What happened to you?.. -Luce-

S: The Valley of Dead. Uden foran Zanns grav..
T: Nat.
V: Stjerneklar himmel, en anelse koldt..

The Valley of Dead, var ikke det sted han foretrak at være mest, men det var som om at han havde på fornemelsen at lige denne nat var det nødvendigt for ham at være der. Det var underligt at man kunne få sådanne en fornemelse, men der var noget som sagde ham, at fulgte han den ikke, så ville han fortryde det og ende med at få en dårlig samvitighed. Så meget for hans dæmon dna, det var som om at det slet ikke eksisterede, selvom Jacob udmærket godt vidste at det ville være som at lyve for sig selv. Når han blev vred, var der ingen tvivl om at han var en dæmon, eller for den sags skyld når han blev sulten. Han gik langs en sump, indtil han fik øje på noget, som fik en chokbølge til at glide igennem ham og ramme hans hjerte, så det slog hurtigere end det burde. Det lignede en form for grav, gravkammer af det hvideste marmor, uden den mindste lille plet. Det var underligt, hvad lavede et gravkamre sådan et sted som dette? Forsigtigt og lydløst luntede han tættere på, lod sin nysgerrighed overmane ham, uden den mindste bagtanke om hvad der kunne ske ved at han nærmede sig. Han holdt vejret et kort øjeblik, for at registrere det nye som fangede hans øje. En kvinde skikkelse, sårede og sårbar lå uden foran gravkamret.. Et kort øjeblik rystede han på hovedet, for at se om det blot var hans hovede som lavede et nummer med ham, men så snart han stoppede med det og kiggede derhen igen, lå hun der stadig.. Hjertet sad i halsen på ham, da han langsomt nærmede sig hende, men så snart han nærmede sig og hun stadig så ud til at trække vejret, faldt han en anelse til ro.. Forsigtigt satte han sig på hug foran hende.. Hans fornemmelser havde ret.. Denne pige behøvede hjælp, og det så ud til at der ikke var andre end ham som kunne hjælpe hende.. Tøvende og bestemt, løftede han hende op og begyndte at forlade The valley of dead..

Luce havde fået lov til og trække lidt luft. Hun havde været fanget hos Zann i månedsvis nu. Hvor længe vidste hun ikke, men det var sådanset også ligemeget nu. Hun kunne alligevel ikke se om det var dag eller nat om det var sommer eller vinter. Hun kunne intet se længere. Hun kunne gå rundt som intet var sket, men det var også kun takket være Sajro, at hun kunne det. Han havde fundet hende hvor hun var mest sårbar og havde lært hende, hvordan hun kunne gå rundt og beskytte sig selv så godt som hun nu kunne. Hun kunne huske, at hun havde fået en hel masse tæsk den aften Zann fandt ud af, at nogen havde hjulpet hende. Hun havde lagt sig udenfor gravkammeret. Hun ville have noget rent luft og trække og ikke noget gammelt. Hun havde en brun gammel slidt trøje som var beskidt og bloddig og som stank af rådenthed og gammelt blod. Hun havde også et par brune gamle og slidtebukser ligesom trøjen også stank rådent og gammelt blod. Hun havde bare tær hvor der manglede negle og hun havde et stykke stof bundet for sine øjne som var beskidt. Under stoffet var det rene øjenhuler. Der var netop ingen øjne. Dem havde hun mistet og ville aldrig få dem igen som hun vidste nu. Hendes sorte lange hår hang hen over hendes ansigt og var fedtet og beskidt. Hendes højre øre stak frem, hvor man kunne se et lille R på øreflippen som var skåret. Hun lignede kort sagt noget katten havde slæbt ind samtidig med et eller andet levende lig der havde ligget og rådnet op i en grav i flere årtier. Hun mærkede, at nogen løftede hende. Hun kunne lugte det var en dæmon. Hun stivnede helt og vred sig "Hvem der? Hvem er det der løfter mig?" hendes stemme havde klang af frygt i sig. Der var dog ingen negle på hendes fingre heller.

Han kunne mærke hvordan hun pludselig stivnede, hvilket fik ham selv til at sitre en smule, men kun fordi han var i tvivl om hun ville begynde at skubbe til ham og sårer ham på en eller anden måde. Det gik dog op for ham, at hendes pludselig stivne krop var pga. en frygt til dæmoner.. Han havde mødt mange væsner som frygt for den race, hvilket han på en måde godt forstod, selvom han vidste at det ikke var alle dæmoner der var lige ondskabsfulde. Hvis han skulle finde et eksempel, skulle han bare kigge på sig selv. En dæmon som hjalp andre, opdragede en lille dreng og tog sig af ham, som var han en af hans egne. Hans hud udsendte kolde signaler, takket være hans is evne.. Han var altid kold og kunne ikke fryse eller mærke varme.. Hvis man rørte ham, ville man føle at man rørte ved is..
"Mit navn er Jacob," sagde han med en rolig stemme. "Jeg ønsker at hjælpe dig," Imens han fortalte hende alt dette, fortsatte han med at gå ud af The Valley of Dead. Forhåbenlig troede hun på ham, så han ikke skulle til at makke med at få hende med sig. Bare tanken om hvad der var sket med hende, fik ham til at holde bedre fast om hende, så han var sikker på at hun ikke skulle smutte ud af hans favn.. Han ville ikke lade hende tage tilbage, ikke på hans vagt..

Hun kunne mærke, at han var kold som is og det fik hende til og frysse. Hun var bange for om det var en af de dæmoner som ville slæbe hende hen til Rafael eller og det var Zann der var kommet. Men hun kunne dog lugte, at det ikke var Rafael eller Zann for denne lugt var ny. Han lugtede af dæmon, men hans personlige lugt var ikke kendeligt. Hun prøvede og slappe af, men hun rystede dog meget alligevel fordi hun frøs. Han var kold og hun var bange. Bange for hvad der ville ske hende så snart Zann vidste, at hun var væk, selvom hun ikke selv vidste hvor hun var på vej hen. Hun lyttede til hans stemme. Hendes tænder klaprede lidt af tænder "Mit navn er Luce og hvor tager du mig hen?" der var stadig lidt frygt i hendes stemme. Hun prøvede og slappe af, men det var svært

//Undskyld, at det blev så kort//

Det fik ham til at få skyldfølelse da han kunne mærke på hende at hun begyndte at fryse.. For alt i verden, ville han ønske at han kunne få sin normal kropstemperatur, mærke varme igen og endda prøve at fryse igen, selvom han nok hellere ville have følelsen af at være varm. Stemingen var lettet en lille smule, men ikke meget, da han stadig kunne se og hører på hende at hun var bange i hans tilstede værelse. Men, mon ikke hun faldt til ro, så snart hun fandt ud af at han ikke ville hende noget ond, men blot prøvede at hjælpe hende. Stanken fra the Valley of Dead begyndte langsomt at forsvinde jo mere de kom væk fra det, han så sig ikke tilbage og lyttede til en hvilken som helst pludselig bevægelse der kunne eksisterer.. Det gav et lille sæt i ham, så snart en lyd suste igennem hans øre, men han faldt til ro, da det gik op for ham at det var pigen i hans favn.
"Ashen Wood Forest," svarede han med den samme rolige stemme. "Jeg har en hytte der, hvor du kan være indtil du har det bedre," Han smilte venligt, selvom han vidste at hun ikke kunne se det.. Da de kom ud af The valley, fortsatte han med at gå, uden tegn på at ville sætte hende ned og efterlade hende. "Hvad er der sket med dig? Hvad lavede du i Valley?" Han spurgte hende forsigtigt, uden det mindste tegn på ivrighed i sin stemme.

//Helt i orden ^^//

Hun kunne mærke, at hendes kropstemperatur indvendigt var faldet meget imens hun var oppe i fyrens arme. Hun prøvede og slappe af, men det var svært for hende. Det var ikke fordi hun var bange for ham for hun var begyndt og stole på denne fyr. Det var hans kulde som gjorde, at det var svært for hende og slappe af. Hun kunne lugte, at de var ved og komme ud af Valley of Dead. Hun var begyndt og blive lidt urolig. Hun var bange for og finde ud af, hvad Zann ville gøre og sige, hvis han fandt ud af, at hun var væk. Hun ville ønske, at hun kunne lukke øjnene så hun nemmere havde ved og slappe af, men det kunne hun jo ikke længere for hun havde netop ingen øjne. Hun hørte hams stemme. Hun kunne ikke mindes, at hun havde været i Ashen Wood Forest. Det ville blive spændende og se, hvordan det ville være og komme der hen. Hun kiggede op mod stemmen ”Tak for din hjælp, men tror det ville være bedre, hvis jeg kom tilbage, hvor du fandt mig, for…” hun tav stille. Hun vidste ikke om hun skulle fortælle ham det eller ikke. Hun kunne lugte, at de var kommet ud af, at de var ude af the Valley of Dead, men hun kunne dog stadig lugte, at de var tæt på endnu. Hun vidste, at han ville spørge om det. Hun vidste, at hun ikke ville komme udenom dette spørgsmål. Hun sukkede lidt ”Blev kidnappet af Zann og ført der til og blev hans slave…Har været der i lang tid, hvor længe ved jeg ærlig talt ikke” hun havde ikke styr på tiden. Hun vidste ikke en gang om nogen savnede hende. Om der var nogen som kunne huske hende overhovedet. Hun sukkede lidt.

Omkring begyndte naturen langsomt at blive smukkere og smukkere, hvor imod den i The Valley of dead var noget af det mest forfærdede man kunne finde. Træerne var døde og sorte, ingen blade og heller ingen små forårs knubber som et tegn på liv. Over alt var der en lugt af døde dyr og tyk tåge, som aldrig forsvandt, da solen aldrig ramte med sine smukke stråler derinde. Jacob kunne meget bedre lide denne form for natur, endda mere end han kunne lide at bo i byen, hvilket også var en af grundene til at han havde slået sig ned i Ashen Wood Forest. Hendes stemme tydede på at hun aldrig havde været, og at hun var bange for om han ville gøre noget ved hende, men det som bekymrede ham mest var at hun frøs når han rørte ved hende. godt nok var hans hud kold, men så snart man havde vundet sig til den, ville den til sidst være som en behagelige kulde, som et tegn på at man bare kunne slappe af.
"Jeg har ikke tænkt mig at lade dig lægge der," sagde han bestemt, så hun ville kunne hører på ham at han mente det og at han under ingen omstændigheder ville lade hende komme tilbage der til. Det bekymrede ham ikke hvis nogen skulle komme efter ham, han havde prøvet værre ting, så mon ikke det nok skulle gå det hele. "Så du har været en slave? Sikke en forfærdelig måde at behandle dig på," hans stemme lød en smule vred, men ikke på hende, den var rettet på det med hvordan en herre behandlede sin slave.
Snart var de nået til begyndelsen af skoven, og den dejlige duft af skovens rige, ville overmande dem og få dem til at føle sig rolig.

Hun kunne ikke se, at de var kommet længere og længere væk fra The Valley of Dead, men hun kunne lugte det. Skoven lugtede mere frisk og forårsagtigt, hvor lugten fra Valley blev mindre og mindre og næsten helt væk. Det var en dejlig følelse, at hun var kommet længere væk fra det sted hun var blevet fanget i. Hun fattede ikke hvorfor hun ikke kunne vænne sig til kulden fra hans krop. Eller jo hun vidste det faktisk godt. Hun havde aldrig kunnet klare og være for længe ved kulde. Hun blev svag og magtesløs. Hun ville ikke kunne bevæge sig med tiden. Det var hendes indre ild som holdt hende varm. Holdt hende sund og rask. Hun ville nemmere blive syg jo koldere hun blev. Det kom bag på hende, at han ikke ville lade hende komme tilbage til det sted. Var det nu ham som ville holde hende som slave? Det var nok det der skræmte hende mest. Om det var hans tur til og torturere hende, holde hende som slave eller holde hende fanget for livet, så hun aldrig ville møde sin familie igen. Det frygtede hun af alt. Hun prøvede og slappe af. Prøvede og tænke på nogle andre tanker så hun ikke ville reagere pga sin frygt. Sin frygt til og blive til en slave igen. Hun nikkede stille ”Det var et helved. Troede aldrig jeg ville komme fri fra det” hun sukkede lidt. Hun kunne lugte, at de var trådt ind i skoven. Den friske forårslugt kom som bankede det hende ind i ham. Hun blev mere rolig i kroppen. Hun frøs stadig dog ikke nær så meget som hun havde gjort. Hun lå bare i hans favn og ventede på, at de var kommet til hans hus så hun kunne komme ned på jorden igen.

Han ville fortsætte med at bærer hende, indtil de var kommet hen til hans hytte, hvor han ville forsøge at tage sig af hende så godt han nu kunne. Aldrig havde han helbredet nogen, men han passede en lille raske knægt med navnet Josh, så mon ikke han kunne passe på hende. Trods alt behøvede hun et bedre sted at sove, han havde en sofa, der kunne hun være uden det mindste problem. Nok ville den unge Josh være nysgerrig omkring hende, men han gjorde aldrig nogen fortræd, så hvorfor skulle han have noget imod hvis der lå en på sofaen? Han kunne mærke på hende at hun slet ikke var tryg i hans favn, eller også var det pga. han var kold, og det var jo ikke alle som syndes om kulde, de fleste foretrak varme for det ikke skulle være helt løgn.
"Jeg ved hvad du tænker," sagde han kort, inden han løftede hende en lille smule op, for bedre at kunne få et greb om hende, eftersom armene var ved at blive en smule trætte. Ikke fordi hun var tung, men mere fordi han havde båret hende lige siden The Valley.. "Jeg ønsker dig ikke som slave okay? Slaver er ikke min stil, jeg er faktisk imod det," Han talte blidt til hende, for at vise hende at han mente hvert et ord der blev sagt.
De kom til en lille hytte i Ashen Wood, et sted hvor solens stråler ramte taget, så godt det nu kunne, eftersom hytten var gemt under en flok stærke træer og dets træ kroner. Engang var dette hans barndomshjem, et mareridt, men det var det ikke længere og det var nu hans hjem. Forsigtigt åbnede han døren, efterfulgt af en duft af varme og hjem. Han gik ind i hytten og lagde hende på sofaen, forsigtigt for ikke at skræmme hende. Et tæppe blev lagt over hende, inden han kiggede rundt efter Josh, men endnu engang var knægten ikke til stede. Eventyret var en del af den drengs blod. Han sukkede og henvendte sig til Luce. "Er der noget som du kunne tænke dig?" Sprugte han hende venligt.

Hun følte sig svag og afmagtet. Både fordi hun var træt, men også fordi hun ikke kunne se noget overhovedet. Det irriterede hende grænseløst, at hun ikke kunne se noget som helst. Det ville nu også give hende nogle problemer for og kunne gå rundt eftersom hun ikke kendte dette sted overhovedet. Hendes tænder klaprede sammen lidt. Ikke pga hun var bange, men fordi hun frøs. Hun havde en kvalmende fornemmelse over sin lugt. Hendes lugt var en blanding af en råden lugt fra hulen eller det underjordiske hus hun havde boet i og en lugt og gammelt størknet blod. Hun savnede inderligt et bad. Et dejligt varmt bad som hun ikke havde fået i månedsvis. Hun vidste ikke helt, hvad han mente med, at han vidste hvad hun tænkte, men det fandt hun vel ud af ved, at han fortalte hende hvad han mente. Hun blev noget roligere i kroppen da han fortalte, at han var imod slaver. Hun vidste en hel del om hvordan det var og være slave. Det var det rene helved. Ihvertfald for hende. Hun havde levet et helved til liv siden hun blev slave. Hun mærkede en varme komme imod hende da de kom ind i Jacobs hus. Det var en dejlig varme. Hun mærkede at hun var blevet lagt ned på noget blødt. En sofa ville hun gætte på. Hun puttede sig ind under tæppet hun havde fået lagt over sig. Det var dejligt varmt. Hun kiggede hen imod stemmen "Et varmt bad ville være dejligt" hendes stemme var rolig og venlig.

Selv om Jacob fokuserede på om han kunne hører Josh latter, så lyttede han stadig til det Luce sagde og fik et skævt smil på læben, da hun svarede at et varmt bad kunne bruges. Ikke fordi han ikke ville give hende det, men spørgsmålet var mere om hvordan han skulle få hende i bad. Om han skulle hjælpe hende ud i badet, eller selv lade hende gøre det. Han kiggede en sidste gang rundt efter Josh, inden han rejste sig op og spredte sine læber, for at svarer på det hun havde sagt.
"Jeg skal gøre mit bedste," Hans stemme var varm og venlig, så man skulle ikke tro at hans hud ville være så kold, selvom den var ligeså bleg som den var kold. Han forlod Luce et kort øjeblik, for at gå ud og lave et varmt bad til hende. Han fyldte et hvidt marmor kar med dejligt varm vand og en anelse form for sæbe. Gardinerne blev trukket fra, så folk ikke kunne kigge ind til hende. Jacob forstod ikke engang hvorfor der var et vindue på badeværelset. Han rystede på hovedet, og gik derefter ud til Luce. Forsigtigt rørte han ved hendes arm, for at signalere at han var til stede.
"Badet er klar, jeg hjælper dig derud," sagde han og forsigtigt prøvede han at trække hende op at stå.

Hun sad stille og varmede sig under det tæppe han havde lagt over hende. Det var nu meget rart og ligge på en sofa igen for og få varmen, men det var nu ikke det samme som et varmt bad. Hun elskede og bade. Hun elskede alt det der havde med vand og gøre. Hun havde altid elsket og svømme og altid elsket og ligge i en sø eller bare et badekar og nyde vandet rundt om hende som en slags dyne. Hun nikkede stille og smilte "Tak for det" hendes stemme var venlig og taknemlig samtidig. Han skulle nu bare hjælpe hende der ud og sætte hendes hånd på kanten af karet så hun kunne komme i badekaret eller ved kanten til bruseren så hun kunne træde ind i bruseren. Han skulle dog også vise hende hvor håndklædet var og vor sæben og det var ellers ville hun nok klare det meste selv. Hun ville ihvertfald håbe det. Hun sad og ventede på, at Jacob kom tilbage for og vise hende ud til badeværelset. Hun kunne høre, at han tændte for vandet. Det måtte være et badekar han havde siden han lod vandet køre. Hun fik et mindre chok da hun mærkede hans kolde hånd på hendes arm. Hun smilte stille "Vænner mig aldrig til, at du er kold og røre ved" der var latter i hendes stemme. Hun fortsatte så "Tak for det" hun var taknemlig for alt hans hjælp. Hun Rejste sig roligt op med hans hjælp. Hun tog stille fat i hans overarm. Han var kold, men det var den letteste måde hun kunne følge med ham på.

Han smilte over at hun sagde tak til ham. For andre ville det bare være et ord, men for ham kunne det betyde meget, eftersom det var et ord for at man satte pris på det han gjorde. Han havde heller ikke hørt ordet tak ret mange gange i sit liv, så når nogen endelig sagde det til ham, var det som at kunne mærke varme igen. Han førte hende ud på badeværelset med forsigtige skridt, imens han sørgede for at hun ikke skulle gå ind i noget eller falde over noget, da Josh kunne have en tildens til at rode rundt omkring. "Det var da så lidt," Hans stemme var stadig venlig og varm. En ting var sikkert, han ønskede ikke at gøre hende noget, også selvom han var en dæmon. "Nej, det er der ikke mange der gør.. Jeg har ikke engang selv vænnet mig til det," Han små klukkede over sine egne ord. Da de kom ind på badeværelset, førte han hende hen til badekarret og kørte hendes hånd ned på kanten, så hun kunne mærke hvor det var henne. "Her er et varmt karbad og her.." han førte hendes hånd op til en lille hylde, hvor der lå et håndklæde og stod en sæbe. "Er der sæbe og håndklæde, hvis du mangler noget, så skal du bare kalde på mig," Han gav forsigtigt slip på hende, for derefter at gå ud af rummet og lukke døren efter sig, så hun kunne bade i fred.

Hun fulgte stille og roligt med ham. Hun måtte stole på ham for og kunne føle helt, hvor de gik hen og hvornår han drejede, stoppede og gik. Det var nu ret ubehageligt, at komme til og gå rundt i blinde selvom Jacob var nød til og være hendes øjne. Hun havde jo ingen selv, så hun var nød til og bede andre om og være hendes øjne for hende. Det var ret smertefuldt for hende og spørge om det, men hun havde dog ikke andet valg. Hun smilte stille imens de gik. Det var nu meget sjovt, at han ikke selv havde vænnet sig til, at han var iskold og røre ved. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige til det, men det betød vel heller ikke så meget. Hun lod ham føre hendes hånd rundt på badeværelset for og mærke hvor karet var og hvor sæben og håndklædet var. Det var stadig en lille udfordring for hende, men hun måtte prøve så godt hun nu kunne. Hun smilte stille og lagde hånden på karet igen da Jacob slap hende "Tak for din hjælp skal nok kalde når det er" hun var helt rolig i stemmen. Nok var han stadig en fremmed for hende og en udfordring for hende for og kunne identificere ham inde i sit hoved. Hun ventede med og trække hendes brune og slidte trøje og bukser af som ikke passede hende overhovedet. Det var rent faktisk for stort til hende. Hun havde ikke noget indenunder sit tøj. Det irriterede hende lidt, men det kunne ikke være anderledes. Da hun havde taget tøjet af satte hun sig ned i karet med det dejlig varme vand. Hun skreg op da hun kom ned i det. Ikke fordi det var alt for varmt, men fordi vandet kom direkte ned i de nye sår hun havde forskellige steder på kroppen. Hun prøvede og bide smerten i sig, men det var svært.

Han ventede udenfor døren, da han ikke var sikker på om han skulle gå ind til hende, efter hun havde skreget. Men, han gik ud fra at hun ville kalde på ham hvis det var, så han valgte at blive ude og gå ind i en stuen lidt. Her blev han mødt af den unge Josh som kom løbende ind i stuen med bare tæer og en duft af fyrreskov over sig. Der var ingen tvivl om hvor han havde været henne.. Den lille knægt var begyndt at gå på eventyr, udsætte sig for farer og Jacob hadede at han ikke vidste om han kunne være kommet slemt til skade et eller andet sted. Så som en hver anden storebror tog han fat i Josh og stoppede ham i at gå ind på sit værelse.
"Hvor har du været?" spurgte han med en alvorlig stemme.
Josh ruskede sig ud af grebet, så ikke på ham men kiggede bare ned i gulvet med sine arme på kors og en surmulen over sin små læber. "Du kan være ligeglad," Hans stemme var lav og man kunne fornemme irriationen.. Jacob himlede med sine øjne, for derefter at gå hen og sætte sig i sofaen. "Jeg er ikke ligeglad Josh, forresten vi har gæster, så gå ikke ud på badeværelset,"
Pludselig stoppede Josh med at surmule, og i stedet voksede der et nysgerrigt glimt i de brune øjne. Han var nysgerrig til at gå derud at kigge, men han valgte at sætte sig på gulvet i stedet og vente til personen selv kom ud..

Hun sad og bed sig i læben imens hun prøvede og lade være med og skrige af smerter. Hun hadet, at hendes sår ikke kunne holde op med og gøre ondt og det var også skide træls, at hun ikke kunne se noget. Hun rakte ud efter sæben og smørrede noget af sæben i sit hår og vaskede det ud. Da hun var færdig rejste hun sig op, men var ved og falde fordi hun havde glemt og tage fat i kanten på karet. Hun fik dog fat i kanten inden hun faldt og gik stille ud af karet og tog fat i håndklædet som var på den lave hylde som Jacob havde vist hende. Hun tørrede sit hår og sig selv. Hun havde lyst til og skrige som en gal da hun tørrede håndklædet hen over de nye sår hun havde fået. Det føltes næsten som og være tilbage i helved. Eller da Rafael havde tortureret hende. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle. Om hun skulle tage sit gamle tøj på eller råbe efter Jacob og spørge om han havde noget hun måske kunne låne. Hun sukkede lidt og tog sit gamle og slidte brune bukser og trøje på som havde en masse blodpletter på. Hun gik usikkert hen til døren og åbnede den. Hun tog fat i dørkarmen og blev ramt af en genkendelig lugt. Udover der var en dæmonisk lugt og en engels. Det måtte være Josh! Hans lugt kunne hun ikke glemme. Hun bed sig lidt i læben "Jacob lidt hjælp tak" Hendes stemme var usikker

Da lyden af døren der gik op suste igennem stuen, rettede Josh fluks sit blik hen imod gæsten. Hans mund stod på vidt gab da han så hende, aldrig havde han set en være så såret og det gjorde ham på en måde bange at se nogen sådan, det hentydet jo bare til at det var en farlig verden derude.. Jacob rejste sig opog gik hen imod Luce, mens han rakte en hånd ud efter hende. Langsomt placerede han en arm om hendes skulder og førte hende hen til sofaen, så hun kunne sidde ned lidt. Hendes påklædning fik ham til at overveje om der stadig kunne ligge noget kvinde tøj fra dengang hans forældre boede i huset. "Nu skal jeg tjekke om jeg har noget andet tøj du kan få på," Hans stemme var fortsat venlig og inden længe ville man kunne hører ham forlade stuen, for at finde noget andet tøj til hende. Josh luntede forsigtig hen til hende og stillede sig foran hende, med hovedet på skrå.
"Hej," sagde han uskyldigt. "Jeg hedder Josh.. Hvem er du?" Der var ingen tvivl om at stemmen tilhørte et barn..

Hun vidste ikke, hvordan Josh ville reagere når hun så hende igen. Det var længe siden de havde set hinanden endda mødt hinanden. Det var dengang hun stadig havde øjne og det var kort tid efter Rafael havde tortureret hende og voldtaget hende. Hun havde mødt Rafael imens hun var fanget hos Zann. Hun var nød til og gå ind i en aftale med ham, hvor hun gjorde alt hvad han sagde og til gengæld gjorde han hende fysisk stærkere. Det var det eller hun var blevet dræbt. Hun vidste ikke hvordan det ville blive for hende, men det kunne vel ikke være værre end det hun allerede havde oplevet. Hun mærkede, at Jacob havde lagt en arm om hendes skuldre. Hun lagde sin arm om hans ryg og holdt fast i hans trøje oppe ved hans skulderblade. Hun fulgte stille med ham hen til sofaen hvor hun satte sig "Tak for hjælpen Jacob" hun havde bestemt sig for, at hun ikke ville fortælle Josh, at det var hende hun ville vente og se om han ville kunne genkende hende eller ikke. Hun sad stille og prøvede og slappe af. Hun Sad stille og tænkte over, hvordan hun skulle kunne takke Jacob for alt hans hjælp. Hun kiggede hen imod hans stemme "Mange tak skal du have" hun smilede stille til ham og kunne høre, at han tog afsted. Der gik kun få sekunder hun kunne høre Jacobs skridt til hun kunne høre Joshs stoppe foran hende. Hun sad stiille og ventede på, at han ville sige noget. Hun kunne ikke holde op med og grine da han fortalte hvem han var "Jeg ved godt, hvem du er Josh. Jeg er Luce. Hende du fik en mission med for lang tid siden om og hente en pige tilbage til sin mor" det var ret utroligt, at hun stadig kunne huske den mission. Det havde været så længe siden.

En mission? Det fik Josh til at løfte på et øjenbryn og udstøde et: Huh?
Den Josh Luce havde mødt kom fra fremtiden af, det ville sige at den lille Josh som stod foran hende nu, aldrig havde mødt hende og ikke anede hvem hun var. Hverken Jacob eller lille Josh, vidste noget om at Josh fra fremtiden var kommet til fortiden, så det ville heller ikke blive nemt for Luce at forklarer, hvorfor den genkendelig duft ikke kom fra den samme Josh. Men, hvis Luce huskede hvad Josh havde sagt om hvor han kom fra, at det var kompliceret, kunne hun måske selv finde frem til det. Men, det var nok ikke det som faldt en først ind, at en skulle komme fra fremtiden, det lød jo helt absurt. Josh satte sit hovede på skrå og kiggede på luce med store øjne.
"Jeg ved desværre ikke hvad du mener, jeg er 9 år gammel og har aldrig været på en mission," fortalte han og fortsatte med at lyde som et stort spørgsmålstegn. "måske har det været en anden Josh?" han kiggede kort hen imod værelset, for at kigge til jacob, men da han ikke kunne se ham, så han hen på Luce igen.

Hun sad og prøvede og slappe af. Hun var stadig meget nervøs over om Zann ville prøve og finde hende og tvinge hende tilbage. Hun forstod stadig ikke helt, at hun var kommet væk fra det døde sted hun havde været, hvor der havde været en masse grave. Nok havde hun mødt en masse nye mennesker, men hun har også mødt en masse som hun kendte. Nogle ville hun helst undgå og møde som Rafael og Neal. Rafael havde været tæt på og dræbe hende fordi hun havde sat sig imod det han havde sagt til hende. Sadt sig imod det han havde bedt hende om. Hun var nød til og indgå en aftale med ham for, at han lod hende leve. Hun skulle gøre hvad han bedte hende om og til gengæld gjorde han hende stærkere. Mere som ham som han sagde til hende. Hun kunne haft valgt det eller døden. Neal var nu heller ikke så glad for og se hende da han havde opdaget hende. Han havde aldrig kunnet lide hende først fordi hun havde været sammen med hans lillebror Roland og dernæst fordi hun havde kommet til og slå Roland ihjel da Nicolas havde angrebet dem. Neal troede ikke på, at det havde været et uheld. Han troede på, at hun havde dræbt Roland med vilje, men det havde hun ikke.
Hun blev noget forvirret da Josh fortalte, at han var 9 år og ikke havde været på mission. Hun forstod det ikke rigtigt. Hans lugt var så bekendt. Hvad var det egentlig som foregik der? Hun kunne ikke finde rundt i det hele. Hun rystede lidt på hovedet og slog tanken væk "Det kan godt være, jeg har taget fejl af jeres lugte..." men det forstod hun ikke den lugt var som 100% som Josh lugtede da hun og ham havde været på en mission sammen. Hun var helt forvirret.

Josh smilte stort og klappede hende blidt på armen.
"Det er i orden! man kan let komme til at forveksle nogen med andre, det skal du ikke undskylde for," han smilte og fjernede sin hånd fra hendes arm, dog blev han dog stående foran hende og så på hende, med sine nysgerrige brune øjne der kunne varme en kold sjæl. "Må jeg spørge hvad der er sket med dig? Altså, ikke sådan for at snage men.. jeg er blot nysgerrig og vil gerne kunne hjælpe d.." han nåede ikke at tale færdig, før lyden af Jacobs fodtrin imod gulvet fik ham til at tie stille. Ikke fordi Jacob ikke måtte vide det, men mere fordi han vidste at Jacob nok skulle sige noget til hende. Så med forsigtige bevægelser fjernede han sig, satte sig op ved siden af Luce i stedet for at stå foran hende. Jacob satte sig på hug foran Luce, han havde to kjoler i sin hånd, som hun forhåbentlig kunne bruge..
"Jeg fandt et par kjoler, de ser ud til at være nemme at tage på, så hvis du vil have dem må du gerne," sagde han og smilte venligt.

Hun smilede da hun mærkede hans barne hånd klappe hende på armen. Det var nu meget sødt af ham, at han gjorde det. Han var vel blevet opdraget ordentligt ville hun tro. Han virkede ihvertfald til og være en sød dreng der bekymrede sig om andre. *Han skulle nok blive til noget en gang* tænkte hun. Nok havde hun ikke set ham, men hun kunne høre på ham, at han var opdraget ordentligt og måske havde et mål i livet. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle svare da han havde spurgt hende om, hvad der var sket med hende og det undrede hende også lidt, hvorfor han ikke havde sagt sin sætning færdig. Hun kunne høre Jacobs skridt komme. Hun tænkte, at hun nok ikke burde snakke med denne Josh, som rent faktisk mindede hende meget om ham hun havde været på mission med om hvad der var sket med hende. Hun smilte kort "Tror du er lidt for ung til og kunne forstå det" hendes stemme var rolig og mindede meget om en moders stemme der prøvede og forklare sit barn noget på en sød måde. Hun kunne mærke, at sofapuden gik lidt ned da Josh satte sig ved siden af hende. Hun kunne høre nogle skridt stoppe op foran hende. Det kunne kun være Jacob. Hun følte stille efter på hans arme for og finde kjolerne som han havde fundet til hende "Jeg kan vel altid prøve dem. Vil du prøve og forklare mig hvordan de ser ud og hvis det ikke er for meget forlangt så hjælpe mig lidt med og få dem på?" hun havde lidt svært ved og sige det sidste i sin sætning, men hun troede ikke på, at hun ville kunne få kjolen på uden nogens hjælp.

For ung til at forstå det, jo tak, den havde han hørt op til flere gange og han var ved at være træt af at der var så meget som man var for ung til at forstå. Hvorfor kunne man ikke bare forstå det hele på en gang! Så skulle man ikke gå og vente, og alle kunne være lige kloge omkring alting. Heldigvis havde Luce sagt det på en kærlig måde, så han havde ikke taget det som en fornærmelse, som han havde gjort dengang en stor mand sagde det til ham og skubbede ham væk. Men, ja, han havde så også gjort hævn på ham, men det var en helt anden historie! Han smilte bare til Luce, imens han sad stille ved siden af hende og betragtede kort kjolerne, inden han kiggede spørgende hen på Luce for at se hvad hun ville svarer.
Jacob kiggede ned på kjolerne.. Jah, hvordan skulle man forklarer hvordan de så ud? Det var vel to sommerkjoler, den ene rød og den anden blå.
"Tjoh, det er vist sommerkjoler, den ene er rød og den anden blå.. Begge lige lange til over knæerne.." Han stoppede pludselig med at snakke, da hun spurgte ham om det næste.. Kunne hjælpe hende? Han kunne da gøre et forsøg.. "Jeg kan da gøre et forsøg," Da han kunne hører en lille klukke latter ved siden af Luce, daskede han til den lille Josh, der bare grinte videre for sig selv.. Den lille rod..

Hun sad stille og ventede på, at Jacob svarede hende på det hun havde spurgt ham om. Imens han fortalte hende om, hvordan kjolerne så ud prøvede hun og danne sig et billede inde i hendes hoved om selve kjolernes udseende. Det var lidt svært da hun ikke kunne se dem rigtigt, men det virkede nu også som nogle ok sommerkjoler han havde fundet til hende. Hun lagde mærke til, at han blev meget stille efter hun havde spurgt ham om han kunne hjælpe hende med og få en af kjolerne på. Det ville ihvertfald gøre det meget nemmere for hende. Hun havde selvfølgelig spurgt andre, hvis det var en anden person som hun havde siddet hos for hun ville have svært ved og få en kjole på alene. Hun smilede da han sagde, at han godt kunne prøve "Tak for, at du ville hjælpe for tror nemlig ikke, at jeg kan klare det selv. Der skal ihvertfald en del øvelser til og kunne tage en kjole på og når man ikke rigtigt kan se, hvordan kjolen ser ud er det heller ikke så nemt som det normalt ville være" hun kunne høre, at Josh grinede hun rystede på hovedet som kun en mor kunne gøre. Hun kiggede hen på Josh "Det er ikke noget og grine af. Mange har brug for meget mere hjælp end lige jeg har" hun sagde det på en kærlig, men bestemt måde så han kunne høre, hvor en alvorlig sag det egentlig var.

Så snart Luce henvendte sig til den unge Josh, stoppede han straks med at grine og bed sig skammende i underlæben, eftersom det íkke havde været hans mening at grine af hende, men sin storebrors pludselig tavhed og røde kinder.
"Det ved jeg, det må du undskylde Luce," sagde han undskyldende, inden han hoppede ned af sofaen og smuttede ind på sit værelse, ikke fordi hun havde gjort ham ked af det, men blot pga. han vidste at de ikke kunne bruge ham til noget lige nu, ellers måtte de kalde på ham. Jacob rystede på hovedet af ham, inden han henvendte sig til Luce igen og havde forlængst taget det stille og roligt.. Kjolen så nem nok ud at få på, den skulle vist bare trækkes over hovedet.
"Den virker nem nok at få på, den skal bare trækkes over hovedet," fortalte han hende og kørte den ene kjole rundt i sin hånd.