Baby born//Sean//

S: Doomsville City
O: Huse og folk
T: 12:00
V: lunken i vejret, solen skinder
P: en løs blå trøje, et par lette sorte bukser og et par sorte sko, et stykke stof bundet hen over det ene øje.

Det var ved og være hen på tiden. Solen skindede og fuglende fløj rundt og pippede som var det en god sommerdag. Hendes sorte lange hår hang ned af ryggen, hvor der dog hang et stor tot foran det øje som var væk. Det øje som Rafael havde pillet ud og tvunget hende til og spise. Han spiste noget af det selv også. Han snakkede noget om, at de delte det for venskabets skyld ligesom venner delte en isdessert eller en milkshake. Hun kan huske, at hun havde kastet op flere gange imens hun havde prøvet og slugt de vamle stykker øje som han fodrede hende med. Hun lagde godt mærke til, at folk gloede af hende imens hun kom gående. Det var mere en gåsegang hun gik i for hendes mave var nu blevet meget tykkere end sidst hun var hende og besøge Sean. Fyren folk sagde man skulle holde sig fra. Hun havde hørt et og andet om denne fyr, men det var hun sådanset ligeglad med. Hun kendte en anden side af ham og det var den side hun holdt sig til og sådan ville det altid være. Hun gik roligt hen mod det velkendte hus, hvor hun havde overnattet. Hun gik op til den store dør og bankede på døren. Hun stod roligt og ventede på, at nogen åbnede døren. Hun regnede med, at det var Sigmund der åbnede døren, men var dog ikke sikker.

mange rygter var spredt siden sidst. Både gode og dårlige. Men ingen der bekymrede eller skadede Sean som sådan, mente han selv. Denne middag sad han på terrassen, som stak ud på 2 etage, ud mod nogle andre huse, men mest af alt hans baghave. Han sad med en kop the på bordet, en bog på skødet og nogle nybagte småkager på bordet ved siden af sig. Han havde dog ikke rørt dem. Han holdt sig pr. definition væk fra menneskemad. Han sad med benene mod rækværket og stirrede ud over haven, hvor en gartner gik rundt og gjorde klar til foråret som hastigt var på vej, nu de havde haft nogle lidt varmere dage. Det var derfor Sigmund der åbnede døren, da Luce bankede på. Han kiggede kort på hende, så fjernede han sig så hun kunne komme ind.
"Velkommen, My Lady. Herren sidder ovenpå og slapper af, nu skal jeg vise vej" han lukkede døren efter hende og viste hende over mod trappen, op af den og hen af gangen til de kom til sidste dør. Sigmund bankede høfligt på, men da Sean sad udenfor, hørte han intet. Sigmund åbnede forsigtig døren, men til sidst gik han helt ind og vinkede Luce med sig.
Rummet var tydeligt Seans. Her var lidt mere rodet end i resten af huset. Der var spredt papirere lidt ud over det hele og visse steder lå der et stykke vasketøj. To store reoler på hver sin væg var fyldt op med bøger, gamle som nyere. En stor dobbeltseng, som ikke var redt i den ene side. Til sidst, to dobbeltdøre med vinduer som var åbne og lod en frisk brise glide ind og rense luften.
"JEg beklager, men Herren nægter tjenestefolkene at komme ind og røre noget" sagde Sigmund og gik over til de åbne døre i den anden ende af rummet. Fordi det overfyldte arbejdsbord.
Da han kom udenfor, drejede Sean hovedet og så hen på ham med et lille smil. Han var afslappet klædt, i nogle løse, mørke bukser og en let T-shirt. Selv om foråret knap nok var kommet, havde han ikke andet på.
"Besøg af Lady Luce" bukkede Sigmund.

Hun stod stille og ventede udenfor. Hun håbede inderligt, at ingen af dem ville lægge mærke til stoffet som var rundt hendes øje, men det var nu umuligt og skjule stoffet, så det ville ikke undre hende, hvis Sigmund eller nogen anden spurgte hvorfor stoffet var der. Det ville sikkert ikke hjælpe hende en del, hvis hun sagde, at det var fordi hun ville lege pirat for de var jo ikke små børn, så den ide kunne hun lige så godt smide væk. Hun ville ihvertfald fortælle Sean sandheden fordi han kendte hende bedre end man faktisk skulle tro. Han kunne se på hende hvis hun løj eller skjulte noget. Det havde undret hende lidt hvorfor og hvordan han kunne se det, men havde så skudt den tanke fra sig igen. Hun smilte stille da Sigmund åbnede døren "Hej Sigmund og tak" hun nikkede stille og gik indenfor. Det havde overrasket hende, at han ikke havde spurgt ind til hendes øje, men det var sikkert fordi han tænkte, at han ikke burde sige noget. Hun vidste det ikke helt, men hun vidste, at Sean ville spørge ind til det. Det ville ihvertfald undre hende en helt del, hvis han ikke gjorde. Hun fulgte stille og roligt med Sigmund op mod Seans værelse. Imens hun gik kiggede hun rundt. Alt lignede sig selv og det var nu meget rart for hende. Hun stoppede lidt bag Sigmund da han bankede på døren ind til Seans værelse. Det undrede hende lidt hvorfor der ikke blev råbt kom ind eller noget. Hun kiggede lidt på Sigmund og gik stille og roligt ind i værelset. Det var ret underligt og se, at dette rum var rodet i forhold til alle de andre rum. Hun havde troet, at Sean var et ordensmenneske. En der skulle have tingende på sin plads, men det var åbenbart ikke sådan. Hun kiggede lidt på bunkerne af papirer som stod på skrivebordet og på gulvet. Hun var lidt nysgerrig for og vide, hvad det var for nogle papirer, men hun vidste også godt, at man ikke rodede i folks sager. Hun så på Sigmund "Det er helt ok" hun smilte venligt til ham. Det var nu ikke så underligt for hende og se rodet for det var ikke anderledes hjemme ved hende. Hun har ikke kunnet rigtigt rydde op. Både pga graviditeten og pga hun kun havde et øje. Hun stoppede ved døren ud til terrassen, hvor Sean sad. Hun smilte stille til ham. Han så nu meget afslappet ud end hvad han havde gjort sidst hun var hjemme ved ham.
Hun gik ud og satte sig på en af stolene der stod ved bordet. En blid vind kærtegnede hendes kind og flyttede håret fra stoffet fra det ene øje og om bag øret.

Han lod blikket glide hen til Sigmund og Luce. Han fjernede fødder fra rækværket og satte dem ned på det kølige træværk, som fungerede som gulv. Han nikkede smilende og rejste sig halvt, gentlemans agtigt, til Luce havde sat sig og han selv satte sig.
"En ekstra kop til Luce, Sigmund" Han nikkede kort og gik.
Sean lod blikket glide over Luce et øjeblik. Det var lidt tid siden de havde set hinanden og tingene havde rigtig nok ændret sig. Hun var højgravid nu, det var tydeligt. Det besværliggjorde hendes bevægelser. Men det der trak mest i hans interesse var bandagen om hendes hoved, over det ene øje.
"Hvordan går det så? Prøver du at skjule et blåt øje eller har du leget pirat med nogen?" smilte han afslappet og lagde sin bog på bordet. Den var lidt gammel og halvslidt, Sean havde læst en del i den. Den havde titlen "Rekviem"
Sean lænte sig tilbage i stolen og placerede sine fødder mod rækværket igen, så stolen blev lænet lidt bagud. Der gik et øjeblik før Sigmund kom tilbage med en ekstra kop til Luce, så hun kunne tage lidt the hvis hun lystede.

Hun smilte stille til Sean. Hun følte sig helt tilpas af og være i hans selskab igen. Hun har flere gange overvejet om hun skulle tage hen til ham, men der havde hele tiden været et eller andet der havde forhindret hende i og tage hjem til ham igen. Hun lænede sig stille tilbage på stolen og nød solen skinde på hendes blå/lillae hud. Hendes øje var halv lukket i for ikke og få solen direkte i øjet. Hun kiggede efter Sigmund da han gik. Hun så, så stille på Sean da hun hørte han snakkede til hende "Det går da er i live endnu..." hun tav helt da hun skulle til og fortælle om øjet. Hun vidste, at det ville være for svært for hende og fortælle det med ord. Hun lukkede sit øje og tøvede lidt. Hun bed sig i læben og bandt stoffet op. Hun lagde stoffet på bordet og kiggede ned i jorden så hendes hår faldt hen over øjet i lidt tid. Hun tøvede i noget tid og kiggede så op på Sean igen. Hun åbnede øjenlåget som var hvor der normalt skulle være et øje, men det var det ikke. Der var kun nogle døde nerver og indtørret blodpletter. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige og skjulte sine hænder under bordet. Der manglede det nemlig negle på hver en finger. hun sukkede lidt "Rafael...igen..." det var en snært af utryghed i hendes stemme. Hun Kiggede lidt på bogen han lagde på bordet. Hun kunne ikke genkende titlen, men hun havde nu også læst så mange bøger i hendes liv, at hun ikke længere kunne huske dem alle sammen. Hun log stoffet ligge på bordet og kiggede ved fra Sigmund da han kom tilbage med en extra kop til hende. Hun kiggede ud mod haven og prøvede så vidt muligt og undgå, at Sigmund fik øje på det tomme øjehul.

Han så over på hende med en tænksom mine. Han slappede af, hvilket var usædvanligt. Han var ellers altid på vagt i andres nærvær, på vagt efter hvad som helst som kunne skade ham. Han smilte svagt. Da Sigmund gik igen, rejste han sig op og gik over på hendes side af bordet. Han hev en ny stol ud og satte sig på den, lod en hånd glide frem til den lagde sig på hendes kind og drejede hendes hoved over mod sit med en øm bevægelse.
"Luce...Altså...Man kan heller ikke vende ryggen til dig. Så derfor gør jeg det ikke igen. flyt ind her. Bo her og jeg kan beskytte dig! Jeg vil ikke have disse ting skal ske for dig mere..." han lod hånden falde igen, trak dem lidt til sig, da han ikke ville være for anmassende. Det pinte ham...Pinte ham, selv om han selv gjorde lignende ting mod andre folk, folk som var lukket inde i de små celler nede i kloakkerne. Folk han skulle have oplysninger eller værdier fra. Men Luce...Tingene var bare anderledes med Luce.

Hun følte sig svag igen. Hun vidste ikke hvorfor, men det havde hun gjort meget hver gang hun var tæt på Sean. Hun vidste ikke hvorfor. Hun mærkede hans hånd på hendes kind. Det beroligede hende, at mærke hans hånd på hendes kind. Hun kiggede på ham. Hun følte, at hun på en eller anden måde havde skuffet ham. Han lød nu ikke til og være skuffet over hende, men hun følte, at det var sådan. Det kom helt bag på hende, at han bad hende om og flytte ind til sig. Bo i hans hus. Hvorfor ville han have, at hun boede i samme hus som ham? Det var rart at være her det ville hun gerne indrømme. Hun undrede sig også lidt over hvorfor han ikke ville lade hende ske noget igen. Havde han følelser for hende? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. De tanker der kørte mest rundt i hovedet på hende var, hvad så med Bruce? Og John? Hun så på ham "Men hvad så med min søn. Bruce?" Det var mest Bruce hun var bekymret for. Hun følte sig pludselig tom da han fjernede sin hånd fra hendes kind igen. Hun kunne godt lide og mærke, at hans hånd var på hendes kind. Hun vidste ikke rigtigt hvad der var sket med hende. Hun vidste simpelthen ikke hvad der var galt med hendes hjerne overhovedet. Hun sad lidt og tænkte over tingende. Hun så på ham "Vil du virkelig gerne have, at jeg bor her hos dig?" der var en svag snært af lykke og håb i hendes stemme.

Han lænte sig tilbage i stolen med en tænksom mine. Manden var intet problem, kom han løbede ville han være svag. Sean var stærkere end ham og havde flere dæmoner at rykke rundt på, til at jagte ham. Bruce, som sønnen åbenbart hed...Det ville være risikabelt at bede en vild dæmondreng om at flytte ind, når han intet viste om ham. han kunne snage i hans ting, råbe til alle han boede der og skade hans position på en måde han nok havde svært ved at overskue. og at han var så påvirket af faren gjorde det ikke bedre.
"jeg ved ikke med Bruce. Man kunne give ham tilbudet, men han vil sikkert være sammen med sin far.." han sukkede svagt og så lidt hen på hende.
"Og en modvillig dæmondreng kan sagtens gøre skade..." han greb tværs ud over bordet og hev sin the hen til sig, tog en lille tår af den ellers lidt kolde drik, som den var endt med at være. Han så hen på hende et øjeblik. Han havde ærlig talt ikke tænkt over forslaget, men nu hvor han gjorde...Så ja, det kunne være fornøjeligt.
"Ja..." han smilte til hende.
"Ja, jeg ønsker dit selskab"

Hun kiggede lidt på ham. Hun tænkte lidt over, hvordan Bruce egentlig ville reagere ved og blive flyttet rundt på. Hun vidste, at Bruce ville blive et lille problem eftersom han ikke havde set sin far i flere måneder det havde været lidt over 6 måneder siden, hvis hun ikke tog meget fejl. John havde taget afsted samme dag han var kommet tilbage efter han var stukket af samme dag Luce var kommet hjem fra sygehuset om eftermiddagen dagen efter Rafael havde tortureret hende første gang. Han var så kommet tilbage samme dag Luce kom hjem efter hun havde sovet hjemme ved Sean, men var så gået igen i vrede efter hun havde fortalt, at hun var gravid. Hun fik aldrig fortalt hvem det var før han direkte troede på rygterne og sagde, at det var Sean som var faren til det barn hun gik med. Hun havde ikke set ham siden og det havde påvirket Bruce meget. Hun sukkede lidt "Bruce har ikke set sin far i lidt over 6 måneder...Har ikke en gang hørt fra ham i så lang tid" det gik hende meget på og man kunne sagtens se på hende, at hun var træt af og være alene med sin søn, hvor faren bare var stukket af. Hun kiggede på Sean med et tænksom blik. Måske kunne hun prøve og finde ud af hvor John var henne i verdenen. Hun kiggede lidt på ham og smilte lidt "Vil jeg gerne, skal bare finde ud af noget med Bruce" hun smilte stille til ham.
Hun begyndte og få nogle underlige følelser omkring livmoderen. Hun begyndte og kryppe sig helt sammen og tårerne løb ned af hendes ene kind. Vandet var gået.

Han nikkede let og så tænksomt ud for dig.
"Ja, snak med ham. Hør hvad han syntes. En umulig teenager bliver bare endnu mere umulig uden at spørge dem til råds..." han huskede stadig de år han var en led satan. Det var han forresten stadig, men det var en anden side af sagen. Camilles ord lød igen i hans hoved...Hun var som en formanende mor han havde aldrig havde haft. Hun ville ikke have han havde noget med en baby at gøre, hun tilbød endda selv at tage barnet. Og hun mente ikke Luce kunne flytte ind, uden der skulle ligge dybere følelser i dem begge. De tanker, de ord hun havde sagt, havde gjort ham vred.
han blev pludselig opmærksom på Luces ansigt udtryk og den måde hun nærmest krøb sammen. Lidt efter lagde han mærke til vandet der nu gled ned over stolen og ned på gulvet i en fin lille pøl. han havde ellers været lige ved at spørge om der var noget galt...
Han var hurtig oppe og stå...Og blev stående, mens han så på hende. Han var en handlingens mand! Han slog ihjel, stjal, pinte folk! Men en fødsel...hvordan skulle han kunne hjælpe til i en fødsel? Han anede intet om det! Han havde måske overværet få, fordi han havde en grund...Hvad nu?
"Luce..." hvad skulle han sige?
Endelig fik han revet sig fri af sine tanker. Hvad viste han? At de skulle ligge ned, men ikke helt. De skulle helst sidde lidt op, noget med at barnet nemmere kunne komme ud...Hvad ellers? Håndklæder. Til at tage imod blod og andet. Jordmoder til at tage imod barnet...Der var ingen jordmoder her. Og der ville gå tid før en ankom...
Sigmund. Han måtte vide noget! Eller en af kvinderne i huset...
Han var snart i bevægelse.
"Bliv her!" han løb ud gennem sit værelse, ned af gangen og tog trappen med to trin af gangen. Han brasede ind i køkkenet.
"Hun føder!" kokken stoppede op, i gang med at skære et brød i stykker, Sigmund så op fra dagens avis og de stirrede begge på ham. Så slap kvinden kniven og nikkede let.
"Sigmund, hent noget vand og håndklæder nu! Herre...Tillad mig at hjælpe. Med fem unger derhjemme at mætte, ved jeg hvad der skal ske!" Sean så lettet ud.
"Det håbede jeg du ville sige!"
Det endte med han løb i forvejen, løb op til Luce igen. Han stod snart på terrassen ved siden af hende.
"Øhm...Der kommer hjælp om lidt...jeg aner intet om fødsler..." smilte han undskyldende...

Hun begyndte og grine da han sagde, at teenagere var umulige, hvis man ikke spurgte dem til råds "Han er ikke teenager Sean. Han er 1-2 år gammel" der var latter i hendes stemme. Hun kunne godt selv huske hendes teenage år. Hun var heller ikke ligefrem den søde lille engel folk mente hun var. Hun stak altid af om natten for og være sammen med Roland. Ud gennem vinduet eller teressedøren og komme igen om natten. Hun vidste ikke hvor ofte hun havde fået skæld ud for og gå sådan rundt om natten.
Hun kryb længere og længere sammen. Hun rystede og smerterne blev større og større for hvert minut der gik. Hun skreg af smerter og rystede voldsomt. Hun havde næsten svært ved og blive siddende på stolen. Hun kiggede op på Sean da han nævnte hendes navn. Tårerne løb ned af hendes kinder som var det et fint lille vandfald. Hun skreg højere og højere som smerterne blev større. Hun kiggede efter ham da han løb afsted. Hun kunne ikke ligefrem gøre andet! Hun vidste, at hvis hun rejste sig op ville hun ende mig og ligge på gulvet. Hun krøb helt sammen. Hendes skrig var blevet så højt, at det kunne høres helt ned til halen. Hun regnede ikke med, at Sean vidste noget om fødsler, men hun håbede på, at han kendte nogen der kunne komme og hjælpe hende her og nu. Da Sean endelig kom tilbage lå hun nærmest på stolen i en lille kugle. Hun skreg stadig af smerter. Hendes bukser og trusser var helt gennemblødte og hendes trøje af og ligge på stolen. Hun nikkede stille til ham for og vise, at det var helt i orden, at han ikke kendte til noget om fødsler. Hun krøb sig pludselig helt sammen som var det nogle krampeanfald hun fik. Hun skreg højere og højere og tårerne løb ned af hendes kinder.

Sean smilte undskyldende.
"Beklager. Min fejl." smilte han. Det havde bare lydt som om han var ældre, når hun snakkede om ham.
Sean lagde forsigtig en hånd på Luces arm, da han ikke viste hvad han ellers skulle gøre. Han håbede bare at de andre snart kom - Heldigvis gjorde de. Der gik næsten kun et øjeblik, før de kom farende, kokken Mary først, med Sigmund lige efter sig og en tilfældig tjener, med en masse håndklæder, til sidst.
"Stå dog ikke bare der! Lad os få hende ned og ligge..." Udbrød kokken, da hun havde taget bestik af situationen. Hun fik hurtigt smidt nogle tæpper på gulvet for at gøre det mere blødt og stablede en masse puder op af rækværket, så de ikke gled. Hun gjorde tegn til at Sean skulle hjælpe hende over og ligge. Sigmund stilte en spand med varmt vand ved siden af kokken op håndklæderne.
"Tør det op, Dear" sagde kokken til tjeneren, der straks tog sig af det vand Luce havde tabt tidligere.
Sean støttede Luce over og ligge, hvor Kokken straks begyndte at hjælpe med at fjerne hendes underklæder.
"Tag det roligt. Træk vejret, dybt. Ind...Ud...Stille og rolig. pres ved de store veer. Pres og jeg vil sidde her og tage imod barnet. Sir, vær venlig at hjælpe hende med det..." hun mente vejrtrækningen.
"Dette klare vi sagtens!" smilte hun, med røde kinder.

Hun rystede meget og skreg hele tiden. Hen beroligede lidt og mærke hans hånd på hendes arm, men det hjalp ikke på smerterne. Hun skreg stadig og rystede som var det kramper der kørte rundt i hele hendes krop. Hun satte sig langsomt op, men krympede helt sammen. Hun mærkede, at Sean lagde en arm om hende og prøvede og hjælpe hende hen på tæpperne. Hun lagde sig langsomt ned og kryppede helt sammen. Det gjorde så ondt, at det halve var mere end nok. Hun lagde sig besværligt på ryggen da hun mærkede, at kokkepigen trak under bukser og det af. Hun skreg stadig af smerter. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv og det underlige var, at hun havde født et barn før, men hun mindes ikke, at fødslen var så hård og gjorde så ondt som det gjorde denne gang. Hun prøvede og trække vejret stille og roligt, men smerterne distraherede hende for meget. Hun hamrede sine hænder i jorden så hårdt hun kunne for og finde en anden smerte som ikke var nær så slem som den hun havde, men det kunne hun ikke. Uden hun tænkte over det tog hun fat i Seans hånd og klemte den med alle sine kræfter så hans hånd sikkert ville blive blå af blodmangel, men hun var ligeglad lige nu. Hun skreg og pressede hver gang de store veer kom. Der gik ca 10 min da der begyndte og kunne høres babygråd. Det var en lille dæmon dreng som var det eneste der kunne kendetegne, at Rafael var faren til barnet resten lignede Luce fra da hun var helt helt lille. Hun trak vejret lidt langsommere da hun hørte gråden, men holdt stadig i Seans hånd, men grebet var også blevet noget løsere.

Han mærkede hendes hånd, men han trak ikke hånden til sig. Faktisk...Skabte hele episoden ubehag. Tanker, han ikke ville have. Om hans egen søn. Hvordan havde nephs fødsel været? Havde den været meget svær eller havde den været hurtig, som nu? Havde der været nogen komplikationer, havde hun klaret det hele alene...Tankerne om den lille, lyserøde klump han havde erobret fra hende, taget fra hende og uden så meget som et tak, bare hensynsløst dræbt...For første gang følte han et svagt stik af smerte ved tanken, en han ellers ikke have kunne mærke før. Det resulterede i han selv holdt hårdt om Luces hånd.
Kokken var en god hjælp. Hun fortalte Luce hvornår hun skulle presse, hun tog imod babyen og kom med opmuntrende kommentarer hele tiden. Til sidst tog hun nogle håndklæder og tog imod barnet.
"Sigmund, en saks" Butleren rakte hende en. Hun tog imod den og der gik ikke lang tid før mor og søn var skilt fra hinanden. Kokken brugte et øjeblik på at studerede barnet, før hun nikkede med et stort smil.
"En dreng der kom til verden med maner! Han forstår virkelig at skrige. En hurtigt, god fødsel. Det er ikke ofte man ser dem" hun smilte og gjorde tegn til at ville række Luce barnet. Hun anede intet om at han skulle være uvelkommen.
Sean så hen på barnet og havde mest lyst til at løbe...Stikke af. Han var ikke god til børn...Han var ikke...ikke børn.

Luce følte sig pludselig meget træt og havde bare lyst til og sove de næste 100 år væk. Hun havde en følelse af, at alt den energi som også skulle sørge for, at hun trak vejret og det hele var væk. Hun havde samtidig en følelse af forvirring og tankerne kræsede rundt i hendes hoved. Hvad så nu? Skulle hun beholde barnet eller ikke? Der var for meget forvirring i hendes hoved og samtidig var hun for træt til og tænke en klar tanke. Hun lukkede ned for sin hjerne og lod følelserne bestemme, hvad hun skulle gøre og sige. Hun havde lukket sine øjne og ville sove, men hun ville ikke gøre et forsøg på det for hun vidste hvordan det ville ende. Hun var dog blevet meget roligere og slap i hele hendes krop. Alle hendes muskler var afslappede. Hendes hånd kunne hurtigt haft sluppet Seans hvis han ikke stadig holdt fast i den. Hun åbnede sine øjne og kiggede hen mod kokken. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere på det hun fortalte om barnet. Det hele var et stort virvar oppe i hendes hoved. Hun så, at hun ville række Luce drengen, men lod bare sit hoved falde ned på gulvet igen. Hun havde det som om følelserne i hende kæmpede om og bestemme, hvordan Luce skulle reagere. Hun lukkede sine øjne og slappede af. "Vil ikke se det! Få det væk fra mig!..." tårerne løb ned af hendes ene kind og hun blev ved med og råbe alt muligt som ikke var hverken hoved eller hale i. Hun begyndte og sparke med benene og slor til siderne med armene imens hun råbte alt muligt om, at barnet var et misfoster. En specialist ville sige, at det var en komplications fra moderens side af fødslen. At moderen altid ville kunne se barnet som et misfoster eller som djævlens søn.

Kokken så lidt forvirret ud. De fleste fødsler hun havde været del af, havde barnet altid fået lov at ligge mod morens bryst og tage livets første mundfuld mad, mens de begyndte at skabe et bånd. sagde folk ikke at i den første tid var det altid vigtigt at være tæt? For at skabe et sundt barn...
Hun så rådvildt hen på Sean, som roligt slap Luces hånd. Han bøjede sig ind over hende og greb hende om hovedet, ledte efter hendes øjenkontakt.
"Luce! Luce, hør på mig! Tag det roligt. Tag det roligt, det var heldigvis en hurtig fødsel. nu er det vigtigt du slapper af og får nogle af dine kræfter tilbage. Jeg kan få Sigmund til at give dig noget sove medicin hvis du ønsker det. Okay? Okay?" han ville være sikker på hun hørte og forstod ham. At hun blev rolig. Nok viste han intet om fødsler, men han var god til at tage styringen bagefter.
Han vinkede tjeneren hen som ellers havde ryddet op omkring dem.
"Få håndklæder osv. vasket. Vask gulvet. Jeg hjælper Luce ind i en seng. Mary, min kære, gå ned i køkkenet med barnet. Jeg kommer ned bagefter og så snakker vi om det. Sigmund, find den sovemedicin fra sidst" de nikkede alle, dog lagde kokken hurtigt babyen over i favnen på tjeneren et øjeblik, hun tog en klud og vaskede hurtigt Luces ben og mellem hendes ben. Så smed hun kluden ned i spanden, tog babyen igen og gik. Sigmund tog det beskidte vand og gik, tjeneren tog de beskidte håndklæder og gik. babygråden fortog sig, efterhånden som kokken kom længere ned mod køkkenet.
Sean tog fat i luces arme.
"Kom...lad os få dig i seng, ikke?"

Hun rystede vildt med hovedet og blev ved med og råbe. Tårerne løb ned af hendes kind. Hun havde ikke selv kontrol over hvad der skete. Alt føltes som var det lukket ned hos hende. Hendes krop blev dog noget roligere da hun mærkede Seans hænder om hendes hoved. Hun åbnede sine øjne. De så en blanding af skræk, sorg og glæde i sig. Skrækken kom pga barnet om hvordan det så ud og det hele, Sorgen pga fødslen og det samme med glæde. Det var hendes følelser som var gået igang med og kæmpe og ikke havde fortaget sig. Hun blev langsomt roligere af og høre Seans stemme. Hun vidste ikke hvad der gjorde, at det skete hvergang han var der. Hun lod sit hoved falde mod den ene side og ligge op af Seans hånd. Hun var begyndt og blive noget roligere. Hun lukkede sine øjne og kæmpede mod sig selv om og slappe af. Det var dog hende der vandt. Hun var vågen, men hendes krop viste som var hun enten tæt på og sove eller sov hun. Hun ville måske være klar til og bare se barnet efter en lur. Det var der ingen der vidste endnu, men man måtte prøve med tiden. Hun lyttede til Seans stemme da han fortalte de forskellige personer hvad de skulle gøre. Hun var blevet så rolig, at hun ikke kunne registrere, at kokken vaskede hende. Hun satte sig langsomt op da Sean tog fat i hendes arm. Hun nikkede og rejste sig op med hans hjælp. Hun nærmest lænede sig ind til ham for og kunne holde sig oprejst.

Han lagde armene om hende og støttede hende ind i værelset, hvor han satte hende på sengen. Hun var træt, det skulle man være ret blind for ikke at se. Der gik et øjeblik, før tjeneren kom igen, men hun gik ud for at gøre rent på terrassen. Sigmund kom lidt efter med den lille flaske der indeholdt sovemedicin. Sean tog imod det og han begyndte at hjælpe tjeneren med at gøre rent.
Sean vendte sig om mod Luce og lagde flasken i hendes hånd.
"hvis du stadig har problemer med at sove, har jeg stadig det her. Du styre det selv. Men du skal i hvert fald ligge dig ned og slappe af. Jeg bliver dog nød til at gå på et tidspunkt..." ned i køkkenet for at se på drengen, som kokken lige nu arbejde med.

Hun fulgte stille og roligt med Sean ind på værelset. Hun havde lukket sit øje og lagt det mod hans skulder imens de gik. Hun gik bare roligt med ham. Hun satte sig på sengen, men lænede sig stadig ind til Sean. Hun vidste, at hvis han flyttede sig ville hun ryge lige fremover. Hun sad bare og ventede på, at Sigmund kom med den flaske til hende. Hun var for træt til og bare åbne munden for og snakke. Hun så op på Sean og hen imod døren da tjeneren kom ind. Hun mumlede noget utydelig. Hun stirrede på døren og smilte kort da Sigmund kom ind med den lille flaske. Endelig kunne hun få lov til og sove. Hun kiggede på Sean da han gav hende flasken. Hun vidste hun ikke skulle have meget af det, men hun havde lyst til bare og tømme flasken i sig. Hun kiggede på Sean "Men du bliver til jeg sover helt ikke?" der var en lille barne stemme ind i hende. Ligesom et barn der ikke ville have moderen gik før barnet sov tungt. Hun åbnede flasken og drak en lille dræbe af den. Hun lukkede den igen og stilte den på natbordet som stod ved siden af sengen. Hun lagde sig ned oven på dynen, på siden med fronten mod Sean. Hun kiggede trættene op på ham, men faldt hurtigt i søvn.

Han klemte hendes skulder som trøst. Han så at hun tog lidt af medicinen, og sørgede for hun lagde sig ned. han smilte lidt til hende.
"Jo, jeg bliver her" han klemte hendes hånd. Da hun sov, sad han et øjeblik og bare kiggede på hendes nu afslappede ansigt. Hans tanker gled tilbage til fødslen, til hans egen søn der nu lå kold i jorden ved siden af hans gamle ven. Han gik over til bordet, rodede lidt rundt i papirerne, til han trak en lille bog frem og slog op i den. På en side stod det hele. Faktisk et par sider, men en side handlede om hans søn, den gang han boede hos ham. Med en krampagtig bevægelse rev han sidderne ud af dagbogen. Hans tanker. Han foldede siderne sammen, rev dem i stykker og spredte dem ud over hele gulvet.
Han forsvandt ud af værelset, lod de andre gøre rent og gik selv ned i køkkenet. Kokken sad med drengen, som nu havde en klud med noget i munden. babyens store øjne gled op og i hele tiden, mens han fra tid til anden sparkede med benet eller slog ud med armen.
Kokken så op da han kom ind med et lidt bekymret ansigt.
"fødselsdepression måske? Jeg har set det før. Hvis det vare i kort tid, vil hun kunne få barnet igen senere. Men andre beholder det og gør dem til forfærdelige mødre!" Sean så lidt på hende og rystede på hovedet.
"Hvad skal vi gøre, Sir?" spurgte hun mere intenst. Sean gik over og tog barnet fra hende. Han så ned på drengen, som underligt nok ikke skreg op over at skifte arme, i stedet gled hans øjne mere og mere i, som om han ville sove. Han så lidt ned på drengen i sine arme, så skrøbelig, så...afhængig. En dæmon. Han rystede svagt, opdagede det ham. Drengen mindede ham om hans søn...
"Vi beholder ham" svarede han kort og satte sig ned.

Luce sov som en sten. Hendes krop var helt rolig og afslappet. Der var ikke nogen tegn på hendes afslappede krop, at hun lige havde slået ud til alle sider eller noget som helst. Hun sov som en sten og holdt stadig i Seans hånd da hun sov. Hun havde næsten en drømfri søvn. Der kom nogle små drømme af og til om det nyfødte barn. Det var nok mere mareridt end drømme, men hun kunne ikke vågne fra mareridtende. Hun drømte om det nyfødte barn der lignede utroligt meget Rafael. Hun lå uroligt i et kort øjeblik, men det stoppede igen.
Hun sov som en sten det meste af dagen væk. Da hun vågnede var det omkring aftensmads tid. Hun gned søvnen ud af øjnende og satte sig op. Alt var stadig lidt tåget for hende. Havde hun overhovedet født det barn? Havde det bare været en ond ond drøm? Alt var forvirret oppe i hovedet på hende. Hun kiggede sig forvirret rundt på værelset. Hun kom igen i tanke om fødslen. Hun havde reageret temmelig voldsomt, men hvorfor vidste hun ikke.

Han havde siddet med barnet i sine arme i noget tid, helt fordybet i tanker. Han sad faktisk med Rafaels barn, hans leder. Tanken om at bruge det imod ham havde ramt ham, men så kom han i tanke om det nok ikke betød noget for ham. Det ville det dog gøre, hvis han opfostrede barnet og brugte det imod ham senere, når barnet var gammelt nok til at gøre skade. Men det var mest af alt bare sære planer han viste aldrig ville ske. Han havde aldrig mødt Rafael og bare fordi Luce havde mødt ham, at dette var hans barn og at Camille ville snakke med ham om ham, troede han ikke et sekund på at han ville møde ham. Men hvorfor betød det også noget? Han lukkede øjnene, da han blev træt af at se på barnet. han gav det til kokken, som havde polstret en kurv som barnet kunne ligge og sove i.
"Jeg går op til hende igen..." sukkede han og forlod rummet. Der gik et øjeblik, før han var i værelset igen. Han viste ikke hvor lang tid der var gået, men Luce var vist allerede vågen. Han så lidt på hende, men kom så i tanke om sine manerer og smilte lidt, omend han følte sig en del trist.
"Hej...sovet godt? Hvordan har du det?" spurgte han og satte sig over i den modsatte side af sengen, mens han så på hende.

Hun kiggede rundt på værelset og havde opdaget, at hun kun havde sin trøje på. Ikke nogle bukser eller lignende. Hun lagde dynen over sig. Hun kiggede rundt og opdagede, at der lå nogle papirer på gulvet som var revet i stykker. Hun blev lidt nysgerrig for og finde ud af hvad det var, men hun tænkte, at det nok ville være en dum ide. Hun kiggede hen imod døren, da hun hørte at nogen kom ind. Hun kiggede på Sean og smilte. Hun var stadig lidt forvirret over det der var sket. Hun kiggede på Sean "Har sovet fint og har det faktisk fint nok, lidt sulten og lidt forvirret over om det var virkelighed eller en drøm om fødslen" hendes stemme havde en klang af forvirring i sig. Hun Holdt dynen over sig og kiggede forvirret rundt.

//Sorry, at det blev så kort ^^//

Han så lidt på hende med et lille smil. Han lagde en hånd mod hendes pande, bare for at være sikker på hun ikke havde tildraget sig en sygdom eller faktisk følte værre end hun sagde.
"Du fødte. En lille dæmondreng. Han er nede i køkkenet nu, han sover. Jeg får nogen til at hente dig noget mad..." han rakte ud ved siden af sengen og hev i en streng der hang der. Nede i køkkenet ville en klokke, hvor deres stod Herrens værelse ovenover, nu ringe og de ville forberede noget mad og komme op med det.
Han rettede sig op fra sengen, samlede papirerne sammen og smed dem ud. ned i skraldespanden. Det føltes som at smide noget af hans liv ud...Men var det ikke også bare hvad han plejede at gøre? Smed det ud. Ødelagde det. Gjorde noget ved det. Det var fortid - Det betød ikke noget mere. Sean lod en hånd glide gennem sit hår.

Hun så på ham og smilte. Hun var glad for, at han var her hos hende. Hun grinte lidt da han lagde sin hånd på hendes pande. Hun var ca de der 40 grader varm som hendes hud plejede og være. Hun kiggede på ham og lyttede til det han sagde. Så var det ikke en drøm. "Ok, så var det ikke en drøm" hun sukkede lidt og så ned på sengen. Hun spekulerede lidt over, om hun havde lyst til bare og se drengen for først gang rigtigt og så se om hun ville kunne holde ud og holde barnet. For hun var lidt usikker på om hun var klar til det. Hun kiggede på Sean der havde rejst sig op og var igang med og smide noget papir i skraldespanden. Hun bed sig lidt i læben og så ham "Må jeg se ham lidt senere?" hun var lidt usikker i stemmen. Hun vidste godt, at det var lidt undrende og mærkeligt, at hun spurgte om det når det var hendes eget barn, men hun var meget usikker og hun vidste ikke om de ville lade hende se ham efter det der var sket efter fødslen. Hun så lidt rundt i værelset og så, så på Sean igen "Sean tænkte på om du ikke burde ryde lidt op her inde? Vil gerne hjælpe dig hvis det er?" hendes stemme var rolig og mild. Hun måtte igang igen hun kunne ikke holde ud og ligge for længe af gangen.