Scars. -Jade-

Jade slog hånden ned i en af sofapuderne.
"Jamen fint så gør jeg da bare det!" Svarede hun dramatisk men selvfølgelig bare forsjovt. Hun grinte kærligt af sig selv og rejste sig op eller var ved det før hun skvattede ned på gulvet og var ved at dø af grin. Hun lagde på ryggen og kiggede op på ham, hun grinte af sig selv.
"Men okay jeg skal nok fjerne mig fra din seng så." Svarede hun og hævede på det drilske bryn.

Hendes latter var så smitsom på en mærkelig måde.. Han kiggede ned på hende med et løftet øjenbryn og et grin på de smalle læber.
"Du skør," grinte han og satte sig igen i sofaen. "Og tag det ikke som en fornærmelse, de bedste væsner er som regel altid skøre," Han grinte stadig, men sendte hende til sidste et kærligt smil og hjapl hende op at sidde igen. "Du skal bare åbne døren ved siden af Josh, så finder du soveværelset," Han pegede hen mod en hvid dør med et håndtag som kunne ligne guld.

Hun rullede kærligt øjne.
"Okay så tager jeg det som noget positivt!" Grinte hun og kiggede overimod døren og nikkede.
"Men er du sikker, jeg kan sagtens sove på sofaen?" Sagde hun igen, fordi hun mente at hun burde sove på sofaen. Men hun vidste også at de kunne diskutere den sag helle natten hvis det ville og det orkede hun ikke. Men hvis hun blev der imorgen så ville hun smide ham ind på sit soveværelse!
Hun gik der overimod men vendte sig om.
"Godnat JAcob, sov godt," Sagde hun med en varm og kærlig stemme og et vidunderligt smil og åbnede døren til soveværelset og forsvandt derind. Hun lagde kort en hånd på dynen og klappede den et par gange ingen hun lagde sig under den og kiggede lidt ud i rummet. Hun lukkede øjne i og faldt langsomt i søvn.

Han lagde sig på sofaen, som et tegn på at han var sikker i sin sag.. Hun var en gæst, en meget god ven og fortjente mere end at sove på sofaen.. Han smilte til hende og kiggede efter hende, indtil hun forsvandt ind på soveværelset.
"Godnat Jade," sagde han og smilte kærligt, inden han lagde sig til rette på den ørde sofa som duftede af nybagt brød af en eller anden grund. Han lukkede øjnene i, smilede for sig selv og havde helt glemt at være trist.. måske var det pga. Josh og Jade. De fik ham på en måde på andre tanker..
Pludselig stoppede han med at tænke.. Tankerne blev til drømme og han sov hele natten..

Morgen.
Solen var stået op og strålede ind med sine skarpe stråler.
Jade slog øjne op og strakte armene ud til siden og gabte. Hun satte sig op og kiggede rundt, hun var virkelig faldet isøvn. Hun havde sovet bedre end i flere år. Hun rejste sig op og gik over til et spejl og kørte fingene igennem håret som en form for børste. Hun gik ud i stuen og kiggede ned på Jacob som lå og sov stadigvæk. Det måtte vel bare være hende som var tideligt oppe.

Solens stråler.. Det fik ham til at kaste op, en dæmon hørte til i mørket ikke i solen hvor alle deres ofre kunne se dem..
Han kiggede ned over den lille hytte som han engang kaldte sit hjem, sammen med sin mage og sin lille rotte unge til et barn.. Der var liv inde i hytten.. Det kunne han mærke. Duften af en anden dæmon var som lugten af skrald i hans næse, især fordi han kunne lugte at denne anden dæmon bar hans DNA.
"Jacob," hviskede han efterfulgt af et fnys. "Så, du lever stadig dæmon barn?" Han kom frem for sin skygge. Det lumske smil mindede meget om Jacobs, men her kunne man ikke se det kærlige i det, bag dette lumske smil var der en dæmon som elskede at dræbe og gøre som det passede ham. Nethan hed han. Jacobs far.

Han åbnede døren og måtte hive ekstra godt fast i håndtaget eftersom den var låst. Den brød op uden at larme forfærdeligt og han gik ind med lydløse bevægelser, imens hans spændte muskler gjorde ham endnu mere farlig at se på.. Han kunne pludselig dufte en anden duft.. Engel.. Han rynkede på næsen og kom frem bag hjørnet, sendte englen et hårdt blik.. På en måde kunne man sagtens se at det var jacobs far. De samme ansigtstrukture, men øjnene var brune og det samme med håret.. Han var en ældre udgave af Jacob før sin is evne.
"Hvad laver et engle skrog her?" spurget han koldt.

Jade var den eneste vågne og fik et chok da hun kunne fornemme en ældre dæmon i hendes imod dem.. Ikke Victoria.. Nej det var ikke hende.. Et hårdt ryg fik døren til at gå op det overraskede at Jacob ikke vågnede ved det.. Hun kiggede op på manden, og sank en klump.. Det mindede hende om Jacob, bare en modsat Jacob..
"Hvad laver du selv her?" Spurgte hun koldt og hævede et bryn af ham, hun prøvede at være modig og det lykkedes også sådan fint nok.. Bare ikke så godt som hun havde håbet på.

Han grinte hånligt, hvilket fik den sovende Jacob til at åbne øjnene, da han sagtens kunne genkende den hårde mandestemme.. Hans far.. Nethan..
Nethan sendte hende et hårdt blik og gik tættere på hende.
"Jeg bryder mig ikke om engle i mit nærvær," sagde han og hans øjne var ikke varme og brune, men kolde og kyniske som øjnene på en uhyggelig dukke. "Det her er mit gamle hjem, så jeg tror mere jeg har ret til at være her," Han fortsatte med at gå imod hende, men hoppede et skridt tilbage, da der pludselig stod en imellem ham og englen.. Der voksede et lumsk smil på hans læber da han sagtens kunne genkende sin søn.
"Jacob," sagde han lumsk.
"Nethan," sagde Jacob bare koldt.
Han nægtede at kalde ham for far..

Hun måtte inrømme hun blev en smule bare en smulte bange for Jacobs far.. Eller Nethan. Han havde det blik på hende som han kunne finde på at toturer hende til at hun døde, hvilket fik hende til at bakke lidt tilbage.. Hun blev mere afslappet da Jacob stod imellem dem, ellers havde hun bare brugt sin evne til at være usynlig for så ville han ikke kunne finde hende.. Det ville der ikke være nogen som kunne. Jade tog ikke øjne fra Nethan hun skulle også være sikker på han ikke gjorde Jacob noget.. Hun måtte ik lade ham komme tilskade!

Nethan smilte bare anerkendende over at hans egen søn ikke ville kalde ham far. Så havde knægten lært noget som lille.
"Jeg kan se at du er i live?" Sagde han og lagde armene på kors.
Jacob spændte i alle sine muskler.. Nu stod hans far overfor ham, det var ikke nu han skulle være svag, han skulle bevise overfor h at han havde klaret sig uden dem, langt bedre end hvis de havde været der.
"Ja, takket være mig selv," sagde han og kiggede vredt på ham.
Nethan grinte bare og gav sig til at gå frem og tilbage. "Javel ja, nitten klarede sig alene,"
Jacob vrissede. "Jeg er ik alene,"
Nethan hvæset af jade. "Nej, du har et engle skrog dom selvskab,"

Jade hadede at blive kaldt negative ting.. Det gjorde hun.. Grr.. Pokkertag hun ikke kunne sige noget grimt om dæmoner ligenu!.. Hun snerrede bare lidt af ham, men hendes aura var stadigvæk ikke lys som en alm. engels ville have været. Hendes var mere mørk i det. Jade kiggede imens de diskuterede men tog aldrig blikket fra Nethan mere end to sekunder, han var vel en gammel dæmon.. Dem skulle man ikke lave julelege med..

Jacob knurrede arrigt af nethan.
"Hun er ikke et skrog!" Vrissede han og forsvarede jade. "Hun er langt bedre end du nogensinde bliver!"
Nethan knurrer arrigt og sendte Jacob et dræberblik. "Svigter du din egen race?"
"Nej!" Sagde Jacob vredt. "Jeg er bare ikke en selvisk idiot som dig!"
Nu var det nok for nethan, med et knurren og et glimt af gyldne øjne, sprang han på sin søn, så de lå og tumlede rundt på gulvet..
Josh kom forvirret ud af sit værelse.
"Jacob?" Sagde han stille.

Hun kunne ikke lide de tumlede rundt på gulvet og slog hinanden.. Hun vidste Nethan var stærkere dæmon end Jacob, men det værste var da Josh kom ud og så det. Hendes øjne blev hvidere end nogensinde før, og de kunne blinde hvis man kiggede i dem. De var rettet imod Jacob og Nethan. Jade brugte hun evne og nåede lige at stamme i jorden inden hun gjorde sig usynlig som sendte en form for bølge af et kraftfældt af sted som gjorde Nethan fløj ind i soveværelses døren ikke langt fra Josh, men Jade var hurtigt og var henne ved Josh før at Nethan kunne rører ham. Og gjorde dem usynlige, hun løftede Josh op til sig og lagde hans hoved ind til hends krageben og kiggede overpå Jacob selvom han ikke kunne se dem. Jade gav tegn til Josh om de skulle være stille, selvom hun vidste at hvis han sagde noget ville ingen andre end Jade hører det alligevel..
Jade kiggede over på Jacob.
"Jeg ked af det, men jeg kommer tilbage." Svarede hun og smilte kort inden hun var døren gjorde sig synlig og spredte sine vinger ud og fløj af sted med Josh.

//Skal vi stoppe her, så jeg medler Out og du laver den sidste tråd om hvad der sker? //

Nethan kunne høre et barns stemme, men tog ikke øjnene fra sin søn, som faktisk gav ham en hårdere modstand end han havde regnet med.. Et barns stemme, var det overhovedet muligt? havde hans søn fået sig et barn?
da han fløj ind i soveværelset, røg Jacob ind i muren, men rejste sig bare ligeså hurtigt som han var faldet.. Det bekymrede ham at han ikke kunne finde Josh eller jade, men han regnede med at hun havde gjort sig usynlig med ham, så Nethan ikke skulle få fingre i ham.. Men, det gjorde ham forvirret at de ikke kom frem igen, men så snart Nethan rettede blikket hen mod døren, kunne Jacob regne ud at hun var taget af sted med Josh, for at beskytte ham.
Nethan smilte et lumsk smil til Jacob, inden han forlod huset, med en lugt af blod og fortabte sjæle efter sig..
Jacob kiggede rundt, der var ingen andre end ham til stede, men han vidste at Jade og Josh var i sikkerhed..

//Lad os det OUT//

//super laver det andet imorgen out//