Timecop. /Moka/

S: The Shadow peak, langs kløften.
O: En kløft, et bjerg og underligt nok en mark med blomster, som virker så fredeligt.
T: Solnedgang.
V: Ikke varmt, men heller ikke koldt, nærmere lunt.

Tiden stod stille..
Eller, så var det bare ham der havde det som om at tiden den stod stille. Ikke en eneste ting rørte på sig, ikke en vind, ikke et dyr.. Ingenting.. Der var en underligt duft af sommer og luft, men når man nærmede sig kløften var det som om at duften blev erstattet med lugten af død og frygten for at falde ned i kløften. Hope gik langs kløften og kiggede ned i den af og til, bare for at blive ved med at minde sig selv om, hvor langt der egentlig var ned. Og hver evig eneste gang, kiggede han hurtigt væk igen, inden han ville begynde at forstille sig at falde ned i kløften.
Han sukkede lavt, kiggede hen over marken som stod og blomstrede for sig selv, med en sol som var på vej ned i det fjerne og farvede himlen rød på sin vej. Hope fik et skævt smil på sine læber og han besluttede sig at stoppe med at gå langs kysten, for at tage en tur ind på marken og nyde duften af sommer.. Han gik med fredelige bevægelser på marken, nød at der ikke var det mindste tegn på at nogen skulle angribe.. Han grinte kort for sig selv, inden han lod sig falde bagover ned i det varme græs, med solens stråler som ramte hans ansigt og varmede det..

Moka sad med benene ud over kløften. hun havde haft en dum dag. hun sad med sin døde kanin. en af drengene på hendes skole, havde slået den ihjel for at få moka til at ændre sig, men moka græd bare over sin kanin. "Pjuske..." græd hun og lagde kaninen ved siden af sig. hun rejste sig og så ned i kløften, og ville træde ud over, så hun ville falde ned i kløften

Pludselig kunne han hører et gråd suse med vinden, hvilket med det samme fik ham til at sætte sig op og kigge rundt efter, hvor lyden den egentlig kom fra. Lige før havde der jo ikke været nogen.. Eller havde han taget helt fejl? Han skyndte sig at rejse sig op og løbe hen imod kløften igen, hvor det overraskede ham at finde en pige som sad med en død kanin i sine arme.. Hope gik forsigtigt hen imod hende, men satte farten op, så snart han bemærkede at hun skulle til at hoppe ned i kløften.
"Stop!" sagde han overrasket og nåede lige at trække hende ind på jorden igen, inden hun faldt ned.. Han kiggede forskrækket hen på hende. "Du.. Må ikke springe ned,"

hvorfor ikke det! drengene på min skoledræbte min kanin, fordi de vil se en side af mig, jeg aldrig selv har set" græd hun. hun ville bare gerne dø, intet holdt hende til lysten til livet. hun ville bare gerne samme vej som sin kanin og sin mor, nemlig døden. hun så ingen glæde i livet

En anden side af hende?
Hope fik lyst til at spørge hvilken siden, men han beholde sine spørgsmål for sig selv og så blot på hende, med et overrasket og alvorligt blik i sine grønne øjne. Han kendte godt det med at man bare ville væk fra det hele, hans mor var trods alt blevet dræbt for øjnene af ham og han kendte ikke sin far..
"Men, derfor må du ikke give op," sagde han stille og lagde en hånd på hendes skulder. "Der er skam gode ting i denne verden, og de er værd at kæmpe og leve for," han smilte skævt.