A Shadowguardian. (John Clancy)

S: The valley of dead.
O: En masse tåge som ligge nær jorden, så man ikke kan se hvor man går, så man kan riskere at falde ned fra kløften hvor der for enden vil være skarpe sten.
T: Morgen, solen er ved at indtage himlen.
V: Koldt.

Megan fuldte med manden der gik foran hende med ryggen rank uden besvær. Hun gad ikke at have besvær lige nu, hvorfor også det når hun vidste at hun sagtens kunne klare sig? Den mand var slet ikke klar over hvad der ventede ham. Han troede hun var en forsvarsløs lille dukke, men der tog han grueligt fejl. Megan var alt andet end hjælpeløs. Med en kæp kunne hun så let som ingen ting dræber manden, med et slag fra kæppen og et perfekt slag imellem næse og mund. Ramte hun næsen perfekt, vil det risikere at næseknoglen røg op i hans hjerne, hvillet vil forudsagde en hurtigt død. Alt det vidste hun, men det skulle man ikke tro at en som hende gjorde. Det lange lyse hår, skinnede som månestråler og hang perfekt ned over kravebenene og brystet.. Hun kunne næsten ligne en prinesse, ingen ville mistænke hende. Folk var alt for naive og dumme..
Manden kiggede om på Megan med et lusket smil. Han slikkede sig om munden, imens de uhyggelige øjne kiggede op og ned af hende, klædte hende af med øjnene. Megan stod bare med rank ryg og viste ingen tegn på frygt overfor denne mand. Hvorfor skulle hun? Han var svag, det kunne hun mærke på ham.
"Så min skat," sagde han og gik hen mod hende. "Lad os se hvor fin du er uden tøj på,"
Megang rynkede på næsen og ville tage en kniv frem for sin nederdel, da en anden mand pludselig råbte noget til manden foran hende.. Megan rettede blikket hen mod den fremmede mand med et løftet øjenbryn.
*Fedt, jeg kan altså godt klare mig selv,* tænkte hun med et skævt smil.

manden bag de to mennesker havde fulgt dem længe. han vidste ikke hvem de var eller hvad de lavede men han havde følelsen af at det ikke var helt frivilligt hun havde fulgt med. han stillede sig foran dem med en katana i den ene hånd "jeg syntes ikke om folk der udnytter kvinder til deres egne formål. han lod katanaen hvile på hans skulder mens han gik nærmere ham "man skal ikke undervurdere en mand" han var nu helt henne ved pigen "ser du den gang da spartanerne var nådesløse krigere. ville andre lande bede dem om hære. Leonidas deres konge ville sende en mand og sige, en mand en hær" han så op. manden bakkede langsomt væk fra ham og stod nu med ryggen mod en afsats. et smil bredte sig over den fremmedes læber. han tog en gribe krog og spændte fast i mandens bukser og sparkede ham ned over kanten. der efter satte han en pløk i jorden hvor han hægtede linen fast for at lade manden hænge og dingle.

Megan kiggede koldt på manden.. Han havde nok regnet med at hun ville hylde ham, som den helt han prøvede at være eller også var han bare en mand, som mente at han lige kunne bevise sin styrke overfor denne mand. Der var en tredje mulighed, men den slog Megan ud af hovedet, eftersom den ville være alt for overdreven.
Hun lagde armene på kors og kiggede ned på manden, som hang og dinglede, imens han skreg i vilden sky af skræk for at falde ned. Derefter kiggede hun op på den fremmede igen, som så ud til at være meget tilfreds med det han havde gjort.
"Tak," sagde hun kort og puttede sin kniv på plads igen.
Hun kiggede ud mod horisonten, fortsat med armene på kors, vinden tog fat i det lange lyse hår.

han så op. de røde øjne nærmest skannede hende. han smilede til hende "mig en fornøjelse" han så ned på manden der dinglede neden for og så op på hende men så alligevel ikke "er det hende" han så hen over hendes skulder ud i mørket. en skikkelse materialiserede sig fra skyggerne. hun gik i en sort uniform og sluttede sig til den fremmedes side "det ville jeg tro" hun så på hende og og piftede så. tre mere dukkede op ud af skyggerne. to i lilla og en i rødt. de så bare på hende alle sammen "vi har holdt øje med dig lidt tid nu Megan" han så på hende med et smil "vi kommer fra the Shadow Guardians" han så på hende med et glimt i øjet. han kom i tanke om noget "mit navn er John Clancy" han lagde en hånd på kvinden i sort "det her er Texas, min bedste spejder" hun gav et venligt smil der varede mindre end et millisekund. han pegede på manden bag Texas "det der er Wyoming, den eneste der kan ramme sit mål på en kilometer mens han køre" et diskret nik fra Wyoming. hans ene øje manglede og han havde en klap for øjet. han så på de to i lilla "de her skønne tvillinger er North og South Dakota" de vinkede venligt som de eneste der viste lidt venlighed. John så på hende og smilede lidt "vi er her på grund af en ting" han pegede på hende " dig. hvis du acceptere det her skal du bare skære rebet over på den lille stakel der. som forresten så skal du vide at han har voldtaget et par hunrede kvinder og et par mænd" hans smil var venligt men professionelt.

Røde øjne, det måtte hun sige, sikke mystisk en mand han var. Hun bemærkede slet ikke at han skannede hende et kort øjeblik, da hun var igang med at fokusere på manden som hang og dinglede i rebet. Han kiggede endda bedende op på hende.
"Hjælp mig," sagde han med en panikende stemme.
Megan løftede blot koldt på et øjebryn, hvorfor skulle hun hjælpe en som ham? Han havde gravet sin egen grav og måtte nu betale den dyre pris, nemlig kamaet. Da manden snakkede til hende vendte hun sig om imod ham, stadig med armene på kors og betragtede en hver person som kom frem fra de mørke skygger. Hun sendte dem alle et høfligt nik, men gav ikke udtryk for venlighed i sit ansigt, kun tegn på styrke og målrettet.
"The Shadowguardians?" spurgte hun nysgerrigt med en stemme så kold og smuk. "Så fortæl mig John Clancy, passer det at denne klan jeg har hørt om, hjælper de svage og opretholder sig i skyggerne?" Hun gav sig til at kredse om ham imens hun holdte en øjenkontakt med ham. "For hvis de rygter er sande, siger jeg ikke nej til at være med, men så har jeg et sidste spørgsmål inden jeg lader staklen falde," Hun nikkede ned mod manden i rebet. "Hvem er lederen i denne klan?" Hun kiggede spørgende op på ham.

han så på hende med lidt "vi beskytter dem der ikke kan beskytte dem selv" han havde ære i stemmen "og for at svare dit andet spørgsmål bliver klanen ledet af min ven Jacob og undertegnede" han så på hende "genere det dig?" lyden kom fra Texas der ikke snakkede meget. han så tilbage mod Texas der bare undgik deres blik "uanset hvad er det en simpel udfordring du har fået" han så på hende håbefuldt. nok mest fordi han havde vædet med North om hun ville gøre det.