You're different - Caroline

Sted: Gyderne i Rotten Root Districtet.
Omgivelser: 'Publikum' et par unge vampyrer og mørke.
Tid: 21:53
Vejr: Det er mørkt og køligt.

"Du tror virkelig du er noget særligt?" Den unge vampyr stod skræmmende tæt på Nicolas, man skulle ikke komme så tæt på hvis man var flabet. Man ville komme til skade, man ville ikke slippe fra det. Nicolas hævede skeptisk et øjenbryn og mærkede slaget mod hans brystkasse. Han blev stående, det gjorde ikke ondt på ham, han mærkede det overhovedet ikke. Endnu et slag kom i hans retning, men Nicolas stoppede slaget i luften og brækkede hans hånd om, så hans hånd brækkede. Den unge vampyr tog fat i Nicolas' skulder i et forsøg på at vride den af led. "Knægt, du kan ikke skade mig. Jeg er for gammel til dig. Hvor gammel er du? 100 år, 200 år?" Nicolas greb fat i begge skuldre på den unge vampyr og lagde ham over hans knæ, han førte det op i hans brystkasse med en sådan kraft at man kunne høre knoglerne i hans krop brække som var det tændstikker. Han smed den sårede vampyr på jorden og så hen imod de der stod og så på. "Jeg råder jer alle til at smutte nu. Ellers venter samme behandling jer." Nicolas vendte ryggen til dem og begyndte at gå. Han rettede en smule på hans tøj. Nu måtte han hellere finde dagens måltid inden han tog hjem.

Gyderne hvad hun lavede her skulle andre ikke blande sig i. Vampyrer hun kunne lugte dem, Caroline kunne ikke li vampyrer hun hadede dem. Men det var kun Christians skyld, Caroline kiggede lidt da alle vampyrene og resten af puplikum begyndte at gå forbi hende. Dog var der en vampyr, som stoppede op ved færten af varulv og sprang på hende. Caroline var dog hurtig og nåede at undvige, hun fik øjen kontakt med vampyren, og hendes propiller udviede sig.
"Gå og kom aldrig tilbage!" Sagde hun med sin evne og vampyren gik. Caroline kørte en hånd igennem hendes blondte hår og kiggede på den vampyr som havde fået dem til at smutte. Det var sikkert en ældre vampyr, men ja hun vidste ikke meget om de vampyrer. Kun at hun ikke kunne fordrave dem.
Caroline så på ham kort, og fnøs.

Nicolas opfangede hurtigt duften af varulv, hvad lavede den overvuderede hund her? Hvem var så dumdristig at løbe direkte ind i en rede af vampyrer? Vidste hunden ikke at vampyrer og varulve var fjender? Han fulgte duften og stoppede op ved synet af en ung kvinde, han ville have svoret hun var vampyr. Ingen hund kunne være så køn. Men duften var varulv hang ved hende. Han var parat til at stoppe den vampyr der sprang på hende, men det klarede hun helt fint selv. Enten var hun stærkt overbevisende, eller også kunne hun tvinge andre til at gøre hvad hun sagde. Imponerende evne. Han trådte nærmere hende og som altid var hans smil charmerende med en snert af ondskab. Han var ikke følelsesløs, men det krævede meget at skabe andet end had i ham. "Undskyld mig kære. Men burde en hund.." Han rømmede sig. ".. En varulv ikke være et andet sted end i blandt en gruppe vampyrer?" Nicolas fornemmede en nærme sig bag ved ham, han vendte sig op og tog fat i kraven på vampyren. "Fortæl dine venner at denne dame er fredet. Jeg tager mig af hende." Nicolas gik tættere på hende og brød sig bestemt ikke om den lugt der kom fra hende. Den gav ham kvalme, men han skjulte det.

Hund.. Kaldte han hende lige en hund?!
Caroline prøvede at lagde som ingenting, men hun hadede vampyrer for meget. Enlig synd for dem, for der var kun et par stykker der var skyld i hadet. Men der kom vist snart en ny som kunne hades, bare en lille fornemmelse. Følelsesløs, hun kunne mærke det på ham. Han trådte nærmere hende, men hun lagde blot armene overkors.
"Tro mig, jeg kan passe på mig selv." Svarede hun bare og hævede et bryn. Hun orkede virkelig ikke at diskutere med en ligenu, hun ville bare tænke på den fucking idiot til Christian. hun havde heldigvis ikke set ham i langtid, heller ikke Ophelia. Gudskelov.. Okay Wave var død, samme var hendes bedsteveninde og forældre. hun havde intet tilbage, så irritere et par vampyrer og håbe de var for stærke kunne man vel altid.
"Tager dig af mig?" Gentog hun ham og hævede et forvirret bryn. "Og hvad vil du så gøre med mig, dræbe mig?" Tilføjede hun og lagde hovedet lidt på skrå. Som om hun selv havde bedt om at blive varulv. Hun ville ønske at hun bare kunne have forblivet menneske!

Nicolas kunne tydeligt føle hadet til hans slags sitre i hende. Han havde det på præcis samme måde, men hun var bare ikke som andre. Hun kunne meget vel gå hen og blive hans svaghed hvis han ikke passede på. Hendes fjendtlige adfærd var nærmest bedårende. "Det tvivler jeg ikke på. Men du burde alligevel ikke stille dig op imod så mange vampyrer. De vil overmande dig." Han lagde et tryk på de, for at gøre det klart han ikke var en af dem der ønskede at overmande hende. Ikke medmindre hun gav ham en god grund til det. Nicolas tog fat om hendes liv og og ben og bar hende som en nygift mand bar sin brud. Han ville nemt kunne holde hende nede selvom hun ville forsøge at komme væk, han ville ikke nødvendigvis gøre det, men han kunne godt. "Hvis du giver mig grund til det vil jeg, indtil videre vil jeg bare få dig væk herfra." Hans ansigt viste ingen følelse, selvom han ikke kunne undgå at interessere sig for netop denne pige. Hun havde noget over sig, noget han ikke kunne beskrive. Han ønskede intet andet end at den følelse forsvandt, det var en svaghed for ham. Hun var en svaghed for ham. Måske skulle han bare dræbe hende og så ville problemet forsvinde.

Overmande hende, det havde hun ikke tænkt over.. Ikke før han sagde det, hun rullede øjne og skulle lige til at få et ord indført da han løftede hende op i sine arme. Hun prøvede at komme ned, men fandt hurtigt ud af at det var en lille kamp som hun ikke kunne vinde. Caroline lagde armene overkors, og så ikke helt glad ud. Det var der ingen grund til.
"Altså jeg plager at gå der, de/i var der bare lige pludselig." Svarede hun kort og kiggede op på ham, og pustede ud. Hendes vredes udbrud var ved at ligge en dæmper, der gjorde at hendes sorg blev en smule tydlig. Men ikke meget for hun er en af de fødte mestre i at skjule det. Hun kunne dræbe uskyldige uden så meget som fortryde, men hun følte nu også at hun engang imellem havde to sider af sig selv.
"Okay, fint. Så få mig væk.. Herfra." sagde hun bare og kiggede stadigvæk op på ham, hun kunne mærke der var noget under det følelsesløse udtryg.. Noget specialt.. Men hun ville ikke grave dybere i det.

Nicolas var tæt på at slippe hende da hun kæmpede imod, hun stoppede dog kort efter, så han valgte ikke at slippe hende alligevel. Han hævede et øjenbryn da hun mente de lige pludselig var der. "Har du ikke forstærket lugtesans kære? Du burde kunne dufte os på lang afstand. Men så længe jeg har der i mine arme, vil ingen gøre dig noget." Der var ikke mange der ville udfordre Nicolas, han var for stærk til at de turde tage kampen op med ham. Han gik i stilhed indtil de var et godt stykke væk fra de andre vampyrer. Han bukkede sig ned og lod forsigtigt hendes fødder røre jorden. Han blev siddende sådan indtil hun selv rejste sig. "Så fortæl mig kære.. Hvorfor var du blandt vampyrer? Er du på jagt efter fare?" Nicolas var betaget af hende, men han prøvede ikke at vise det. Han så det som en svaghed, det ville bare komme i vejen for ham hvis han blev truet. Så ville de kunne bruge hende imod ham. Han var stadig sikker på at det rigtige var at gøre det af med hende. Det ville være bedst for dem begge, hun ville ikke blive truet på grund af ham og han behøvede ikke at bekymre sig om hende.

Han havde ret hvem prøvede hun at narre? En som tydeligvis ikke var så let at narre. Caroline kiggede kort op på ham.
"Måske lidt jagt efter farer, jeg ved ikke." Svarede hun bare og da han gjorde sådan hun kunne komme ud af hans arme gjorde hun det. Hun var meget elegant i sine bevægelser, hun vendede sig imod ham og kiggede nøje efter et tegn på følelser i hans øjne. Men der var intet at se, men hun kunne stadig ane det.
"Men ja jeg vidste i var der, men som jeg kan se på dig kan du ik fordrave varulve. Og jeg kan ikke fordrave vampyrer, så står vi lige." Svarede hun bare ham og løftede kort på sine skuldre inden hun placerede dem over kors. Hun hævede et bryn af ham.. Det var en meget blandet følelse, af had men så også en stærkere følelse end den hun havde til Christian.. Men ja, hun ville ikke risikrere noget igen.. Det ville hun ikke, eller ville hun. Hun lagde hovedet lidt på skrå og kiggede op i hans øjne.
"Men det vel nu at du venter på jeg siger tak.. Så tak." Sagde hun og et lille varmt smil kom kort frem, ganske kort inden det langsomt forsvandt igen.

Nicolas havde stadig et præg af 1800 tallet over sig, hans tøjstil var overhovedet ikke som dengang, men hans arrogance og udstråling var fyldt med 1800-tallet. Han rejste sig op igen da hun var trådt ud af hendes arme. "Beklager jeg må skuffe dig. Jeg er ikke ude på fare. Ikke med dig." Han var så småt begyndt at lade sine parader falde, så hun ville kunne fornemme han ikke var ude på fare. Hun ville også kunne spotte følelser i hans øjne hvis hun prøvede længe nok. Hun ville kunne fornemme en form for interesse. "Nogle kan overraske." Han tog hendes hånd og lod blidt hans læber røre hendes håndryg før han slap den igen. Han forventede ikke at hun takkede ham, han havde bare svært ved at gå fra hende uden at vide noget om hende. Den følelse var forfærdelig, han levede fint uden nogen i sit liv, han behøvede ikke hende i hans liv. "Du behøver ikke at takke mig. Jeg nyder at redde en skøn jomfru i ny og næ." Det var bestemt ikke tit han forsøgte at redde andre, men lige denne pige, denne lyshåret, flotte pige, kunne han ikke se blive dræbt. "Mit navn er Nicolas." Han lagde en hånd hen over brystet og bukkede sig for hende.

Hun trak kort på skuldren og kiggede han nøje i øjne. Hun kunne finde den enkle lille ting af interesse, men interesse for hvad vidste hun ikke. Eller måske gjorde hun, men hun var langtfra sikker.
"Hvorfor ikke mig?" Spurgte hun og lagde hovedet en tak på skrå. Hun kunne fornemme han ikke var ude på farer, han kyssede hendes hånd. Ældre vampyr, det var helt sikkert. Caroline forstod ikke hvorfor han havde hjulpet hende, hvorfor ikke bare lade hende udrydde sig selv i den dumhed hun havde haft bragt sig. Noglegange havde hun overvejet bare at give slip, for at slippe for smerten.. For at se dem hun havde mistet.. MEn enlig havde det nok også været snyd.
"I ny og næ, en lille del af din passion eller hvad?" Spurgte hun for enlig bare at være en smule drilsk i det, men indeni kunne hun mærke det var længe siden hun havde kastet sådan en kommentar ud. Faktisk var det da hun var menneske hun sidst havde haft sådan en drilsk kommentar kastet ud.
"Navnet er Caroline." Og endnu et smil kom frem på hendes læber, da han buggede for hende. Ikke fordi at hun ville grine, hun var smirget. Det var langtid siden at hun havde smilt sådan, så varmt og kært. Hun var imponeret over at lige præcis Nicolas kunne få hende til at smile sådan.

Nicolas havde talt sig over sig, det kunne man se gik op for ham da han et øjeblik så skuffet ud. Det var naturligvis over sig selv, det ansigtsudtryk forsvandt lige så hurtigt som det var kommet. "Fordi... Du er anderledes." Han ønskede ikke at såre hende, tværtimod. Han havde få gange overvejet at gøre en ende på hans liv, men han havde aldrig gjort det. Han ville opleve verden, nå at se hvordan den udviklede sig. Han smilede oprigtigt, det var sjældent han smilede oprigtigt, det charmerende smil var bare en del af ham. Men det her var anderledes, det fik ham nærmest til at se venlig ud. Menneskelig. "Ikke en passion, en trang." Han havde ikke gjort en redningsakt som den i flere 100 år. Det var ikke hvem som helst der gjorde han fik lyst til at skåne deres liv. "Smukt navn til en smuk kvinde." Han havde aldrig i sit liv troet han ville få nogen form for positive følelser for en varulv. Men Caroline.. Caroline var bare anderledes, han kunne ikke beskrive det men han havde en umættelig trang til at finde ud af meget mere om hende. Han ville være en del af hendes liv, få hende til at smile, få hende til at føle sig elsket. Den følelse gjorde ham nærmest vred.

Hun kiggede nøje efter hans reagtioner. Hun havde ikke lyst til at gå selvom hun ville gøre det normalt. Faktisk ville hun normalt dræbe vampyrer, og hver gang hun så en.. Så kom Christian frem i hendes hoved, og hvor meget hun havde lyst til at dræbe ham. Han havde lagt sig ud med den forkerte, og det skulle han mærke når hun endag fandt ham. Hun knyttede sine næver kort, men gav slip da hun rystede ham af. Og kiggede op i Nicolas øjne igen.
"Jeg er anderledes?" Spurgte hun, hun var da ikke mere anderledes end andre? Caroline følte sig ikke anderledes, kun uelsket. Men ja, alle kunne jo ikke have det perfekt. Han blev ved med at smirre hende, og det irriterede hende at hun faktisk smilte over de ting som han sagde. Hvem var han, og hvor havde han været siden hun ikke havde set ham før nu. Bare det hun snakkede med nogle gjorde hende varm indeni. Hun smilte til ham og kiggede kort ned i jorden, og bed sig lidt i under læben. Hun kiggede op igen, og så ham dybt ind i øje.

Normalt ville Nicolas slet ikke have reddet hende, men nu hvor han havde gjort det kunne han ikke undgå at ville bruge mere tid sammen med hende. Han ønskede at lære hende at kende og han ønskede at hun kendte ham. Han havde svært ved at håndtere den følelse han havde sammen med hende, han frygtede hun ville dømme ham, han var nervøs. Kærlighed var noget af det eneste han ikke havde specielt meget styr på. Han kunne håndtere alt andet, men kærlighed var hans svaghed. Det kunne man bruge imod ham som intet andet. "Ja. Jeg ved ikke.. Du virker bare ikke som de andre. Jeg har mødt mange kvinder, også mange der er som dig, men du har en gnist der får dig til at skille ud fra de andre." Han rakte en hånd frem for at løfte hendes ansigt op, men han nåede det ikke før hun selv løftede hovedet. Han trådte tættere på hende og mindskede afstanden mellem dem en hel del, han lagde en tommelfinger på hendes underlæbe og lod den forsigtigt køre hen over, før han lod hans hånd falde ned langs hendes side igen. "Du må ikke bide i din smukke læbe sådan." Hans blik var fastgjort til hendes.

Hun lyttede, det var noget af de som hun var bedst til.. At lytte, hun havde ikke gjort andet end at lytte til folk.. Så det var bleveet et glimrende talent. Hun ville ikke dømme ham, hun havde selv gjort ting.. Men ja hun vidste ikke hvad han havde gjort, så det ville hun ikke hænge ham op på. En gnist som skillede hende ud fra andre.. Det var enlig ret sødt sagt.. Caroline bemærkede tydeligt at han trådte et skridt tættere på hende, og lagde sin tommelfinger på hendes underlæbe så hun ikke bed i den mere. Caroline bemærkede også at han lod den falde ned igen, hun kiggede ham stadig i øjne. Nu mere fast gjort end før.
"Okay." Svarede hun og skulle næsten til at gøre det igen, men lod hver. Det var blot noget hun gjorde når hun blev en smule nervøs. Caroline kunne ikke slippe hendes øjne, de var for smukke til at slippe.

Nicolas vidste ikke hvorfor hun var så anderledes, det var noget mere end den gnist hun havde. Caroline var bare unik, hun skillede sig ud fra alle andre. Han førte hans hånd op og lagde den på hendes hals ved hendes kæbe og lød blidt hans læber strejfe hendes. Han førte hans hånd op i hendes nakke.

Tre vampyrer havde duftet sig frem til en varulv i området, der var åbenbart en vampyr sammen med varulven. De gik rundt om et hjørne og duftene tog for alvor fat, de stod lige fremme. De tre vampyrer brugte deres overnaturlige fart og stod bag den kvindelige varulv. De trak hende uden videre væk fra den anden vampyr.

Caroline fik et halvt chok, hans læber stejfede hendes. Og hun lod sine kort stejfe hans, det blev kun ganske kort.. Før noget trak hende væk virkeligt hurtig.. Så hurtigt at hun ikke nåede at reagere.. Hun blev lukket inde i et form for skur, de skulle ikke prøve på noget.. Caroline kiggede rundt, havde han narret hende.. Hvordan kunne hun være så dum.. Caroline kiggede på de tre vampyrer og gjorde sig klar til at prøve at forsvare sig selv om nødvendigt.. Hvad ville de dog med hende?
Hun virkede ikke bange udenpå, men indeni.. Så følte hun sig svag. Det var ikke en behagelig følelse at have.. Hun følte sig narret. Hun hadede vampyrer, intet kunne ændre det.. Eller kunne det?

Nicolas blev forvirret da hun pludselig stoppede, var det fordi hun ikke ville? Han så efter hende blive trukket væk hen imod et skur. Han brugte selv sin overnaturlige fart og var henne ved skuret samtidig med dem, men han nåede ikke at reagere før han blev holdt fast. Han prøvede at kæmpe sig fri, men de to fyre var for stærke for ham. Han kunne ikke slippe fri så let. Han gav dog ikke op, han skulle nok komme fri på et tidspunkt, med tiden ville han komme fri og så dræbe de vampyrer, hvis det betød han kunne redde Caroline.

[i]Der var kun en vampyr i skuret sammen med varulven, han så med stor afsky på hende. Er det ikke skønt at bruge dine sidste minutter i mit selskab? Han greb uden videre fat i hende og holdte hendes hoved til siden før han stak sine tænder igennem hendes hud og sugede hendes blod til sig. Det var ikke det bedste blod, men hun døde og han fik blod. Så det hele var godt for ham. Han greb fat i hendes hår i et hårdt greb så det ville gøre ondt i hendes hovedbund.[i]

Caroline kiggede på den sidste vampyr, lige som ham kiggede hun på ham med stor afsky.. Hun fnøs da han talte til hende, og gik et yndefuldt skridt tilbage. Men havnede op af skurets ende, hun sank kort en klump. Men inden hun nåede at gøre noget, holdte han hendes hoved til siden, og stak de mægtige tænder ned i hendes hud. Hun gipsede. Hun ville ikke dræbes af en vampyr! Hun kunne mærke suset da han begyndte at suge blod til sig.. Caroline mærkede et hårdt greb i hendes hår, det gjorde så ondt.. Altså gjorde så ondt på engang.. At hun simpelthen skreg automatisk.
Caroline kunne ikke komme fri, hun skulle dø.. Caroline skulle dø, hun kunne mærke det snart ville gå i stå.. Hendes hjerte.
Hun skreg igen, da det føltes hendes krop prøvede at spænde sig for at stå imod. Skriget af smerte, ulykke og følelsen af at føle sig uelsket..

Nicolas hørte Carolines skrig og det gjorde at hun gik amok, hun brugte samtlige muskler i sin krop for at komme fri fra deres greb. Han vendte sig om imod dem og tog fat i deres bryst for at bruge sin overmenneskelige kraft til at bore sine hænder ind og tage fat i deres hjerter og rive dem ud. Han smed dem uden videre på jorden ved siden af dem. Han rev hurtigt døren op da hendes skrig igen brød stilheden. Han gik straks hen til vampyren og rev ham væk fra Caroline. Nicolas rev også hans hjerte ud, uden videre.

Han nød bestemt ikke blodet, men det stillede hans sult og så ville verden være en varulv mindre. Han blev ved med at drikke blodet, først da døren blev revet op gav han slap på varulven og skulle til at kæmpe imod. Men han kunne intet gøre, han var simpelthen for svag, han havde ikke engang levet i halvt så mange år som Nicolas, så at tro han kunne overmande ham var dumdristigt. Hans livløse krop faldt om på gulvet som en kludedukke.

Caroline bemærkede hun blev sluppet og smerten for at kæmpe for hendes eget liv var gået igang.. Hun havde intet blod tilbage, hun ville dø nu.. Et kort øjeblik fik hun øjenkontakt med Nicolas, inden hun begyndte at ømme sig og hendes hjerte gav næsten op. Intet kunne redde hende nu, og vampyr ville ikke være hendes eneste mulighed hun ville ikke være vampyr! Caroline bed tænderne sammen, og hendes øjne lukkede langtsomt i efter et enkelt host. Hun vred sig kort inden hun begyndte at føle sig helt slap i kroppen. Den gav op..

Nicolas vidste ikke hvor meget blod der var blevet taget fra hende, men det var nok til at hendes hjerte slog langsomt, han kunne kun redde hende ved at gøre hende til vampyr. Han blev nød til at sikre sig der ikke var mere blod tilbage i hendes åre, så han prikkede hul med sine tænder og sugede det sidste blod til sig. Hurtigt prikkede han hul ved sit håndled og åbnede hendes mund for at hun kunne få noget af hans blod. "Drik det Caroline, du kan ikke overleve ellers." Han blev siddende sådan et stykke tid for at være helt sikker på hun havde fået nok til at overleve. Så tog han hende op i sine arme og begyndte at gå hjem. Han var svagere end ellers fordi han manglede noget af sit blod, men han var ligeglad, han ville ikke stoppe før hun var i sikkerhed. Da de var i hans hjem bevægede han sig op af trapperne og gik ind i et rum, han lagde hende på en dobbeltseng og satte sig ved siden af hende. Han ville ikke forlade hendes side, før hun var vågen igen.

Caroline mærkede i hendes bevidsthed at hans tænder prikkede i hende kort, inden hun mærkede noget væske strømme igennem hendes hals. Noget som fik hendes hjerte til at slå igen, hendes hud til at tone ud til den normale hudfarve som før. Hun bemærkede ikke at hun var blevet båret, hun mærkede kun hvordan hendes hjerte rytme blev normal. Hvordan hun pludselig begyndte at føle sig stærkere end før. Bare en smule, havde han forvandlet hende til en af hans slags. Men det var jo de væsner som hun hadede mest.. Undtagen ham, eller jo hun hadede ham på en måde.. OG så på en måde ikke alligevel. Caroline mærkede et sus i hendes krop, og med et sæt var hun oppe og sidde og med øjne slået helt op. Hun trak vejert hurtigt meget hurtigt, hun var lige kommet tilbage fra døden..
*OMG Shit!* Lød hendes tanker, hun var vampyr nu.

Nicolas ønskede ikke at hun skulle være vampyr, så ville han ikke føle den form for afsky hun havde følt i starten, men hun afskyede vampyrer, så at hun selv skulle være en måtte være forfærdeligt. Da hun satte sig op og tog dybe indåndinger satte han sig hen over og aede hende over året. "Undskyld. Hvis jeg ikke gjorde noget ville du dø. Jeg blev nød til det. Undskyld." Han var oprigtigt ked af det, han ville sådan ønske han kunne have gjort det om, at han kunne have reddet hende i tide. Han lagde armene om hende og vuggede hende i et forsøg på at få hende til at falde til ro. "Undskyld." Hviskede han igen, han blev nød til at hjælpe hende igennem det, han havde gjort det her ved hende og han ville gøre alt der stod i hans magt for at hun ville komme godt igennem det.

//Du kan læse om hans hus på min profil:)//

Carolines øjne flakkede rundt, omkring... Han havde virkeligt forvandlet hende til en vampyr.. Hun var ikke i humør til at slås, råbe eller noget i den stil ligenu. Caroline lod ham vugge hende i hans favn, noget syntes det var så behageligt.. Noget andet ville bare væk.. Ikke fra ham men bare vampyrtingen. Den vækkede afsky i hende, og i hende selv nu. Hun kunne ikke tale ligenu, hun kiggede bare rundt, hun kunne fornemme stedet var stort. Meget endda. Hvor mange værelser var der mon? Der var en terassedør, men hun ville aldrig se solen igen..
Hvis hun var død havde hendes lidelser været ovre, hun kunne mødes med Nille igen. Hendes forældre.. Dem hun havde mistet, ville ikke være savn mere. MEn så skulle hun se ham igen, den dæmon.. Hun skælvede pludselig vildt med den tanke.. Men prøvede at komme af med den hurtigt igen. Den dæmon som havde ødelagt hendes liv, som hun havde dræbt..

Nicolas brød sig bestemt ikke om at se hende sådan, men han forstod hende. Hun måtte gennemgå en masse følelser der var svære at håndtere. Han kunne selv huske hvordan han havde det da han var blevet forandret, han havde gennemgået en masse følelser han aldrig havde følt før på samme tid. Han forstod ikke sine følelser, men han havde været menneske. Caroline var varulv og så vampyr, det måtte være endnu værre for hende. Da hun begyndte at skælve trak han et sengetæppe over dem. Han holdte hende ind til sig som hvis han omfavnelse sagde at han aldrig ville give slip. Hun kunne føle sig tryg ved ham, han ville ikke såre hende. "Ssh..." Hviskede han i hendes øre, han vuggede hende stadig i et forsøg på at berolige hende.