stilhed før stormen //Sajro//

Akuma vandrede langsomt igennem The Vally og the Dead.
De uddøde væsner prøvede hele tiden at komme tæt nok på men han slog dem væk efter lidt tid.
Han knurrede af dem og ventede bare til at der var en som angreb så han kunne få noget sjov ud af det.
Der var en enkel som stod og stirrede på ham.
Han fik øjenkontakt med den og stirrede tilbage i dens øjne.
De hansker han bar tog han af og blev lagt i lommerne.
Akuma slog armene ud og der voksede store knogler ud af hans håndled.
De blev formet som sværd og Akuma begyndte at gå nærmere den uddøde.
"Kom an!" råbte han og løb mod den.
Den uddøde løb også imod ham men kom ikke langt før den var gennemboret af Akumas knogler.
Akuma svingede armene og kylede den uddøde så langt han kunne præstere...

Sajro vidste ikke helt hvad der havde gjort at han ville vandre ud i denne dødsfyldte dal, men måske det var på grund af at han var nightcan, fordi den ofte gjorde at han nød nærværen af det døde, og alt det mørke som kunne lede ham mod sin indre ondsakb, og sin indre dæmon, som han altid følte han havde inden i sig, men for det meste kunne han styre den.

Han kunne mærke hvordan monsteret inden i ham havde lyst til at komme ud og lege, og hvordan den ikke ville finde sig i at blive holdt indespæret i længere tid. Han havde ikke ladet den komme ud i en længere periode nu, så derfor ville den nok presse på, og hvis han ikke føjede den vidste han at den ville bryde igennem, og ikke bare ændre hans krop men også han sind, og det var ikke noget han orkede.

Han stoppede op, tog sit bælte af, og skiftede form, til den cirka 2.6 meter høje varulv man ikke ligefrem for det meste kunne se han var, medmindre man så hans tænder og så hvordan de ikke tilhørte et menneske, men nok nærmere et monster eller et rovdyr. Han tog så bæltet på igen, med øksen siddende i, og gik så videre gennem dalen. Hvis man fik et blik på øksen ville man nok tænke at den var for stor til at et menneske kunne bruge den i en hånd, og det var den også, men når han skiftede form var det en anden sag.

Han kunne med sine skærpede sanser høre kamp, og han gik tættere på men det var dog ikke fordi det gik ham på, men mere bare af nysgerrighed. Han havde en lyst til at møde folk der kunne lide at slås, men han vidste ikke om det var for at han selv kunne komme i kamp eller bare for at slå en sludder af.

//Billede af både økse og varulve form kan ses på min profil.//

Akuma stoppede op og kikkede rundt om sig.
Det var som om at der var et eller andet stærkt væsen i nærheden af ham?
Han prøvede at fange lugten af det.
*Denne lugt har jeg ikke fanget før?... Den er som en stor ulv* tænkte han.
Han satte knoglerne på plads og stilede sig med front mod lugten.

Han bevægede sig i samme retning stadig, mest fordi han kunne mærke at der var noget udødt i den retning, og han havde et problem med de udøde, og andre folk der ikke var det ene eller det andet.
Han lagde ikke mærke til manden der stod, der men det var nok mest fordi han ikke fangede ham som en trudsel. Han havde ikke nogen grund til at han skulle se en fremmede person som en trudsel, men sådan kunne man jo altid tage fejl.

Akuma vente sig mod den fremmede og stirede i retningen af ham.
Sværdene skød igen ud af hans håndryg så han var klar til at få det blod hans skygge manglede...

Han bevægede sig frem ad, og lagde mærke til den person der stod længere fremme. Han vidste ikke hvad han lavede der, og han vidste ikke om han var fjende eller ej. Han var sikker på at han ikke var en ven, men det var kun fordi han ikke havde mødt ham før, og derfor kunne han ikke sige at han var en ven, men han så ingen grund til at hna skulle være en fjende bare sådan.