What happened to you?.. -Luce-

Hun kunne høre på den lille drengs grin var stoppet. Hun kunne nemt regne ud, at han havde forstået, at det ikke var noget man grinede af. Hun nikkede tilfreds og kørte en hånd kort igennem hans hår "Det er i orden tænk på det til en anden gang så kommer du ikke i så store problemer selvom det kun er for sjov" hendes stemme var meget kærlig. Hun vidste ikke helt hvorfor hun kunne berolige børn på den måde og alligevel få dem til og forstå det var nogle alvorlige ting de nogle gange gjorde. Hun var vel bare generat god til børn. Selv da hun skulle på en mission med Josh for og hente en datter tilbage til hendes moder og hun var i sin drageform og pigen havde set hende slå ulve ihjel og alligevel havde hun den tryghed hos hende. Hun smilede lidt ved tanken. Hun nikkede til Jacob "Helt fint skal vi se og få den kjole på i stedet for dette...tøj" hun vidste ikke helt hvad hun ellers skulle kalde det tøj hun havde på. Hun rejste sig op og holdt en hånd på Jacobs skulder som støtte og gik hen ved siden af ham så hun havde lidt mere plads. Da hun slap hans skulder tøj hun trøjen af og hendes alt for tynde krop der lignede rent skind og ben og en masse sår, blåmærker og ar kom frem på hendes overkrop. Nogle af sårerne blødte stadig lidt.

Jacob kunne godt lide den måde Luce talte til Josh på, hun snakkede så roligt til ham og det var tydeligt at hun var van til børn, modsætning til ham selv første gang han mødte et barn. men, han havde nu altid været god overfor Josh, selv nede i kælderen og han ønskede hellere ikke at sårer ham på nogen måder overhovedet. Hvis andre sårede Josh, så skulle de ikke regne med at slippe levende fra det, så var den advarsel ude. Jacob nikkede til det Luce sagde.. Det var en smule skræmmende at se alle de ar på hendes krop, det fik ham til at tænke på sit eget sår i maven fra dengang han stak en istap igennem sig selv. Forsigtigt støttede han Luce, så hun ikke ville falde og derefter hjalp han hende så godt han nu kunne med at få kjolen på. Heldigvis for dem var kjolen nem at få på. Han smilte tilfredst da de var færdige, for derefter at samle hendes gamle tøj op og smide det ud.
"Sådan, var det bedre?" spurgte han hende roligt.

Hun smilede stille over den lille Josh. Hun var dog stadig forvirret over, at hans lugt mindede hende så meget om den Josh hun havde været på Mission meds lugt. Hun trak let på skuldrende og slog tanken fra sig. Hun havde sikkert bare været for længe væk fra Josh til og kunne huske rigtigt den Josh fra missionens lugt rigtigt og havde blandet den sammen med den lille fyr som var gået. Hun smilede stille og fik taget kjolen på som Jacob havde fundet til hende og som han hjalp hende med og få på. Det var ret underligt for hende og få hjælp til og få tøj på, men det var bedre end ingenting. Hun følte sig renere end hun havde været da hun havde sit gamle tøj på. Hun smilede stille, men begyndte dog også og undre sig over, hvordan Jacob havde det med og se hendes krop der var så tynd som det næsten kunne være et græsstrå og havde så mange ar på kroppen som var det et dyr som var blevet flænset ihjel. Hun nikkede stille til hans spørgsmål og satte sig stille og roligt på sofaen igen. Hun bed sig lidt i læben "Hvordan ser jeg ud?" der var usikkerhed i hendes stemme for hun vidste ikke helt om hun ville høre sandheden. Hun bed sig usikkert i læben.

Han vidste ikke rigtig hvordan han skulle sige det pænt til hende, normalt ville de være et kompliment at man sagde at en person var tynd, men lige i dette tilfælde var det nok ikke den bedste form for kompliment, for Luce var jo ikke bare tynd.. Hun var jo nærmest som en tændstik og Jacob fik ondt ved tanken om alt den tortur hun var blevet udsat for. Alle de ar, hvem der end havde gjort alt dette imod hende, fortjente ærgelig talt den samme behandling! Han bed sig tøvende i underlæben og vidste ikke rigtig hvad han skulle svarer hende, så der gik et kort øjeblik hvor han ikke sagde noget, men til sidste sukkede han stille og smilte skævt.
"Luce, jeg vil ikke lyve for dig.. Du er meget tynd og ser noget syg ud, men det klæder dig skam at komme i den kjole end i det andet tøj," sagde han med en venlig stemme og kløede sig i nakken.

Hun sad og ventede lidt utålmodigt på hans svar. Hun ville vide, hvad han tænkte om hendes udseende, men alligevel ville hun ikke for hun vidste, at hun ikke ligefrem var den smukkeste kvinde længere. Det skulle ikke en ekspert for og kunne se på hende. Hun vidste det selv og hun havde ikke set sig selv i et spejl eller noget for og kunne regne det ud. Hun kunne istedet mærke det og hun mærkede endda på hendes muskler og led, at hun var tyndere og svagere end hun havde været for nogle måneder siden. Hun begyndte og tro, at han ikke ville svare på det hun havde spurgt ham om for han sagde ingenting overhovedet og det bekymrede hende. Hvad var det for nogle tanker der fløj rundt i hovedet på ham om hende? Hun sukkede lettet ud da hun endelig kunne høre hans stemme igen. Hun vidste, at det ikke kun var positive ting han ville sige, men det at han var begyndt og snakke lettede lidt op for hende. Hun nikkede forstående "Tak for komplimenten og jeg ved godt, at jeg ikke ligefrem er den smukkeste i verden længere" hun sukkede lidt og vred lidt sine fingre imellem hinanden

Den smukkeste i verden? Og hvad så, man kunne umuligt sige hvem der var den smukkeste i verden, for man havde jo hver sin smag. Ligesom mange fandt Jacobs rival, den blodædende dæmon Noah charmerende. Der kunne Jacob slet ikke se hvorfor de gjorde det, han var jo opblæst og irriterende! Men, det han forsøgte at formulere omkring, var at der var ikke nogen som kunne være den smukkeste, for alle væsner havde jo hver deres smag.
"Nok ikke den smukkeste i verden nej, men det er der skam heller ingen der er, så det skal du ikke være ked af," sagde han med en opmundrende stemme og lagde en hånd på hendes skulder, havde helt glemt at han var kold. "Men, se det fra den her side, så snart du har fået det bedre, vil du helt sikkert komme til at ligne dig selv endnu engang," Hans stemme var rolig og opmundrende. "Det er jeg helt sikker på og bare rolig, jeg er bestemt heller ikke den smukkeste i verden,"

Hun sad lidt og følte sig trist til mode og hun følte sig heller ikke helt frisk og rask som hun plejede. Hun var begyndt og hade sit udseende og hendes krop som bare saten. Selvom hun ikke havde det den overhovedet, men det behøvede hun dog heller ikke for hun kunne mærke hvordan hendes krop var blevet. Hun havde ladet sit hoved hænge som hun altid gjorde når hun var trist. Hun løftede dog sit hoved da hun kunne høre hans stemme. Hun lyttede til det han sagde og smilte kort til det han sagde. Han havde jo ret i det han sagde så hun havde ikke noget hun kunne sige imod det "Du har ret" der var lidt opmundring i hendes stemme, men det var ikke så meget. Hun fik et chok og sprang bagover så hun sad helt ind til sofaen da hun mærkede hans kolde hånd på hendes skulder. Hun satte sig dog ordentligt igen kort tid efter. Hun håbede, at han havde ret i det han sagde til hende, men alligevel troede hun ikke på det. Kunne hendes krop blive mere normal i det igen og smuk? Hun var jo tyndere end tynd og hendes krop var fulde af ar og mærker. Hun sukkede lidt "Jeg håber du har ret" det var ikke meget tro i hendes stemme denne gang. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle forholde sig for hun følte sig ensom og forladt selvom hun var der sammen med Jacob. Hun grinte lidt til det han sagde "Men jeg kan ikke se dig så det kan vel også være ligemeget ikke?" hun vidste ikke hvorfor hun havde grint. Var det hendes krop der havde sendt det signal så hun ikke ville tude? Det undrede hende lidt.

Han kunne hører på Luce at hun virkede en smule sørgmodig, og det irriterede ham at han ikke kunne gøre noget for at få hende til at lyde en lille smule mere opmundrende, eller hvad man nu kaldte det. Men, han forstod jo godt hvorfor hun ikke var særlig glad, alt den tortur kunne virkelig få en til at falde sammen. Selvom han ikke var blevet direkte torturet, kunne han stadig fornemme sin forældres hårde slag der ramte hans kind og deres hårde ord, der gik ind i hjertet på ham og efterlod ham i et mørke. Tanken om dem fik ham til at lukke sin mund helt i og stivne hver en muskel i sin krop, så det kunne ligne at nogen havde sat ham på pause. Deres slag, deres ord, alt sammen kom tilbage nu og han kunne se det hele for sig endnu engang. Han måtte bide sig selv hårdt i læben, for igen at komme tilbage til virkeligheden og forkusere på hvilken situtation han var i og den situtation var at passe på Luce.
"Jo, det kan det vel, det var bare sådan at du var forberedt hvis du en dag får dit syn igen og kommer til at se mig," sagde han og rystede på hovedet af sig selv. Lige som han skulle til at sige noget andet, hørte han lyden af Josh skrig og pludselig var det som om at nogen havde fået sat filmen på pause, for inden Jacob nåede at registerer hvad der skete kom Nethan, Jacobs far, ind i stuen med en livløs Josh i sin arme.
"Døden er en sjov ting, ikke sandt min søn?" sagde han koldt og lod den livløse Josh ramle ned på gulvet med et lille bump. Jacob ville skrige og farer i flæsket på sin far, men det var som at synet af den livløse Josh gjorde sådan at han ikke kunne bevæge sig.
"Josh," var det eneste ord han kunne få presset ud igennem sine læber.. Han rystede af vrede, men kunne ikke rokke sig ud af stedet.

Hun sad lidt og spekulerede på hvorfor det ikke hjalp noget og opmundre hende. Hun følte sig dum som hun sad der og bare var trist. Nu havde Jacob prøvet alt for og opmundre hende og alligevel var hun nede. Hun ville tage sig sammen og blive glad og være lidt opmundrene. Hun begyndte og undre sig over, hvad der var galt med ham. Han var pludselig blevet meget stille. Hvad var det der gik ham på? Havde hun såret ham? Hun var glad for, at han endelig sagde noget. Hun var nær blevet meget bekymret for ham. Hun trak let på skuldrene "Vil jeg se før jeg tror det" hendes stemme var blevet sød og rolig. Hun rejste sig dog hurtigt op da hun hørte Joshs skrig. Hvad skete der? Hun stod op med et bekymret ansigtsudtryk. Hun hørte nogle komme ind. Hun kunne lugte, at det var en anden hankønsvæsen og en ny dæmon. Hun kunne høre ham snakke. Var denne fyr Jacobs far? Hun blev næsten vred over og høre hans sætning. Vent næsten var ikke ordet. Hun var blevet vred. Hun hørte noget falde til jorden. Hun kunne høre Jacobs stemme. Hun lagde en hånd på Jacobs skulder og satte ham stille ned "Rolig Jacob" Hun skyndte sig hen til lille Josh. Hendes instinkter var trådt frem i det hun ikke tænkte, hvor møblerne var, men i stedet på og komme hen til lille Josh. Hun satte sig på hug og lagde 2 fingre ved hans pulsåre på halsen. Hun brummede lavt da hun svagt kunne tyde en puls. Hun rejste sig op og brummede "At du ikke skammer dig!" hendes stemme var skærende og vred.

Josh.. Han kunne ikke tage blikket væk fra den livløse krop der lå på jorden.. Josh.. Josh.. Nej!! Langsomt var der en ild inde i ham som tændte og han havde sådan en lyst til at flå sin far i tusinde stykker og fodre ham til rovdyrene ude i skoven! Ingen skulle røre Josh! Ikke hvis de da troede at de kunne slippe levende fra det! Jacob kunne mærke at hans øjne var blevet en smule våde, men i stedet for at se triste og fortabt ud, kiggede han bare koldt på sin far og knyttede sine næver.
Nethan derimod, havde ikke lagt mærke til sin søns hårde blik, da han havde travlt med at sende Luce et lumsk smil og en hånende latter over det hun sagde til ham. Skammede sig? Vel gud nej, han havde skam intet at skamme sig over! Hans liv var ikke meget værd og derfor havde han intet at skamme sig over.
"Jeg skammer mig slet ikke, min søn skal lærer at se sandheden i øjnene, og døden er en af dem," sagde han koldt og kiggede hen på Jacob og med det samme han rettede blikket hen imod ham, kom Jacob springende ind i ham så de trillede hen af gulvet og deres knurren kunne hører i hele huset.
"Jeg slår dig ihjel!" råbte Jacob højt, imens han forstat trillede rundt på gulvet og selvom Nethan var en ældre dæmon, så var det Jacob der havde magten lige nu.. Josh lå og gispede efter vejret..
"jacob," gispede han og forsøgte at åbne sine øjne..

Hun var vred. Hun kunne flå hovedet af ham, men han var ikke det værd. Hun rystede af vrede. Hun vidste, at Jacob ville få et hysterisk blik og gå totalt amok. Hun ville ikke have flere drab her. Ihvertfald ikke Jacob om ham her fyren som åbenbart var Jacobs far. Han var nok den eneste der burde dø her. Hun brummede "Måske, men han skal lærer det på en ordentlig måde, hvis det er noget han skal! Du skal ikke slå en lille dreng ihjel for øjnene af ham som du ved han elsker over alt på jorden uden nogen rigtig grund!" hendes stemme var skærende som var det skarpe knive der blev sendt ud af hende. Hun kunne mærke Jacobs fart da han sprang på hans far og hørte dem rulle ned på gulvet. Hun bukkede sig ned og løftede Josh i sin favn. Hun holdt ham ind til sig selvom hun ikke kunne se ham kunne høre ham og lugte ham. Hun holdt ham beskyttende ind til sig og rejste sig op med Josh i favnen og gik hen og lagde ham på sofaen. Hun strøg ham over håret "Rolig Josh slap af. Skal nok få Jacob til og komme hen til dig" Hun strøg ham hen over håret og fulgte larmen fra Jacob og hans fars slåskamp. Hu tog fat i nakken på Jacob og hev ham op og stå "Gå hen til Josh så skal jeg sige ham her et par ting!" Hun slap Jacob og tog fat i farens nakke og trak ham med udenfor. Hun havde fået en umenneskelig styrke af bare vrede.

Josh lyttede til hende, blev beroliget af hendes stemme og nikkede til det hun sagde, så godt han nu kunne, da han havde det som om at han ikke kunne få luft og bare måtte have et eller andet der kunne snorer hans lufrør fri igen. Jacob ville med glæde hjælpe sin bror, men lige nu var hans raserie så stort at han ikke kunne se andet for sig en sin fars død og smagen af hævn på sin tunge! Normalt var Jacob ikke typen der ønskede hævn, men denne gang kunne han ikke spille helig, han ønskede hævn over sin far og han ønskede endda at dræbe ham! Se ham lide, de tanker skræmte Jacob, men inderst inde forstod han godt hvor de kom fra og det skræmte ham ved tanken.
Pludselig blev han trukket hen imod Josh og hurtigt var henne ved ham og hjalp ham, så godt han nu kunne og ud af sin øjenkrog bemærkede han hvor Luce førte Nethan hen. Nethan knurrede arrigt af Luce, slog ud efter hende og så på hende med øjne der kunne tilhører et glubsk væsen.
"Bland dig uden om tøs!" hvæste han og ville løbe indenfor til jacob endnu engang.

Hun holdt fast i ham og borede sine fingre ind i nakken på ham. Imod hans pulsåre så han ikke ville kunne andet end mærke lidelsen. Hun var ligeglad med måden han kiggede hende på. Hun var vred indvendigt. Hvis hun havde øjne havde de lignet døden selv og kunne dræbe ham bare med et enkelt blik. Hun brændte op indvendigt efter måden han havde været overfor Josh. Hun trak ham med af rent vrede og lod ham slå hende alt hvad han ville. Hun var ligeglad. Hun mærkede ikke hans slag. Nok var hun tynd, men hans slag var ikke nær så hårde eller brutale som Rafaels eller Zanns slag. Hun knurrede lavt "Snak ordentligt til mig din usle lille mide!" hendes stemme var hård, kold og kynisk samtidig. Det skræmte Luce, at hun havde denne vrede inde i sig som styrede hende. Hvor kom denne hårde og vrede fra? Var det kommet efter Rafael havde tortureret hende og fået hende til og skrive under på den kontrakt han havde lavet som bandt hende til ham? Eller kom den fra Zanns tortur og helved? Eller fra begge? Det var svært og sige, men hendes vrede var der og det var den som havde taget styringen over hende. Hun trak ham væk og smed ham foran sig. Hun holdt ham nede ved og have sine hænder imod hans skuldre "Du skulle ikke haft gjort det der imod Josh!" hun begyndte og forvandle sig i sin drageform. Hun skreg af smerte under forvandlingen for hendes krop føltes som om den blev brækket synder og sammen og samlet på ny. Hendes hals blev længere og hovedet forandret sig og hun fik en lang, spids hale. Hun lignede stortset en lilla drage med blå nuancer i sig som ikke havde nogle vinger, men havde 2 ekstre forben. Hendes 150 kg lagde sig ovenover ham og hendes hoved pressede sig imod hans ansigt så selv hans hoved føltes presset ned i jorden. Hun knurrede stadig af vrede.

Josh kiggede op på sin bror, smilte til ham så godt han nu kunne, selvom det var svært for den unge dreng at trække vejret igennem et luftrør der var snørklet sammen, efter at have blevet presset så hårdt om halsen. Jacobs hjerte slog hurtigt en takt, så han svor på at han ville kunne hører det banke, men hurtigt faldt det til ro og han lagde sin kolde hånd på Josh hals, for at se om det kunne hjælpe ham til at få lidt mere luft. Han ville beskytte Josh ja, men inderst inde havde han lyst til at gå ud og smadre sin far, fryse han legemer til is, for derefter at kaste det ud i havet hvor hajerne kunne æde det op! Josh nikkede til ham, et lille tegn på at han sagtens kunne gå og at han nok skulle klarer sig. Selvom knægten var ung, så var han stærk og udholden, det vidste Jacob udmærket godt! Jacob smilte en sidste gang til ham, inden han løb ud af døren og med det samme fik øje på Luce, der havde trampet nethan ned. Det fik et lille smil frem på hans læber, men han håbede inderligt ikke at Nethan var død, for jacob ville selv dræbe ham og smage den hævn på sin tunge, hvor forkert det så end var for ham som leder af The shadowguardians.
"Luce," sagde han til hende og gik hen på siden af hende. "Tak, men jeg vil meget gerne dræbe ham selv med forlov," han kiggede op på hende, med en glød man ikke kunne sige nej til. Og selvom hun ikke kunne se den, så kunne man fornemme at den var der, da den var som en aura fra en engel, selvom denne aura ikke var god, snarer lumsk og hævntørstig.

Hun havde så meget vrede i sig, at hun havde svært ved og have kontrol over sig selv. Normalt lå det ikke til hendes natur hverken som race eller person og dræbe folk og skade dem så voldsomt som hun havde lyst til med ham her. Hun trampede ham flad til hun vidste, at der kunne manglede et enkelt spark til, at han ville være død, men hun tænkte, at hun ville lade ham lide lidt. Hun kunne lugte, at Jacob var kommet ud til dem. Men hun blev fortsat stående på hans far for hun ville sikre sig, at han ikke ville gøre noget som kunne skade Jacob eller hende selv. Hun lyttede stille til det han sagde og nikkede så. Hun bakkede lidt væk og forvandlede sig tilbage til sin menneskelige form som var det ingenting. Hun gik stille og roligt ind til Josh og satte sig ved kanten på sofaen. Hun kunne godt høre på hans vejrtrækning, at han stadig havde det lidt dårligt efter den lille episode. Hun smilede stille "Du skal nok klare dig" hendes stemme var rolig og mild.

Jacob havde nu endelig chancen for at dræbe sin far, noget som han havde drømt om at gøre så længe og det var tidspunkter som denne, at han var glad for at Nille, Caroline og Josh ikke var til stede, denne side han vidste af sig selv ville de slet ikke kunne genkende! Med et ryk i sin fars hår trak han ham op at stå, så koldt på ham, inden han smed ham ind i et træ så det flækkede og splinterne var overalt. Nethan beklagede sig og ville rejse sig op, men Jacob var for hurtig og var endnu engang henne ved ham, tog et greb om hans hals og kiggede ind i sin fars kolde øjne. Det var som at se i et spejl, der var ingen følelser at se overhovedet. Men, det gjorde ikke Jacob noget, for han ønskede ikke at se sin far have følelser, en kold dæmon som ham fortjente ikke andet end at dø!
"Du skulle have tænkt dig om far," hviskede han koldt, inden han smed ham hårdt ned i jorden, satte sig på hug og tog et hårdt greb om nakken på ham, klar til at brække den. "Du skulle aldrig have undervurderet mig!" På et sekund var Nethans nakke brækket og lå nu helt stille på jorden.. Jacob trådte væk fra ham, kiggede koldt på ham, inden han gik ind til Josh og Luce.
Josh havde smilet til Luce og hvor langsomt kommet op at sidde, så hende i øjnene og til sidst havde han krammet hende, søgt tryghed hos hende. Så snart han så Jacob smilte han stort og løb hen til ham.

Luce var bekymret fra, hvad der ville ske Jacob imens han var alene ude ved sin far, men samtidig måtte hun tænke på, at hun var nød til og være stærk for Joshs skyld. Josh havde ikke behov for og se hende eller Jacob bekymrede, triste eller vrede overhovedet. Han havde brug for trygge rammer og vokse op i og folk der ville være der for ham. Hun mærkede Josh klamre sig ind til hende. Hun smilede lidt for sig selv og holdt ham ind til sig og vuggede ham beroligende "Jeg er her hos dig og beskytter dig. Jacob kommer snart igen" hun knugede ham ind til sig indtil hun kunne høre nogle skridt komme ind i stuen til hende og Josh. Hun mærkede Josh havde vredet sig fri og var allerede på vej hen imod personen der var kommet ind i stuen.Det kunne kun være Jacob siden Josh reagere på den måde. Hun smilede lidt for sig selv og begyndte og tænke på sine egne sønner der var hjemme ved Sean. Hun savnede dem faktisk.

Josh krammede sig ind til sin bror, gemte sit lille ansigt væk i den bløde hættetrøje og håbede inderligt på at faren var forsvundet. Jacob strøg ham blidt over håret, som et lille signal til at alt nok skulle gå og Josh løsnede straks op, ved at stoppe med at kramme ham og så i stedet op på ham, med sine store brune øjne. Et smil blev sendt til den kække lillebror, inden han gik hen til Luce og lagde sin hånd blidt på hendes skulder, for at vise hende at det blot var ham og at det var hende han snakkede til.
"Tusind tak for hjælpen Luce," sagde han til hende og ville sådan ønske at hun kunne se ham i øjnene, så hun kunne se at han mente det, men han håbede at hun kunne høre det på hans stemme. "Du reddet Josh og jeg skylder dig en tjeneste, tusind, tusind tak," Forsigtigt fjernede han sin hånd igen og tillod sig at sætte sig på sofaen, efterfulgt af et suk. Nu kunne han slappe af Nethan var død, men nu manglede han bare sin mor.. Kira.. Tanken om hende fik ham straks til at spænde musklerne.. Hun var stadig derude et sted..

Hun stod bare stille og roligt og kunne mærke glæden der strømmede ud i rummet fra Josh og Jacob. Hun var glad for, at Josh stadig var i live og at hun havde reddet hans liv var nu også dejligt og vide. Hun smilte lidt for sig selv og fik et mindre chok da hun mærkede en hånd på hendes skulder. Hun blev dog hurtigt rolig igen for hun vidste, at det kun var Jacob der ville gøre det ved hende. Hun kunne godt høre på hans stemme, at han var blevet virkelig glad for den hjælp Luce havde gjort. Hun nikkede stille "Det er da så lidt Jacob er bare glad for, at jeg kunne hjælpe" hendes stemme var rolig om mild. Hun havde et stort smil på sine læber og var næsten flov over alt den ros han kom med. Hun trak let på skuldrene "Skal jeg nok huske når jeg en gang får brug for din hjælp, men jeg er bare glad for, at jeg kunne hjælpe jer selvom jeg er mere eller mindre handicappet" hendes stemme var rolig og mild. Hun gik lidt usikkert hen til sofaen og satte sig på den modsatte side af Joshs side.

Han grinte mild over at hun kaldte sig selv for handicappet. Selvfølgelig var det ikke normalt at være blind, men han måtte indrømme at Luce klarede det utrolig godt! Han kunne ikke forstille sig at være blind, og havde han været blind, så havde han nok ikke kunne klare det! Han ville være mere svag end nogensinde, alle ville kunne angribe ham og endda dræbe ham, han ville ikke kunne forsvare sig ligesom Luce havde gjort. Men nu, efter at han havde dræbt Nethan, havde hans blod på sine hænder, kunne han ikke skjule følelsen over at han følte sig stærkere, som kunne han klare alt og alle, selvom han godt vidste at det ville være som at sælge skindet før bjørnen var skudt. Han smilte til Luce, lænede sig tilbage og slappede af i hele sin krop, så hænderne ikke længere var knyttet men åbnede helt og afslørede de små rifter der var på hænderne efter slåskampen med Nethan.
"Du klarer den godt når man tænker på at du er blind, det indrømmer jeg gerne!" sagde han og lukkede øjnene, for at slappe af.

Hun sad stille og roligt på sofaen og slappede af. Hun var blevet nået roligere nu, hvor hun havde hjulpet Jacob af med hans plage. Hun havde overhovedet ikke regnet med, at det ville ske for hende. Men hun havde gjort noget for og redde en anden og havde hjulpet en for og komme videre og det var hun virkelig glad for. Hun hørte, at han grinte af det hun sagde. Hvorfor grinte han af hende? Gjorde han nar af, at hun var blind? Var det et grin over, at hun tog fejl? Tankerne løb rundt i hovedet på hende og hun kunne slet ikke holde styr på dem. Hun kunne lugte næsten indtørret blod tæt på sig. Det måtte være kommet fra Jacob. Hvor skulle det ellers komme fra? Hun vidste det ikke. Hun smilede stille "Tak for, at du synes det" hun var glad for, at der var nogen der syntes hun klarede sig godt selvom hun var blind. Hun havde frygtet længe om hvordan hun ville kunne klare sig uden sine øjne. Hun frygtede det stadig og var stadig meget urolig over det. Det måtte hun være ærlig og indrømme.

Han grinte slet ikke af hende! Langt fra, det kunne hun godt slå ud af hovedet! Jacob var ikke typen der dømte andre, det kunne han ikke tillade sig når han selv så ret skør ud med det hvide hår og den blege hud. Han kiggede hen på hende, med et stort smil og af en eller anden grund, kunne han ikke stoppe med at smile. Luce var en god ven, hende havde han skam intet imod! Hun ville altid kunne komme til ham, han ville være der for hende og hjælpe hende med alt hvad han havde. Med en lystig bevægelse, rejste han sig op og tog Luces hånd roligt i sin, for at trække hende op at stå, hvor han derefter endnu engang løftede hende op i sine arme og begyndte at gå med hende. Lille Josh kom dog løbende hen til ham, stillede sig foran ham og så spørgende på ham. "Hvor skal du hen med hende?" Han så forvirret fra Jacob til Luce.
Jacob smilte roligt til ham. "Hun skal hjem og ikke der hvor jeg fandt hende, men hendes rigtige hjem," Han regnede med at han kunne følge hende derhen, ikke fordi hun ikke måtte være der længere, men han kunne fornemme på hende at hun sikkert gerne ville hjem, så der måtte han stå til rådighed. Josh sukkede.
"Okay.. Farvel Luce," sagde han stille, inden han løb ind på værelset igen. Jacob smilte ved sin lillebrors opførsel, for derefter at begynde at gå ud af døren, igennem skoven og hen mod Luces hjem.

// Out ^^//