The return of the master. *Merina*

S: Samling af Soul river.
O: Floden, træer, buske og vist ikke så meget mere.
V: Lunt.
T: Solnedgang.

Frihed! Det var ikke til at beskrive hvor meget han nød det ord! Han kunne gøre hvad det passede ham, uden nogen irriterende lille hæs mande stemme summende i hans øre. Det var alt sammen fortid! Fortid, fortid, fortid!
Han lod kort sin pistol svinge rundt i hånden, inden han placerede den perfekt i sit våbenbælte, som var han en cowboy fra vesten der bare havde styr på sine våben. Godt nok var han ikke en cowboy, men han havde skam styr på det med våben, det var han blevet trænet til. Heldigvis da. Han lukkede kort sine øjne i, for at slappe af og nyde det lune vind ramme hans ansigt på en behagelige måde, så det et kort øjeblik fik ham til at krible af fryd.. Det føltes underligt, men godt.
Han åbnede dem dog hurtigt igen, så snart han kunne hører noget eller nogen nærme sig. Til at starte med, følte han en trang til at trække sin pistol og skyde efter lyden, men han beherskede sig og lod blot sin hånd snitte pistolen med sine fingerspidser. Hvad der end var på vej, så måtte han se om det var en fjende eller ej, før han gav sig til at skyde det. Desværre havde han en lille svaghed der gjorde, at så snart han følte sig truet, ville han have lysten til at skyde det som truede ham..
Han kneb øjnene sammen og fokuserede på lydene, så han ville kunne være helt sikker på hvor den kom fra..

Merina var en anelse forvirret, denne ånd ville se sin søn igen. Inden den passerede videre igennem lyset, det var ihvertfald hvad den havde sagt. Merina trak blot på skuldren, hun havde været van til det og vidste også at hvis hun ikke gjorde det ville den blive ved for evigt. Og den evighed var langtid for en bloddæmon. Merina havde fundet ham, men hvorfor listede hun så? Han var bare bevæbnet ikke andet? Ikke andet var et meget stort ord om en bevæbnet mand, men ligemeget. Merina havde sin bue på ryggen, til angreb og selvforsvar om nødvendigt. Hun kiggede på ham som havde sent hende, og pegede på Kirt.
"Er det ham?" Hviskede hun så stille at næsten ingen kunne hører det. Hun vidste bare de skulle snakke også var den ikke længere end det, og så var ånden vel på vej imod lyset igen. Sådan forgik det i Merinas hovede, men hun havde det også med at være en del virkelighedsfjern. Tingene skete inde i hendes hovede, men sjældent var det det som rent faktisk skete. Merina hoppede ned på jorden, og gik imod Kirt. Hun havde afslappede bevægelser, men hun kom jo heller ikke med truende bevægelser. Og hvem ville finde en pige med stort rødt krøllet hår for truende?

Professorernes ånd smilte lumsk for sig selv. Han var lykkelig over at han kunne narre dette pige barn til at hjælpe ham, så han ville kunne få hævn over sin skabing D12, der endte med at blive alt for menneskelig.. Derfor skulle han straffes, men professoreren var ikke helt klar over hvordan, eftersom han ikke rigtig kunne røre noget, da han jo som sagt kun var et spøgelse som svævede over jorden og havde en duft af brændt gummi efter sig, da han altid stod i sit laboratorium og opfandt ting, når han ikke komenderede rundt med Kirt.
"Ja, det er det," hviskede han hæst og smilte, hvor han derefter fulgte med hende og kunne ikke stoppe med at smile lumsk, så snart han så Kirt stå foran sig, stadig med sit våbenbælte omkring sit liv.. Noget robot havde han da tilbage..
Kirt sænkede sin pistol så snart han så pigen for sig. Hun virkede fredelig, så hvorfor skulle han rette sin pistol imod hende?
"Hvem er du?" spurgte han og lagde sit hovede på skrå.