Hey Cousin, can you recognize me? -Alona-

"For langsom," mumlede han for sig selv og hoppede op i et træ, hvor han derefter lod sig hænge med hovedet ned ad. "Du er for langsom kusine!" Han grinte med sin søde barnelatter og hoppede ned fra træet, ved at give slip med benene, lave en svingtur i luften og lande blidt på benene igen.
Han løb videre ind i skoven, velvidende om at en anden dæmon løb efter ham.. Alona.. Hans kusine.. Latteren forsvandt dog hurtigt, da han løb ind i armene på sin far..

Jacob vågnede op af sin drøm.. Han måtte være faldet i søvn.. han gled en hånd igennem håret og rejste sig op, med en lystig bevægelse. The Valley of Dead.. Hvordan kunne han falde i søvn der?
han løftede på skuldrene og vandrede videre.. Uviden om at han blev iagtaget af en anden dæmon..

Hun huskede Jacob, hun følte hun havde svigtet ham for ikke at være mere omkring ham.. Men hans forældre havde ikke været glad for den glæde og opmærksomhed som hun havde haft givet ham. Alona sukkede lavt og gik videre, hun skulle rejse igennem denne by.. Om hun sad enlig ikke..

Hun så en hvidhåret dreng eller teenager. Hun lagde hovedet lidt på skrå, de bevægelser.. Den havde hun set før! Det havde hun! Jacob!! Hun fokuserede på ham og stoppede han som var han sat på pause. Hun gik op foran ham og kiggede på ham. Han var cirka 3 cm højere end hende men ikke noget man rigtig kunne se. Kun fordi hans hår var så pjusket. Hun slap evnen på ham og lagde armene overkors imens hun hævede på et bryn.

Der var noget som holdte øje med ham.. Det var han ret så sikker på.. han kunne mærke hvordan følelsen af at nogen gennemborede dig, krøb indunder marv og ben.. Han spejede rundt imens han gik, men forholdte sig til at være rolig, så hvis den nysgerrige nu var en fjende, ikke ville tro at han vidste han eller hun var i nærheden..
Pludselig kunne han ikke bevæge sig, hele hans krop var som frosen fast til jorden imod hans vilje.. Han kunne sagtens se og høre noget, men han kunne ikke bevæge sig.. Det var som om nogen havde froset ham til is for engangs skyld... Han kiggede rundt og fik et lille chok, da en pige pludselig stod foran ham.. Der var et eller andet over hende.. Hun virkede.. Bekendt..

Hun grinte kærligt af ham og smed den kolde facade. Hendes øjne blev varme og kærlige, men med et strejf af skyld. Hun smilte skævt til ham.
"Altså det virkelig ikke pænt af dig, bare sådan at glemme hvem jeg er efter alt." Svarede hun og rullede kærligt øjne af ham.
"Jacob. Jacob.. Jacob altså." Sagde hun og rystede kærligt på hovedet af ham. Hun smilte dog kærligt til ham, og var glad for at se at han havde overlevet hans forældre. Selvom han så en del anderledes ud.

Det ansigt.. Den stemme.. Hun var så bekendt.. Øjnene, smilet.. Nu kunne han huske hende! Alona! Pludselig strejfede drømmens hans tanker og han kunne nu huske hvordan hans kusine så ud..
Han følte sig en smule flov over ikke at have kunne genkende hende med det samme, ligesom hun havde kunne genkende ham.. Og han havde endda fået hvidt hår og det hele! Nøj, hun var godt nok god til at genkende folk..
Han prøvede så godt han nu kunne at smile, eftersom hun stadig havde frosset ham til.. Eller, hvis det nu var hende der gjorde det og ikke ham selv..

Hun grinte blot mere men slap ham så, og trådte et skridt til side hvis han skulle falde bagover.
"Altså du 100 år og dit hår er allerede hvidt. Jacob altså." Sagde hun med en drilsk stemme og rystede igen kærligt på hovedet af ham. Hun kiggede lidt på ham, hun havde kunne genkende ham på bevægelser.
"Jamen længesiden, godt at se du har overlevet."

Endelig slap hun ham, hvilket han viste var en lettelse ved at ånde lettet ud, som havde han stået stille i flere år.. Han strækkede sig lidt, hvor han derefter kiggede hen på hende med et drilsk smil og løftede øjenbryn.
"Meget morsomt Alona," sagde han og grinte kort. "Det er nu ikke derfor mit hår er blevet hvidt," Han rystede på hovedet, men kunne ikke skjule begejstringen i hans øjne over hvor glad han var for at se hende.. Han måtte indrømme at hun faktisk var en køn ung dame, men det tænkte man vel aldrig over som lille.. Der tænkte man bare, hun er en pige og han er en dreng. "Jamen i lige måde, hvor har du været?"

Hun puffede kærligt til hans skulder med hendes hånd, og smilte stadigvæk.
"Ja ikke?" Spurgte hun og stod og trippede lidt.
"Seriøst højere end mig, Jacob altså!" Sagde hun og endnu engang rystede hun kærligt på hovedet af ham og klappede ham på hovedet.
"Mig? Hmm, lidt forskelligt. Hvad med dig, jeg har ikke set dig i mange år." Svarede hun men det var jo klart Jacobs far havde sagt klart og tydeligt at han aldrig ville se hende i nærheden af Jacob igen. Aldrig nogensinde. Men ligenu var hun ligeglad, og håbede bare ikke at han kom forbi og gav hende endnu en for hun ikke havde hørt efter. Og Jacobs far skulle specielt ikke rører Hayley.

Den samme gamle Alona.. altid klar med dagens joke.. Eller, det var hun dengang.. han kunne stadig huske at han som lille altid grinte med hende, når hun fortalte en joke om enden en hun kendte eller om hans forældre, selvfølgelig ikke når de var der men.. Da hun klappede ham på hovedet og komenterede højden, gik det egentlig også op for ham at han var blevet højere end hende.. det måtte han indrømme, det var en smule underligt eftersom hun altid havde været højere end ham.
"Ja, det måtte jo ske en dag," sagde han med et drilsk smil og klappede hende på hovedet. "Jeg har været rundt omkring, mødt nye væsner, fået mig en ny evne som du kan se," han pegede på sit hår. "Det er grunden til det er hvidt," Han tryllede en istap frem i sin hånd for at demonstere det.

Hun rullede blot kærligt øjne af ham.
"Altså jeg 1.75 så du være et par centimeter højere." Svarde hun og lavede en grimasse.
Hun kiggede på ham igen og nikkede.
"Ja det kan jeg se, nice nok." Svarede hun ham og kiggede på istappen. Nice nok evne, hun kiggede ham op i øjne igen.
"Set Victoria for nylig." Spurgte hun drilsk, hun vidste godt at Vicotira var under Jacob nu. Det havde været en plan i så mange år nu. Men hun kunne ikke ret godt lide den tøs, og så var der kun 75 års forskel på dem hvilket så alligevel gjorde hende stærkere end Alona. Medmindre man satte Victoria på pause.

Victoria..
Den kvinde.. Nej.. Hende havde han ikke set, og det var han aldeles kun glad for.. bare tanken om at hun kunne gøre sig usynlig og holde øje med ham hvert sekund gav ham kuldegysninger.
"Nej," svarede han og lagde armene på kors, imens han kiggede rundt. det gik op for ham at hun egentlig kendte Victoria, hvor pokker kendte hun Victoria fra? Han kiggede hen på hende igen med et løftet øjenbryn. "Hvor kender du hende fra?"

Hun fnøs lidt.
"Hallo jeg er ret god til at lytte til ting som ikke vedkommer mig og jeg hørte dine forældre tale om hende. Og så har jeg vist også mødt hende selv et par gange, vi ikke ligefrem perlsevenner." Svarede hun og fnøs igen og kiggede på Jacob og smilte skævt. Det var alligevel utroligt at der kun var to som kunne få hende til at smile sådan, og føle sig så varm indeni. Men dog var havde hun stadigvæk lidt skyld over at hun følte at hun ahvd svigtet ham..

"Nårh," sagde han og viste at han forstod hende ved at lægge et tryk på Nårh. "Jeg har set hende, men det er ved at være længe siden," Han kløede sig i nakken og fandt sig selv i endnu engang at kigge rundt.. Det var vel bare en reaktion han havde når nogen nævnte Victoria.. "Hun ønsker mig som slave og ikke nok med det, hun har kysset mig!" Han kiggede hen på hende med store øjne, for at vise hvor forkert det var. "Det er virkelig mærkeligt, hun er virkelig mærkelig," Han rystede på hovedet og åndede ud, for at falde til ro, han sendte hende et selvsikkert smil. "det forstår jeg godt, hun er ikke lige typen man bliver venner med.. men det undre mig ikke at mine forældre gav mig væk.. Men.." Han kiggede ned i jorden, men kiggede hurtigt op igen, sendte hende et trist og skævt smil. "Hvorfor kom du aldrig tilbage til mig?"

Hun kiggede på ham..
"Virkelig?" Spurgte hun chokeret til Victoria havde kysset ham og ville have ham som slave. Det var virkelig forkert. Hun åndede ud, og pludselig kom den der bølge af skyldfølelse ind overhende. Selvom hun vidste den ville komme gav den hende stadigvæk et chok, da det var så langtid siden den havde kastet sig over i hende.
"Tro mig jeg ville gerne, men din far truede min væk. Ikke kun truede mig men også Hayley. Hvis du kan huske hende, hun var vist ovre ved dig en gang eller to." Svarede hun kort Hayley var hendes datter. På det tidspunkt havde Hayley nok været 19 i krop som hun stadig var nu og 90-96 i sind.

Hans far... Selvfølgelig, det burde han havde gættet.. Dengang ønskede hans far ham ingen lykke.. Nitten skulle ikke have lykke.. det ville være forfærdeligt at lade en mislykkelse føle lykke.. Jacob blev vred ved tanken om sin far, men skubbede det væk, da han ikke gad til at være vred nu, specielt ikke når hans kusine stod foran ham..
"Jeg tror dig," sagde han med et skævt smil og lod sin bare fod kører kort frem og tilbage. "hayley?" Han huskede godt en vis Hayley.. En ung dæmon, der viste sig at være datter af Alona.. Nu kunne Jacob meget bedre forstå det, som lille havde han ikke rigtig kunne se logikken.. "Jo, hende husker jeg godt,"

Han kunne huske Hayley, jamen så var det jo på sin plads. De to eneste personer i verden som betød noget for hende. Hayley og Jacob..
Alona kørte sin fod frem og tilbage.
"Jeg ked af jeg svigtede dig.." Sagde hun med store øjne som var triste og fyldt med skyld.. Hun kiggede bare på ham med de store blå øjne.. Som lignede safirer.
"Godt du kan huske hende, for hun kan også huske dig." Svarede hun med et smil.

Svigtede ham?
Hvad nej?
Hun havde aldeles ikke svigtede ham! Hvordan kunne hun tro det!
"Hvad? svigtede mig?" sagde han forvirret og gik hen imod hende, og før hun kunne protustere havde han omfavnede hende.. Han håbede ikke at det gjorde noget at han var kold, hvis det gjorde så måtte hun skubbe ham væk igen. "Du har ikke svigtet mig Alona, det må du ikke tro," Han slap hende og kiggede på hende med et smil. "Kan hun? det var da altid noget,"

Hun nåede ikke at sige andet før hun var i et kram, det kold et på grundt af hans hud. Men det måtte hun leve med hun krammede ham igen.
"Sikker, jeg efterlod dig jo bare.." Svarede hun stille men glad for at ikke følte sig svigtet af hende. Hun smitle og trak sig stille tilbage af krammet, ikke kun fordi det var blevet forkoldt.
"Ja hun kan." Svarede Alona stille.

"efterlod og efterlod," sagde han og bed sig i underlæben, det var begyndt at være en vane for ham at gøre dette. "Du havde jo ikke andet valg, min far skræmte dig jo væk ved at true dig og Hayley, men bare vendt, den dag jeg ser mine forældre igen vil de fortryde deres opførsel overfor mig," Han knyttede næverne et kort øjeblik. "De vil fortryde at de overhovedet kaldte mig en nitte," Han lukkede øjnene, men åbnede dem igen og stoppede med at knytte sine hænder. "Men, nu skal det jo heller ikke gå hen og blive alt for dramatisk," Han grinte kærligt og sendte hende et smil.

Hun kunne mærke hans vrede, og føle den han mente det fandeme.
"Jeg forstår det godt, eller jeg forstår dig godt." Svarede hun.
Alona kunne ikke lade vær med at grinte kærlig bare en smule af den sidste kommentar. Og puffede lidt til ham.
"Lad mig vide når du gøre hævn på min moster og onkel ikke?" Svared ehun med en drilsk stemme.

Hun forstod ham, hvilket var en god ting.. Det havde ikke været så godt hvis hun var helt imod ham, ved at få ham til at fortryde at gøre hævn overfor dem, selvom han egentlig ikke var sikker på om han vil have hævn som sådan.. han ønskede nu bare mere at se dem i øjnene og vise overfor dem hvem han var, hvad han var blevet til..
"Det skal jeg nok," grinte han kærligt og puffede kærligt til hende.
"Jamen, er det ikke Alona?" lød en stemme pludselig.
Jacob stivnede et kort øjeblik, men kun for at få spændt alle sin muskler, da han kunne genkende den stemme.. Victoria..
Victoria kom frem med et selvsikkert smil. "Længe siden var Alona?"

Hun hørte den stemme, den var ikke til at tage fejl af. Og pludselig var hun bare helt kold, og vendede sig imod stemmen. Victoria selvfølgelig.
Alona kiggede bare på Victoria og lagde armene overkors med et hævedet bryn.
"Ja længe siden, gid det varede længere." Svarede hun med et hånligt grin og man kunne mærke de ikke kunne lide hinanden.
Alona kiggede ikke fordrave denne tøs til Victoria, bare hendes planer nu.. Grr.
"Hvad bringer dig dog her?" Spurgte hun uden en smule klang af følelser, en side Jacob aldrig havde set af hende før.

Victoria grinte hånligt, så det lange sorte hår bølgede med vinden.
"Ikke glad for at se mig?" spurgte hun og lavede trutmund. "Åh, det gør mig jo helt ked af det, jeg troede vi var venner min kære Alona," Hun kiggede hen på Jacob med et smil, men rettede hurtigt opmærksomheden imod alona igen. "Der mange ting som bringer mig her, 1: Jeg går hvor det passer mig. 2: Jeg kunne genkende dig Og Jacob. 3: jeg er kommet efter Jacob," Hun smilte selvsikkert hvilket gav Jacob lysten til at kaste op..
Han kiggede hen på Alona, han var en anelse forskrækket over at hun pludselig havde en helt anden facade, det var vel et talent de begge havde. Jacob kiggede koldt på Victoria.
"Og endnu engang, det kommer ikke til at ske Victoria,"

Alona rullede øjne af Victoria.
"Jamen så pas på øjenmake upen hvis du er så ked af det." Svarede hun igen, med en ligeglad stemme.
"1. Det ved jeg. 2. Jamen det var da heldigt for dig.. Og 3. Glem det? Han er lige så fri som dig?" Svarede hun og kastede det gyldne hår tilbage. JAcob var hendes fætter men ikke nok med det også en af hendes venner og hun holte af ham så ingen tale om. Den eneste som rigtig kunne få hende til at bugge under var Jacobs far. Men han vidste også hvad han skulle true med.

Victoria lagde de solbrune arme på kors, hvor de sorte markeringer ville blotte sig da hun kun havde en lille kort top og ikke andet.
"Min kære Jacob," sagde hun og kiggede ned på ham, med et smil der både var lumsk, men samtidig kærligt. "Du godt klar over at du er helt alene ikke sandt?" Hun lagde hovedet på skrå. "Din Nille er død og den nye Nille er forelsket i en anden. Indse det! Du er alene!"
Jacob spærrede kort øjnene op. Nille.. Forelsket i en anden?
"Hvad mener du?" spurgte han og gik et enkelt skridt tilbage. "Du lyver! Jeg er ikke alene!" Han spændte i alle sine muskler, en let knurren udnslap ham og han knyttede sine hænder, imens han havde et koldt blik på Victoria, som ville han fryse hende til is.
Victoria grinte let og kiggede hen på Alona. "Nårh nej, den store stærke Alona er jo hos dig," Sætningen blev sagt nedladende og hånende.