Heeeeeeelp!!!! //Blair//

Blair forstod fuldt ud hvorfor hun ikke kunne få det fjernet. Men så måtte det blive bortadopteret, det ville være det næst bedste. "Jeg forstår det godt. Men er det ikke værre at se på barnet og tænke på ham der gjorde det her ved dig?" Det ville Blair ikke kunne holde ud, selvom hun ville forsøge at elske barnet, ville hun ikke kunne give barnet den moderkærlighed det fortjente. "Jeg ved det godt. Det ville også være svært, men barnet er uønsket, ikke? Jeg mener, du har ikke planlagt at få barnet og slet ikke med ham." Blair var på ingen måde ekspert i forhold og familieliv, men hun ville hellere end gerne hjælpe så godt hun kunne. Selvom hendes råd ikke ville være specielt gode. "De må vise dig at du stadig kan stole på dem. At de aldrig ville såre dig. At de elsker dig. Jeg ved det ikke, men man kan sagtens arbejde på det. De vil ikke forandre sig, så der er ingen grund til at frygte dem. Slet ikke."

Hun sukkede lidt og så op i loftet. Hun ville ikke kunne få det fjernet. Det ville nok blive for hårdt for hende, men måske bortadoptere det til en som ville passe på det og ikke fortælle barnet, at hun var barnets moder. Hun kiggede på Blair og lyttede til det hun sagde "Jo det vil være for hårdt" det gav hun Blair ret i, men hun ville enten prøve og give barnet så meget kærlighed barnet behøvede eller også var hun nød til og bortadoptere det, men hun var ikke helt sikker på hvad det var hun selv ville. Hun så på Blair da hun hørte hende snakke igen "Jo barnet er uønsket og har aldrig haft i min vildeste fantasi haft nogen tanke om og få et barn med ham der gjorde det her" hun spekulerede på om hun turde og fortælle Blair det, men blev enig med sig selv i, at det nok var en dårlig ide. Ihvertfald og fortælle det her på hospitalet, hvor der sagtens kunne være en eller anden dæmon som arbejdede for Rafael og hun ville ikke risikere, at få ødelagt sit liv mere end det allerede var.
Hun lå og spekulerede lidt over hvordan hun kunne holde ud og være sammen med sin mand og sin søn igen. Hun så på Blair med et trist blik "Håber du har ret. For ved ikke hvad jeg skal gøre, hvis jeg mister dem" og det var sandt for lige nu havde hun brug for alt den hjælp hendes familie kunne give hende også selvom det ville kræve meget arbejde og komme igennem.

Blair kunne ikke fuldstændig sætte sig ind i situationen, det krævede mere end bare at være omsorgsfuld. Man blev nød til at have prøvet det sammen, selvom Blair havde været ude for fysiske hårde ting, var hun aldrig blevet voldtaget. "Men måske er du slet ikke gravid, der er en chance for du ikke er det." Blair var godt klar over der var lige så stor chance, for hun var det. Men hun måtte opgive håbet. Blair forventede ikke at Luce fortalte hende hvem der havde gjort det, bare det at sige hans navn måtte være svært. Hun prøvede inderligt at forstå hvordan Luce havde det, men det var utrolig at sætte sig i hendes sko. Hun sendte et svagt smil i Luces retning. "Hvis du er gravid, kan du altid tage stilling til det, når barnet er født." Blair ville mene det var dumt at træffe en beslutning på det tidspunkt, det var meget tidligt at gøre det. Blair kunne ikke forstille sig at hendes familie ville skubbe hende væk. Hvis nogle skulle skubbe nogen væk, måtte det være hende der skubbede dem væk. Ubevidst, naturligvis. "Men du har ikke forandret dig i deres øjne. I deres øjne er du stadig kæreste og mor. Jeg er sikker på de ikke vil skubbe dig væk."

Det var nu meget beroligende, at Blair var der hos hende. Hun sukkede lidt "Måske har du ret. Men det er alligevel svært, at tro på, at jeg ikke er gravid." og det var svært og tro på. Hun sukkede lidt og prøvede og få kræfterne tilbage så hun kunne komme hjem. Hjem til sin familie. Hun spekulerede også på hvordan ville hun kunne fortælle John, at hun muligvis eller var gravid uden han straks ville tro, at hun havde været sammen med en anden villigt? Alle problemerne som skulles reddes ud og kæmpes for ville sikkert tage meget af hendes krafter. Hun sukkede lidt "Ja det kan jeg vel godt for og have styr på der. Så kan jeg vel altid se om jeg vil have barnet der eller ikke"
Det var nu en god ide Blair havde fået med og vente med og tage stilling til om hun ville have barnet eller ikke efter det var blevet født. Hun kiggede lidt rundt og tænkte lidt på hvordan hendes hverdag nu ville blive efter denne episode. Hun sukkede "Håber inderligt, at du har ret i det"
Der kom en sygeplejerske ind der lige skulle rense Luces fod en sidste gang og forbinde den på ny inden Luce ville få lov til og komme hjem.

Blair kunne sagtens forstå hende. Det ville være så typisk hvis var gravid. Blair sendte hende et opmuntrende smil. "Det hele skal nok løse sig. Det tager tid at komme over sådan en omgang, men det løser sig med tiden." Hun nikkede til hende og så op på sygeplejersken der kom ind og forbandt hendes fod igen. Hun gik hurtigt ud igen, men fandt nogle forbindinger og andre sager, der kunne hjælpe Luce derhjemmefra. Hun kom tilbage og lagde det i en pose, af en art. "Vi kan få dig hjem nu. Der er nogen sygeplejersker der vil hjælpe dig. Du kan tage der her med dig, og skifte forbinding et par gange om dagen." Sygeplejersken gik igen. Blair var glad på Luces vegne, det var ikke så godt at ligge på et hospital, når man havde så meget at rode ud.

Luce så på Blair og lå bare og ventede på, at hun kunne komme hjem igen. Hun ville bare hjem og slappe af og prøve og komme videre i livet. Hun så på ham "Håber du har ret Blair. Du har hjulpet mig meget og det takker jeg dig inderligt for. Skylder dig en tjeneste" det mente hun ihvertfald selv, at hun gjorde. Hun så hen på sygeplejersken og smilte så opkvikkende som hun nu kunne selvom det var svært. Hun så på posen hun var kommet tilbage med, hvor der var forbinding og alt det hun kunne bruge til sin fod når hun kom hjem. Hun smilte roligt til sygeplejersken "Tak for jeres hjælp" hun smilte venligt og ventede på, at der kom nogle sygeplejerske som skulle hjælpe hende hjem.
Da der var gået noget tid kom der 2 store og muskuløse sygeplejerske ind som så ret unge ud. De gik roligt hen til sengen og gjorde klar til og skulle løfte hende "Så skal du hjem af. Håber du får det bedre" sagde den ene og smilte roligt til hende. De løftede hende stille og gik hen imod døren. Den ene kiggede om på Blair "Skal du med hende hjem eller hvad?" spurgte den anden hende om imens de ventede ved døren.

Blair rystede på hovedet. Hun skyldte hende ikke en tjenste, hvem ville ikke have hjulpet hende efter sådan en omgang? "Man ville være et monster hvis man ikke havde hjulpet dig. Du skylder mig ikke en tjenste, bare få det bedre." Blair så over på sygeplejerskerne der kom for at hjælpe hende hjem. Hun rejste sig og var på vej ud af stuen sammen med dem. "Nej, jeg godt hun kan klare sig med jeres hjælp. Hun har også en familie der kan hjælpe hende derhjemme." Blair sendte Luce et smil. "Pas på dig selv." Blair gik ud og forlod hospitalet, men hun kunne ikke undgå at tænke på om hun ville få det bedre. Selvfølgelig ville hun det, men måske krævede det endnu et nederlag først. Blair satte kurs tilbage mod Dusts hus.

//Out.//