgte ikke at lukke den efter dem, da det virkede til at denne dag var meget fredelig.. Altså.. Indtil videre.. Han kiggede sig engang imellem over skulderen, for at se om Jade nu fulgte med.. Huset var hyggeligt på sin egen måde. Der var hverken perfekt eller grimt, det var en mellem ting som gjorde at han følte sig hjemme. På de vægge hvor der før havde været billeder af hans forældre, var der nu ingenting, men Jacob ville have et eller andet til at være der en dag, men hvad vidste han ikke endnu..
"ja, det så her jeg bor," fortalte han og spredte sine arme ud, for at vise at det var her. "Josh har mit gamle børneværelse og jeg har min forældres soveværelse,"

Jade var med, hun fik lidt bag ham men sådan at hun faktisk kunne ånde ham i nakken hvis hun ville. Hun kom indenfor og kiggede rundt, det overraskede hende lidt. Hun havde ikke regnet med Jacob kunne organisere sig så meget. Positivt overrasket hed det nu. Jade kiggede rundt.
"Ja det kan jeg se, imponrende jeg har ikke engang mit ejet sted." Svarede hun og grinte lidt af sig selv imens hun kiggede rundt. Hun havde jo boet på det samme kro værelse på den samme kro i over 115 år.

Han grinte kærligt om hendes komentar om at hun ikke have sit eget sted.. Det havde han heller ikke, hvis ikke det var fordi han havde besluttet sig for at bosætte sig i sit gamle barndomshjem og renovere det, så det ikke ville minde ham for meget om hans barndom og forældre..
"Mange tak, men jeg havde heller ikke et fast sted at være, hvis ikke det var fordi jeg havde besluttet mig for at blive boende her, men ja, Josh skal vel også have et sted at være," han løftede på skuldrene og sendte hende et smil. "Lad som om at du er hjemme,"

Hun smilte skævt til ham.
"Jamen jeg ikke sikker på hvordan man føler sig hjemme, har været det samme lille sted i over hundrede år. Så det jo bare for at være alene, men ja jeg bare mig selv." Svarede hun en smule inviklet og kiggede på Jacob med et smil. Hendes hår faldt en smule ned foran hendes side så han ikke kunne se at hun kiggede på ham.
Det sjove var hun havde fået sine vinger men ikke fortalt ham det.
"Ved du hvad?" Spurgte hun og vendede sig imod ham, og så over lykkelig ud.

Det at hun var sig selv, var vel også det samme som at føle sig hjemme.. Det han mente med det hele var at bare ville have hende til at føle sig hjemme, så hun ikke skulle føle sig akavet, men bare skulle være sig selv.
"Det er også det jeg vil have du skal være," sagde han med et smil og kiggede kort hen mod børneværelset, for at lytte om Josh var derinde.. Han kunne høre ham rode med legetøjet, så han gættede på at han var derinde, inden han kiggede hen på Jade som så overlykkelig ud. "Nej hvad?" Han satte nysgerrigt hovedet på skrå.

Det var faktisk en dejlig lyd indefra børne værelset den larm, af et barn som legede med sit legetøj. Det var en ret dejlig lyd.
"Ser du tror faktisk der to som bliver overrasket." Svarede hun og blinkede med det ene øje, og et lidt lumsk kært smil.
"Ser du... Jeg har fået mine vinger tilbage!" Sagde hun og hoppede næsten på stedet og smilte stort, hun var så glad for hendes vinger var kommet igen. Bare sorte som hendes nye aura.

Hendes vinger.. Det var ikke til at tro! Hun havde rentv faktisk fået sine vinger igen! Efter at Victoria havde rykket dem af, måtte de åbenbart været kommet igen.. men, vent hvad, var der overhovedet muligt? Når først man var en falden engel, ville man så kunne få sine vinger igen?
"Virkelig!?" sagde han overrasket og spredte sine arme ud, for at vise sin begejstring endnu mere. "Det er jo fantastisk! men.. hvordan? jeg forstår det ikke, var de ikke blevet rykket af?"

Hun kiggede på ham med hovedet en smule på skrå.
"Altså jeg stadig falden engel, rettere sagt falden skytsengel. Så en engel ville normalt ikke overleve at få vingerne revet af.." Det gav hende kuldegysninger ved det minde om Vicotria rykkede vingerne af hende.. "men nogle får dem igen, men bare sorte fordi vi faldne. Og vores aura ændres også, men mit ikke så meget så." Svarede hun og trak en smule på skuldren.

Han havde godt hørt om faldne engle kunne få deres vinger igen, men de vil ikke være rene og hvide, tværtimod vil de være sorte som ibenholt.. Der var endda få faldne engle som blev kaldt for nyfødte dæmoner, eftersom en dæmon var en engels modsætning.. Så.. Var en dæmon på en måde en falden engel? Ej, det ville være skørt..
Han smilte skævt og placerede armene bag hovedet, med en afslappet bevægelse og strækkede sig, så hætten gled en lille smule op og afslørede kanten af den blege mave..
"Vinger er vinger," sagde han og stoppede med at strække sig. "Og det at de er sorte gør vel bare det hele en smulere sejere. Altså, hvis dine er sorte, det har jeg nemlig hørt at faldne engle får,"

Hun trak kort på skuldrene og lagde hovedet lidt på skrå.
"Måske ja, deet ved jeg ikke.. Der stadigvæk mange andre ting at tænke på." Svarede hun bare og åndede lidt tungt ud, det var et halvt tungt suk som heltst ikke skulle lægges mærke til. Det var jo bare om hvor meget hun enlig holdte af ham, men de ord var jo ikke nok.. Holdte af.. Det var det som han gjorde med hende holdte af hende som sin ven.. Hvor Jade ønskede det skulle være mere.. Hun elskede ham, det gjorde hun men hun vidste også at selvom Nille var væk ville det være en hård krig for hende at komme helt dertil.

Han bemærkede godt det tunge suk, hvilket bare fik ham til at sætte hovedet på skrå og sende hende et blik, som skulle forstås som et: Hvad er der i vejen?
Han gik hen mod hende, med armene langs sin side og hovedet var rettet op igen.
"Er du okay?" spurgte han og sendte hende et smil. "Du sukkede noget så dybt," Han fiskede efter en øjenkontakt..

*Shit!* Var hendes første tanke, hvorfor kunne han ikke bare igonoere hendes suk?.
"Ja.. Jeg.. har det fint." Svarede hun bare og lagde en hårtot om bag øret, og smitle forsigtigt til ham. Ikke helt 100 % glad, men hun satsede på det var nok.
Hun kiggede op på ham, og hendes øjne var med til at afslørre hende. Hun var ikke okay, eller jo på en måde.. Ej hun måtte hellere stoppe med at lyve for sig selv og andre.

Jacob var ikke dum, han kunne sagtens se på hende at det var løgn, men han var i tvivl om han skulle konfrontere hende med det eller bare lade hende slippe.. Men, på den anden side lod hun jo heller aldrig ham slippe hvis han sagde der intet var i vejen og hun kunne se at der var noget, så konfronterede hun altid ham, lod ham aldrig slippe. Så, nix, han ville ikke lade hende slippe så nemt.
"Du lyver for mig Jade," sagde han med et selvsikkert smil og løftede på et øjenbryn, imens han gik hen imod da det måske kunne virke mere afpressende.

Hun var blev en smule forbavset over at han ville vide det, så havde hun lært det. Hun fik den lige tilbage som hun havde serveret den. Man skulle ikke lege med ilden.
"Det ikke noget vi behøver at bide mærke i." Sagde hun kort og sank en klump før hun kiggede lidt ned i jorden, og kørte en fod lidt frem og tilbage hen af gulvbrædderne.
Hun kiggede op på ham igen, og rystede på hovedet af sig selv. For hvis hun ikke stoppede sig selv blev hendes øjne våde, fordi han havde gjort hende overfølsom...

Åh jo, det var noget som de skulle bide mærke i. Han kunne ikke have hemligheder for hende, så hun kunne heller ikke have hemligheder for ham.
Han gik tættere på hende med armene på kors og selvsikre smil. "Kom nu Jade," Han lagde hovedet på skrå, som var han en politimand som skulle afhøre en kriminel, få personen til at afsløre sin gerning. "Du ved noget om mig, hvorfor må jeg så ikke vide lidt hemligheder om dig?" Han smil blev mere lumsk end selvsikkert.

Han kom nærmere og nærmere, og hun blev mere og mere nevøs. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige faktisk, hun kunne jo ikke bare sige: "hey Jacob jeg elsker dig tilfreds?" Jade rystede på hovedet kort af hendes tanke.
"Seriøs Jacob?" Sagde hun og hævede lidt på et bryn, og bed sig nervøst i underlæben. Hun kiggede ham op i øjne.
"Okay.. Det var ikke et uheld anden gang, det var bevist." Sagde hun og kiggede ned i jorden.. Hun håbede ikke at han ville forstå den, men hvad hun enlig mente var anden gang hun kyssede ham.. Det var ikke noget uheld, hun brugte det bare som en undskyldning.. Så fuld at hun ikke kunne bestemme over sine egne handinger havde hun nu aldrig været..

Hun blev mere og mere nervøs, hvilket bare gjorde ham mere og mere nysgerrig for at vide hvad det var som hun skjulte.. Var det noget pinligt? noget forfærdeligt eller bare noget som ville få ham til at tænke: Nårh, var det bare det?
Hvad gemte denne faldne engel af hemligheder? Hvad gemte Jade af hemligheder? Da hun havde fortalt ham det, måtte han indrømme at han følte sig.. Forvirret.. Anden gang? Hvad mente hun med anden gang? Anden gang hvad?
"Anden gang hva..?" Han blev afbrudt da Josh kom løbende ind i rummet, reddet Jade ud af sin suppedas. Han kiggede legesygt op på Jacob og rakte ham en bamse.
"Har det været din?" spurget han nysgerrigt.
Jacob grinte hæst og drejede bamsen rundt i hånden. "Ja, for mange år siden Josh," Han følte sig en smule flov, men hvilket barn havde ikke haft bamser som små?
Josh fniste kærligt og tog bamsen til sig igen, sendte Jade et stort smil.

Jade åndede lettet ud da Josh kom løbende ned.
Hun grinte kærligt af JAcob, og fandt Josh åh så bedårende! Hun smilte stort tilbage til ham, og satte sig på hug.
"Hey Josh vil du se noget?" Spurgte hun med et skævt stort smil og kiggede kort op på Jacob, hendes evne ville hun vise. Bare for at drille lidt, Josh kendte sikkert Jacobs så hvorfor ikke vise ham hendes. Hendes øjne blev hvidere end den reneste sne og snart var Jade usynlig forsvundet i den blå luft hun rejste sig op og rodede i Jacobs hår. Og hurtigt var hun tilbage foran Josh dog stadigvæk usynlig.
Jade gjorde sig synlig igen, og smilte til Josh.
"Bøh!" Sagde hun og grinte kærligt og rejste sig op.

Josh lod bamsen hænge ned ad sine ben, sammen med sine arme der slappede af langs ned af benene. Han nikkede ivrigt da Jade spurgte ham om han ville se noget, Josh var altid frisk på at se hvilket trick folk havde i ærmet. Han kunne stadig huske den dag han mødte Jacob, hvor han havde fremtryllet en kanin ud af is foran ham og de andre børn.
Josh blev en anelse forskrækket, kiggede rundt i hele huset efter Jade som der var forsvundet lige for øjene af ham. Det var jo helt utrolig!
jacob stod bare stille med armene på kors, indtil han mærkede noget rode i hans pjuskede hår. Han grinte lidt, men blev stående i sin stilling og kiggede hen mod Josh, som næsten hoppede et skridt tilbage da Jade pludselig var foran ham igen. Han klappede imponeret i sine hænder.
"Hvor var det sejt!" sagde han henrykt og kiggede på hende med sine store brune øjne.

Jade elskede ros, og især gjorde det hende glad da Josh reagerede som han gjorde. Hun smilte kærligt til ham. Hun kiggede overpå Jacob med et smil, og buggede for Josh for at sætte mere liv i hans fantasi gad vide om han ville voske op og få en evne som Jacob og hende selv? Eller om han ville være evneløs? Måske havde han en evne for at være uimodståelig?
Jade kiggede kort ud i vinduet, det var ved at blive nat. Klokken var ihvertfald sengetid for den lillle Josh. Hun kiggede tilbage på Jacob og smilte varmt igen.
Hun var dog lidt nysgerrig omkring hvad han ville sige når Josh sov. Om han ville vende tilbage til det hun aldrig fik svaret færdigt på, eller noget helt andet som.. Øhh snup du bare sofaen..

Jacob gengældte Jades kærlige smil og bemærkede godt at det var ved at blive mørkt udenfor, så han måtte heller se at få lukket hoveddøren, men først var der lige en lille bavian som skulle i seng.
"Nå Josh, så er det sengetid," sagde Jacob og gik hen til Josh, som hurtigt prøvede at løbe fra ham, men nåede det ikke før Jacob havde løftet ham op i sin arme vendte ham på hovedet ned ad, som bare fik drengen til at grine.
"Jacob!" grinte han. "Jeg vil ikke sove!" Selvom han prøvede at lyde utilfreds, kunne han ikke lade være med at grine da han hang med hovedet ned ad.
"Sådan er livet du," grinte Jacob og bar ham ind i sengen.
Josh grinte, men lagde sig alligevel til rette i sengen og krammede Jacob en sidste gang. "Jeg elsker dig," hviskede han med sin nuttede barne stemme, inden han lagde sig i sengen igen og gemte hovedet i den store hovedpude.
Jacob blev rørt over Josh ord og smilte til ham, imens han strøg en hånd igennem hans pjuskede brune hår. "I lige måde," han smilte kærligt, inden han forlod værelset og lukkede døren efter sig.
Han smilte en sidste gang af Josh ord, inden han kiggede hen på Jade.
"Hvis du bliver her i nat, hvor vil du så helst være, sofa eller seng?" spurgte han hende med et smil.

Jade smilte til dem de var nu søde de to, hun havde fundet dem begge søde med det samme hun så dem. Hvad var der galt med hende?! Jade lagde hovedet lidt på skrå, imens hun lyttede da Jacob lagde Josh i seng.. Hun smilte og kiggede lidt ned i gulvet. Det varrede ikke længe før Jacob var tilbage og sprugte hende.
"Øhm, jeg lidt ligeglad. Der hvor du helst vil have mig til at sove." Svarede hun og lidt et tegn på at hun gerne ville blive og overnatte hos dem. Det ville hun naturligvis gerne.
Hun foldede armene over brystet og trak skuldrene lidt op og slappede af tilsidst så de faldt roligt på plads igen. Jade smilte tilbage til JAcob.
"Han er nu sød ham Josh, men jeg har på fornemmelsen jeg ikke helt ved hvor du har ham fra?" Spurgte hun og kiggede på ham.

Han var glad for at hun ville blive og overnatte, da han nødig ville sende hende ud i mørket, eftersom Victoria også boede i denne skov i sit fine palæ, som gav Jacob lysten til at kaste op bare ved tanken om det..
Han gik forbi Jade, for at lukke hoveddøren og derefter låse den, hvis der nu skulle komme udbydende gæster.. Bare tanken om det fik ham til at knurre en anelse, men han skubbede det væk og kiggede hen på hende igen. Hvor skulle hun sove? Kunne man godt sige til gæsten at han eller hun skulle tage sofaen, eller ville det være for uhøfligt?
"Du kan tage sengen inde i soveværelset, så tager jeg sofaen, den har jeg alligevel aldrig sovet på, så det kunne være godt at prøve noget nyt," sagde han og grinte kærligt af sig selv.. Han satte sig på sofaen og kiggede op på hende. "Jeg fandt ham i en kælder med nøgne kvinder," Han gøs ved tanken om det. "Josh far var en voldtægtsmand og hans mor fandt vi død i en seng.. han var helt alene, derfor tog jeg ham med mig,"

Jade kunne ane hver en enkelt knurren..
Hun fulgte ham hen imod sofan og satte sig ved siden af ham imens hun lyttede.
"Altså jeg syntes jeg skal sove her, fordi jeg er din gæst." Svarede hun og smilte til ham med de store brune øjne og de kridhvide tænder. Hun grinte kærligt og lagde hovedet kort på hans skuldre imens hun grinte. Hun fjernede dog hovedet igen og tog tingene mere alvorligt da han fortalte hvor Josh kom fra.
"Det blev straks værre.. Det må jeg sige.." Svarede hun og kiggede op imod børneværelset.
"Stakkels kvinder, og Josh.. Men så det jo godt han har dig nu." Svarede hun og det sidste blev positivt sagt.

Han kiggede ned i jorden, for ikke at skulle komme til at kigge for meget i de store brune øjne hun havde.. Han grinte kærligt sammen med hende og blev en anelse forskrækket over at hun placerede sit hoved på hans skulder, men sagde ikke noget til det. Hun fjernede det også lige så hurtigt som hun havde lagt det, sikkert pga. det han fortalte om Josh. Det var meget alvroligt, men Josh var i sikkerhed hos ham nu og Jacob måtte indrømme at han ikke ville af med den lille knægt..
"Ja, det jo det han har," sagde han og rejste sig, kiggede ned på hende med et drilsk smil. "Fjern dig så fra min seng og gå ind og snup sengen i soveværelset,"