I saved you once, don't make me do it twice - Bethany.

Sted:Terrorville district, langt væk fra alting.
Omgivelser: Nicolas er den eneste at se i miles omkreds.
Tid: 19:16
Vejr: Solen er gået ned over horisonten, men det er muligt at spotte de sidste stråler fra den.

Nicolas gik med langsomme og ligegyldige skridt, han havde ikke noget at tage sig til. Han gik bare for at gå. Dagens jagt havde han allerede været på, han kunne nemt tage en jagt mere, men han ville hellere finde noget andet at lave. Der var ingen grund til at overspise. Han gik i sine egne tanker, de faldt hele tiden tilbage på Caroline, men han forsøgte at tænke på noget andet. Caroline.. En pige du reddede.. Hun betyder intet.. Han prøvede konstant at bilde sig selv det ind. Men Caroline betød mere, hun var ikke hvem som helst. Han tænkte tilbage på de få andre han havde hjulpet igennem årene, der var ikke mange. Den seneste udover Caroline var en anden pige. En engel. Nicolas kendte ikke hendes navn og ønskede heller ikke at kende det. Han havde set hende i selskab med nogle andre piger, deriblandt en vampyr. Nicolas havde tydeligt fornemmet sulten sive ud fra denne vampyr, så da hun gik af sted med englen var Nicolas på vagt. Englen betød intet for ham, så om hun blev dræbt eller ej kunne være ligemeget. Men hvis nogen skulle dræbe en tøs som englen, så skulle de ikke være en sulten vampyr. Det skulle gøres med perfektion, ordentligt, pænt. Den anden vampyr ville sikkert bare efterlade kroppen og smutte. Men det blev ikke på Nicolas' vagt. Han fulgte efter dem og sukkede da vampyren stod begravet i englens hals. Skulle han absolut gøre alt selv? Han skubbede vampyren væk som var hun en fjer. Dernæst samlede han englens næsten livløse krop op og gik med hende ud. Den anden vampyr virkede dog ikke tilfreds med det, hun ville ikke lade ham gå uden kamp. Nicolas sørgede for at englen sad trygt op af dørkarmen før han vendte sig op mod vampyren. "Du kan ikke klare mig. Jeg har levet i flere 100 år. Du kan prøve, men du vil tabe. Der må jeg skuffe dig." Nicolas fnøs af hende. 100 år var ingenting, hun var en baby i forhold til ham. Han tog fat i hendes arm og holdte hende fast selvom hun desperat prøvede at komme fri. Nicolas tog fat om englens liv og bar hende med den ene hånd og holdte vampyren i den anden. Han gik tilbage hvor han kom fra og skubbede vampyren hen imod de piger hun havde været sammen med før. "I burde holde styr på jeres veninde." Han sagde det koldt, følelsesløst og uden at fortrække så meget som en mine. Så forsvandt han med englen i sine arme. Hvorfor han havde reddet hende stod stadig uklart for ham. Han havde et gen i ham der tvang ham til at redde nogle indimellem, det havde været tid igen. Det måtte være den eneste forklaring.

Bethany hed englen som han engang havde for døden, hun begav sig på eventyr eller det havde hun ihvertfald bestemt sig. Hun sad på værelset og ventede på at de folk om forsat gik nede på gaden ville forsvinde, hun kunne nemlig ikke tage fordøren for bedste som hun kaldte den gammele dame som boede sammen med ville ikke have hun gik, hun havde en hvid kjole på som passede godt til temaet engel, men den ældre dame som boede sammen med løftede altid pegefingeren. Det er farligt om natten dog ville den ældre ikke fortælle hvad det var hun skulle passe på. Hun kiggede kjolen og havde nær glemt det vigtigeste hendes armbånd hun gik den kunsigt arm som hun hang sine armbånd på når hun ikke brugte dem. Hun smilede svagt og tog tre hvide og en sort. Derefter tog hun den hvide kappe så hun ikke skulle komme til fryse på sin opdagelse rejse.
Hun havde lavet kjolen sådan at hendes vinger hurtigt kunne trækkes ud af kroppen uden at ødelægge kjolen. Hun trak vejret tungt og trak hendes vinger ud af kroppen, sometider spekulerede hun på om den ældre dame overhovedet vidste hun engel, hun spurgte ikke ind til det og den gang hun havde taget sig sammen til at fortælle hende om det virkede ikke overrasket, men det var som hun glemt det igen måske hun senil eller sådan noget. Hun kiggede og måtteb til ærgelse vente for nede gaden stod der en lille gruppe af mænd og snakkede hun kunne ikke rigtigt høre hvad de snakkede om for hviskede.

Endelig gik hun hoppede ud af vinduet svævede stille ned på gaden med hjælp af hendes vinger. Hun havde bestemt for at turen skulle gå fra angerforge til Terrorville District. Hun smilede svagt og forsatte hun vidste ikke hvor længe hun havde gået og hun blev en smule nervøs, for kendte ikke noget af hendes omgivelser. Bygningerne var fremmede vejen virkede fremmet og uvenlig. Gaden gik var mange gadelygterne mørke sorte der var ikke synderlig meget lys. Hun snak en klump det var bestemt ikke sted en engel burde være og desuden havde hun heller lyst til være her, en masse skumle typer kunne lure i mørket.
Af en eller grund forsatte hun som om der var noget hun skulle, hun kunne ikke sige hvorfor hun forsatte men det skulle. Derfor hørte hun ikke eller så de skikelser som følte efter hende i læ mørket.

Nicolas gik mens han tænkte tilbage på da han reddede englen. Han havde efterladt hende ved en ældre dame i et sted ikke så langt derfra. Han havde ikke selv tænkt sig at tage sig af hende og han havde ikke lyst til hun vidste noget som helst om hende. Så ville hun måske bare tro at han ville redde hende igen, hvilket han langt fra ville. Tværtimod, han kunne finde på at bruge hende som personligt middagsbord. Han fornemmede hurtigt at der var et væsen i nærheden af ham, han var ikke helt sikker på hvad det var, men ligemeget hvad orkede han det ikke. Han drejede forsigtigt hovedet og så sig over skulderen, ganske rigtigt, en engel måske? Man kunne nærmest se lyset skinne ud af hende. Det var afskyeligt. Han kunne dog ikke undgå at ville lege lidt med denne engel. Han satte farten ned så de ville komme tættere på hinanden, han drejede igen hovedet så han bedre kunne se hende. Jamen dog.. Var det ikke den engel han havde reddet for en tid siden? Så kunne han måske få det bedre ved at lege med hende. Så ville han ikke føle at han havde hjulpet hende for meget. Han brugte sin overnaturlige fart og endte hurtigt bag hende. Han trådte et par skridt frem så han gik side om side med hende. Hendes blod duftede langt væk, han havde fået en masse menneskeblod på det seneste, men engleblod havde han ikke fået i en tid. Måske skulle han udnytte situationen til at få sig en dråbe engleblod eller to. Han gik så tæt på hende at hun ville kunne mærke ham, selvom han ikke rørte ved hende. Hans aura så at sige. "Du burde ikke være ude nu. Man ved aldrig hvad der gemmer sig i mørket." Han smilede charmerende, men det skjulte et lumsk smil der gemte sig lige under overfladen.

Hun var så opsat på at gå ned af vejen at ikke opdagede noget som helst over hovedet, hun fór op i en spids og skulle lige til at løbe fordi blev men i stedet for bredte hun sine vinger ud igen, men inden skulle til at lette betragtede hun hans ansigt. Hun genkendte svagt, men kunne ikke huske hvor fra, hun stoppede op, men svarede ikke på hans formaninger hun stod stirrede på for nogen kunne det godt være noget akavet, hun prøvede svagt at række ud efter hans tanker, men hun tøvede for meget og det betød hun ikke fik ret meget ud af evnen. Derefter betragtede hun hans hudfarve, den var bleg mere bleg end hendes han lignede næsten omvandrende lig, da den tanke var tænkt blev hendes øjne store. Hun tog til sin hals hun havde fået at vide at det var et vampyr bid, men skulle hun frygte eller stole på ham. Hun følte sig forvirret på sagde hendes krop at slappe af, men hendes sagde flygt for helved. Hun sank en klump og ville gerne sprøge ham hvor det hun havde set ham, men hendes hjerne var kæmpe virvar tanker.
Hun sukkede svagt vendte nu sit blik væk efter den lange stirren, hun vidste stadig ikke hvad hun skulle svare endte med stå som en anden forelsket skole pige, men det var ikke fordi forelsket, men hendes hjerne fortalte hende at hun set ham, men vidste hvor.

" jeg skal også til at hjem jeg har nogen der venter" sagde hun og bed sig svagt i læben, hun bedstemt for at han ikke var til stole på. Hun måtte væk, hun bredte sine vinger imes gav til løbe, hendes hjerte begyndt hamre helt vildt det ville ikke vare længe før det hoppede ud af brystet på hende, desuden hun ville hun ikke give sit blod til middag, men der var alligevel noget ved. Hun nåede ikke tænke mere inden blev taklet af noget hun kunne se hvad. Hun gled nogle få meter henover astfalten inden stoppede.

Nicolas kunne se hun var på vej væk, men at hun så blev fordi hun så på ham. Hun måtte svagt kunne erindre hvem han var. Hun skulle nok blive et sjovt stykke legetøj. Han lagde hovedet en smule på skrå så han så mere venlig ud, det var blot spil for galleriet, han havde tænkt sig at vinde hendes tillid og så slå til. Hendes lange stirren på ham fik ham til at se hende som en forelsket teenagepige. Det var sjovt at se hende sådan. Måske skulle han give hende et hint om hvem han var? Hvordan de havde mødt hinanden? Han nikkede tilfredsstillende da hun satte i løb. Jagten ville altid være det sjoveste. Han nåede dog ikke at jagte hende før hun blev væltet og smidt hen af asfalten. Han var hurtigt henne ved hende, overnaturligt hurtigt, han satte sig på hug foran hende og så på nogle af de hudafskrabninger hun havde fået. Med en enkel og yndefuld bevægelse fjernede han hendes hår fra hendes hals og aede forsigtigt hende hen over halsen. Hendes blod duftede utrolig godt. Men han kunne ikke koncentrere sig om det nu. Der var noget der havde væltet hende og hvad det end var, så var det stadig derude. Han samlede hende op og bar hende i hans arme præcis som da de mødtes første gang. Han lagde hende forsigtigt til siden og ventede på at han eller hun ville blive overfaldet. Han sad igen på hug foran hende. "Du bør passe mere på dig selv. Jeg kan ikke blive ved med at redde dig."

redde hende igen? Hun kendte ham da ikke hun bevægede sig en smule i hans arme idet svagt bag ham fik øje på skikelse, hun kunne ikke se hvad det og faktisk vidste hun ikke hvad hun skulle svare hun travlt med betragte væsnet, Bethany var ikke den der snakkede mest, hun mærkede svagt de sviende hudskrabninger hun kunnetil sidst ikke se skikelsen mere, men hun sikker på den var i nærheden, hun betragtede der efter de hvide vinger, nogle få fjer hun sukkede svagt " har du reddet mig" sagde hun og hun kunne stadig ikke huske ham, men når han sagde det så må det jo være sådan. Hun ville gerne ned og gå selv, hun følte sig´akavet i hans arme, hun kunne ikke huske. Hendes hjerne forvirrede hende stadig, hun lukkede svagt øjnene " jeg kan ikke huske" sagde stille det mere til hende selv, dog åbende hun øjnene med sæt hun havde fanget tanke af hvad der måtte være det der taklet hende. Hun trak vejret dybt, hun kunne ikke bedømme hvad det var, men måske det var en anden vampyr. Hun regnede ikke med det, for hun var først lige ved lærer alle racerne at kende igen.

Nicolas gik et stykke med hende, men lagde hende ned et stykke fra hvor de lige havde været. Han lagde hende ned som var hun det mest skrøbelige porcelæn der fandtes. Han kunne godt forstå hun ikke kunne huske ham, men der var ikke tid til at forklare. Han havde en kamp at se frem til. Nicolas vendte ryggen til hende og ignorerede hendes spørgsmål. Han trådte nogle skridt frem og foldede armene ud til siden. "Er du så bange at du ikke engang tør vise dit ansigt? Patetisk." Han sagde det udelukkende for at lokke dette væsen frem. Han kunne af en eller anden grund ikke opfange hvad han var, det kunne skyldtes han havde meget sammen med andre væsener og deraf skjult sin duft. Men det virkede stadig ikke helt muligt at Nicolas ikke vidste hvad han var. Han sørgede stadig for at englen var sikker, så hvis der kom en bag fra ville han opfange det før der kunne nå at ske hende noget. Han anede ærlig talt ikke hvorfor han skulle redde hende. Hun var en engel. Hun betød ikke noget for ham, så at redde hende gav ingen mening. Men han kunne alligevel ikke lade vær. Nicolas lod sine arme falde ned langs hans side. "Kom frem fra dit skjul kujon."

Lyden af højehæle gav genlyd en kvindlig vampyr og en mandlig slave kom gånede, manden var en anden, kvinden var køn sytens Bethany hendes hår bølgede ned af hendes arme. Hendes øjne var blå næsten helt unaturlige blå. Manden derimod lignede en der var træt. hun sukkede svagt hvad var de ville hende alle disse vampyre der var Nicolas og nu de to andre, måske hun kunne liste´væk imens kæmpede " Jeg så den først" svarede den kvindelige vampyr, hendes stemme kold og chamerende. Hun begyndte igen med frygtløse skridt at gå hen imod Bethany. Hun ænsede ikke Nicolas, men den kvindelig vampyr vidste at han ville bruge hende til det samme som hun ville. Hun var klarover at når hun kom tættere på Nicolas ville kampen gå igang. Hun var sikker på at hun ville vinde " navnet er Sandie" sagde den kvindlig vampyr. Manden havde været stille, men også han begyndte røre på sig, måske den første vampyr skulle aflede imen den anden tog Bethany. Hun snak en klump og håbede bare at han også styr på den anden mand som nu stille listede imod hende.

Nicolas så skeptisk til da en vampyr kom gående. Så hun turde alligevel godt vise sit ansigt? Fantastisk. Han kunne nemt klare dem begge. Han var stærkere end de fleste. Ikke alle, men grundet hans alder var han stærkere end mange. Han lo hånligt af hendes kommentar. "Det har intet at sige kære." Han lod en arm ramme hendes side så hun fløj et par meter væk, så greb han fat i den mandlige vampyr og knækkede uden videre nakken på ham. Han forventede ikke at kvinden ville give op så let. Men lige meget hvad skulle den gimpe ikke få lov at røre englen. Han følte en utrolig trang til at beskytte hende, hvilket irriterede ham på det groveste, han havde ikke brug for at bekymre sig om andre. Det ville bare være en forhindring for ham. Han gik hen til vampyren han lige havde knækket nakken på og kastede den hen til den kvindelige vampyr. "Medmindre du vil ende på samme måde, så må du hellere smutte igen." Vampyren var ikke død, blot midlertidig bevidstløs. Eftersom han var død, så ville en knækket nakke ikke være nok til at tage livet fra ham. Men han var et offer for andre. De kunne dræbe ham så let som ingenting hvis de ville det.

En kold latter rungede i luften imens vampyren fløj igemmen den, hun landede på benen stod stirrede på manden som han havde knækket halsen på ham rørte hende, Bethany´havde ikke tænkt sig lade ham stikken hvis ikke det passede havde han reddet hende. Hun kom vaklende på benene og hun kiggede ikke på Nicolas hendes øjne var rettet imod kvinden, hun rakte ud efter hendes tanker fangede dem, i Bathanys øjne kunne man nu se alt det hun se vampyrens tanker. først var der et mørke, men til sidst afsløre ´vampyerns tanker sig hende. Hun kunne se at det forholdte sig anderledes end hun troede, den vampyr som knækket halsen på vidste sig at være hendes mage de boet sammen i over 540 år, men manden var ældre, Bethany prøvede at lede efter vampyerens frygt så søgte videre. Hun måtte dybere ind i hendes tanker, men imens læste den ville være sårbar, det var hun fordi hun ikke selv kunne se hvor angrebene kom fra til sidst så billed af vampyrens mage som stille forsvandt i hendes hænder. Vampyren øjenede sin chance satte i vampyr løb imod Bathany som var ved komme til sig selv, manden var hendes svagt led vendte sig om imod Nicolas " manden er hendes svageled" sagde hun og nåede ikke tænke mere over det før hun igen blev sendt til jorden.
Bethany gispede smerten var stor og flere sorte pletter havde bredt sig for ø jnene af hende. Hun rev efter vejret og betragtede svagt vampyren lagde ved siden af hende, vampyr skulle åbenbart sunde sig for rejst sig endnu. Hun rakte ud efter den andens hånd og brugte den anden evnen. Hun overførte følelsen af være alene og efterladt. Vampyr et vredes udbrud og Bethany trak væk, hun løb hen bag ham.

Nicolas holdte øje med vampyren i hver af hendes bevægelser, og da hun satte i løb gjorde han det samme. Han nåede dog ikke at komme derhen før hun havde væltet englen. Men nu vidste Nicolas hvad han kunne gøre for at få vampyrens opmærksomhed. Han greb fat i hendes hår og kastede hende hen til den anden vampyr. Han var hurtigt over ved dem, uden videre holdte han fast i hendes arm og tog fat i den anden vampyr. Han greb fat i hans hals og fik ham til at stå nogenlunde op ved at snurre Nicolas' ene ben om den anden vampyr. Han tog fat i den kvindelige vampyrs hals og løftede hende fra jorden. "Du kan ikke overvinde mig. Det vil være værst for dig selv." Han lod hans hænder gå igennem fyrens bryst med hans overnaturlige styrke og greb fat om hans hjerte. Han trak hjertet ud og lod kroppen falde dødt om på jorden. Han lod sit ben stå solidt på jorden igen. Nicolas smed hjertet på jorden. Han så over på vampyren han havde i hans ene hånd. "Vil du have samme behandling? Ellers forslår jeg at du smutter med det samme og aldrig kommer i vejen for mig igen." Nicolas vendte ikke blikket mod englen, da det bare ville distrahere ham og han ville være sårbar.

Kvinden som nu blev løftet op halsen imens hun kunne se Nicolas dræbe hendes mage, hun hvæssede koldt og svor hævn over ham og Bethany, hun prøvede stadig at samle kræfter så hun bare kunne se nogenlunde frem for sig uden sorte pletter. Hun følte at hendes krop var blevet randt over af et tog.l Hun gispede stadig efter vejret, men hun havde hjulpet og af det havde hun været stolt. Hun rømmede sig smule, hendes engle gen trak sig på Bethany syntes de skulle lade vampyren som angrebet hende gå, hun havde lige mistet den holdte af " lad hende gå hun vil gernere hos mere" Bethany mumlede og sukkede svagt, hun brød sig ikke om at folk død pågrund af hende. Dog havde reddet hende, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle tro om ham for han var jo en vampyr som drak blod. Udover det havde hun hørt at hendes blod smagte godt fordi hun var en engel. Hun sukkede igen og lod tivilen komme ham til gode for han havde jo reddet hende og hun var blev engel som så det gode i folk.

Nicolas ignorerede hendes hvæs. Han havde utrolig meget lyst til bare at rive hendes hjerte ud. Bare for at stå i vejen for ham. Men da englen bad hende gå bed hans irriteret tænderne sammen. Han så på kvinden med øjne der så småt var ved at komme tilbage til hans sædvanlige øjenfarve, frem for en rød farve. Han slap hende og lod hende falde ned på jorden. Hans tænder var stadig bidt sammen. "Jeg forventer ikke at du kommer i vejen for mig igen. Næste gang vil du ende som din ven her." Han sparkede til den døde vampyrs fod og vendte sig væk fra hende og gik hen imod englen. Han så på hende med et blandet udtryk, en blanding af irritation og glæde fordi hun var i live. Han havde svoret at han ikke ville redde hende igen. Han trådte tæt ind på hende. "Du må passe bedre på. Jeg kan ikke være der til at redde dig hver gang." Han foldede sin ene hånd sammen og trådte væk fra hende igen. "Vampyrer vil have dit blod. Så pas bedre på. Hvis det her sker igen så flyv." De irriterede ham gevaldigt at han blev nød til at beskytte hende, han havde knyttet et bånd til hende første gang han reddede hende. Det havde været der lige siden og han havde flere gange tænkt på hvad der var sket med hende.

Bethany nikkede til hans formaning og smilede svagt og en smule angstrengt, hun anede ikke hvorfor, men hun begyndt at stole på ham hun satte sig pustede svagt til hendes hår, det hang i fedte og beskidte laser, hendes vinger havde også set bedre dage de lignede noget der var løgn. Kjolen havde engang været hvid og nogle steder kunne man også se det hvide " hvorfor redede du mig?" spurgte hun lod svagt hendes finger glide henover flere af de blå mærker hun havde fået. Hun tog sig til hovedet, det snurrede stadig, men det var ikke så slemt hun kom vaklende på benene, imens hun kiggede over på vampyren som trak sig væk. Inden forsvandt svor hun hævn over Bethany og Nicolas. Bethany stod lidt betragtede sine omgivelser, det svimlede en smule, men det kunne godt gå. Nu vidste hun hvad det var hendes ældre bofælle havde advaret hende imod, men var de virkelig så farlige og ikke til at stole på?
Hun turdte godt at prøve, hun kunne jo være heldig at finde en der var anderledes. Det gav et sæt i hende da han sagde det om hendes blod, måske det var det ville, hun anede det ikke, men vis ikke gav chancer lærte man ikke folk at kende. Hun trak svagt vingerne ind kroppen igen det gjorde en del ondt og hun kunne ikke lade være med at skære en grimasse.

Hun ville så gerne vide hvor det var hun kendte ham fra, men hun kunne ikke huske det, hun kiggede igen på ham, men det gav ingen hjælp. Hun sukkede svagt og rev svagt i den bedskidte kjole, men vis hun lærte ham kende kunne det være at hun ville få svar. Hun anede ikke om hun havde fået hans navn og om han havde fået hendes hun begyndte at vaklende at gå hun kunne sagtens gå hjem. allerede nu prøvede hun på finde en undskyldning på hvorfor hun så sådan ud, hun smilede svagt idet hun havde taget de 2 første skridt, men da hun skulle til at tage de næste faldte hun sammen på jorden. Hende havde også fået nogle tæsk idet, men hun skulle nok klare det. Som sad der lignede lidt påkørt råvildt som opgivet. Desuden kunne da ikke tage hjem nu, hun måtte finde ud af hvem den fremmede var.

Nicolas gik nogle skridt bagud og prøvede at se på alt andet end hende, men hun var bare som en stor lysende plet midt i mørket. Et suk forlod hans læber da hun ville kende grunden til hans redningsaktion. Hun kunne lige så godt få det hele af vide så. Hans ene hånd kørte igennem hans hår og skjulte et øjeblik hans øjne. Han trådte en smule tættere på hende. "For nogle år siden var jeg på et diskotek. Du var der også sammen med nogle andre piger. Du forlod gruppen med en pige, en vampyr. Jeg fulgte efter jer. Da jeg kom derud havde hun nær drænet dig for blod hvis jeg ikke havde fået hende væk fra dig. Jeg tog mig med dig og afleverede dig ved en ældre dame og bad hende aldrig fortælle om mig og ikke fortælle mig om dig. Jeg reddede dig og jeg ville ikke gøre det igen." Han så ned og fnøs af sig selv. "Men jeg kan ikke lade vær. Ser du.. Jeg har et gen i mig der vil redde indimellem. Jeg kan ikke lade vær. Jeg kunne lige så godt have ladet dig dø, det ville jeg have gjort med en hver anden og sikkert hjulpet dem. Men jeg har ikke lyst til at se dig dø." Han kunne høre hvor patetisk det lød og det fik ham til at træde et skridt tilbage. Han så efter hende da hun begyndte at gå, han var hurtigt henne ved hende da hun var faldet. Nicolas tog fat om hendes ryg og hjalp hende op at stå. Han kunne slet ikke beskrive hvor meget en del af ham bare ønskede at smide hende ned i en kløft og lade hende rådne op. Mens en anden desperat havde brug for at sørge for hun var sikker, som hvis han ville dø hvis hun ikke var sikker.

Hun sukkede svagt der intet der ringende, hun tog sig svagt til hovedet, det gjorde alt for ondt tænke tilbage, men det ville vel komme. Hun valgte ihvertfald at tro på ham. Hun anede ikke hvor hun skulle tage hen for hjem det kunne hun ikke for hvordan skulle hun kunne forklare hvorfor så ud som hun gjorde. Hun blev smule forskrækket idet han hjalp hende op, men hvorfor troede han det var slemt at redde folk, der kom altid noget igen sådan følte hun det ihvertfald. Hun smilede svagt for ikke at det skulle gøre alt for ondt. Hun vendte tilsidst blikket tænksomt ned i jorden. Hun kunne næsten ikke tro at hun havde mødt en fra hendes fortid hun havde altid troet at hun døde også blev engel. Hun sukkede svagt og opgav at tænke over fortiden, det var fremtiden som gjalt. Hun kiggede sig lidt omkring efter hun havde tænkt " hvor skal vi gå hen?" spurgte hun og håbede at han kendte området her, for det var hendes første tur her til.

Nicolas slap hende forsigtigt for at være sikker på hun ikke væltede igen. Han kunne ikke helt se hvorfor hun ikke kunne huske, men han valgte ikke at rode mere i det. Han var trods alt ligeglad med hende. Et suk forlod hans læber. Hvem prøvede han at narre? Han var ikke ligeglad med hende. Han så sig kort omkring for at være sikker på der ikke var andre i nærheden af dem. Han ville hurtigt kunne enten høre eller lugte dem. "Vi kan tage tilbage til mit hus. Så kan vi få din kjole vasket og du kan slappe af inden du tager hjem." Han gik ud fra hun ville følge efter ham, da hun ikke vidste hvor huset lå. Han så over på hende. "Det er et stykke herfra, så hvis du bliver træt kan vi holde en pause." Det var ikke fordi det ville tage flere nætter og dage, men det ville tage lidt tid. Hun måtte være chokeret efter det der var sket med vampyrene. Det ville ikke være underligt, hun virkede ikke til at vide meget om de væsner der fandtes omkring hende. Som ham, f.eks.

Bethany vidste intet om væsnerne hun kunne ihvertfald ikke huske dem, men det var ikke fordi hun ikke ville huske dem. Hendes hukomelsetab var en måde til at glemme det dårlig minde, hun smilede svagt og fulgte efter ham. Hun imens hun betragtede ham, hun anede ikke hvorfor en vampyr ville redde en engel men det havde han gjort og der måtte jo være noget godt ved alle væsner, selv dem kaldte sig for mørktes væsner. Hun fik tænksomt da hun kom til at tænke på hvorfor han havde reddet hende, hun kæmpede en smule med sig om ville have svaret eller om hun skulle lade det " hvorfor redde en engel, er der noget som du vil havde?" spurgte hun uden engentlig vide hvad hun spurgte om. Han kunne jo forlange alt muligt som nok ville være noget betænklig ved at give ham.

Nicolas blev ved med at gå mod hans hus. Hendes spørgsmål kom ikke bag på ham. Han blev dog nød til at tænke over om han ville forlange noget af hende. Det ville han have gjort hvis det havde været alle mulige andre, men han var ikke sikker på om han ville forlange noget af hende. Hun virkede bare så uskyldig, det ville næsten være synd. Han havde det også sådan at hvis nogen skulle dræbe andre i hans omgangskreds, skulle det være ham. Så hvis denne tøs skulle dø, var det ham der skulle dræbe hende. "Fordi at hvis nogen skal dræbe dig, skal det være mig." Han så ikke over på hende mens han snakkede og hans ord var tomme og følelsesløse. Der var ingen følelser at spotte i hans ansigt, han havde ikke nødvendigvis tænkt sig at dræbe hende. Men hvis nogen skulle var det ham, så alle andre kunne lige vove på at komme i vejen. Han drejede om et hjørne og ventede på at hun fulgte med.

Hun stoppede op, dræbe hun blev forvirret, men nikkede det var da klart, måske ville hun føle sig mere tryg velvidende at det var en hun kendte frem for en hun ikke kendte, efter nogle få sek. fulgte hun efter ham, der var ingen grund stille flere spørgsmål, for hver gang hun gjorde endte hun med at enten blive overrasket eller forvirret. Hun lagde svagt hovedet på skrå med tænksomt blik, hun var måske smule naiv, men sikker på at de ville blive fine venner kunne man vel kalde det, men hvad end det så var man kunne kalde det ville de blive fine idet. Hun bed sig svagt i læben inden hun opgav det tænksomme blik kiggede på ham " tak for alt, jeg mener for reddet mig" sagde hun smilede, normalt var hun nervøs kunne ikke sige noget, men følte at i hans nærvær kunne næsten alt, hun vidste godt at det måske kun denne ene gang de ville ses, men hun sikker på at han alligevel på en måde ville holde et vågent øje med hende.

Nicolas så ikke på hende mens de gik her. Han havde ikke tænkt sig at hjælpe hende mere end en højst nødvendigt. Han så ingen grund til at se på hende. Han stoppede op ved en sti der førte op til hans hus. Nicolas gik op til døren og åbnede den for hende. "Du behøver ikke takke." Han ventede på at hun gik indenfor. Hans hus var stort i forhold til der kun boede tre personer. Der var ham, hans slave Linetth og hans stuepige Katsas.

//Undskyld længden. Du kan læse om huset på min profil:)//

Bethany fulgte efter, huset var kæmpe det hus boede i kunne være det flere gange, det kunne godt være hun overdrev, men overdrivelse fremmer forståelsen. Huset var ikke hus, men et slot hun så afventede på det hun nærmest forventede at en prinsesse snart ville komme gående måske Askepot eller Tornerose. Hun nærmest lyste af forrundring af hans hus det prægtigt ”wow” sagde hun og hendes underkæbe hang en smule, hun bed svagt læben. Hun havde aldrig troet at hun skulle se et så stort og da aldrig at hun skulle ind i et. Mon der boede andre? Hun anede det ikke og hun spurgte heller ikke for det kom ikke hende ved, hun stod længe og betragtede det udenfor inden hun tog de første skridt ind, hun overrasket over hvad der mødte hende næst hun betragtede rummet. Hun rystede svagt på hovedet, men når man ikke brugte penge på mad og tøj så var der vel flere til at købe ting til huset. Hun havde ikke troet at boede så stort, men hvad vidste hun for hun havde ikke kendt ham så længe som så mange andre havde ” du overrasker mig” sagde hun uden at tænke over at hun sagde det højt, men overraskede hende virkelig, mon han også havde en fangekælder hvor han kunne tage sine offer med og toture dem. Nej det havde han vel ikke hun lod svagt en hånd glide gemmen det mørke hår, hendes øjne gennem gemmen søgte rummet for finde noget hun havde regnet med ville være hans stil eller som troede den, men fandt intet. Hun glædede sig til at komme videre og udforske mere af hans gods for det var ikke et almindeligt hus.

// det skal du ikke udskylde for//

Nicolas havde boet der længe så han var vant til at folk reagerede sådan over hans hus som hun gjorde. Det var en ganske normal ting for ham. Nicolas så på hende uden at fortrække en mine, men lagde blidt hovedet på skrå da hun mente han overraskede hende. "Hvordan overrasker jeg dig?" Han var ikke helt med på hvad der var så overraskende ved ham. Så han var nysgerrig omkring det. "Vaskerummet er derhenne, du kan gå derind så finder jeg en kjole til dig du kan låne ind til din egen er tør igen. Linetth vil vaske den for dig." Han gik op af trappen og ind på et af de tomme værelser og fandt en blå sommerkjole, han havde ikke ligefrem mange kjoler hængende, så hun måtte nøjes med hvad han havde. Nicolas gik hen til Linetths værelse og gik ind. "Jeg har en gæst nedenunder. Hun skal have vasket sin kjole, hun låner denne kjole bagefter." Han gav hende kjolen og gik nedenunder igen.

Kort efter kom en blond pige gående ned af trappen med kjolen gående i hånden. Hun havde to små røde mærker på hendes hals der tydeligt viste at Nicolas drak af hende. "Følg med mig. Så vasker jeg din kjole." Hun gik hen mod vaskerummet der var ved siden af trappen.

Bethany ville ikke svare ham da det ville lyde forkert og flovt, men hun troede at de helst ville kælder hvor solen ikke kom ind nogen steder, hun smilede hemmelighedsfuldt inden igen betragtede det store rum. Hun lagde ikke mærke til at han var gået før en kvinde stemme brød tavsheden. Hun vendte sig og fik med det samme øje på hullerne i halsen, hun kiggede væk inden hun så fulgte hende til vaskerummet. Hun stod betragtede rummet inden kiggede på pigen ” jeg er Bethany” sagde hun og stod lidt skulle hun have kjolen nu? Selvfølgelig skulle hun have den. Hun vidste bare ikke hvornår. Hun stod lidt vidste ikke om måtte hilse på pigen, men gjorde det alligevel derefter kiggede på sine fødder, hun var lidt flov over sin krop. Hun var ikke dødligt tynd, men hendes krop var for tynd.
Men det var fordi hun vegetar og spiste andet end frugt og grønt, hun havde aldrig brudt sig om andet tanken om at folk ville spise kød gjorde hende syg. Derfor vidste hun at hun ikke ville være den bedste med det der vampyr halløj. Hun smilede svagt imens tænkte. Hun stod længe bare kiggede godt klar over at pigen skulle have den beskidte kjole.

// undskyld længden//

Nicolas forsvandt fra entréen, men så snart hun havde skiftet. Han ville tydeligt kunne høre når de trådte ud af vaskerummet. Om ikke andet ville han kunne dufte Linetth og dernæst englen. Linetth var den duft han ville kunne genkende overtalt. Men englens blod ville have en tiltrækkende duft som Linetths blod ikke havde. Han gik op af trapperne og satte sig ind på en seng hvor han gav sig til at læse en gammel bog som var meget sjælden.

[i]Linetth sendte Bethany et hurtigt smil, men lod det falde igen. "Jeg hedder Linetth." Hun så afventende på Bethany for at få hende til at tage kjolen af. Hvorfor hun ikke gjorde det var Linetth ikke sikker på. Det kunne være fordi hun var flov over hendes krop. "Du skal ikke være bange. Jeg kan vende mig om hvis det gør dig mere tryg?" Linetth var også undervægtig. En hel del endda. Hvis hun havde gjort noget der ikke behagede Nicolas kunne han finde på at nægte hende mad i et stykke tid. Inden hun havde mødt Nicolas havde hun været normalvægtig, hun havde levet et godt liv men alt det havde han taget fra hende.