Why it's always me?!? //Caroline//

Caroline smilte til Luce, den sad perfekt på hende. Hun så virkelig smuk ud i den, selvom hun havde klæde omkring hendes øjne, og man havde været ude for det hun havde, så kune man sagtens se smuk ud.
"Du ser meget smuk ud Luce." Svarede Caroline ærligt og kærligt.
Caroline var stadigvæk meget opmærksom, Caroline hadede mange dæmoner.. Dog var der dæmoner som ikke var så slemme. Dæmoner, unge i udssende og tydeligt muskulæret.. Kom ind af døre og vinduer.. Caroline kiggede på dem, og lagde en hånd foran Luce. Som tegn på at de skulle forbi Caroline for at rører Luce, måske så de det ikke som et problem. Men en vampyr med en opgradering, uhh de skulle ikke undervudere hende. Dæmonerne cirklede omkring dem, og Carolines muskler spændte i helle kroppen. Hun havde set den ene af dem før. Søn af dæmonen som havde fanget hende, ham der var skyld i hun havde siddet i mørket.. En af hans sønner stod foran hende, og lagde en hånd på hendes kind.
"Du stak af dræbte min far.. Og hvem ler så nu." Spurgte han hende og Caroline rykkede sit hovede til sig. Hun kiggede rundt omkring på de andre, de skulle ikke rører Luce.
"Skrid Locan!" Snerrede Caroline vredt, hun var mere aggrasiv end før. Locan grinte dog bare og begyndte at gå rundt.
"Jeg kan se du er ved at prøve at få en ven?" Sagde han så og skulle til et rører Luce's kind, hans hånd var cirka 1 cm fra. Da Caroline tog fat om hans håndled, og kiggede ham vredt i øjnene. Hun vred hans arm om, så han trak den til sig.
"Du har fået tempramant kan jeg se." Sagde han og ømmede sig lidt uden at vise det for meget. Caroline var meget opmærksom på hvert eneste skridt og åndedrag som blev taget i rummet..

//Jo da

Hun smilte stille og prøvede og forestille sig selv i kjolen. Hun ville ønske hun kunne se sig selv i et spejl eller sådan noget, men det kunne hun ikke. Det var et håbløst liv og leve uden øjne. Hun smilte stille. Det var rart, at høre, at hun så smuk ud i denne kjole. Det gav hende noget mere selvtillid, men alligevel var det så lidt, at det ikke ville kunne mærkes eller ses på hende.
Hun kunne høre en masse skridt rundt om i lokalet og lugten af mandlige dæmoner. En masse mandlige dæmoner gjorde hende meget utryg. Tankerne fløj rundt i hovedet på hende om de ville efter hende for og få hende tilbage til Zann eller Rafael eller om de var blevet sendt for og skade hende eller det der var værre. Hun kunne mærke, at Caroline ville beskytte hende, men hun undrede sig lidt over, hvordan hun ville kunne klare og beskytte hende når der var så mange dæmoner rundt om dem. Hun kunne høre på Carolines stemme, at det var nogen hun kendte som havde kommet ind gennem døren og vinduerne. Hun var skræmt. Hun var irriteret over, at de snakkede om hende. Hun hadet folk som snakkede negativt om hende. Hun flyttede sit hoved lidt på skrå da hun kunne mærke en lille vind det kom tæt på hendes ansigt. Ingen skulle røre hende. Nok var hun blind og frygtede de fleste dæmoner. Mest dem som var fremmede for hende. Hun bakkede lidt og stødte ind i en af dæmonerne. Hun stivnede helt.

Caroline sendte Locan et advarende blik, men som om han troede på at hun var stærk. Han havde kendt hende som menneske da hun var ynkelig og svag.. Den pige var forlængest væk, og den nye ville bare flå hovedet af ham. Sådan var alle hans sønner endt, med at dæmon genet fra deres far tog over. Caroline håbede ikke det ville ende sådan for Josh, derfor ville hun hjælpe Josh udenom den fælde. Locan grinte af Caroline.
"Caroline se på dig selv du ynkelig, svag ingen kan lide dig." Sagde han så og kiggede på hende. Caroline sank en klump, det var hårdt at hører.. Men hun måtte ikke bukke under, hun måtte være et forbillede.. Hun kunne da klarer Locan ikke? Locan havde været der så længe hun kunne huske og havde altid set sådan ud.. Han var dæmonens ælste søn, og den som havde torturet Caroline mest. Sikkert derfor han følte at han skulle overtage sin fars sted.
"Tag hende tøsen med, i to. I andre hjælper mig med blondi her." Sagde han ordre formet. Og dæmonen som Luce ramte ind i svingede hende over sin skulder og gik udenfor med hende, og satte hende ind i en vogn. Caroline snerrede voldsomt, og vendede sig om men de stod alle omkring hende. Hun kiggede på dem ud af øjenkrogen.. Og sank en klump.. Måske skulle hun gemme sin styrke til om lidt. Locan fandt en flaske frem, og åbnede den.. Hun hældte væsken udover hendes ryg.. Vievand.. Caroline skreg op, og venede sig imod ham da han fik kastet det i hovedet af hende så hun skreg igen.. Dæmonerne bag hende greb fat i hende de var meget stærkere end hun troede.. De trak hende med udenfor, hvor Locan tømte resten af den 2 liters flaske der var med vievand udvoer hende.. Det var et glimrende tortur middel at bruge, og fik Caroline til at mærke smerte. Locan løftede hendes hage imod hans ansigt.
"Næste gang så skal du ikke gøre noget, så bare smil og nik!" Vrissede han og smed hene ind i vognen.. Der var halm i bunden, men hendes hud brændte stadigvæk så voldsomt meget.. Caroline fik sig sat op, og bed tænderne sammen. Hun måtte heale også angribe når de åbnede dørene til vognen igen.
"Er du okay?" Spurgte hun så Luce stille og havde det dårligt med at hun var havnet her..

//Er spændings feak, håber ikke det gør noget //

Luce anede ikke hvad der skete. Hun var helt forvirret. Hvem var disse personer som var kommet ind og hvad ville de med dem? Var det Caroline de var mest ude efter eller var det også Luce? Hun kunne høre en masse åndedræt både fra Caroline af, hende selv og så de dæmoner som var kommet, hvor den ene åbenbart hed Locan. Det var nu et meget underligt navn mente Luce. Hun kunne mærke, at det var en stærk fyr hun var gået ind i. Hun håbede, at han ikke ville gøre hende noget. Hans brystmuskler var store. Han måtte træne meget for ellers havde han ikke sådanne nogle muskuløse arme og brystkasse. Hun stod bare helt stille. Hun turde ikke røre sig eller noget som helst. Hun var bange for hvad der ville ske med hende igen. ”Nej lad mig være!!!” skreg hun. Hun ville ikke med dem. Hun var lige kommet væk fra Zann og så skete dette. Var der ikke en ende på alle dem som ville bortføre hende og torturere hende? Hun sprællede og skreg da dæmonen løftede hende. Hun bed ham i siderne. Hun fik flere gange et slag på kinden af den anden dæmon som fulgte med ham som bar hende. Hun sprællede og skreg. Hun rejste sig hurtigt op og prøvede og komme ud af vognen hun blev smidt ind i, men en af dæmonerne slog hende hårdt på kinden så det sang i hovedet på hende og skubbede hende ind i vognen igen og lukkede efter sig. Hun lå sammenkrybbet og rystede. Det nederste af hendes kjole var gledet lidt op under skubbet. Hun rystede på hovedet da hun hørte Carolines stemme. Hun var ikke okay. Hun var bange for hvad der nu ville ske med hende. Hun bed sig lidt i læben ”Hvor skal vi hen?” der var skræk i hendes stemme.

Caroline ømmede sig af vievandet, men det var ikke så slemt som det plejede at være.. Det var mere at hun troede det havde været slemt der havde fået hende til at skrige op på den måde.. Hun kravlede hen imod Luce, og lagde en hånd på hendes skulder. Og trak hende hurtigt ind i en omfavnelse, hvilket relaterede til at hun hurtigt trak sig væk igen fordi hun var så kold i huden. Næsten som et dødt menneske.. Caroline havde dog dækket det meste af sin hud, så så koldt var det heller ikke. Hun blev siddende ved Luces side, og prøvede at tænke over hvad hun skulle sige.. Og hvad Locan i alverden ville, måske have hævn over at hun dræbte hans far? Det var en mulighed Caroline ville se væk fra helst, men hun havde kortene tæt på kroppen for Locan kendte ikke til hendes evner.. Hun kunne tvinge ham til at lade dem gå.. Eller i hvertfal lade Luce gå.
"Bare rolig der sker dig intet, ikke så længe jeg er her. Jeg lover de ikke sårer dig." Svarede hun og lod en blid hånd glide ned af hendes ryg med beroligende trær. De skulle nok komme væk med al magt Caroline havde ville hun få dem hjem i sikkerhed. De ene eller andet sted.. Caroline kiggede rundt i vognen, for at se på den. Der var små tramme vinduer, de ville være nemme at ødelægge. De krævede bare muskler og en masse af dem, vampyr muskler måske. Caroline rejste sig op, og man kunne hører hun gik rundt i halmen. Så fik hun en ide, hun satte sig på hug ved Luce.
"Jeg har en ide, og du må stole på mig." Sagde hun bestemt. Caroline ville forvandle sig til en flagermus, og flyve ud af vinduet for at løbe op og åbne vognens låge. Enkelt og simpelt.

Hun var bange og utryg. Hun troede, at nu ville helved starte igen for hende. Kom hun nogensinde ud af problemer med dæmonerne. Det var selvfølgelig ikke alle dæmoner som var efter hende det vidste hun godt der var nogle stykker og der var nogen som havde hjulpet en del på den ene eller den anden måde. Selv Delilah havde hjulpet hende dengang hun besvimede imens hun legede med Bruce og han var stødt ind i hende. Hun virkede til og være en af dem man ikke kunne stole på, men hun var nu også gravid ligesom hun var dengang. Det var underligt og tænke på. Hun fik et mindre chok da Caroline lagde sin hånd på hendes skulder. Det var ubehageligt ikke og se, hvor de var på vej hen. Hun prøvede og slappe af da Caroline omfavnede hende. Hun følte sig som et lille barn. Hun var nok røget ned på barndommens utrygge facader efter alle de tortur oplevelser hun havde. Hun rystede. Ikke fordi hun frøs for halmen var nu dejlig varmt og ligge på, men det var mere fordi hun var bange. Hun turde ikke gøre noget imod dæmonerne. Det havde lykkes Rafael og Zann og gøre hende skide bange for mandlige dæmoner. Selvfølgelig var der nogle gode som Jacob og Sean de havde hjulpet hende utroligt meget, men andre fremmede mandlige dæmoner frygtede hun som bare satan. Hun rystede lidt "Lover du det?" der var utryghed i hendes stemme. Hun blev dog lidt roligere da hun mærkede en hånd køre beroligende ned af hendes ryg. Hun havde overvejet og skifte form, men det ville bare gøre, at vognen gik i stykker plus Luce var for bange til og kunne koncentrere sig. Hun var begyndt og skifte form noget oftere. Hun slappede af og prøvede og lukke den dårlige situation ude og prøvede og tænke på noget andet imens hun lå på den varme halm. Hun nikkede så "Hvad er din plan?" hun ville lige høre den inden hun ville kunne stole på hende. Caroline nåede ikke og sige meget mere før vognen stoppede med et og der kunne høres nogle stemmer ved døren til vognen.

Caroline kiggede på Luce, selvfølgelig ville hun holde hvad hun lovede.
"Ja jeg lover det Luce." Svarede Caroline og mærkede vognen stoppe.. Caroline havde ikke lige planlagt det, men hun måtte stå stærk.. Hun ville ikke virke svag! Ikke tale om at hun vil se den fornøjelse i Locans ansigt.. Hun kiggede tilbage på Luce.
"Først vil jeg få os et sikkert sted hen." Svarede hun og rejste sig op og gjorde sig klar til angreb, der skulle meget til at slå hende ihjel nu.. Ikke engang en alm. træpind i hjertet kunne dræbe hende mere. Men det vidste Locan selvfølgelig ikke, Caroline hjalp Luce op og stå.
"Jeg ved du bange, men tag den her hvis de kommer for tæt på. For en sikkerheds skyld, jeg gør hvad jeg kan selv. Men man er altid lidt stærkere med at våben." Sagde hun så, og placerede Luces hånd på skaftet på en kniv. Bladet var skarpt, det gav Caroline mere styrke at have våben på sig.. Hvis det skulle gå hen og blive ubehageligt. Selvom Luce var blind kunne hun jo godt kende forskel på dæmon og vampyr, hendes andre sanser måtte jo være forøjet en smule.

Dørene blev åbnet og Locan trådte ind. Caroline sendte ham et hadefuldt blik, og løb så op foran ham, og inden han nåede at gøre noget. Sparkede hun ham hårdt tilbage, med enorm kræft.. Så han fløj langt pokker ivold, han ramte ind i et træ Og lavede en håndbevægelse så hans dæmoner gik ind i vognen for at få dem ud. Caroline tog en hurtig indånding, og trak den sidste kniv hun havde tilbage og stak en dæmon ned, og tog kniven til sig igen. Hun tog den ene handske af og satte 5 fingre på en dæmon så han skreg og kiggede på en anden.
"Skrid" Sagde hun med sin evne, og dæmonen gik.. Man kunne hører Locan råbe efter ham udenfor uden held. Caroline slap fingrene fra en dæmon da han døde af den smerte der var ført ham. Hun vidste hun var meget stærk især når hun var vred, hun havde lidt af Nicolas's vrede. Mest fordi hun havde fjernet hans vrede, så havde hun den som en lille ustyrlig flamme indeni sig. Caroline slog ud efter en så hovedet faldt fra kroppen som faldt sammen lidt efter. Caroline satte et fast greb om ens hals så han skreg ved hendes fingres greb, Caroline brækkede hans nakke. Der var stadigvæk 5 dæmoner inde ved hende og Luce..

Hun lå og prøvede og slappe af. Hun vidste, at der snart ville ske noget. Det kunne hun regne ud for vognen var stoppet. Det ville ikke være længe før nogen ville åbne døren ind til vognen hvor de var. Hun var glad for, at Caroline ville hjælpe hende for hun vidste, at hun ikke ville kunne kæmpe for sig selv. Hun var for bange for mandlige dæmoner til hun kunne kæmpe. Hun mærkede, at Caroline trak hende op og stå. Hun rejste sig stille og stod lidt ustabilt på benene. Det var svært og stå oppe i en vogn med halm. Hun lyttede til Carolines plan. Den lød nu bare ikke så gennemtænkt som den kunne være, men hun havde nok ikke haft nok af tid til og gennemtænke en rigtig god plan. Hun var lidt usikker på om hun ville kunne klare og kæmpe da hun fik stukket kniven i hånden. Hun holdt fast om kniven. Det lød nok nemmere sagt end gjort for Luces sanser var ikke helt udviklet endnu. Hun havde ikke vænnet sig helt til og være blind og til og bruge sine andre sanser endnu. Det var stadig meget svært for hende. Hun bakkede ind i væggen bag hende da hun hørte døren gik op. Hun blev mere og mere utrygt. Hun kørte en hånd hen over væggen. Den var af træ. Hun ville sikkert godt kunne komme ud, hvis hun skiftede form, men det ville også være risikabelt. Her var for trængt til, at hun kunne være i fuld størrelse inde i vognen uden og ødelægge den plus hun vejede meget mere der og det ville nok ødelægge bunden på vognen. Hun kunne høre, at nogen kom ind, men forsvandt hurtigt igen. Hvad skete der her inde i vognen? Det irriterede hende som bare satan, at hun ikke kunne se noget. Hun hørte, at der var kommet mange ind i den vogn de var i. Det lugtede for kraftigt af dæmoner. Mandlige dæmoner! Hun kunne høre nogle skrig og nogle der faldt ned på jorden og ikke bevægede sig. Nogle dæmoner var gået hen til Luce og inden hun overhovedet havde nået og reagere på det før hun mærkede at noget vred hendes håndled om så hun tabte kniven og blev hevet fremover. En af dæmonerne havde stilet sig bagved hende og holdt hendes arme om bag ryggen og op mellem hendes skulderblade så hun ikke kunne bevæge dem. Ham der holdt hende kunne hun mærke var meget stærk for det gjorde vildt ondt. Hun bed sig hårdt i læben for ikke og komme til og skrige. Hun stivnede helt da hun mærkede en skarp kniv imod hendes strube. De var 3 dæmoner som holdt fast i Luce og som sørgede for, at hun ikke gjorde noget. Hun var blevet meget mere bange nu end hun havde været for lidt siden. Hun kunne ikke give Caroline skylden for det. For hun havde selv nogle dæmoner der var i gang med og holde hende i skak så de ikke fik stoppet de dæmoner der holdt Luce. Luce vred sig, men stoppede hurtigt igen da hun mærkede, at nogen slog hende hårdt ved ryggraden med en knytnæve. Hun skreg kort, men hendes mund blev lukket til med et stykke stof.

De blev ved og nogle nærmede sig Luce, og Caroline blev bragt ud af fokus.. Hun måtte fokusere på dæmonerne. Hun vende sig da Luce gav et skrig fra sig, hun kiggede på ham som var skyld i skriget. Hun kiggede ham i øjnene.
"Kom herover." Sagde hun med sin evne og han gik derover, og det varrede knapt to sekunder før Caroline havde revet hjertet ud på ham. Caroline kiggede på de sidste to der holdte Luce, men gipsede da hun mærkede et træspyd i hendes ryg.. Og kom i tanke om de ikke kunne dræbe hende og trak det ud ligeså hurtigt som de havnede der. Caroline tog med hånden der ikke bar handske på en af dæmonernes brystkasse og trak også dens hjerte ud.. Hun gik hen til den sidste og snerrede og viste tænder. Hun sprakede ham ind i væggen så hårdt hun kunne, så han blev bevistløs. Caroline vendede sig om imod der hvor Luce stod med de sidste dæmoner, Caroline kiggede på den begge skiftevis. Ingen hun var oppe foran den første.
Kiggede ham i øjene efter han havde prøvet at undgå det.
"Slip hende!" Sagde Caroline med en alvorlig tone, og dæmonen var blevet så bange at selvom hun ikke brugte sin evne så slap han. Og satte sig ned og bad for sit liv. Caroline kiggede på den sidste og hævede et bryn. Han slap også Luce.. Caroline fjernede bindet om Luces mund, og tog hendes hånd.
"Kom så smutter vi." Sagde Caroline og begyndte at gå ud.. Locan var væk, sikkert stukket af for at undgå at få et par slag..

Hun kunne ikke gøre noget. Hun ville sikkert kunne skifte form, men det ville bare gøre for meget skade det vidste hun. Hun ville selv kunne komme til og skade Caroline og det ville hun ikke. Det var en meget svær situation hun sad i. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre overhovedet. Hun stod bare og ventede på og finde ud af hvad der skulle ske med hende. Hun havde allerede forberedt sig på og skulle leve et liv i helved. Det var ihvertfald det hun ville tro for det virkede ikke til og være noget andet som ville ske. Hun vidste ikke hvad hun gjorde, hvis hun fik endnu et slavemærke på sig. Hun havde allerede 2-3 stykker på sig og det var mere end rigeligt. Hun mærkede, at en af dæmonerne slap hende, men hendes arme blev stadig holdt fast og kniven var der stadig. Hvorfor skulle det lige altid være hende? Hun var altid den som folk ville skade. Hvad var der så godt ved hende? Hun var ikke noget specielt eller noget betydningsfuldt for denne verden. Der var nogle enkelte sagn om et draconiansk barn der ville kunne ændre verdenen, men det betød ikke, at det var hende. Hun var det svageste led i denne verden. Hun betød intet specielt. Hun mærkede, at ingen holdt hende og stoffet var blevet fjernet fra hendes mund. Det var dejligt hun kunne snakke igen. Hun mærkede, at en hånd tog fat i hende. Det var en kvindehånd så hun regnede ud, at det var Caroline. Hun fulgte stille med Caroline "Hvor løber vi hen?"

Caroline gik stadigvæk ligefrem de skulle bare væk og helst nu. Caroline anede ikke rigtigt hvor de var de var.. Derfor gik hun bare ligefrem for at komme ind imod nærmeste by.
"Vi prøver at finde en by, men jeg er ikke så god til steder. Men jeg har på fornemmelsen at vi er i Firewood Village, jeg har et hus der." Svarede Caroline stille. Caroline gik ind i den lille skov som var der, og holdte godt fast i Luce, men selvfølgelig med den hånd som havde en handske på. Ellers ville Luce blive ramt af smerte og det behøvede hun ikke ligenu. Caroline kiggede rundt, solen ville snart stå op, bare en halv time efter solopgang ville hun brænde op.. hun kunne gå rundt i cirka en halvtime ingen hun ville dø af solen.. Men den var ikke oppe endnu, og solen havde også svært med at oplyse skoven fordi der var så mange skygger. Caroline kiggede rundt Ashen Wood Forest var ikke den rarste, men hun kendte en smutvej igennem den, som var enkel. Desuden boede Jacob herude, så hun havde lært vejen at kende efter lidt. Caroline havde selv tænkt mange gange hvad der fik nogle til at angribe hende, om det var fordi hun havde den evne som hun havde.. Caroline havde aldrig mødt andre med den evne før.. De evner faktisk..
"Jo vi i Ashen Wood Forest, og på vej imod Firewood Village." Sagde Caroline da hun kunne se byen i horisionten.

Hun fulgte roligt med Carolines skridt. Det var lidt svært og følge med når man ikke vidste, hvor man skulle hen eller hvor man var. Hun kunne heller ikke se noget så det med og genkende steder på deres udseende kunne hun heller ikke. Hun kunne heller ikke lugte nogle ting som gav hende en ide om, hvor de var. Hun kunne genkende en lugt da de var kommet inde i skoven. Det var den søde lugt som hun lugtede i den skov som Jacob havde bordet hende ind i. Det var den skov han boede i. Hun kunne ikke helt huske, hvad det var skoven hed, men hun havde en anelse om, hvor de var henne nu. Hun nikkede stille. Hun vidste ikke helt hvad det var hun skulle sige eller noget som helst. Hun gik bare stille med Caroline. Det var hende der havde synet så hun måtte stole på Caroline for og kunne finde hoved og hale på tingende. Hun nikkede stille "Ok det var altid noget" med de var for tæt på The Valley of Dead. Der hvor hun havde boet i mange måneder under jorden i et gravkammer. Hun var blevet holdt fanget og brugt som slave og var blevet tortureret af det groveste. Eller det var nu det næst groveste for der var ingen som havde en så grov torturetion som Rafael havde.

Caroline stoppede op og kiggede på Luce, og tog fat i hendes hånd med et hårdt klem. Så de ikke skulle blive væk fra hinanden, eller hvis noget uventet angreb dem. Caroline havde dog heldigvis lært denne skov at kende virkelig godt. Caroline kiggede rundt, og gik igennem skoven med Luce som nærmest var tvunget til at følge med hende. Caroline fik på en lille sti hvor der ingen træer var, en lille grussti imod byen. Hun kunne se byen, solen stod snart op. Caroline begyndte at gå hurtigere end før, men stadigvæk ikke med en overnaturlighast. Caroline kom ind til byens små gader, og fik øje på sit store hus som lagde tæt ved kroen.
"Så er vi inde i Firewood Village, og er lige gået forbi kroen. Vi har retning imod mit hjem." Sagde hun for at fortælle Luce hvor de var henne af. Caroline åbnede døren til sit hus, og lukkede døren bagdem. Der duftede meget rent, det var også kun Caroline og hendes søster som boede der. Og Eliza havde vist ryddet meget op, kunne Caroline allerede se. Caroline tog Luce med ind i stuen og satte hende stille i sofaen.

Hun mærkede, at Caroline stoppede med og gå og tog hårde fat i hendes hånd. Hvad var det Caroline frygtede? Hun undrede sig lidt over det og spekulerede over, hvad det var som gjorde, at hun tog hårdt fat i hendes hånd og var begyndt og gå lidt hurtigere så hun var nød til og følge med. Hun tænkte lidt over det og kom i tanke om, at hun sikkert gjorde det for, at hun ikke mistede Luce af syne eller, at nogen ville angribe Luce fordi hun var så svag i kamp som hun var. Det undrede hende dog en del. Hun mærkede på måden Caroline hev i hende, at hun var begyndt og gå hurtigere og hurtigere. Hun fulgte med Caroline selvom det var lidt svært og følge med hendes skridt. Normalt havde hun ikke problemer med og gå hurtigt, men det var dog noget anderledes når man ikke kunne se hvor man satte sin fod. Hun smilede stille da Caroline fortalte, at de var kommet ind i Firewood Village. Hun fulgte med Caroline. Der første der slog hende da de var kommet ind af døren til Carolines hjem var lugten af renhed. Som om nogen næsten lige havde gjort rent inde i huset. Hun kunne ihvertfald lugte det. Hun fulgte stille og roligt med Caroline. Hun vidste ikke, hvorhenne hun blev ført hen, men hun stollede på, at Caroline førte hende ikke i flere fare end hun allerede havde været i. Hun satte sig stille og roligt ned i den bløde sofa "Tak for hjælpen" hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige for hun havde ikke noget og sige udover tak. Hun kunne ikke se, hvordan huset så ud eller, hvordan det var indrettet.