I promise.. Im a friend.. -Luce-

Hun kunne godt se på Josh, at han heller ikke vidste hvordan det hele hang sammen. Hun havde til og starte med troet, at det var ham der havde fået alt dette til og ske, men det havde han åbenbart ikke eftersom han ikke lignede en der fik hat og briller i dette. Hun så på ham "Det giver overhovedet ikke mening det her" hun fik et chok da hun hørte en anden stemme og vendte sig hurtigt om på stemmen. Luces hår slog til siden da hun vendte sig om som var det en pisk. Hun kiggede undrende på kvinden der gik ned af en trappe. Hun så hverken for ung eller for gammel ud. Hvad havde kvinden med sagen og gøre? Hvordan fik hun transporteret dem fra en eller anden underlig vej og så ind i denne hytte som var vildt fremmed for hende. Hun kiggede undersøgende på kvinden. Hvem var denne kvinde? Hvad ville hun med dem? Hun lagde sit hoved let på skrå da kvinden sagde, at hun havde nogle opgaver til os. Hvilke opgaver havde denne kvinde i tankerne? "Hvilke opgaver snakker du om? Og hvem er du egentlig?" hendes stemme var lidt skeptisk. Hun stollede ikke på denne kvinde. Hun havde aldrig set hende før i sit liv. Hun takkede pænt nej tak til et glas vin. Hun brød sig simpelthen ikke om vin. Hun kiggede undersøgende rundt i stuen hvor de stod.

Tjeneren nikkede høfligt til Luce, inden han forsvandt ligeså hurtigt som han var kommet. Josh måtte indrømme at på den ene side følte han at dette var et sikkert sted, men på den anden side havde han det som om at skindet ikke skulle bedrage og at kvinden i den smukke kjole ville udnytte dem til et eller andet. Og var der noget Josh ikke ville finde sig i, så var det at blive udnyttet! Han kiggede nysgerrigt rundt, mens lyden af tjeneren der forsvandt rungede lidt i lokalet. Varmen fra pejsen fik ham til at føle sig hjemme, men udsmykningerne af udstoppet dyr på væggen, fik ham blot til at rynke på næsen og fokusere på pejsen. Under dem var der et uld tæppe, som så ud til at koste en del og over dem hang der en lysekrone. Damen var tydeligvis rig.
"Jeg forstår at i er forvirret, men i skal ikke være bange for mig," sagde en stemme og fik Josh til at fokusere hen på kvinden igen. Hun var kommet ned ad trappen og stod nu nogen meter fra dem. "Ser i, Jeg valgte jer, i virker til at være modige og til at have et godt sammenhold," Det fik Josh til at kigge spørgende hen på Luce. Kvinden vidste åbenbart ikke at de lige havde mødt hinanden, hvilket nok ville være en smule akavet. Men, Josh havde en lille fornemelse på at han sagtens ville kunne arbejde sammen med Luce. Han kiggede hen på kvinden igen og spredte sine læber, for at spørge hende om noget.
"Valgt os til hvad?"
Kvinden smilte, hvor hun derefter satte sig i sofaen bag dem og tog et glas vin, som hun duftede lidt til inden hun tog en tår. "Til en lille mission som jeg ikke selv kan klarer," Hun smilte til dem og ventede på det klassiske spørgsmål. Hvad var missionen?
Josh kiggede forvirret hen på Luce, han var sikker på at de tænkte det samme.

Hun kiggede bare stille rundt. Hun anede ikke hvad de lavede her, men hun havde det heller ikke godt med og være i dette sted. Nok var det her mere eller mindre et hjem for hende, men den havde også det som ikke gjorde hende helt begejstret. Tjenere var hun van til efterhånden som hun var kommet hjem til Sean. Det, at huset så ud til, at det var en der var rig rørte hende heller ikke. Det mindede hende om da hun var hjemme hos Sean. Hans hus så meget rigt ud så det forskrækkede hende ikke spor. Hun kiggede hen på kvinden der var kommet ned til hende. Hun brød sig ikke om denne kvinde. Der var noget ved hende som hun ikke brød sig om. Hvis hun skulle være ærlig ville hun hellere skride og lade Josh fyren være her, men hun var blevet noget nysgerrig for og finde ud af, hvad det var denne kvinde ville dem. Ikke være bange for hende? Hvad snakkede hun om? Hun frygtede hende aldeles ikke hun var bare mere irriteret over og lande i en vildt fremmedes hjem på en mærkværdig måde. Hun lyttede lidt til kvinden. Godt sammenhold? Hun kiggede igen spørgende på Josh og trak let på skuldrene. Hun havde ikke den fjerneste ide om hvad denne kvinde mente, men hun ville sikkert godt kunne arbejde med Josh, hvis det skulle være. Hun kiggede efter kvinden. Hun vendte sig om mod kvinden da hun havde sat sig på sofaen bag dem. Hun var for alvor blevet nysgerrig nu "Hvad er missionen og hvad får dig til og tro, at vi kan klare den siden du ikke kan?" hendes stemme var rolig. Hun ville nu også vide, hvad de fik ud af det, men hun ville først lige kende til missionen inden hun spurgte.

Kvinden rystede let på sit glas, mens hun kiggede på dem og smilte med sine øjne. Der var noget over hende, som sagde at hun var stærk, men alligevel også som en skrøbelig lille killing, der ønskede at lege med dets garnnøgle. Josh rullede øjne, inden han lagde sine arme på kors og ventede på hendes svar, eftersom det også var det som han ville have spurgt hende om. Hvorfor kunne hun ikke selv klarer den mission og hvorfor havde hun lige valgt dem? En engel og en dracoianer? Indtil videre kunne Josh ingen sammenhæng finde i det. Kvinden tømte sit glas, efterfulgt af at hun lænede sig tilbage i sofaen og kiggede på dem med sine lysende blå øjne.
"Jo ser i.. jeg har den her lille fighte med en anden kvinde.. Og.. Hun har taget noget fra mig," fortalte hun og lænede sig fremad igen. "Efter mange måneder, har jeg gjort alt for at få det igen, men det har ikke lykkedes.. Mine varulve tjener kan ikke komme igennem, derfor.. Har jeg valgt jer to," Hun smilte skævt og rejste sig op, for at gå hen til pejsen. Ilden spejlede sig i hendes marmor farvede hud.. "Det hun har taget betyder alt og jeres race kan få det igen.." Hun kiggede tøvende hen på dem. Josh stoppede med at have armene på kors og lod dem hænge ned ved siden af sine ben.
"Men, hvad får vi så for det?" spurgte han og kiggede spørgende på hende.
Kvinden smilte stort. "Det i vil have for det,"
Det fik Josh til at lukke munden med et sæt.. Kunne hun virkelig give dem hvad som helst?

Hun kiggede utålmodigt på denne kvinde. Kunne hun ikke bare åbne kæften og komme videre? Hvis hun ikke snart kom videre i livet ente hun sikkert med og føde her. Hun lagde sine arme over kors og kiggede nærmest irriteret på kvinden. Hvis hun var så magtfuld som hun så ud til og være burde hun kunne klare sit beskidte arbejde selv. Hun stampede lettere utålmodigt på gulvet. Hun kunne ikke se nogen sammenhæng i det denne kvinde snakkede om og håbede, at hun snart ville kommere videre i sagen. Hun lyttede stille til det kvinden sagde da hun endelig fik åbnet sin kæft og fik snakket. Hun hadet folk der trak tiden ud. Hun kiggede på kvinden. Hvad har denne såkaldte kvinde så mistet som den anden kvinde havde taget? Det ville hun gerne vide. Hun ville gerne vide, hvad det var for noget beskidt arbejde hun skulle efter. Hun havde andet og lave end og føjte efter ting for andre. Hun kiggede efter kvinden der gik hen til pejsen. Hun vendte sig stille mod kvinden og kiggede på hende. Hvad havde deres race lige med denne ting. Hun kunne næsten ikke holde munden lukket længere. Hun så skeptisk på kvinden "Hvad er så det som du har mistet som er åh så værdigfuldt for dig" der være noget ironi over hendes stemme i det sidste af sætningen. Hun gik ikke bare efter folks ting bare sådan der uden videre. Hun kiggede lidt på hende da hun sagde, at de fik det de ville have for det. Hun kiggede lidt på Josh og så, at han var faldet i det han sagde. Hun kiggede på kvinden. Luce var ikke lige den som troede på alt det andre sagde til hende. Hun så på kvinden "Hvordan kan vi stole på dig?" hun kiggede undersøgende på kvinden.

Josh kom hurtigt tilbage til virkeligheden. Luce havde ret, hvordan kunne de være sikker på at de kunne stole på hende og at hun overhovedet ville give dem det de ville have? Måske var det bare en fælde. Men, der var noget over det som hun sagde, der fik ham til at tro på hende. Om det lå til at en engel kunne se det gode i alle, var han ikke helt sikker på, men han ville så gerne tro hende. Hvis turen var noget som kunne sætte hans liv over et bål, så var han ikke helt så sikker på om han ville melde sig, bare for at hun kunne få sin dyrebar ting igen.
Kvinden bed sig arrigt i underlæben, som kæmpede hun for at holde en tårer inde, men alligevel kiggede hun bedende hen på dem. "Min datter," Fik hun fremført og knuste kort det glas hun havde i hånden, så glasskår lå over alt på gulvtæppet. "Hun har taget min datter og jeg vil gøre alt for at få hende igen.. Så jeg beder jer," Hun så hen på dem med sine våde øjne. "Jeg vil give jer hvad som helst, hvis i bare vil hente hende til mig," Desværre for sit engleblod, kunne Josh ikke stoppe med at have medfølelse for hende og for et kort øjeblik formede hans mund sig til et ja, men han kunne jo ikke bare tale for Luces sag..
"Din datter," mumlede han og lagde armene på kors. Nu forstod han bedre hvorfor hun ville have det stjålne igen..

Hun håbede inderligt på, at det var noget virkelig vigtigt og noget der holdt denne kvindes liv igang som et barn eller en livsting som en krystal eller sådan noget lignende. Hun håbede ihvertfald det var værdifuldt ellers kunne denne kvinde rende og hoppe og ikke få Luces hjælp eftersom hun allerede var gravid. Hun kiggede på kvinden og kunne se på hende, at hun var ved og tåre. Så var det noget værdigfuldt det kunne hun se på hende. Hendes hjerte sprang et slag over da hun sagde, at det var hendes datter. Så forstod hun meget nemmere denne kvinde. Hun ville gøre alt for og få sin datter tilbage. Ligesom Luce ville gøre for og få sin søn tilbage, hvis der skete ham noget. Hun nikkede forstående "Jeg er med på den" hendes stemme var mere medfølende nu end den havde været de andre gange hun havde snakket til kvinden. Der var en vrede i hendes øjne. Hvorfor tage andres børn? Hun havde så selv haft en dårlig episode med et dræbt stålendt barn. Det var første gang Rafael havde tortureret hende det var sket. Hun rystede lidt på hovedet få og komme tilbage til virkeligheden. Hun kiggede på kvinden "Hvor finder vi denne kvinde og hvad hedder din datter? Det ville være rart med noget info om din datter så det ville blive nemmere og finde hende og for og komme i kontakt med hende" det var vigtigt for hende og få nogle detaljer om datteren ellers ville det være svært og få denne datter tilbage til sin moder.

Der voksede et smil på Josh læber, så snart han hørte at hun var med på den og med det samme sendte han damen et nik og et glimt i sine øjne, der gav et klart tegn på at han også ville med. Det var forståeligt at det var hendes datter, Josh havde været bekymret for om det ville have været et smykke eller noget i den stil, for så havde det vel ikke været lige så vigtigt. Damen kiggede taknemeligt på dem og klappede i sine hænder, mens tårerne i hendes øjne langsomt forsvandt og et smil voksede så glad og stort. "Tusind tak! I aner ikke hvor meget det betyder for mig," Hun kunne ikke stoppe med at smile, så hun forsøgte at dæmpe sig selv ned ved at fokusere på de spørgsmål Luce stillede hende. "Kvinden bor i the forest i en underjordisk hule, normalt ville det ikke ligne at hun er rig og magtfuld, men så snart man kommer ind i hulen sluger man sine ord i sig," fortalte hun og kiggede nu skiftevist alvorligt på dem. "Min datter hedder Julie, hun er glad for dyr og når nogen beroliger hende,"
Josh så spørgende på damen. "Hvordan finder vi så denne hule?"
"Søg efter et sted hvor skoven skifter vejr, ligesom hvis det er sommer det ene sted, men pludselig er efterår det andet sted,"

Hun kiggede på Josh og var glad for, at han ville hjælpe hende også. Det er altid noget, at man er mere end en til en opgave. Denne opgave krævede mere end en dog heller ikke for mange af gangen det kunne hun nemt regne ud. Hun vidste ikke hvad der var sket med den gamle Luce. Den gamle Luce ville normalt ikke være tryg ved sådanne nogle opgaver eller pludselig komme fra det ene sted til det andet. Det var meget underligt og tænke over. Luce var ikke lige den kvinde man ville kalde modig. Mente hun ihvertfald ikke selv, men når det gjaldt og hjælpe børn eller redde dem så var hun på sagen. Hun nikkede stille til det hun fik, at vide om datteren og hvor kvinden boede. Hun begyndte og spekulere over, hvor gammel pigen ville være for så vidste hun, hvordan hun lettere kunne snakke til denne Julie når de fandt hende. Hun kiggede på Josh da han stillede et godt spørgsmål om hvordan vi fandt hulen for det ville nok være en svære del af missionen, men da kvinden sagde det lød det til og blive lidt nemt og finde denne hule når de var kommet til det sted hvor grænsen var. Hun kiggede på kvinden "Hvor gammel er din datter lige?"

Et sted hvor vejret skiftede. Det lød til at være enkelt nok, men nu ville han ikke sælge skindet før bjørnen den var skudt. Måske skulle det hele vise sig ikke at være så nemt som han troede. Han kiggede ud af sin øjenkrog på Luce, da han kunne mærke at hun kiggede på ham, mens han stillede spørgsmålet. Han kiggede dog hurtigt væk igen, så snart hun også kiggede væk og hans fokus lå endnu engang på damen. Damen smilte let til dem, den lumske facade var forsvundet og erstattede med en rolighed, som kun en moder kunne eje. Dog kunne hun ikke skjule at hun var frygtelig bekymrede for sin datter der lå i kløerne på en fjende, som hun nok aldrig skulle have startet et fjendskab med. Så snart det gik udover ens barn, så var legen ikke sjob længere. Det fik Josh til at tænke på sin egen mor, men han lod det lægge og lyttede i stedet til det hun sagde.
"Hun er 5 år gammel, en lille ballademager med lyse lokker og store øjne," svarede damen og tog en hånd op for munden, så hun bed lidt i sine knoer. "Jeg savner hende så meget,"

Hun kiggede roligt på kvinden. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige for og berolige denne kvinde. Ja hun var selv mor og gik med barn nummer 2 hun ikke anede, hvordan hun skulle takle det. Hun lod det dog ligge for nu. For nu var det ikke hendes barn det handlede om det handlede om denne kvindes datter. Hun så på kvinden og nikkede så forstående til kvinden "En nem alder dog et af de aldre man skal passe ekstra godt på med hvad man siger til barnet." hun anede ikke, hvor hun havde det fra. Hun lød næsten som en pædagog og det skrammede hende lidt. Hun havde kun en søn på de der 1-2 år så hvordan skulle hun lige kende til det med børn som er ældre end de år? Det anede hun ikke. Hun så på kvinden, at hun var bekymret og ked af det. Hun satte sig ved siden af kvinden og lagde stille en hånd på kvindens "Vi forstår dig godt. Vi skal nok få hende hjem igen i trygge hænder stol på os" hun kunne ikke rigtigt tale for Josh, men hun regnede ihvertfald med, at han mente det samme. Hun kiggede spørgende op på ham.

Josh kiggede imponeret hen på Luce, efter det med at man skulle passe på hvad man sagde til barnet, kom ud af hendes mund. Det fik ham straks hen på en tanke om noget han nok ikke skulle blande sig i, men var Luce selv mor? Trods sit unge udseende, så havde hun jo levet i flere år og kunne sagtens have et barn på alder med hende selv? Det fik ham også over på en anden tanke om at en dag ville han heller ikke vokse mere, han ville aldrig kunne blive far eller selv få en familie. Ligeså hurtigt som den tanke var kommet, skubbede han den hurtigt væk igen og kløede sig i nakken med den tanke. Han var kun 16 år, selvfølgelig skulle han ikke tænke sådan endnu, eller han skulle aldrig tænke sådan.
Han kunne mærke et par spørgende øjne fra Luce, så han stoppede hurtigt med at tænke på fremtiden og fokuserede på nutiden, der handlede om at de skulle redde den lille pige.
"Ja, bare rolig, vi lover at vi får hende hjem uden de mindste problemer," sagde han og smilte venligt til damen, som bare kiggede skiftevis taknemligt på dem.
"Tusind tak," hendes stemme var lettet og blid. "I fortjener virkelig det i vil, men inden i tager af sted, så tag disse med," Hun fumlede lidt med et skrin på bordet og op trak hun to halskæder med juveller. Den ene grøn og den anden blå. Hun placerede dem i Luces hånd og lukkede den sammen bagefter. "De vil beskytte jer imod varulvenes giftige båd,"

Hun kunne se på Josh, at han var imponeret over det hun lige havde sagt. Hun var nu også selv meget imponeret over det hun havde sagt, men havde lagt skjul over det. Hun kiggede rundt i den hyggelige stue. Hun så på kvinden igen. Det var underligt som komikartionen var ændret siden de var kommet til nu. Det havde hun ikke tænkt over før nu, hvor alting så helt anderledes ud. Hun smilte stille til kvinden "Det kan vi snakke om så snart vi har fået din datter hjem." hun havde allerede en anelse om, hvad det var hun godt kunne tænke sig, men det ville hun helst ikke snakke om lige nu. Både fordi de ikke havde fået den lille pige hjem til sin mor endnu og fordi Josh var her. Han behøvede ikke og vide det om hendes store brandmærke på røven. Hun så ned på sin hånd, hvor kvinden havde lagt halskæderne. Hun nikkede så forstående og som tak. Så var de reddet for det. Så det bare resten som skulle reddes, men det kom vel efterhånden. Hun rejste sig op og stillede sig ved siden af Josh igen og kiggede på kvinden. Hun rakte den grønne halskæde til ham. Hun ville have den blå fordi den passede til hendes hudfarve. Hun var nu ikke meget for det med halskæder, men det var lidt ligemeget nu, hvis bare de kunne hjælpe på det som denne kvinde sagde så gik det nok.

Hun kunne se på Josh, at han var imponeret over det hun lige havde sagt. Hun var nu også selv meget imponeret over det hun havde sagt, men havde lagt skjul over det. Hun kiggede rundt i den hyggelige stue. Hun så på kvinden igen. Det var underligt som komikartionen var ændret siden de var kommet til nu. Det havde hun ikke tænkt over før nu, hvor alting så helt anderledes ud. Hun smilte stille til kvinden "Det kan vi snakke om så snart vi har fået din datter hjem." hun havde allerede en anelse om, hvad det var hun godt kunne tænke sig, men det ville hun helst ikke snakke om lige nu. Både fordi de ikke havde fået den lille pige hjem til sin mor endnu og fordi Josh var her. Han behøvede ikke og vide det om hendes store brandmærke på røven. Hun så ned på sin hånd, hvor kvinden havde lagt halskæderne. Hun nikkede så forstående og som tak. Så var de reddet for det. Så det bare resten som skulle reddes, men det kom vel efterhånden. Hun rejste sig op og stillede sig ved siden af Josh igen og kiggede på kvinden. Hun rakte den grønne halskæde til ham. Hun ville have den blå fordi den passede til hendes hudfarve. Hun var nu ikke meget for det med halskæder, men det var lidt ligemeget nu, hvis bare de kunne hjælpe på det som denne kvinde sagde så gik det nok.

Josh smilte venligt til kvinden, inde bag hans facade tænkte han over hvad han ønskede sig af hende, selvom det fik hans engle blod til at sitre i ham, som et tegn på at han ikke skulle tage imod noget og at han blot skulle gøre det for at være venlig. Dr fik ham til at hade sig selv, men han forstod ikke hvorfor. På den anden side, ville han jo gerne have noget for det, men på en helt anden side, kunne han godt se meningen i at han kun skulle gøre det for at være venlig og hjælpsom. Desuden, vidste han ikke engang hvad han skulle bede hende om.. Alt hvad han ønskede, kunne hun sikkert ikke give ham alligevel, lige meget hvor meget han så brændte for at få det.. Han kom ud af sine tanker, så snart Luce stod ved siden af ham og rakte ham en blå krystal, der hang i en kæde. med et smil på læben, tog han imod den og lod den glide om sin hals, hvor han derefter gemte krystallen nede i sin trøje, så den ikke skulle falde af.
Damen nikkede en sidste gang til dem, inden hun fik en ny vind til at omringe dem og før de vidste af det, var de ude i skoven og skulle finde damens hule.
Josh åndede ud og strakte sig, inden han begyndte at lede efter et sted hvor årstiderne ville skifte. Han kiggede sig over skulderen, for at se om Luce fulgte med ham.

Hun tog den halskæde hun havde fået over sit hoved så den hang henover hendes hals. Hun stod lidt og tænkte over, hvordan dette samarbejde ville gå. De havde først mødt hinanden denne dag og kendte overhovedet ikke hinanden. Hun sukkede lidt og så tænksomt frem for sig. Hvor længe ville denne mission egentlig vare? Hun ville helst have den overstået så hurtigt som muligt. Hun kiggede rundt om sig da hun mærkede en vind komme rundt om dem. Det var en underlig evne denne kvinde havde. Hun lukkede sit øje og åbnede det først igen da hun mærkede, at vinden var væk. Hun kunne høre nogle fugles pippen og dufte skovens forskellige dufte. Hun kiggede rundt om sig. De var endt i en slags lysning. Hvor skulle de mon gå hen? Der var så mange veje de kunne gå og samtidig havde hun en unge på slæb. Han var kun 16 hvad kunne han udrette eller værre endnu, hvad kunne hun udrette? Hun havde altid været den svageste i familien. Hun rystede på hovedet og opdagede, at Josh var begyndt og gå. Hun fulgte stille og roligt med ham. Hun kiggede rundt imens de gik. Det var ret stille imens de gik. Hvad skulle de mon snakke om imens de gik. Hun var helt blank for ideer.

Han kunne fornemme på det hele at det var en smule mærkeligt. De havde lige mødt hinanden og var med det samme blevet sendt ud på en mission, hvad nu hvis de slet ikke kunne samarbejde med hinanden? Trods alt havde de kun kendte hinanden i få 20 minutter og Josh var ikke engang sikker på om Luce ville samarbejde, eller om hun bare ville redde barnet og så skynde sig væk, som om det slet ikke var sket. Men, hvis hun ville det, så måtte hun vel gerne. Han ønskede ikke at bestemme over hende og hvad hun skulle gøre efter missionen var slut. Tøvende bed han sig i underlæben, mens han langsomt sank farten og kiggede på hende ud af sin øjenkrog.
"Jeg ved godt det er mærkeligt," mumlede han, med et skævt smil på sine læber. "Vi har lige mødt hinanden og skal allerede lærer at arbejde sammen, men.. Vi kan sagtens lave en aftale om at vi ikke behøver at være venner efter dette, hvis du ikke ønsker det," Han løftede på sine skuldre og kiggede frem for sig. Langsomt begyndte der at blive en smule koldere, så Josh kiggede rundt, betragtede hvert et blad for at se om han kunne finde årstids skiften..

Hun kiggede ned i jorden imens hun gik. Hun vidste ikke hvad hun selv ville. Hele hendes verden var vendt rundt. Alt var forvirrende for hende. Hun kiggede op da hun kunne se, at han havde sænket farten lidt. Hun kunne godt mærke, at de nærmede sig. Det var irriterende. Hun hadet kulde. Hun kiggede på ham "Det kommer helt an på hvordan vores samarbejde kommer til og fungere" hun sukkede lidt og fortsatte "Du virker til og være god nok, men så er sagen den. Er du det?" hun havde svært ved og stole på folk og så var hun ligeglad med om det var engle eller hvad for en anden race det var. Sådan havde hun ændret sig og sådan måtte folk acceptere. Hun var blevet mere forsigtig. Hun kiggede op på træernes kroner og af og til så hun nogle blad der havde skiftet farve fra grøn agtide til og være orange eller brune. Hun stoppede op efter de havde gået i noget tid. Det var blevet meget koldere. Hun lagde sine arme om sig. Hun måtte holde sig varm. Hun kiggede rundt og så et sted, hvor det næsten var som en grænse. Hun kiggede kort på Josh og begyndte så og løbe hen imod stedet. Både for og holde sig varm, men også for, at se om dette var det sted de ledte efter.

Imens de gik igennem skoven, kiggede han frem for sig og lyttede til hver en bevægelse i nærheden af sine omgivelser. Langsomt kunne han mærke hvordan kulden langsomt blev kraftigere og kraftigere, hvilket var en af de grunde til at han var mere på vagt og bed sig i underlæben, for at ignorer den smerte som kulden forudsagede. Han lyttede imens til det Luce sagde og kunne mærke hvordan han fik lyst til at krybbe væk, så snart hun spurgte ham om det sidste. Var han god nok? Inderst inde havde Josh en form for mørk side, takket være sin fars dæmon blod, men englen herskede mest og derfor var han ret så sikker på at han var god nok. Endnu havde han ikke oplevet at gøre andre fortræd, det var vel også imod en engels love, men han kunne mærke på sig selv at der var et eller andet mørkt i ham.. Noget som han ikke ønskede skulle frem..
Han nåede ikke at svarer hende, før hun begyndte at løbe og han fulgte trop på siden af hende. Kulden blev kraftigere og kraftigere. De var på rette vej.. Pludselig kunne Josh mærke at der var noget helt galt, men før han kunne nå at reagere, var en varulv sprunget på ham, så de trillede rundt på jorden. Josh måtte bruge alt sin styrke, for at holde ulven fra at få fat i hans strube, imens savlet gled ned af dets mundvige..

Luce havde ikke tid til og lytte til nogen eller noget. Hun ville vide om det var det rette sted hun havde fundet. Hun løb med alt sin styrke. Hun kunne se ud af øjenkrogen, at Josh var lige ved siden af hende. Han kunne løbe stærkt det var godt for det havde han brug for senere. Når de skulle tilbage med den lille pige. Hun fik et chok og sprang til siden da hun kunne se en varulv sprang på Josh. Hun stoppede op og kiggede på Josh. Hun spekulerede lidt på om han kunne klare den. Det føltes som timer imens hun stod der og tænkte, men det var i virkeligheden bare nogle ganske få minutter. Hun slog sin bagtanke væk om og ikke skifte form. Dette var et nødstilfælde og hvad ville der ske, hvis hun ikke havde gjort det? Hun valgte og skifte form. Hendes krop blev længere og vred sig. Hun skreg højt under forvandlingen. En stor hale med pigge på for oven voksede frem og endte ud i en spids. Hendes hals blev længere og tykkere. Lige så tyk som en stærk mands overarm. Hun var godt de 2,5 meter lang og de træer som stod for tæt på hende blev væltet. Hun var blevet til en slags drage bare uden vinger og med 4 ben +2 forben. Hun kiggede vredt på varulven. Hendes skrig var blevet til en knurren. Hun gik hen til Josh. Hendes skridt dunkede i jorden da hun gik. Hun svang sin hale rundt og varulven og kastede ham væk. Hun kiggede ikke ned på Josh. Hun havde mere travlt med og holde øje med varulven. Varulven ramte et træ, men rejste sig hurtigt igen og sprang på Luce. Hun fik dog slået spidsen af halen ind mod Varulvens hjerte så den havde bordet sig igennem. Hun kiggede på Varulven der hang død på hendes hale.

Normalt ville man tro at en engel ville gå helt i panik og bare skrige om hjælp, for at nogen skulle komme og fjerne varulven, så englen kunne slippe med en enkel skræmme. Men Josh valgt at tie helt stille, imens han bare pressede begge sine hænder imod varulvens hals, for at forhindre den i at få fat i halsen på ham. I varulvens øjne kunne han spejle sig selv, som kiggede han i et spejl med gylden skær og langsomt begyndte hans egen øjne at lyse, han ville bruge sin evne imod ulven, trods alt var der jo et menneske bag alle disse tænder og buskede pels. Men inden han nåede at bruge den, kunne han mærke en rystelse i jorden og inden længe var varulven blevet kastet væk og et hyl fik Josh til at kigge hvad der havde fået den væk. Det overraskede ham over at se Luce have forvandlet sig om til sin drageskikkelse. Aldrig havde han set sådan en før, og han måtte indrømme at det var et imponerende syn. Men, beundringen skulle snart forsvinde, for en ny varulv kom susende imod Luces ryg, hvilket fik ham til at reagere hurtigt. Inden man kunne nå at registrere det, havde Josh samlet en spids dolk op fra jorden og kastede den efter varulven, som ramte den i dets øje, så den hurtigt faldt til jorden med et hyl. Josh løb hen imod den, sprang på ryggen af den og trak dolken ud, som han derefter stak i dets nakke..

Luce kiggede kort hen på Josh om han var ok. Hun havde aldrig troet, at hun godvilligt ville skifte form. Hun havde gjort det før, men det var så længe siden, at det ikke kunne bruges længere. Hun kastede varulven væk som hang død på hendes hale og den ramte den varulv som åbenbart var løbet ind imod hende bagfra, hvor Josh havde gået amok på den. Hun vendte sig rundt og de træer som stod for tæt på hendes hale blev slået over så de knækkede. Hun gik hen til Josh og tog fat i hans nakke med munden og svingede ham op på hendes ryg uden og få varulven med. Den landede på jorden og hyllede. Hun kunne se, at den var ved og dø. Hun havde lidt ondt af denne varulv, men ville ikke vise det. Hun løftede sin ene fod og trådte på dens hoved så kraniet blev knust og var nærmest fladt da hun løftede foden igen. Hun vidste, at der var mange flere varulve lige her, men kunne ikke se eller høre dem. Hun løb tættere på grænsen, hvor hun kunne begynde og ane en eller anden slags hule der lå på jorden. Var det mon der kvinden boede, hvor denne pige var? Hun løb der hen. Hun løb hurtigere end et menneske ville kunne løbe ligemeget, hvor meget de trænede. Hun håbede, at Josh holdt godt fast ellers ville han ryge af.

Varulven udstødte et højt hyl, men overgav sig ikke så let. Den prøvede ihærdigt at ryste Josh af sig, ved at løbe rundt og bide efter ham, selvom det var svært når han sad på ryggen af den. Josh fjernede dolken og puttede den i sine lomme, lige inden han blev taget fat i af Luce og smidt op på ryggen af hende. Hurtigt greb ham fat i hende, og prøvede at ignorer det smerte fulde hyl ulven gav fra sig, lige inden Luce knuste dets kranium. Han måtte bide sig i underlæben, for ikke at hoppe ned til ulven, for at se om han kunne hjælpe den.. Sådan var det altså at være en engel. Luce satte i løb, hvilket fik Josh til at stramme sit greb og lukke øjenene i, eftersom han alligevel ikke ville kunne se noget når hun løb så stærkt.
De kom til hulen, som kunne ligne noget fra en sød eventyrs fortælling, men som sagt havde damen advaret dem om at de ikke skulle lade sig narre. Josh hoppede af Luce ryg og luntede forsigtigt hen imod hulen, lydløst og med munden lukkede så den lignede en tynd streg. Dette var hulen, datteren var indenfor disse murer.. Josh kiggede sig over skulderen til Luce, da en dame pludselig stod foran ham og havde et løftet øjenbryn på. Ved hendes side, stod der to ulve og blottede sine tænder, så Josh gik et skridt tilbage.. Damen smilte lumsk til dem begge.
"Kan jeg hjælpe med noget, siden i angriber mine ulve?" spurgte hun og satte sit hovede på skrå.. hendes accent var britisk og håret gyldent.. Josh kiggede vredt på hende. "Du mener at dine ulve angreb os," Han mukkede og knyttede sine næver..

Hun kiggede nogle gange om på Josh for og se om han var ok, men det var lidt svært imens hun løb og samtidig med, at han havde lukkede øjne var det ikke ligefrem nemmere. Hun Stoppede da de var kommet tæt nok på hulen. Hun kunne mærke, at der var nogen som holdt øje med dem, men hun ville ikke vise tegn på, at hun havde hørt noget. Hun havde dog valgt og blive i sin drageform. Det var underligt, at man pludselig var meget højere, større og tungere end man normalt ville være. Hun kiggede ned på Josh da han var hoppet ned af hendes ryg og gik hen imod hulen. Hun vendede sig om imod ham og kiggede på ham. Hun kunne se en kvinde og nogle varulve var dukket op foran Josh. Hvor var de lige kommet fra? Hun gik hen lidt bag ved Josh og lagde sit hoved ned på Josh,s skulder. Hendes hoved var tungt imens det hvilede på hans skulder. Hun kiggede vredt på varulvende og kvinden da hun spurgte hvorfor de havde angrebet hendes ulve. Det var hendes ulve der havde angrebet dem! Hendes mørke øje med lillaet skær nærmest borede sig ind på en af varulvende.

Bag damen kunne man se en lille form for indgang, hvor der kom en masse røg ud fra, så Josh gættede på at det var der at de var kommet fra, selvom det undrede ham at han ikke havde bemærket skikkelser komme ud af røgen. Men ja, nu stod de altså foran ham og sendte ham og Luce lumkse smil. Omkring halsen havde damen en halskæde magen til den Luce og Josh havde fået, hvilket fik Josh til at sætte spørgsmålstegn ved hende. Hvis hun selv var en varulv, hvorfor havde hun så en halskæde på der kunne beskytte imod et varulvebid? Det gav et lille spjæt i ham, da han kunne mærke noget tungt på sin skulder, men han faldt til ro så snart han så det var Luce som drage der havde besluttet sig at lægge sit hoved der. Som en ren reaktion, aede han kort hendes mule inden han kiggede hen på damen igen, som så spørgende på dem.
"Det giver jer derfor ingen ret til at dræbe dem," sagde hun og aede kort en af de ulve som stod ved siden af hende. "Trods alt, er de uskyldige slaver," Hendes smil var koldt, så Josh kunne mærke en form for kuldegysninger igennem sig, men han skubbede dem væk og knyttede næverne.
"Slaver eller ej, du har noget som ikke tilhører dig," sagde han og kiggede koldt på kvinden, uden det mindste tegn på frygt eller respekt for den sags skyld. Kvinden grinte bare, imens hun fortsat aede ulven ved sin side.
"Og hvad er så det min kære?"