Baby born//Sean//

Hun kiggede roligt ned på drengen. Så lille og skrøbelig. Det mindede hende lidt om Bruce. Bare Bruce lignede meget sin far, hvor den lille fyr her som havde fået navnet Connor lignede langt fra sin far. Hvis hun snakkede med sin far om sådan noget havde han sikkert sagt, at hun var bagud. Han havde mange børn nu efterhånden. Han havde det med og være sammen med alt og alle. Plus hendes far var omkring de 300 år da Luce blev født. Hun kiggede på Sean da hun kunne høre, at han snakkede. Hun fik ikke helt fat i hvad det var han sagde fordi hun havde været væk i sine tanker. Hun havde fanget nogle ord af det han sagde "Ja, for det meste. Så er der sådan nogle som os der skifter navn så dem fra fortiden ikke husker en på navnet" fortiden. Det som gjorde oftes til det barnet blev til senere i livet. Hun kiggede ned på sengen, hvor Sean havde lagt drengen. Hun kunne mærke på sengen, at Sean havde rejst sig op, men hun kiggede ikke på ham. Hun kiggede undersøgende på drengen. Hun prøvede og vende sig til og have en søn mere. Vende sig til, at dette barn var en del af hende nu. Hun kiggede på Sean og rystede på hovedet "Det skal du ikke være ked af. Min mors familie var de rene snobber. De kunne ikke tåle noget som helst overhovedet. Så det rør mig ikke rigtigt. Det gjorde bare, at jeg har svært ved og føle mig velkommen mellem andre af mig" hun trak let på skuldrene som var det ingenting. Hun kiggede ud mod teressen, hvor solen var gået ned og månen kommet frem. Det var en klar aften med en masse lysende stjerner. Hun rejste sig og gik hen og åbnede for teressedøren og gik ud til rækværket og kiggede op på stjernerne. Det havde set sjovt ud og se hende komme gående i nogle alt for store bukser. Det var ikke så koldt udenfor som hun havde regnet med. Det var nærmest lunken.

skifte navn. Han havde prøvet så mange gange, nogen gange var det faktisk lykkes, men det endte altid med at nogen der kendte hans rigtige navn fandt ham og så viste alle det igen. så han havde næsten opgivet - Desuden gav det jo bare mere spænding. At folk viste hvem han var og kom efter ham. Åh, han havde ikke tal på hvor mange gange han havde kæmpet for sit liv! Om han nogensinde overvejede at slå sig ned, få en familie? Ja. Enkelte gange. Men det var umuligt for ham. Det var et offer han måtte leve med...
Han fulgte hende ud på terrassen og stod ved siden af hende, og kiggede op mod stjernerne, mens hun snakkede færdig. Han viste ikke hvad han skulle sige til det. Det var en smuk aften, masser af stjerner og månen.
Så i stedet sagde han intet, men så bare op mod himlen og ud over haven.

Hun kiggede bare ud på stjernerne. Det var første gang i lang tid hun havde kunnet nyde aftenens flotte udseende på sin helt egen måde. Det var utroligt hvor mange flotte og lysende som det var denne aften eller var det nat? Det var svært og bedømme da hun ikke vidste, hvad klokken egentlig var. Hun havde ikke hørt, at Sean var kommet ud til hende og havde stilt sig ved siden af hende. Hun kiggede op på en af stjernerne som skillede sig ud fra alle de andre stjerner. Den var større end de andre stjerner. Den var pæn. Syntes Luce ihvertfald, at den var. Hun kiggede på Sean. Hvornår var han kommet? Hun havde ikke hørt hans trin da han var kommet ud. Hun smilte stille "Det faktisk en dejlig aften. Lige til og gå eller løbe sig en tur i" ja Luce var en der elskede og løbe og gå sig nogle ture.

han så lidt på hende.
"Det kan du bare gøre..." smilte han roligt og skubbede lidt til hende, af ren dril.
"Hvis du er i stand til det efter din fødsel. Men jeg tror at jeg bliver hjemme" han så igen op mod himlen og følte sig for en gangs skyld helt og aldeles afslappet. hans skuldre gled helt ned og han mærkede næsten hvordan det gav efter i hans ryg. Hvornår havde han sidst gjort noget så simpelt som at kigge på stjerner? Han huskede det faktisk ikke...

Hun så på ham og smilte. Hun grinte kort da han skubbede til hende. Hun puffede ham blidt tilbage "Tror du ikke jeg ved, at jeg ikke er helt klar til det endnu?" der var latter i hendes stemme. Hun havde lyst til og drille ham lidt, men hun vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle drille ham. Hun kiggede på ham. Han så ud til og være meget rolig denne aften. Hun kiggede op på himlen igen og slappede af.
Hun hørte nogen der græd. Det var et lille babygrød som kunne høres. Det var kommet som et chok for Luce. Hun vendte sig rundt og kiggede hen mod sengen hvor Connor lå og græd. Hun blev lidt usikker, men gik så langsomt hen til sengen og satte sig ved fodenden. Hun løftede ham stille op i sin favn og vuggede ham. Han stoppede efter noget tid med og græde og kiggede i stedet nysgerrig op på Luce. Hun smilte svagt til den lille fyr.

Han lod hende gå ind til barnet og bruge lidt tid på bare at sidde med ham. Han ville lade hende sidde og tænke over tingene, se sin søn og lære ham at kende. Imens fandt han de forskellige stjernebilleder. løven...Tvillingerne...ørnen. Nordstjernen var der, midt i det hele...
Til sidst vendte han ryggen til det hele og gik hen til døren, lænte sig på af dørkarmen med armene over kors. De små krystaller på væggene lyste op nu og badede rummet i et let lys. Han smilte let af den måde hun bare sad med barnet.

Hun kiggede bare på drengen der lå i hendes favn og stirrede op på hende. Man kunne nemt se, at hun allerede var mor, men alligevel var der noget over hende. Noget som ikke havde været der inden. Hun var usikker. Hun havde ikke de samme træk som en normalt mor ville reagere overfor sit barn kort tid efter fødslen. Hun kiggede bare ned på barnet. Hun følte sig usikker ved dette barn. Hun var overrasket over, at hun allerede nu kunne holde ud og holde barnet i sin favn, men der var intet smil på hendes læber som der havde været da Bruce var blevet født. Der var heller ikke noget glimt i øjet af glæde som dengang. Hun følte sig ikke tilpas ved barnet. Hun havde på en eller anden måde bare lyst til og smide barnet ind i væggen, men hun kunne ikke selv få sig til det. Hun havde ikke lagt mærke til, at Sean stod ved døren og kiggede på hende. Hun så på drengen der var faldet i søvn igen. Hun lagde ham stille på sengen og kiggede på ham. Hun bed sig lidt i læben.

Da hun lagde ham ned, gik han over til sengen.
"Det er på tide at vende tilbage til en mere normal hverdag. I hvert fald for mig. Det er op til dig at bestemme om du vil bo her, tilbuddet står stadig ved magt. Drengen vil være her, hvis du vil, til du er klar til at tage en beslutning angående dets fremtid. Også mit tilbud om at tage mig af det, står stadig ved magt. Men nu tror jeg faktisk jeg vil sove" han så lidt på hende.

//Min krea er ikke så god lige nu//

Hun kiggede på ham. Hun forstod godt, at han ville have en normal hverdag igen. Hun ville ikke stå i vejen for det hos ham. Hun så tænksomt på ham "Jeg vil tænke over det. Lige nu kører alt rundt i hovedet på mig. Skal nok gå ud så du kan sove i ro og fred" hun smilte stille til ham og så på barnet. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hun tog drengen op i sin favn og rejste sig op. Hun kiggede på ham og smilte roligt "Godnat og sov godt" hun gik hen imod døren.

//Er helt i orden for min er også mere eller mindre væk//

han så efter hende.
"Og hvad har du tænkt dig? Vil du gå hjem, låne et værelse...? Og babyen?" spurgte han. han havde ikke lyst til at blive vækket ved at barnet var død af en eller anden grund. Velvidende det ville være hans skyld, igen, fordi han kunne stoppe dem nu. Luce var forvirret og sådan set ikke i stand til at tage sig ordentlig af barnet lige nu. Følte han.

Hun stoppede op og kiggede på ham. Hun anede ikke hvad hun selv ville. Hun ville ikke lade Sean vågne ved, at barnet græd eller noget andet. Hun sukkede lidt "Jeg ved det ærligtalt ikke..." hun kiggede ned i jorden. Hun vidste, at det lød meget uansvarligt. Hun følte, at alt var ved og ryge til helved for hende.
Hun lukkede sit øje og gik langsomt hen mod sengen. Hun lagde barnet. Hun begyndte og ryste vildt med hovedet. Hun lagde sine hænder på tændingerne og pressede dem ind imod dem. Hun rystede vildt med hovedet og råbte "Skrid! Lad mig være! Få det væk fra mig!" der kørte billeder rundt i hovedet på hende af barnet der lignede Rafael som grinte ondt. Hun skreg. Hun vidste ikke selv, hvad der gik af hende.

Af en eller anden grund følte han det trættende at hun skulle få et anfald lige nu. han gik om på den side af sengen hvor hun var. babyen vågnede og begyndte at græde så det var til at få hovedpine af. Sean lagde sine arme om Luce og tvang hende til at stå mere stille op af sig.
"Luce, Luce..." han hev hende væk fra barnet, for ikke at risikere hun pludselig langede ud efter det. Lidt efter stod de ude på gangen.
"Luce!" han sagde det højt og bestemt for at få hende til at høre det og forhåbentlig reagere på det.

Hun begyndte og slog med armene. Hun mærkede nogen tage fat om hende og pressede hende ind til sig. Hun blev langsomt rolig da han holdt hende ind til sig. Hun blev ved med og råbe alle mulige underlige ting. Hun fulgte med da han hev hende med ud på gangen. Hun rystede vildt. Hun hørte ikke hans stemme, men kunne ane, at han var tæt på hende. Hun kom stille og roligt til sig selv da hun hørte sit navn højt. Hun rystede lidt på hovedet og så rundt om sig. Hvordan var hun endt her ude på gangen? Hun kiggede rundt og opdagede, at Sean holdt fast i hende. Hun så på ham med et spørgende blik "Hvad skete der?" hun log langsomt sit hoved falde ned mod hans skulder. Hun vidste ikke helt hvorfor, men hun havde brug for og komme ned på jorden igen. Havde brug for og slappe af.

Han havde stadig armene om hende, men da hun lagde hovedet mod hans skulder, lod han en hånd stryge hende over håret.
"Du fik et anfald" svarede han kort og præcist. Der var vel intet andet at sige, det var jo det der skete.
"Du begyndte at slå om dig og råbe ting. Du er godt klar over jeg er tæt på at nægte dig at se din søn ikke? Han er mere nyttig i live, selv om du skulle hade ham" han holdt hende ud for sig og med en finger under hendes hage, løftede han hendes hoved for at se hende i øjnene og se om hun faktisk var okay. Til sidst slap han hende.
"kom, jeg viser dig et rum du kan få lov at sove i..." barnet græd stadig, men han viste at det var ligegyldigt om han gjorde noget ved det. Folk sagde måske at jo mere man lod et barn ligge og græde, jo værre blev personen som voksen, men helt ærlig. Han var dæmon. Han blev nok slem lige meget hvad, han kunne tage sig af det om lidt.

Hun lukkede sit øje og prøvede og slappe af. Hun anede virkelig ikke hvad der var gået af hende og hvad der var sket, men et eller andet sted vidste hun så også godt, at hun havde gjort noget der var dumt, men hun kunne ikke regne ud hvad det var hun havde gjort. Hun nød, at han strøg hende over håret. Det beroligede hende meget. Hun kiggede på ham da hun kunne høre hans stemme. Havde hun virkelig fået et anfald? Hvad med drengen? Hvordan havde han det? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende og alt handlede kun om hvordan hun havde været overfor drengen. Hun ville ikke kunne tilgive sig selv, hvis hun havde gjort drengen noget. Nok var han uønsket, men hun ville aldrig kunne klare og have det i tankerne, at hun havde skadet sit eget barn om detvar ønsket eller ej. Hun kiggede ned da han fortalte hende, at han var tæt på og nægte hende og se drengen. Hun forstod det godt. Hun fattede ikke sig selv længere. Hun forstod virkelig ikke hvad der var sket med hende. Hun kiggede ham i øjnene da han løftede hendes hoved. Der var tegn på forvirring og at hun var ked af det hun havde gjort. Hun havde intet og sige. Intet ville kunne forklare hvordan hun havde det med det hun lige havde gjort. Hun hørte barnet græd, men tænkte, at det var bedst hun ikke gik ind til det. Hun kunne ikke beholde barnet det kunne hun godt indse nu efter alt det der lige skete. Hun nikkede stille da han sagde hun skulle følge med. Hun følte sig knust over sig selv. Hun fulgte bare stille med ham. Hun sagde ikke noget og gav ikke en lyd fra sig. Hun fulgte bare stille efter Sean imens hun kiggede ned i jorden.

Med en arm om hendes ryg førte han hende ned af gangen, ned til gæsteværelset hun også havde brugt sidst.
"Hvis du vågner og nogen går rundt er det enden mig, en tjener, Sigmund eller en af mine...bekendte, som overnatter her. Jeg skal bruge ham til noget arbejde og han sover her imens. Og hvis du skulle vågne og gå på opdagelse, så bare husk jeg har en grund til at holde visse døre låst. Og gå aldrig ned i kælderen...Den er dog også låst, men alligevel" han åbnede døren og førte hende derind. Han så lidt på hende, som hun stod der, helt modløs. Og nikkede så lidt.
"op med humøret. På et tidspunkt vil det gå. På et tidspunkt" han fiskede den lille flaske med sovemedicin op af lommen og rakte hende den.
"Så du kan få sovet lidt mere. Men...Jeg tør ærlig talt ikke lade dig være alene med den, så jeg tager flasken med igen inden jeg går" så måtte hun blive sur. Han ville ikke tillade det.

Hun gik roligt med ham. Hun anede ikke hvad hun skulle sige eller gøre overhovedet. Hele hendes hjerne var lukket ned. Det var som om hun ikke forstod sig selv længere. Hun forstod godt Sean ikke turde og lade hende være sammen med Connor lige nu. Nok var det hendes søn, men hun kunne ærlig talt ikke håndtere det barn lige nu. Det var hun ked af og indrømme. Hun så på Sean imens de gik, hvor han forklarede "Det er helt i orden og forstår godt, at du holder nogle rum låst" hendes stemme var tom. Som om nogen havde taget den sødhed der plejede og være i hendes stemme. Hun gik roligt ind i det samme gæsteværelse hun havde sidst. Det lignede sig selv på en prik. Hun kiggede trist ned i jorden med fronten hen imod ham. Hun kiggede op på ham da hun hørte hans stemme. Hun havde været væk i sine egne tanker og vidste ikke op eller ned på sig selv. Hun så undrende på ham. Troede han virkelig, at det ville gå? Det troede hun ikke på, men det var vel også fordi hun ikke selv havde det så godt, med det anfald hun havde fået uden selv og vide af det. "Tror du virkelig? Tror du virkelig, at det vil gå?" der var usikkerhed i hendes stemme. For hun var usikker på sig selv og på det han sagde. Hun kiggede på den lille flaske han rakte til hende. Hun så på ham "Det er ok. Forstår godt du ikke tør det" hun så lidt på flasken. Hun kunne godt finde på og drikke hele flasken så hun sov det meste af sit liv væk. Så hun slap for sine anfald overfor hendes egen søn. Så Sean slap for og passe på hende. Hun sukkede lidt og tog 2 dråber fra flasken. Hun plejede kun og tage en, men to ville nok ikke gøre den store forskel.

Han så på hende og tog imod flasken, da hun havde taget det hun skulle bruge. Han havde endnu ikke svaret hende på det ellers ret håbefulde spørgsmål, om han virkelig troede det ville gå. Tingene skulle skam nok gå, spørgsmålet var om det skulle gå godt eller skidt. Han trak vejret dybt en enkelt gang, mens han så på hende. Og smilte så svagt. Hun havde vel brug for noget at tro på.
"Jeg er sikker på det nok skal gå. Du er bedre, stærkere, end bare det" nikkede han roligt.

//Kreasvigt//

Hun kunne godt mærke, at sovemidlet allerede var igang med og virke på hende for hun var ved og blive meget søvnig. Hun kiggede træt på ham. Hun håbede inderligt, at han havde ret i, at hun ville få det bedre med tiden. Hun så træt på ham og nikkede stille "Håber inderligt, at du har ret." der var lidt håb i hendes stemme, men det var meget lidt alligevel. Hun gik hen og lagde sig i sengen. Øjnene var tæt på og glide i, men hun holdt øjnene. Hun kiggede hen på ham og smilte kort "Pas på ham...Godnat" hun gabte stort og puttede sig ind under dynen og faldt langsomt i søvn.

//Helt ok har det selv sådan//

Han smilte til hende, lod blikket glide over hende og lod hende falde i søvn. I et øjeblik tænkte han over det Camille havde sagt endnu en gang. Lige inden hun var fået.
*nej.... Du er ike ham .... Din bror ha de i det mindste et hjerte . Og
hvad angår Luce? Mærk dig mine ord. ..der er følelser der Sean, du ved
det bare ikke endnu*
Hun havde ikke ret. Han havde tænkt sig at bruge Luce og havde med vilje indgået venskabet. Bekendtskabet. Nu, hvor han ikke ville bruge hende alligevel, ville han stadig gerne være sammen med hende. Men det var ikke begrund af følelser. Hun tog fejl. Hans kærlighed faldt på nogle andre piger, piger som blev ved med at give ham drama, fordi han ikke kunne vælge og fordi han ikke kunne finde ud af faste forhold. Kærester med den ene, barn med den anden! Nej...
Han lod en hånd glide gennem håret og lukkede døren efter sig, da han endelig gik hen til sit værelse. Babyen græd ikke mere. først da han kom ind, genoptog den det. Smart lille unge.
Han gik over til ham, tog ham om og brugte næsten en time på at vugge ham. Han faldt i søvn efter den halve, men han havde ikke lyst til at sove.
"Du er som det barn jeg aldrig selv tillod mig..." hviskede han svagt i mørket, før han lagde babyen i den ene side af sengen og selv lagde sig til at sove i den anden.

Hun sov som en sten efter kort tid. Hun havde ikke hørt, at Sean var gået og havde lukket døren efter sig eller noget som helst. Hun sov som en sten. Hun kunne ikke høre hvergang der var nogen der var gået forbi hendes dør. Hun ville sikkert ikke en gang vågne hvis en bombe blev sprunget lige udenfor hendes dør. Hun følte sig lidt ensom af og ligge i den store seng alene, men det var også ligemeget. Hun lå og drømte om drengen og hende. Om at hun var ved og smide barnet ned over teressen. Hun vågnede med et skrig. Hun rystede vildt med hovedet. Svedet løb ned af hendes ansigt. Hun gned søvnen ud af hendes øje og kiggede forvirret rundt. Hun sukkede lettet "Åh gud, det var bare en ond drøm."

Sean sov tungt. babyen lå og drejede sig ved siden af ham og på forskellige tidspunkter havde en tjener, endda kokken en enkelt gang, været inde for at tjekke til barnet, da Sean ikke rigtig hørte hans gråd når han har sulten eller skulle skiftes. Han sov bare tungt.
Til sidst vækkede Sigmund ham dog.
"Sir. JEg beklager at vække dem. Men barnet.." Sean drejede søvnigt hovedet og kiggede på drengen, der lå med åbne øjne og bare stirrede op i loftet.
"Hvad med ham?" mumlede han
"Vi har tjekket til ham flere gange i nat. Men de fleste af tjenerne sover nu. Det er deres tur, Sir" Sean brummede svagt.
"Du er fræk, Sigmund, sådan at vække mig...Derfor hyrede jeg dig. Jeg er oppe om lidt. Luce?"
"Vi har hverken set eller hørt til hende, Sir"
Sean nikkede og Sigmund forlod rummet. Sean drejede sig og kiggede lidt på drengen. Kunne ikke overtale sig selv til faktisk at stå op...

Luce satte sig op på sengen og kiggede rundt. Hun kunne høre, at der var nogen der gik på gangen. Hun undrede sig lidt over hvorfor folk gik rundt på gangen. Hun sad og tænkte lidt over hvad hun skulle få resten af aftenen til og gå med. Skulle hun gå på opdagelse i dette store hus eller skulle hun begynde og lave et eller andet. Hun rejste sig op og gik hen og åbnede døren. Hun lukkede den stille efter sig og begyndte og gå rundt i huset på en slags opdagelse. Hun gik nedenunder og gik hen til en dør og prøvede og åbne den, men det var låst. Var det mon den kælder han havde snakket om? Hun var blevet lidt nysgerrig for og finde ud af hvad det var der var der nede. Hun huskede så på, at han havde sagt hun ikke måtte gå der ned. Det var måske der han havde sit arbejdsværelse og derfor ikke ville have noget til og gå rundt der nede. Hun huskede hvordan John havde stilt sine ting som tilhørte hans arbejde. Der fyldede det hele så det gjorde det sikkert nok også nede i hans kælder eller var det et arbejdsværelse han havde dernede? Hun trak let på skulderen og kiggede videre rundt i huset.

Endelig hev han sig selv ud af sengen. Han strakte sig og tog tøj på.
Han tog den lille fyr op i favnen og forlod værelset, stadig med søvn i øjnene.
Han lod en hånd glide gennem håret, da han gik ned af trappen og var på vej ned i køkkenet...Da han opdagede Luce, på vej væk fra døren, som ellers førte ned i kælderen. Hans bryn rynkede sig undrende og han valgte at konfrontere hende direkte.
"God...Aften. Ved du hvad der gemmer sig dernede?" spurgte han med et lille smil og nikkede hen mod døren, som hun kom fra.

//Håber det er i orden vi bare siger det faktisk var kælderen hun havde afprøvet //

//Helt i orden det var også det hun tænkte det var ^^//

Hun gik væk fra døren. Hun havde ikke hørt, at Sean var kommet ud af værelset og gik ned af gangen og ned af trappen. Hun kiggede rundt og kunne ikke se Sean. Hun gik hen mod trappen da hun hørte Seans stemme. Hun fik et chok og hoppede lidt bagud. Hun kiggede på ham. Hun kiggede hen imod døren hun var kommet fra. Hun kiggede stille på ham igen og trak let på skulderne "Jeg vil gætte på, at det er en af dine hemmelige rum eller også er det din kælder. Men det kunne også være noget helt tredje" hun kiggede på ham og så afventende på hans svar. Hun kiggede lidt på ham og opdagede, at han havde drengen i hans favn. Hun begyndte og blive lidt usikker igen. Skulle hun turde og gå lidt tættere på eller helst holde sig så langt væk som nu for ikke og komme til og gøre noget dumt igen.