Nyt møde, godt eller dårlige? /Keeley/

S: Ashen Wood Forest.
O: Shiftys hus, som er omgivet af skov.
V: Regn.
T: Midt på dagen.

Shifty sad oppe i et vindues karm, i huset hendes forsvundene kærste havde bygget til dem, det lignede et kloster, men hun elskede huset og minede hende altid om hendes kæreste.
Regnen ramte taget, så det kunne høres inde i huset, hun kiggede ud af vinduet og faldt i staver over regnen.

Keeley havde vandret rundt i Ashen Wood Forest i flere timer. Hvor mange timer, vidste hun ikke. Tiden var vasket væk af regnen, der bankede på hendes harnisk, og fik det hår der ikke var i fletningen til at klæbe sig til hendes lysegrønne hud. Keeley gik videre forbi træerne, til hun så et hus. Det lignede et sted, som hendes mor ville have elsket. Keeley sukkede, og overvejede at undersøge huset. *Hvis der er nogen derinde, og de tror at jeg vil dem ondt...* Keeley slog tanken ud, og rystede på hovedet. Hvad ville hendes far ikke sige. Efter at have kæmpet imod hendes nysgerrighed, og hendes samvittighed, vandt nysgerrigheden over Keeley, og hun gik hen mod huset.

Shifty sad stadig og kiggede ud af vinduet, men så nu en komme tætter og tætter på huset, hun kiggede langs personen, men holdte sig selv i skygge inde i huset. Personen havde en grønlig hud, og minede om en ork. Men det kunne ikke passe, Shifty havde ikke set en ork i denne skov før. og hun havde heller ikke set denne person før i området.
Shifty hoppede ned fra vinduet og gik ind mod skykken så personen ikke så hende.
Siden hendes kærste var forsvundet har der ikke været nogle ude ved deres hus før.
Hun havde aldrig set en ork tætter på hende end 5 meter, men nu stod der en udenfor hendes hus.

Keeley stoppede op ved døren. Hun havde en ubehagelig følelse af at blive overvåget, og lagde sin højre hånd på skæftet af sin økse. Hun kiggede bag sig, men kunne ikke se noget eller nogen. følelsen forsvandt dog ikke. Keeley bankede hårdt på døren, og lyttede. *bliv ikke skræmt, bliv ikke skræmt, bliv ikke skræmt* bad hun i sit hoved, for hun havde før prøvet at blive jaget væk fra et hus. *jeg angriber hvis denne forsøger at jage mig væk!* Den pludselige vrede kom som en lettere overraskelse, men hun bød den velkommen. Hun kunne næsten høre sin far sige at han var stolt af sin krigeriske datter, at han var stolt over at hun var som ham.

Shifty listede ud mod bagdøren, og forvandlede sig til en sort ulv med blå øjne.
Hun skulle finde ud af hvem personen var og hvad hun ville ved hendes hus.
Regnen ramte Shiftys sorte pels og lavede næsten et skinnende lag ovenpå, mens de blå øjne skinnene op.
Shifty gik forsigtigt hen på den anden siden af døren, hendes hale lå vandret, men hun hverken ville true eller stole for meget på personen.
Da hun nåede kanten af hus hjørnet kiggede hun forsigtigt på personen, stille og rolig listede Shifty frem fra sit skjul og lod som ingen ting, hun ville ikke have personen ind i hendes hjem, så heller få hende længer væk før hun afsløre sit sande jeg.

Keeley forsøgte fejlagtigt at tørre regnen af sit ansigt, og gav døren et slag. Slaget var hårdt nok til at det tydeligt kunne høres, dog kunne det ikke sesom det ødelagde døren indvendigt. Hun begyndte at gå rundt om huset, men stoppede hurtigt op. Hun stirrede på den sorte ulv, og undrede sig over hvordan hun ikke havde lagt mærke til den. *Idiot, vær forsigtig!* skreg hun indeni. Keeley tog fat om sin økse, men gik ikke til angreb. Istedet bøjede hun knæerne, vendte den skarpe del af øksen væk, og stirrede på ulven. Hun vidste at det ikke var normalt for en ork, men nu hun var heller ikke en fuldblodsork.

Shifty stirrede på personen, men utroligt nok blev hun ikke opdaget, hun satte sig ned og gikkede lidt rundt omkring.
Personen så hende dog da hun ville til at gå, personen satte sig foran hende men havde fat i sin økse, Shifty følte lidt ubehag over øksen, og prøvede at se uskyldig ud og kiggede på øksen.
Shifty var van til at bruge sin ulv til at lokke med men også at angribe med, dog brugte hun mere sine våben og sin kampteknikker til kamp.
Noget ved denne ork virkede ikke rigtig, ville en ork sætte sig foran en ulv? måske var hun ikke så slem, eller også var hun også trænet godt.

Keeley rakte sin venstre hånd mod ulven. Hun forsøgte ikke at virke truende, selvom det ikke var normalt for en ork. *Skal jeg følge mit blod? Nej!* tænkte hun og sagde "Jeg angreber ikke." hun lagde øksen ned, men var fuldt ud klar til at samle den op igen, og gå til angreb, hvis det blev nødvendigt, for hvem ville nogensinde stole på en ork.

Da hun ragte sin arm frem snuste Shifty forsigtigt til hende, rejste sig og begyndte at lorgre med halen.
Shifty begyndte at gålænger ind mod skoven med stoppede op og ventede på orken, hun følte sig på samme tid tryk og usikker på på hendes nærvær, men nu kunne hun lige så godt få hende lidt væk fra huset.
Shifty lugtede lidt til luften og til jorden for at sikre sig der ikke var andre i nærheden.

Keeley tog sin økse og satte den fast i sit bælte, hvorefter hun fulgte efter ulven. "Hvor er du på vej hen?" spurgte hun, selvom hun godt vidste at svaret nok ikke ville komme med ord. Der var et eller andet der begyndte at skrige til hende, at der var noget galt med ulven, men hvor slemt kunne det være. Keeley havde jo sin trofaste økse på sig, hvis det skulle gå galt. Hun smilte let, da hun var nået over til ulven, og sagde roligt "Hvor bringer du mig?"

Shifty kiggede på hende mens hun lorgerede med halen, hvorefter hun rejste sig op og begyndte at gå vidre ind mod skoven.
Da de nåede en sø begyndte shifty at løbe ind mellem nogle træet og buske.
Shifty tænkte længe over hvad hun skulle gøre, men hun holdte hovedet koldt og angreb hvis det var nødvendigt.
Hun holdte sig i ro inde mellem alle planterneog ventede på at orken ville følge hende eller sige noget til hende.
Men håbet var at hun ikke blev nød til at kæmpe mod orken og sig selv.

Keeley stoppede lidt op ved søen, og kiggede efter ulven, der var begyndt at løbe. "Selvfølgelig skal den løbe... men flot sø." Hun kiggede lidt på selve søen og sundt, før hun gik i den retning ulven løb, i håb på at finde den igen.
//OOG: ikke særlig meget, men det er da noget >.>//

Da orken kom nærmede sig buskene, forvanlede hun sig tilbage til menneske, hun sad og lænede sig op af et træ der stod bag hende, mens regnen ramte hendes hud.
Shifty's lange brune hår faldt ned over øjnene og hendes brune øjne forsvandt bag håret.
*hvad vil hun mon, og hvem er hun* tænkte Shifty mens hun kiggede ud gennem bladene.
Shifty tog en kniv frem og nærmest aede klingen, bare for at fortælle hun ikke var bange eller noget.

Keeley kiggede rundt omkring sig *Hvor er...* Tanken blev end ikke tænkt færdigt, før hun så en skikkelse, som hun ikke brød sig om. En skikkelse af en person, som hun ikke kendte til. Keeley gjorde jeg klar til at angrebe, ved at tage fat om sin økse. "Er ulven med dig?" *Helt sikkert en fælde!* Hun følte sig dum. Hun var en ork, og dermed aggresiv.

Shify begyndte så småt at give en lille latter fra sig, da orken gjorde sig klar til angreb.
Da orken spurgte efter ulven hoppede Shifty op i træet hun sad op af før, og kiggede blidt på orken for at se hende an "på en måde ja og på en måde nej" sadge Shifty stille med et lille grin efter.
Hun holdte øje med hver bevægelse orken lavede.
Shifty's grin forsvandt og hun blev strags mere alvorlig at se på "hvem er du og hvad laver du i denne skov" spurgte hun med lidt en vred tone.

Keeley strammede grebet om sin økse og svarede vredt "jeg er ingen, men søger ly for regnen, hvis du så gerne vil vide det!" hun slappede lidt af efter at have sagt det. "og hvem er du?" spurgte keeley i et mere roligt tonefald. Hun kunne jo lige så godt prøve på at ændre mindst én persons syn på orker, som var ligesom hende selv, selvom de sikkert ville være utrolig besværlige at finde.

Shifty grinte bare af hendes svar "hvis du ikke er nogen søger du heller ikke noget og er ingen steder, men du er en ork og står midt i ashen wood forest og søger ly" sagde hun hånende.
"mig jeg er den person mange frygter i dette område" sagde hun stille og stillede sig op i træet.
"og hvorfor stolede du på den sorte ulv" spurgte hun mens hun klagde armene over kors.

Keeley kunne ikke undgå at lyde trist da hun sagde "nogen skal man jo stole på...". Hun rystede på hovedet, og sagde truende "mange frygter dig nok, men ikke jeg, lille pige!" keeley virkede mere selvsikker end før, og holdt sig stadig klar til at angrebe. Svaghed måtte ikke blive accepteret.

Shifty satte sig ned i træet, og kiggede op mod himlem, hun begyndte at grine lidt hånende og ryste på hovedet af hende. Shifty havde hørt meget fra folk med at høre en overmodig nybeboer tale sådan, det havde hun aldrig oplevet.
"nok er du en ork, og kæmper med ære, men du er da ikke ren ork er du vel?" Shifty kiggede igen undrene på hende, mens regnen faldt ned nod dem.

Et gisp undslap keeley's læber, da hendes blod's renlighed fik sat et spørgsmålstegn ved. "ren! Det kan være ligemeget hvor meget ork jeg er eller ej! Jeg er en del af mine forældre, men ikke nok af den ene til at blive accepteret!" ordene blev nærmest hvisket vredt. Keeley's åndedræt blev hurtigere, og hun var tydeligvis begyndt at nå et kogepunkt. "det er derfor jeg er her! Jeg hører ikke til nogen steder!"

Shifty lod hendes hår falde over hendes øjne mens hun grinte lidt "en ork havde ikke stolt på en ulv, jeg ville for længst være død hvis det var, men du, du har hjerte, lad mig gætte, hva din mor et menneske" spurgte hun hånende.
Shifty kiggede hurtigt op men med et nedrindener blik "alle høre til et sted, måske ikke hos ens forældre eller mester, men alle høre til et sted" Shifty hoppede ned af træet og gik hen mod søen for at drikke lidt vand.

Keeley holdte vredt øje med kvinden, som hun på den ene side begyndte at bryde sig mindre og mindre om, men på den anden side holdte hun et spinkelt håb om forståelse. "måske" svarede hun blot, med en grimasse. "du virker ung. Måske for ung til at være alene her. Lige blevet voksen?" keeley gengældte hånende spørgsmål, med hånende spørgsmål. Et skævt smil dannede sig på keeley's læber, mens hun ventede på et svar.

Shifty lod som om hun overhørte hvad hun sagde, mens Shifty drikkede vandet.
"min alder vedkommer ikke dig" sagde hun hårdt, mens hun kiggede hånende på hende.
Shifty kiggede kort ned i vandet, men vendte hurtigt hovedet væk igen, og stak hænderne ned i hendes bukse lommer, og ville til at gå hjem ad igen.
Hun ville ikke havde noget med orker at gøre men hun ville heller ikke have Nggungs hus skulle ødelægges på grund af en fremmede.

Keeley kunne pludselig ikke holde masken. Hun begyndte at grine højlydt. "sådan skal det lyde!" hendes vrede var som fordampet, som morgendug for solen. "hør her, jeg undskylder at jeg nok ikke er den bedste... Eh... Gæst? Person? Ja, person... Her omkring, men ehm... Håber på at døren holdte til slaget" hun kom frem med det skæve smil igen, eller hvad det nu kunne kaldes med de tænder. "jeg er nok lidt for menneskelig i forhold til hvad du måske er vant til, men... Ja, jeg er blot et resultatet af et forhold mellem en ork og et menneske. Sjældent, ja, men muligt" keeley virkede pludselig glad og åben. Hvad der så end skete for hende, lå i blodet

Shifty stoppede op og kiggede hånende på hende "og hvad er det du syntes er sjovt" Sagde hun stille med hårdt.
Shifty ignorede alt hvad hun sagde "mange væsner er der her men jeg har aldrig hårdt om en menneskelig ork" sagde hun hånende, og vendte igen synet fra hende og lod håret dække hendes øjne.