Don't touch me! Or.. Do it..? - Markulius.

Grinet var både sødt og kærligt. Det var utroligt hvordan han så perfekt lød selv efter en afvisning. Men han vidste hvordan det fungerede. Han havde set mange kvinder prøve at gå væk fra ham så snart de indså hvad han i virkeligheden var. "Jeg tror ikke du har magten til at fuldføre de ord." Sagde han roligt og gik langsomt hen og rørte hendes ryg. Forstærkede sin styrke i hans kolde begær så snart han rørte hende. Så det virkede som et stød som ramte hende. Et stød med den mest vidunderlige begær som eksisterede. Et stød som ville få enhver anden kvinde til at gå på knæ og tigge om mere. Han nød at se hende kæmpe sådan imod. Han havde ellers troet hun var lige så svag som alle de andre. Men når først hans begæriske kraft havde sat tænderne i hende. Bogstaveligt talt. Blev hans kolde begær kun kraftigere mod personerne. Det var som om det vækkede det begær han havde tilsat i hende efter hans bid.

Blair gøs over hans grin, selvom det lød sødt og kærligt, virkede det som om han havde bagtanker. Det virkede nærmest uhyggeligt. Blair var fysisk svag, men psykisk var det noget helt andet, det var ikke umuligt at manipulere med hendes sind, men det var sværere end ved en uskyldig pige der ikke havde oplevet noget i nærheden af hvad hun selv havd oplevet. Blair mærked hans hænder på hendes ryg og følte igen det irriterende begær overtage hendes krop. Hun havde ondt, det føltes som om hendes hoved eksploderede fordi hendes 'normale' jeg prøvede at overtage begæret og omvendt. Med en hurtig bevægelse skubbde hun ham væk og faldt sammen på gulvet, hun sad med knæene stukket godt op under hendes hage mens hun vuggede sig selv frem og tilbage i et forsøg på at berolige sig selv.

"Hvorfor gør du det her?"

Hendes stemme var grådkvalt, ikke på grund af ham, men fordi hun havde en indre kamp med sig selv. Det gjorde ondt, som hvis man havde grædt i flere dage, så lige da man er kommet over grunden til at græde, bliver man hevet direkte tilbage i det igen. En forfærdelig fornemmelse, men det gjorde ikke ondt fysisk.

Det kærlige uskyldige og blide grin kom igen. Det virkede som om det morede ham endnu mere end før. Langsomt gik han hen og satte sig på en stol ikke langt fra hende og kiggede på hende. De næste ord han valgte var blide og alligevel kolde. Varme og alligevel følelsesløse. "Fordi ingen anden kan gøre det jeg kan. Jeg er enestående." Sagde han roligt og langsomt rettede blikket mod hende roligt. Hans blik var roligt og koldt. Og direkte rettet imod hende. "Hvis du virkelig ved det er forkert at mærke det begær du føler for mig. Hvorfor rejser du dig så ikke op og går. Enden det eller osse bliver du og tilbeder mig. Som det menneske du er." Sagde han smilende mens han lod en finger glide hen af bordet som lå helt op af stolen. En fin lang strimmel af træet stak frem. Og han tog den roligt af og studerede den. "Lad mig sige det sådan her. Tilbed mig eller." han tog fat i den lille split og knækkede den midt over. Før han lod den falde på gulvet med det faste forførende blik. Med de dybe mørkeblå øjne. Rettet direkte imod hende. "Og jeg behøver ikke engang at skade dig. Du vil knække bare ved savnet af begæret." Sagde han med et roligt blidt smil. Hans skønhed lyste kraftigere end før. Det var som om blodet han havde drukket gjorde ham smukkere. Selvom det sikkert bare var fordi hans overkrop var bar.

Blair ville i hver en anden situation havde råbt og skreget af ham og så være gået, men hun kunne ikke. Den magt han havde over hende gjorde det umuligt for hende at vende sig om og gå. Men det betød ikke at hun ikke ville prøve, hun ville forsøge at modstå ham.

"Jeg er måske et menneske. Men jeg er ikke som de andre piger du får til at dåne over dig."

Blair rejste sig og gik hen til ham. Hun mærkede tydeligt begæret stige i hende da hun trådte nærmere, hun kæmpede for at ignorere den. Hun bukkede sig ned, som hvis hun talte til et barn.

"Så lækker er du heller ikke. Hvis du havde mødt mig uden dit lille trick ville du ikke have en chance ved mig."

Hun klappede ham på hovedet som man klappede en hund og vendte om for at gå væk. Hun nåede ikke langt før begæret igen tog over, kampen i hendes indre gjorde hende svimmel.

Det fik en reaktion over ham. Vreden steg i ham. Så han kunne intet uden sit cold of desire?. Hun skulle vide. Roligt rejste han sig op. Hvorefter han svang begge sine hænder ud mod siderne. En luftbølge føltes at køre som en kæmpe eksplosion. Og pludselig var det kolde begær forsvundet. Der var intet tilbage af det. Og han vendte sig roligt mod hende. Før han roligt gik hen og greb fat i hendes kæbe. Den voldsomme kraft fik han hevet hende op af døren så hun ikke rørte jorden. Mens han pressede hele sin krop imod hendes. Hans udseende havde ændret sig. Hvis han ikke så perfekt ud før gjorde han nu. Hans begær var ikke andet end kraftmisbrugende. Det drænede ham langsomt men svagt. Og det tog noget af hans skønhed væk fra ham. Han lignede virkelig en gud nu. Så smuk som han var. "Så du siger jeg intet kan uden mit begær?. Tro mig du skal være glad for at jeg overhovedet bruger tid på dig." Sagde han hårdt og koldt direkte imod hende.

Blair blev overrasket over luftbølgen der pludselig ramte hende, det var helt sikkert noget han havde gjort. Det kunne ikke være andet. Hun nåede ikke at reagere før hun hang op af døren, hun fnøs af ham. Han troede virkelig han var noget? Ja okay.. Han så utrolig godt ud, men udover det var der ikke noget. Blair forventede at føle et kæmpe begær, men det skete ikke. Så nu skulle han vise at han godt kunne score hende? Det gik ikke så godt for ham.

"Du tror ikke jeg kan få andre end dig? Du tror du er den første fyr der nogensinde har vist opmærksomhed for mig? Jeg har ikke brug for dig. Du er bare ynkelig. Du behøver at snyde for at få andres opmærksomhed."

Hendes stemme var blottet for følelser, hun havde ikke noget tilovers for ham. Han var bare en vampyr. Han kunne dræne hende for blod. Big deal.

Grinet på hans læber var kynisk og følelsesløst. "Vi får se. Er du klar over hvad der sker? Mit begær er i dig. Hver gang jeg vil skal jeg bare knipse. Og så vil du have mig. Men hvis du ikke tror jeg kan gøre noget uden at skulle snyde tager du fejl. Vær glad for jeg ikke dræber dig." sagde han koldt og følelsesløst. Før hans fingre blidt slap hende og lod hende falde ned af døren. Før han vendte sig rundt og gik over og tog fat i sin jakke. Roligt tog han den om sig igen. Og så snart han var kølet ned begyndte langsomt det kolde begær at flyde fra ham igen. Men i en ekstremt svag dosis i forhold til før. Som om han holdte det igen.

Blair ville have lagt hovedet på skrå, men hans greb gjorde det ikke muligt for hende. Hun så ned og sukkede blidt.

"Hvis du ikke har brug for at gøre det der du gør, hvorfor bruger du gør du det så? Det gør ingen forskel så. Du får ikke noget ud af det."

Hendes ben gav en smule efter da hun ramte jorden, hun rettede sig hurtigt op igen. Begæret kom så småt op i hende igen, hun sukkede og trådte et skridt nærmere på mig.

"Hvis du ville dræbe mig havde du gjort det."

Blair trådte endnu tættere på ham og lagde blidt hovedet på skrå.

"Du ønsker jeg føler en lyst og et begær til dig. Ellers ville du ikke gøre det mod mig igen."

Hans før kolde og følelsesløse ansigt. Var varmet op igen. Og smilet sad som malet på igen som altid. Han vendte sig roligt mod hende. Lyttede til hendes ord. Mens han fortsat så på hende. Tankerne strømmede over hans hoved. Ja hvorfor havde han dræbt hende. Han havde gjort det så mange gange før. Men der var noget over hende. Han ville selvfølgelig aldrig indrømme at han ikke havde dræbt hende på grund af noget han ikke vidste. Han skjulte sine tanker med et grin. "jeg dræbte dig ikke fordi jeg har brug for en blodbank. Og en person at pirre med mit begær." Sagde han roligt før han stak hænderne i lædderjakkens sidelommer. Hans bar overkrop var som altid perfekt. Og selv med jakke på var det som om hans krop skindede.

Blair kneb øjnene sammen over hans forklaring. hun troede ikke et sekund på den forklaring. Hun vidste ikke hvorfor hun ikke troede på den, måske fordi det føltes som om han ikke drak særlig meget af hendes blod. Hvis han ville kunne han havde drukket en masse og ventet til hun var fyldt med mere blod. Hun trådte endnu tættere på ham så afstanden mellem dem ikke var mere end et par centimetr.

"Hvor meget blod tog du? En liter, to? For det føltes ikke som om du drak særlig meget. Hvorfor gjorde du ikke det? Hvorfor drak du ikke en masse blod, skred og ventede på jeg blev fyldt igen?"

Hendes stemme havde en spørgende undertone, men var mest bare kold. Hun lagde en hånd på hans kind og mærkede tydeligt den sitrende fornemmelse det gav i hendes håndflade.

"Jeg finder en måde at slippe væk fra det her på. Du vil ikke blive ved med at trække mig igennem det her."

Han smilede svagt roligt. "Hvorfor drikke mere end jeg behøver?. Jeg kunne dræne dig hvis jeg ville. Men hvad ville der være sjovt ved det." Han slap taget på kulden igen. Så den fyldte hele rummet. Som var de udenfor en kold vinteraften. Bare fyldt med begær. Han kunne ikke bruge kræfter på at holde det. Det ville være spild. For i sidste ende ville det alligevel slippe fra ham. Det kæmpede for at røre hende. Det kunne li at drille hende. Og Markulius elskede fornemmelsen af sin evne misbruge hendes indre følelser til at skabe begær. Det mættede ham med en styrke som blod ikke kunne. Blod var for overlevelse. Følelser var for energi.

Blair himlede med øjnene, han var for stolt til at indrømme han ikke ville dræbe hende, ikke kun fordi han ville bruge hende som legetøj. Hun bed tænderne sammen da hun mærkede det stærke begær igen. Hun sukkede af sig selv.

"To hell with it."

Sagde hun for sig selv. Hun kunne lige så godt give sig over til ham, det sparede dem begge for en masse energi. Hun brugte ikke energi på at kæmpe imod og han brugte energi på at gøre den der ting. Hun lod uden videre hendes læber møde hans. Hun hadede virkelig den magt han havde over hende, hun ville måske kunne modstå et vis stykke tid men med tiden blev hun nød til at give op og overgive sig selv til ham.

Markulius:
Han nød at have magten. Kvinder som var under hans besiddelse var altid godt. Men deres kys blev brat afbrudt af Markulius. Duften. Der var en på vej han kendte. Markulius havde med en bevægelse som ville overraske de fleste trukket begge sine knive. Og vendte sig med det samme imod vinduet. Før han med et voldsomt tryk skubbede Blair væk. Så hun ville falde ned på sengen. Før vinduet smadrede og helvede gik løs

David NPC:
David var personen som var hoppet igennem vinduet. Med fronten først. Og knivene trukket. Der gik ikke mere end et splitsekund. Så sad begge knive i hvert sit bryst på Markulius. Derefter skubbede David ham hen på væggen og hev sine knive ud samtidig. David smilede før han roligt hævede knivene og slikkede Markulius'es blod af dem.

Markulius:
Markulius undertrykte et smertesskrig da knivene stak igennem ham. Men David kendte godt svagheden. Han ville ha at Markulius langsomt skulle dø og lide. Så der var ingen drabelig skade på Markulius. Markulius kæmpede sig op og stå roligt. Men da han endelig kiggede på David var der noget nyt over ham. Det kolde begær var helt væk. Og monsteret i ham var løst. Hans øjne var glødende røde. Og hans drabelige vampyr tænder stak tydeligt frem. Alt imens der dannede en slags rød ring om Markulius'es øjne. David havde de samme øjne. De stod og gloede på hinanden. Ventende på at en af dem lavede den første bevægelse. "Jeg troede du havde opgivet David." Sagde Markulius koldt spydigt og drabeligt. Men der kom ingen reaktion fra David. Han var tydeligvis fuldt fokuseret på Markulius.

David:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Deres øjne:
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det varede ikke længe før man kunne høre et par tunge trin bevæge sig gennem gangen på vej hen til deres værelse. Sajro havde fundeet ud af at Blair var der, og han havde hørt fra nogle at hun kunne være i fare grundet det med hans dusør og han kom bare brasende gennem gangen, og med et enkelt tung spark fløj døren af hængslet...

''Blair!!! Du er i fare forhelvede... Jeg...''

Han kiggede rundt og opdagede så de andre der var tilstede og han kiggede bare undrende på dem. Han kunne med det samme se at de begge var vampyre, og han tænkte bare at dette ville gå helt galt. Det her var bare typisk...

''Hvad fanden har du nu rodet dig ud i Blair? Og i to!? hvem af jer er blevet sendt hertil af Akuma?!''

Han vendte sig imod dem.

Blair både nød kysset og følte en afsky. Hun nåede ikke at reagere før hun lå på sengen. Hvad helvede skete der? Da hun så op lå der glasstykker over alt og der stod en anden til stede, hun snurrede rundt og faldt på gulvet da hun så hans øjne, hun rejste sig hurtigt og stilte sig hen til det ødelagte vindue, klar til at stikke af om nødvendigt. Men så blev døren sparket af. Hun så undrende over på Sajro. Hvad lavede han nu her!? Blair sneg sig uden om Markus og var over ved Sajro, hun hadede virkelig konflikter, men hun var egentlig ret ligeglad med det når hun ikke kendte dem. Markus betød ikke noget for Blair, han havde brugt hende og hun fandt sig ikke i det. Hvis ikke den anden fyr gjorde noget ved ham, skulle Blair nok sørge for han ikke slap der fra uskadt.

"Jeg... Han gjorde sådan noget.. Jeg ved det ikke helt.."

Blair skulle selvfølgelig prøve at stoppe det. Sådan var hun bare, skulle altid lege heltinde. Hun gik hen til ham den anden hun ikke kendte og tog fat i hans arm.

"Hvem er du!?"

Hun prøvede at rive i ham i et forsøg på at smide ham ud.

Markulius:
Deres blikke var som fæstet på hinanden. Det slog næsten gnister. Som om der var noget mellem dem som tyngede kraftigt på dem. Men før nogen af dem nåede at angribe hinanden gik Blair forbi Markulius hen imod David. Markulius fik et blik af fremtiden. Et skrig og en masse blod fra David der stak kniven ind i brystet på Blair. Markulius reagerede instinktivt. En hurtig bevægelse og Markulius skubbede Blair ind på sengen igen og slog klingen imod David. Men David forsvarede sig mod hans klinge. Så Markulius prøvede at sparke David. Men David havde igen forudset hans bevægelse og sparkede tilbage. Det enorme klonk der kom da deres knæskaller ramte var højt nok til at enhver ville tro de var knækket begge to. Men de stod som var de limet fast. Deres blikke var så tætte at Markulius kunne lugte ånden af ny blod fra ham. "HOLD DIG VÆK FRA HAM KVINDEMENNESKE. Ham her dræber fordi han synes det er et stand-up show." Sagde Markulius koldt rettet imod Blair.

David:
David var som altid upåvirket af hvad der skete omkring ham. Stod som altid og gloede på Markulius. Men da kvinden gik hen og greb fat i hans arm. Var David sekunder fra at dræbe kvinden. Men i samme øjeblik kom Markulius i vejen. Og prøvede at angribe ham. David kunne næsten ikke lade være med at grine. Før han forsvarede angrebet fra Markulius som om han havde ventet det. Markulius prøvede at sparke. Men David var allerede forberedt og forsvarede det. Alt imens han bare grinte. Ordene kørte rundt i hans hjerne. Stand-up show? Mere et cirkus. Det var sjovere i hans verden. Specielt det ene show han havde set hvor løven havde bidt løvetæmmerens hoved af. Tanken om det fik ham til at grine svagt. Men det havde osse sløret hans opfattelse. Og den næste bevægelse Markulius rettede mod ham fik ham næsten. En smerte skar over hans kind da den blev flænset op. Så man svagt kunne se tænderne bag hans kind. Han hoppede væk fra Markulius. David tog sig til kinden. Smerten fik ham til at grine værre. Før hans stemme borede sig ud af hans læber. Som var det smerten selv han snakkede med. Og en kulde steg ud fra ham. Ikke en behagelig cold of desire. Som Markulius'es. Men en kulde som gav folk frygt i stedet for begær. Og den var tydeligt stærkere end Markulius'es cold of desire.

Markulius:
Kulden ramte ham som var der ingen nåde over den. Den fik Markulius'es nakkehår til at rejse sig. Men Markulius havde i årevis kendt til den egenskab hans blodslægt havde. Hver person havde sin egen evne at sende følelser ind i andre. Så Markulius var trænet i at blive immun over for den. Det var ikke et tegn på at de andre 2 som stod der kunne klare den. Men Markulius havde ikke tid til at fokusere på de 2. Kun den ene som så ud til at bære stor rustning. Uden at se på ham sagde han. "Varulv. Hvis du har tid til at lægge fjendskabet for vores racer til siden til gengæld for at beskytte dette menneske. Så er du velkommen til at hjælpe mig i denne kamp. Men hvis du tror du kan dræbe bare en af os alene. Så er du død på stedet." Sagde han roligt og følelsesløst. "Jeg har ikke skadet kvindemennesket. Jeg skader ikke mennesker. Jeg beundre dem. Jeg ønsker at være som dem. Jeg sørger for at de får nydelse ud fra at jeg bider dem. Så jeg ikke dør. så jeg kan træne mig selv til at dræbe David her." sagde han og nikkede hen imod David som stod og gloede ondt på dem alle tre.

//Han har ikke en stor rustning på Mark. ^^ Den eneste rustning han har en en simpel læderrustning, men ja den har han på. ^^

Sajro gloede på dem begge, og grundet den ene af hans evner så kunne han ikke engang mærke den evne den ene af mændende brugte. Hans sind var ikke modtageligt overfor påvirkelser fra noget som helst. Så han kunne ikke lade være med at grine af den vampyr der sagde han var så godt som død. Han grinede hjerteligt som om han var ved at dø af grin over det hele...

''åååh du tror virkelig du kan slå mig hva?... Du er da en morsom fyr... Du kan jo snakke med din veninde her om du tror jeg blot er en du kan klare...''

Manden var direkte morsom at høre på. Han stillede sig bare midt imellem de to kæmpene vampyre. Han stod som om han ikke engang var bange for at de sprang på ham på samme tid. Hvilket han heller ikke var, hvorfor skulle han være bange for det. Han kiggede på dem en efter en...

''Hvis i bliver ved med at slås herinde så bliver jeg nød til at blande mig, men i kan jo smutte tilbage til jeres små mørke rum og fortsætte kampen der?''

Han så på dem og han kiggede kort på blair som han vinkede til som en hentydning til at hun måske skulle komme væk.

/I forhold til ham har han Ja sorry blandede rundt på dit og en andens billede -.-' My bad

//Det er fair nok. xD

Blair blev igen skubbet hen på sengen. Hun følte ofte at hun bare blev skubbet væk i den slags situationer. Hun skulle til at blande sig igen da hun pludselig blev utrolig bange for alt det der skete omkring hende. Hun havde ikke frygtet vampyrer længe, men hun var pludselig skrækslagen. Deres øjne gjorde at hendes puls steg. Det føltes som alt det hun havde følt første gang hun havde fundet ud af der fandtes kom igen, denne gang 10 gang så stærkt. Hun havde en stor trang og lyst til at løbe skrigende væk, hun havde aldrig været så bange for noget. Blair så på Sajro da han trådte indimellem og var nu også bange for ham. Alt hun havde set ham gøre, følt ham gøre, hørt ham gøre, hun følte at han ikke længre var hendes ven, eller hvad de var, men hun var bange for ham. Virkelig bang. Hun rejste sig og gik forbi dem, men lige pludselig kunne hun ikke komme længere. Det føltes som en usynlig mur der stoppede hende, hun stod helt stille. Hun var ude af stand til at bevæge sig, hun var enkelt nok for bange. Hun skulle bare tage sig sammen og så ville hun kunne bevæge sig igen, men hun kunne kun se Markus' øjne, det skabte endnu større frygt i hende.

Markulius:
Det kom som et chok for ham. Han havde ikke selv opfanget hvor stærk denne kraft David sendte ud. Men at høre kvindemennesket bevæge sig bag ham. Fortvivlet og bange. Det vækkede noget i ham. Og hans menneskehed fik lidt af sig selv fri. "Du forstår intet." han henvendte sig mod varulven. Blikket var køligt men ikke længere ondt. Hans øjne var røde. De glødede ikke som før. Men de var stadig røde. Langsomt hævede Markulius den ene kniv. Og svagt satte den i holderen på sin lænd. Derefter vendte han sig mod David. Som havde rykket sig lidt for at kunne se på Markulius igen. "Hvis du holder af hende. Råder jeg mig til at du får hende hen til mig. For det modsatte af frygt er ikke mod. Men begær. Lyst. Så jeg råder dig til at få hende hen til mig. Jeg kan sende lyst ind i hende. Men kun hvis hun tager min hånd. Hans kulde er stærkere end min." Sagde han roligt mens han fortsat så på David. Roligt svang Markulius sig pludselig hen mod siden. Væk fra David. Og nåede kun lige præcis at forsvare sig mod David's kniv. Han havde brugt sin vampyr fart og løbet udenom dem begge. Markulius gloede igen på David. Det var som om han var hurtigere. Han havde haft mindre tid en han plejede mod David's angreb.

David:
Hvor vovede han. At gå i vejen for dette personlige fjendtligskab. Men David skulle ikke ryge ud af fokus. Det var på tide han dræbte Markulius. Markulius havde fokus mod ham. Mest fordi David havde trådt et skridt til side. Så de igen havde en lige linje og kigge hinanden i. Ordene fra ham fik et ondt grin på David's læber til at komme frem. Var den magtfulde Markulius Dé Auditoré virkelig blevet blød?. En hurtig bevægelse var der ikke mere der skulle til. Og han var væk fra denne afbryder. Denne varulv. Denne ubetydelige mide. Og havde sin ene klinge mod Markulius'es. Men dum som Markulius var så havde han fjernet sin ene kniv. Så David havde chancen for at bruge sin anden kniv. Men af en grund han ikke vidste tøvede han kort. Før kniven's glidende lyd kom da den ramte igennem noget. Og til David's store overraskelse. Var det Markulius'es jakke. Ikke hans kød. Og hans kniv sad fast i Markulius'es jakke. Uklogt var at det så ikke ud til Markulius havde opdaget det.