Dead is all over this town.. ~Luce~

The vammley of the dead.. Sikke et dejligt sted at komme når man var Merina, hun måtte blot prøve at lade som om hun ikke kunne se de ånder som stadigvæk hang rundt i gadehjørnerne. Solen var begyndt at forsvinde bag horisonten, nu stod den pragtige måne på himmlen med den fuldeglans. Den herskede nu, med stjernerne som sine soldater. Solens varme var forsvundet med den, og natten bragte hun kulde med sig. Ikke så koldt som om vinteren men tæt på, Merina havde dog en jakke over sig så hun frøs ikke. Hun kiggede rundt, da hun hørte et skrig der fik hende til at vende sig om. Men en flok alm. mennesker stod og kiggede på hende som om hun var latterlig, Merina kunne bare fornemme den åndelige tilstedeværelse.. Og hun havde blot afsløret sig selv ved den forskrækkelse skriget havde bragt hende. En ånd af en ung kvinde kom frem foran hende og smilte ikke, hun så kold ud og forsvandt så hurtigt som hun var kommet. Merina sank en klump og gik videre ned af den smalle gade, hun holdte blikket ned i jorden for hun ikke skulle afslørre sig selv mere end hun allerede gjorde. Hun havde en sort kappe på som hun trak over det store rødekrøllede hår. Men nogle lokker var stadigvæk tydeligt ude, det begyndte at små regne.. Merina ville finde ly.. Hun kom forbi en gammel kro eller en form for cafe og gik indenfor. Hun satte sig ved et bord i hjørnet og åndede lettet ud. Hun tog kutten af det store hår og gik op for at bestille noget at drikke. Blod.. Hun bestilte frisk blod, og fik det også. En bloddæmon havde brug for blod. Merina tog glasset og sluprede en tår i sig. Det var dejligt med ny energi som flød ned i ens krop. Hun kiggede lidt rundt på folkene, og fandt en pige ret intressant. Merina lagde hovedet lidt på skrå, det var ikke et spøgelse.. Det var et væsen hun aldrig havde set før, et væsen som mindede hende om en drage..

Luce havde valgt og gå sig en tur denne aften. Hun var begyndt og gå meget ude om aftenen sammen med sine veninder eller bare for sig selv. Hun vidste ikke rigtigt hvorfor hun gjorde det, men havde en endelse om det, men hun var ikke sikker. Hvornår var det egentlig hun startede og gå så meget ude som hun gjorde. Hun havde både en kæreste og en søn og gik med nummer 2 nu. Hvor længe siden var det hun var blevet voldtaget og tortureret 2-3 måneder? Hun vidste det ikke rigtigt længere, men det var også et fedt. Hun havde bestemt sig for, at dette barn ikke skulle leve under samme tag som hende fordi det ville få hende til og tænke tilbage til dengang, hvor Rafael havde kidnappet hende, tortureret hende af den groveste slags og voldtaget. Hun havde så småt begyndt og kunne gå rundt mellem andre dæmoner takket være Sean og Delilah og tja hendes søn og John som var hendes kæreste havde også hjulpet hende meget og det var hun virkelig glad for.
Hun havde taget en sort lang kappe med hætte over sig hvor hun havde en lilla top på og et par sorte bukser på indenunder. Hun havde taget hætten over hovedet så hun var svær og genkende, men man kunne stadig se, at hun var blå/lilla i huden og hendes sorte hår stak frem fra hætten. Hun hørte det hviskede teskede i krogende og så nogle gange nogle der pegede hen imod hende og nogle sætninger som lød "Er det ikke hende med ham den rige dæmon..." osv osv.
Det irriterede hende som bare satan. Hun lagde mærke til en dæmon kiggede på hende.

Merina bemærkede samtalerne rundt omkring, om præcis denne kvinde. Hvilket blot gjorde hende ret nysgerrig, hun lagde hovedet en tak på skrå. Og opfangede hurtigt at kvinden fandt de andres kommentarer irriterende. Men de blev ved i krogene, hvis det ikke var fordi hendes 'plejefar' var en meget rig og høj vampyr. Så havde de nok sagt noget for at irritere hende også, men Merina var ligeglad. Hun vidste alt de kunne finde på at sige, at hun var sær.. Anderledes pga. hendes evne.
Merina trak på skuldren og rejste sig op fra stolen, hun havde sit krus med blod i den ene hånd og den anden hånd fri. Merina gik hen til kvindens bord og stod op af en ledig stol. Hun bemærkede hurtigt kvindens hudfarve nucanser af blå og lilla. Spændende. Merina var nysgerrig.
"Hej." Sagde hun med en venlig stemme og smilte, for at vise hun ikke var som de andre der sladrede i hjørnerne. Merina gjorde ikke andre noget medmindre de skadede hende, så ligenu kunne hun ikke se hvorfor hun ikke skulle være venlig overfor denne kvinde? Merina satte sig ned på stolen overfor kvinden, og folk gav sig til at tale videre selvom Merina var ligeglad med det. Så var det stadigvæk irriterende.
"Jeg håber ikke det gøre noget at jeg sætter mig." Sagde hun lidt spørgende med et skævt smil.

Luce var ved og blive skør og overvejede kraftigt og rejse sig og gå igen, men hun havde kun nået og tænke tanken da hun hørte nogen snakke tæt på hende. Hun kiggede op på dæmonen som havde set på hende for lidt siden. Hvorfor snakkede hun til hende? Hvorfor snakkede hun ikke med rundt i krogende? Hun anede ikke hvad hun skulle tage sig til, men hun kunne vel lige så godt sige hej til hende nu, hvor hun sagde hej til hende "Hej" hendes stemme var tør og virkede meget irriteret. Hun var også irriteret bare ikke på denne kvinde. Det var på dem som snakkede i krogende. Hun undrede sig faktisk lidt over, hvordan de kunne vide hvem hun var. Sagde folk bag hendes ryg, at hun lignte lidt en drage eller hvordan hendes udseende var? De kunne ihvertfald ikke vide hvad hendes navn var fordi det ville være underligt, men alligevel nok ikke så underligt som hun tænkte for dem som startede rygtet kendte hendes navn fordi det var folk som boede virkelig tæt på hende. Hun kiggede på den fremmede dæmon der satte sig ned overfor hende *Sikke en underlig dæmon hun var* tænkte hun. Hun rystede lidt på hovedet da kvinden sagde, at det ikke gjorde noget, at hun sad der og det gjorde det ikke rigtigt. Luce var sådanset ligeglad med, hvor kvinden sad. Hun håbede lidt på, at kvinden ikke var som alle de andre. Hun kiggede på dæmonen "Hvad er du så for en?" hun var temmelig nysgerrig for og vide hvem denne kvinde var.