You're different - Caroline

Alle de dårlige minder kom igennem hende i en ruf. Dæmonen som havde den kælder hvor han voldtog kvinder, og endda de børn som han fik med dem. Og den ene gang han havde voldtaget hende. Caroline spærrede øjne en enkelt gang op, da hun fik et chok da Nicolas trak senge tæppet over hende, og omfavnede hende så hun kunne mærke at han ikke bare sådan ville give slip på hende. Caroline følte sig mere tryg, men de følelser overmandede hende. Christian, da han nærmest ignorede hende da han så hende igen. Hvordan han bare dansede med Ophelia, som var hun et støvfnug. Caroline klemte kort en tårer ud, men nu var han ude af hendes liv. Eller sådan næste gang hun så ham ville hun tvinge ham til at dræbe sig selv eller Ophelia.
Caroline blev mere og mere beroliget da han tyssede i hendes øre, meget beroligene. Hun falt mere og mere til ro.

Nicolas havde også følt at en masse minder, især dårlige minder, kom igen da han var blevet forvandlet. Det var nærmest som om man gennemlevede dem igen. Det var en forfærdelig følelse, han vidste præcis hvordan det var. Han kunne godt fornemme at hun langsomt faldt til ro, det var en god ting. Det hjalp ikke noget at være oprevet, men man var det alligevel, man kunne ikke undgå at være oprevet og frustreret. Nicolas havde følt at hele hans liv var forbi, men kort efter indså han at det kun lige var begyndt. Han havde flere 1000 år foran sig måske, så hvorfor spilde dem på at have ondt af sig selv. Nicolas aede hende roligt og nænsomt over håret og kyssede blidt hendes pande.

Han aede hende over håret og kyssede hendes pande. Caroline prøvede at forholde sig rolig, bare helt rolig. Hun måtte bevare roen, og bare slappe af. Hun trak vejret mere normalt nu, det var som om det helle begyndte at falde på plads. At der kun manglede få passeringer af smertens minder før hun måske kunne se ud i lyset og smilte igen? Caroline havde måske ondt af sig selv, måske men i følge hende havde hun god grund til at have det. Ligenu, så tænkte hun enlig ikke så meget. Hun følte sig i sikkerhed, på en mærkelig måde ja. Hun kiggede op på ham, og sank en klump..

Nicolas ville sørge for at enhver der prøvede at røre Caroline først skulle forbi for ham, så de var så godt som døde allerede. Han gjorde stadig hvad han kunne for at berolige hende, hun virkede også langt mere rolig end hun tidligere havde været. Han prøvede at leve sig ind i hvordan hun havde det, han forstod det lige så godt som en hver anden vampyr. Men han blev nød til at føle det had hun gjorde til vampyrer, før han ville kunne forstå det. Da han selv lige var blevet vampyr havde han hadet vampyrer, måske ikke så meget som hende, men han prøvede virkelig. "Hvordan har du det kære?" Hans stemme var rolig og betryggende, mange mennesker kunne blive overtalt til at være rolige ved den stemme, men han brugte den udelukkende for Carolines skyld, han ønskede hun skulle komme godt igennem det. Han vuggede hende ikke nær så meget som før, men stadig en smule.

Hvordan hun havde det.. Hun havde det dårligt forfærdeligt.. Caroline vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv nu, hun havde aldrig ønsket det her for sig selv. Intet af det, hun ville ikke være vampyr og hun ville ikke føle det som hun gjorde for ham.. Men det kunne hun ikke komme udenom den følelse.. Selvom den gnavede som aldrig før, som hun aldrig troede den ville gør igen. Caroline rettede sig lidt op og kiggede ud i luften, solen var ved at stå op og den stråler ramte kort hendes arm. Caroline trak armen til sig da morgen solen begyndte at brænde hendes arm, automatisk rykkede hun sig lidt tilbage så hun faktisk sad tættere op ad Nicolas.
"Bedre tror jeg." Svarede hun på hans spørgsmål, og sank en klump.

Nicolas fulgte hendes bevægelser da hun satte sig op og hendes arm brændte en smule af solen, han brugte sin overnaturlige fart til at mørklægge rummet, han sad på sengen igen da hun havde lænet sig tilbage, han havde nogle røde mærker som solen havde givet ham, men de forsvandt lige så langsomt. Han lagde en arm over hendes skuldre og så på hende. "Er der noget du har brug for?" Han ville kunne finde næsten alt til hende, han ville gøre det for hende. Det var utroligt at én pige kunne gøre han ville ofre alt, han hadede den følelse. Hun havde en magt over ham som ingen anden havde, som ingen anden kunne få. Hun kunne udnytte ham og bruge ham til alt hun ville. Men det ville ikke vare længe, hvis hun udnyttede ham ville han sætte en grænse på et tidspunkt og droppe ud. Han ville ikke lade hende gøre det særlig længe. Ikke at han troede hun ville gøre det.

Han var hurtigt henne og mørklægge rummet, hurtigere end hun nåede at opfatte han overhovedet var væk. Hun bemærkede dog kun det blev mørkt i værelset, hun kiggede ham i øjne da han lagde sin arm over hendes skuldre. Hun lyttede stadigvæk på ham, og trak lidt på skuldren.
"Nej det skulle jeg ikke mene." Svarede hun ham kort og tøvede kun lidt. Caroline var en smule nervøs, hun var i tvivl. Om han havde haft planer med de andre tre vampyrer, for at de kunne forvandle hende så der var en varulv mindre.. Hun turde ikke at tænke over den tanke. Caroline var ikke typen som udnyttede folk, hun havde prøvet det og det var en af de væreste følelser. At føle sig forsvarsløs, og man intet kunne gøre, Caroline rystede det af sig igen. Og kiggede ham ind i øjne, hendes blik var fastgjort og hvis man kiggede godt nok efter kunne man se fortiden plagede hende eller bare at noget plagede hende. Hun ville så gerne bare starte på en ny og glemme alt det dårlige.

Nicolas nikkede kort til hende. Han så hende i øjnene og kunne ane noget der havde plaget hende. Han havde ikke lyst til at spørge ind til det, så ville hun bare blive mindet om det. Han ville godt kunne forstå hendes mistanke, han var en vampyr der hadede varulve, hun havde været en varulv der hadede vampyrer, selvfølgelig ville hun mistænke ham for at have gået imod hende. Men han havde intet med det at gøre, hvis han skulle have arbejdet sammen med dem, ville han ikke have dræbt dem. Så måske bare ladet som om han gjorde. Men ligene fra de tre vampyrer lå stadig i nærheden af skuret. "Du skal snart have noget blod igen." Han hadede at sige de ord til hende, han ønskede ikke at se hende som vampyr. Han havde vist interesse for hende fordi hun var varulv, en anderledes varulv. Nu var hun en vampyr og det ville ikke være svært at finde en vampyr som hende. Det gjorde automatisk at hun ikke var så speciel længere. Men det ændrede ikke på de stærke følelser han følte for hende. Nicolas håbede hun snart ville blive sig selv. Hun virkede så forpint, så trist, så død. Det var forståeligt, men han ønskede ikke at se hende sådan.

Caroline kunne mærke blodtrængen i hendes årer, den kom da han nævnede den. Det gjorde at hendes hals kradsede som var den helt tør, hun kunne mærke hendes tandkød begyndte at blive ømt. Lige der hvor hendes skarpe tænder snart ville gro ud, hun var hurtigt oppe og stå på gulvet og med vampyrfart var hun ovre ved et spejl og tjekkede hendes tænder. Der gjorde ret ondt, Caroline havde på fornemmelsen at hun ikke ville ændre sig bare fordi hun var vampyr. Hun kørte hurtigt en hånd igennem sit blondte hår, og tog bare smerten til sig som hun altid havde gjort. Hvad havde han gjort imod hende! Det gjorde ikke mere ondt end forvandlingen til varulv, men smerten var der stadig og el-pærenes sumen fra gangen kunne hun hører på lang afstand og irriterede hende ufatteligt. Men hun valgte at se om hun kunne ignore det.

Nicolas rejste sig da hun forsvandt hurtigt. Hun virkede til allerede at have styr på sin fart, det var imponerende. Han så hen imod døren og overvejede om han skulle have fat i Linetth, men det ville være for farligt. Så ville hun risikere at dø. Ikke fordi Linetth betød noget for ham, men hun var hans slave, så at komme af med hende ville være ærgerligt. "Caroline, skal jeg finde et menneske til dig? Har du brug for blod?" Han så afventende på hende. Han gik et par skridt tættere på hende, han vidste at alle de nye følelser og sanse forstærkelser var overvældende, så det kunne gå galt hvis hun ikke passede på. Nicolas havde praktisk talt udryddet en hel landsby i hans tid som ny vampyr. Han havde derefter flygtet og svoret aldrig at komme tilbage. Han gik tættere på hende igen. Hun var farlig at være omkring, ikke for ham for hun ville ikke kunne hamle om med hans styrke, men for mennesker omkring hende ville være i fare hvis hun ikke kunne styre sig selv. Han forventede dog hun havde så stor selvkontrol at det ikke ville blive et problem. Men han havde alligevel en mistillid omkring det, man kunne ikke regne med en ny vampyr.

Om han skulle finde et menneske til hende? Havde hun noget valg hvis hun skulle overleve, hun trak vejret ind og pustede ud igen, og hamrede næsten hånden ned i den lille komode foran spejlet. Hun kiggede ned i komoedens overflade og kiggede så op igen og kiggede på sig selv. Blod, pludselig kunne hun lugte blod. ET lille pib kom fra hende da hendes tænder kom frem, og hendes øjne blev helt røde. Hun blev forskækket men så tog monsteret over, der var en anden i dette store hus. Og den person havde begået sig en fejl ved at skade sig selv. Med en hurtig fart var hun ude af værelset, løb så hurtigt hun kunne igennem de steder der var en smule lys. Hun susede ned af trapperne og kom til hoveddøren, blodets lugt var overvælgende. Hun kunne ikke styre den tørst, Caroline havde ingen kontrol. Men det ville hun, hun skulle lige til at løbe i rettningen af blodet men skriftede hurtigt retning hen til et spejl i entren. Hun kiggede på sig selv og lod sine øjne udvide sig. Hun ville prøve at bruge sin evne på sig selv. Hun kiggede på sig selv.
"Kontroler det! Gør det!" Råbte hun næsten til sig selv, og kiggede stadigvæk ind i spejlet. Langsomt blev hendes øjne lidt mere normale, tørsten var ikke den samme mere. Hun havde mere kontrol over sig selv.. Hun sank en klump, og vendede sig om.

Nicolas håbede at netop det ikke ville ske. Han kunne regne ud at det var duften af blod der fik hende til at fare af sted. Nicolas fulgte efter og stoppede i entreen da han var usikker på om hun var gået ud eller om det var Linetth der havde slået sig. Han opfangede duften af blod der kom ude fra, men da han så sig omkring var Caroline henne ved et spejl. Han gik hen til hende og stod bag hende, så hun ville kunne se hans spejlbillede. "Jeg finder dig et menneske. Bliv her og kontroller dig selv." Han stormede af sted hen til det nærmeste menneske der ikke var langt væk. Han greb fat om en ung pige. Han ville måske have valgt en fyr under andre omstændigheder, men han kunne bedre få en pige til at være rolig og derfor få adrenalinen til at forsvinde ud af deres blod. Han tog fat om hendes liv og var hurtigt ind i entreen igen. Han lænede sig ind til pigen og lod hans kølige ånde ramme hendes øre. "Du skal ikke være bange for nogen af os. Der vil ikke ske dig noget." Hendes åndedrag var stadig hurtigt, hvilket tydede på hun stadig var bange. Han kyssede hende blidt bag øret i endnu et forsøg på at berolige hende. Da hendes puls faldt ned til noget mere almindeligt vinkede han Caroline hen. Han kyssede hende stadig for at hun blev ved med at være rolig.

Hun nikkede til ham inden han stormede ud for at finde et menneske til hende.. Og hun ville prøve at kontrollere sig selv, i det mindste prøve. Caroline gik frem og tilbage, og frem og tilbage. Hun tog hænderne for hovedet og lod den glide ned af hendes kinder. Døren gik op og hun lagde armene overkors, da han trådte ind. En ung pige, Caroline kunne mærke pigen var bange. Det ville hun selv have været for 9 år siden det var hun for 9 år siden. Da hun mødte sin første vampyr. Caroline gik nogle skridt frem da han vinkede hende hen, hun bemærkede hvordan han kyssede pigens ører for at få hende til at forholde sig roligere. Caroline kunne mærke hvordan hendes kontrol var ved at give skip, men hvis det var overlevelse handlede det om at overleve. Blod var hendes nye måde at overleve på nu, hun måtte lære det. Hun gik over til pigen og Nicolas og stod op foran pigen. Hun lagde kort en hånd på pigens kind og så hende i øjne.
"Bare slap helt af det snart overstået." Hviskede hun blidt med hendes evne til at strjfe en smule henover pigens bevidsthed, for at få hende til at slappe helt af. Caroline satte sine tænder i pigens hals, og begyndte at suge til sig. Blodet var vidunderligt og hun mærkede hvordan det slukkede hendes tørst, pigen stønnede lidt af smerte. Og blev slappere og slappere i sin krop.

Nicolas holdte fast i pigen, men trak sig væk fra hende. Han mærkede tydeligt hendes krop blive slappere og slappere, hun blev også mere og mere udtørret. Han slap hende så Caroline selv kunne få lov at gøre hende færdig. Han trådte et skridt væk og så bare til. Han nød at se hende sådan, men på den anden side gjorde han ikke. Han vidste hun ville lære det med tiden og lære at leve med det, men han hadede at hun hadede det hun var. "Bare lad hende ligge når du er færdig. Jeg får hende fjernet." Nicolas ville bede Linetth om at gøre det af med liget så kunne Caroline og Nicolas lave noget andet. En sult steg i ham ved duften af blod, men han kunne få noget senere. Linetth var hans personlige blodbank, så han ville altid kunne få blod. Dog var det ikke altid han brugte Linetth, hun skulle også have en chance for at opbygge mere blod til ham. Han førte en hånd gennem håret og fik det til at sidde mere tilfældigt som han ønskede det gjorde. Han var ikke typen der gik meget op i hans udseende, hans tøj fulgte med tiden, men om hans hår sad perfekt var han ligeglad med. Men når det kom til kvinder, skulle de ifølge ham være attraktive, det var de ved at gøre noget ud af sig selv. Så det var en smule dobbeltmoralsk.

Caroline mistede kontrollen over sig selv, og sugede til sig som et andet monster. Blodet, duften.. Smagen.. Følelsen af styrke.. At være vampyr var så mange ting, forøgede ens føleser. Kunne hun mærke ligeså tydeligt.. Hun følte noget for ham.. Men hun ville ikke inrømme det, Caroline kunne mærke kroppen var tom og lod den dumpe ned på jorden. Overrasket var hun ikke bange efter at have dræbt, det som han sikkert troede var hendes første mord. Caroline var altså morder, hun dræbte hvis det passede hende. Folk skulle ikke bedømme hende forhurtigt, hun kunne sagtens forsvarre sig selv hvis det skulle komme til det, okay denne dag havde hun følt sig overmandet. Men man kunne jo ikke altid klare det ligeså godt, kunne man. Caroline tørrede fingrene med et blød bevægelse henover hendes læber og fjernede blodet som var det regndråber. Caroline kiggede på Nicolas med hovedet en tak på skrå, og kiggede yderst charmerende på ham. Det var enlig ikke medvilje, det var bare noget som hun gjorde. Hendes øjne sendte det blik som en engel kunne sende så smukt, bortset fra at det var Caroline som sendte dem. Men ja, det var jo smag og behag.

Nicolas så på liget der lignede en kludedukke, men så så hurtigt op på hende igen. Han lagde mærke til hendes charmerende blik, det fik ham til at gå tættere på hende. Han lagde en hånd på hendes kind. "Jeg er ked af det er sket for dig kære. Jeg ved du ikke ønsker det." Han lagde mærke til en dråbe blod på hendes overlæbe, han tørrede den væk og slikkede den af sin finger. Det var en god blodtype han havde fundet til hende. Nicolas havde følelser for Caroline, selvom han næsten ikke kendte hende, var tanken om hende så storslående. Han kunne nærmest ikke håndtere følelsen. Han havde bare lyst til at beskytte hende mod alt, holde om hende, sørge for hun var sikker. Han trådte væk fra hende igen og rømmede sig. "Linetth! Jeg har en opgave til dig."

Kort efter kom en lyshåret pige ud, hun gik ned imod dem og så på Nicolas, hun så ikke på Caroline eller liget der lå på gulvet.

Nicolas pegede mod liget. "Skaf dig af med liget og gør gulvet rent bagefter. I morgen har du en fridag."

Caroline kastede et kort blik på den lyshårede pige som kom ud, og kneb øjne kort. Hun kunne se en smule bide mærker, mon han havde en lille blodbank? Hun rystede tanken videre og helt væk og kiggede igen på Nicolas, hun pustede lidt ud og gik et skridt tættere på ham. Hvorfor var hun så besværglig og rydde sig ud i alt mulig.
"Sket er sket, jeg kan ikke gøre noget ved det. Jeg er bare altid den uheldige, den som alt det dårlige sker for. Men ja det kan jeg jo ikke gøre ved." Fløj det bare ud af hendes mund, uden hun var klar over det. Caroline var ikke træt af at være vampyr i den forstand, hun var træt af at føle sig som den person der aldrig kunne blive lykkelig.. Caroline kiggede kort ned i gulvtæppet og pustede tungt ud inden hun kiggede op igen.
"Men ja, sådan er livet." Fik hun sagt og kørte en hånd igennem sit hår.

Nicolas lagde hovedet en lille smule på skrå, så lidt af det næsten ikke kunne ses. "Kære.." Han tog hendes hånd og holdte om den med begge hænder. "Du skal blot lære at løse dine problemer. Du skal lære at beskytte dig selv. Nu er du endnu stærkere, du kan udrette noget stort med de evner du har." Han så ikke efter Linetth der slæbte liget væk. Det bankede hårdt på døren og kort efter ringede den gentagene gange med en klokke, en gammeldags dørklokke. Han slap hendes hånd og gik hen til døren. To store brød stod udenfor.

De skulle finde en vis Nicalos. De vidste ikke hvorfor, de vidste blot af deres leder, Rafeal, ville have fingerne i ham. De havde fundet frem til hans hus og stod nu ude foran. Da der blev åbnet greb den ene fast om hans hals og klemte ham op af en væg. Den anden så ligegyldigt rundt i rummet og forberedte sig på en reaktion fra vampyren og mennesket. "Er du Nicalos Ferando? Dæmonlederen søger dig, vi skal bringe dig til ham."

Caroline lærer at forsvare sig selv, han kendte hende ikke? Hun havde levet med at forsvare sig selv, hun havde afsluttet de første problemer hun havde.. Men der kom altid endnu flere.. Caroline nåede ikke at sige et ord før det bankede hårdt på døren og Nicolas slap hendes hånd, hun kiggede på døren. Og hoppede næsten et skridt tilbage da de to kæmpe dæmoner brasede indenfor, og vil have fat i Nicolas. Af en eller anden grund ville hun ikke lade dem tage ham, og hun smilte lumsk inden hun med en hurtig bevægelse kastede en kniv som hun havde i sin støvle på en af de store dæmoner så den ramte i brystkassen. Den var dyppet i vievand, så smerte kunne ikke undgåes. Caroline havde været den søde uskyldige lille pige, men ikke mere. Og man tog volsom fejl hvis man troede det om hende, den pige var død for længest.
Hun kastede hendes hår tilbage, og kiggede på dem dæmon som holdte Nicolas.
"Slip ham?" Sagde hun og gik truende imod ham, hun havde det med at udfordre skæbnen, tage lidt dumme beslutninger. Men der var noget over Nicolas, og selvom hun var meget imod det skulle de ikke dræbe ham eller fører ham til nogle. Det varrede ikke længe før at den anden dæmon ville komme sig over knivens hug, kortere end hun forventede...

Nicolas blev overrasket da han blev holdt op af muren, men han viste det ikke. "Jeg er ikke Nicalos Ferando." Han så imponeret på Caroline da hun havde kastet en kniv mod den ene dæmon. Han vidste ikke hun havde det i sig, han troede ikke at hun ikke kunne forsvare sig selv, men at hun uden videre gjorde det kom bag på ham. Han skubbede dæmonen væk fra sig og trådte nogle skridt frem. "Forlad mit hjem øjeblikkeligt!"

[i]Den dæmon der ikke var ved at overfalde Caroline var på vej ud af døren. Han så hen imod den anden dæmon. Cedric. Kom så her, det er ikke ham." Han gik hen og tog fat i hans trøje og trak ham med sig. Inden han nåede ud af døren vendte han sig mod Nicolas. "Jeg beklager ulejligheden." Dæmonerne gik ud af huset.

Dæmon kom nærmere hende, og hun følte sig en smule truet. Okay det var hendes egen skyld, hun havde selv startet et angreb. Caroline trak sin pistol op af den anden støvle, og var klar til at affyre den, om nødvendigt. Men det viste sig hurtigt ikke at være nødvendigt. Dæmonerne gik, da Nicolas bad dem om det. Lidt skuffende at det ikke blev mere end et lille besøg, men ja det var vel godt nok.
Caroline lod sin pistol svinge rundt om lille fingeren inden hun satte den ned i hendes støvle igen.
"Og bare så du ved det, jeg kan godt forsvare mig selv." Sagde hun og hævede et bryn af Nicolas da dæmonerne var gået. Hun smilte skævt til ham, imens hun kastede sit hår tilbage.

Nicolas fik en pludselig idé. Han havde muligvis en måde Caroline kunne blive varulv igen. Men han blev nød til at undersøge det nærmere. Da dæmonerne igen var forsvundet gik Nicolas tættere på Caroline igen. Han var klar over hun kunne beskytte sig selv, men hun var ikke varulv længere. Hun blev nød til at lære at overleve på en ny måde. Som vampyr. Hans ene mundvige trak op i et skævt smil over hendes ord. "Det er jeg klar over. Men du er ikke varulv længere. Du skal overleve på en anden måde." Nicolas undervuderede ikke Caroline, han vidste at hun var i stand til meget. Det var også noget af det der havde vækket en interesse i ham. Han havde fra starten af vidst at hun ikke var som andre.

Hun smilte til ham, og mærkede glæden i sin krop. Hun kiggede kort på hans læber, men flyttede hurtigt blikket op på hans øjne igen.
*Fy slem tanke* Hun havde lyst til at kysse ham, men hvorfor? Caroline kiggede ham dybt ind i øjne.
"Det ved jeg men, hvis jeg kan klare min fortid kan jeg også klare nye udfordringer. Jeg har engang været svag men jeg kan klare nye ting. Jeg er ikke bange for det mere." Svarede hun og trak lidt kort på skuldren inden hun bare smilte til ham. "Jeg har altid haft dræber instinkter og jeg er ikke bange for dem. Og der en bestemt der stadig er mit mål." Tilføjede hun, Christian var hendes mål at dræbe.. Hun håbede ikke Nicolas troede det var ham det var det ikke.. Hun havde ikke rigtig nogen grund ligenu.

Nicolas var sikker på hun ville kunne klare det uden ham, men det var der ingen grund til. Han ville gerne hjælpe hende, det irriterede ham at hun havde vækket sådanne følelser i ham. Det var ikke nogen han havde følt siden han var menneske og det havde været nogen han prøvede ikke at føle. Men det var ikke hans plan at lukke af for sine følelser. Så ville han ikke kunne føle vrede og det havde han brug for. Så at han fik følelser for en tøs indimellem kunne han godt håndtere. "Jeg ved du kan komme igennem det med eller uden min hjælp kære. Du er stærk." Nicolas frygtede ikke at hun ville dræbe ham og hvis hun ville kunne hun ikke. Hun var stærk, men ikke så stærk. Nicolas var ikke så let at overmande, selvom han havde en interesse for Caroline ville det forsvinde hvis hun forsøgte at dræbe ham.

Caroline kom pludselig med et smil, ikke et smil mange havde set før. Det var et smil som nogle gange kunne få folk til at smelte, smelte af at det smil var så smukt. Caroline kiggede ham i øjne. Hun burde kunne håntere sig bedre, hun havde prøvet siden hun så ham første gang. Men det var svære end forventet.
"Det ved jeg, men hvordan ved du jeg ikke vil have din hjælp?" Spurgte hun stille og kiggede igen på hans læber, men tvang sit blik op i hans øjne igen.