Hello again. ~Caroline~

Zayn var træt...
Men, han var glad.. Men kun fordi han havde fundet en som Julianne.. Hun var hans søster og han agtede at beskytte hende for alt, hjælpe hende med alt.. Men, han måtte indrømme at han savnede sin kæreste Daniela.. Hvordan mon hun havde det? Savnede hun også ham, eller havde hun glemt alt om ham? Han havde ikke glemt hende..
Han kom ud af sin tanke da han gik ind i nogen..
"Åh undskyld," sagde han og kiggede på personen. "Hej Caroline?" Han smilte glad.

Caroline kom gående i den smalle gå gade, lysene i lygtepælene var det eneste som var tændt og kunne oplys den smalle gade som hun gik i. Caroline gik med stille bevægelser, med hænderne i en åben hætte trøje med en sort bluse inden under. Hun havde taget et par mørke lidt slidte cowboy busker på. Hun gik i sine egne tanker men mistede næsten balancen da nogle stødte ret hårdt ind i hende. Caroline kiggede op, nogle kendte hendes navn.
"Åh hej Zayn." Svarede hun og smilte venligt men skævt. Caroline havde sat de gyldne lokker op i en heste hale og smilte med de smukke øjne.

Han var glad for at se endnu et velkendt ansigt.. Denne verden var stadig som et puslespil der aldrig vil kunne løses.. Der var ¨så meget at se, så meget at lære.. Han kunne ærgeligtalt ikke finde rundt.. Men, Caroline var et menneske som ham selv, eller det var han i hvert fald sidste gang de mødtes, men om hun stadig var det kunne han jo ikke vide..
"Rart at se dig igen," sagde han med et venligt smil.

Caroline havde forandret sig en del siden sidst, med ekstra tryg på en del. Hun var blevet varulv, men varulv som havde problemer med sin vrede til tider. Hun smilte venligt tilbage til ham.
"I lige måde, Hvordan går det så?" Spurgte hun nysgerrigt og smilte staadigvæk.
Hun vidste han ikek var så kendt her, men måske var det blevet bedre.
"Er du faldet bedre til?" Spurgte hun venligt.

"Det går sådan okay," sagde han og kløede sig lidt i nakken. "Faldet til og faldet til, jeg har fundet en søster," Det sidste blev sagt med glæde i hans stemme.. Han var meget glad for at have fundet Julianne.. Hun var den grund til at han ønskede at blive.. Ellers, ville han faktisk bare gerne hjem.. Hjem til sin kæreste og venner, hjem til sin egen verden hvor han ikke følte sig så.. Svag.. I hans verden var man stærk hvis man pumpede jern, men i denne verden skulle de lige have lidt hjælp ved at være overnaturlige væsner..
"Men ellers er den verden stadig som et puslespil,"

Hun smilte til ham.
"Det godt du har fundet familie, det er det vigtigste i denne verden. Men man skal passe på ellers mister man den bare.." Sagde hun og lød en smule trist til sidst men det var klart hun var ikke sikker på om det var hendes skyld at hendes forældre var døde eller hvad det var..
"Men ja kender det, jeg fandt ud af alt det her da jeg var 14 og nu jeg en varulv.. Ved et uheld men et uheld som ikke kan ændres på." Svarede hun og kiggede kort ned i jorden men hurtigt op på ham igen. DEt var sandt hun var varulv nu.. Og der var intet at gøre ved det, hun var næsten faldet for en sirene... Denne verden var skør.

Der lå noget bag Carolines ord.. Han kunne regne ud at hun havde mistet nogen fra sin familie, han var ikke dum, så han kunne sagtens gennemskue den triste facade..
"Det har du vel ret i," sagde han stille og kiggede kort op mod himlen. "Jeg ser nok aldrig mine forældre igen, jeg ved godt de ikke var mine rigtigte, men de har trods alt taget mig til dem," Han sukkede og kiggede ned på hende igen. "Jeg formoder at du har mistet nogen? Jeg kunne høre det på din stemme," Han sputgte forsigtigt.. Hvis hun havde mistet nogen, var det ikke det pæneste at snage i det..

Hun smilte til forsigtigt og åndede ud.
"Er det så afslørrende?" Spurgte hun med et lille grin... Hun fulgte hans blik op på himlen, den mørke himmel.. Hvor hun enkle stjerne strålede.. Hun kiggede længere op på den end ham, men da hun mærkede han kiggede på hende kiggede hun over på ham igen...
"Mine forældre." Svarede hun kort og kiggede lidt ned igen..

Han smilte skævt..
Det var en smule afslørende ja, men nok mest for dem som gad at lægge mærke til andre end dem selv.. Men for Zayn kunne han sagtens se at der var noget helt i vejen.. I de år han havde levet, var han så småt begyndt at kunne gennemskue en kvinde.. Det var nok ikke noget, de fleste mænd ville bruge tid på, men Zayn havde faktisk taget sig tid til det..
"Det gør mig ondt," sagde han stille..

Caroline kiggede skråt op på ham, med et forsigtigt smil.
Hun nikkede kort og kiggede op på himlen igen..
"Måske men det har du ingen grundt til.. Jeg klare mig.." Svarede hun blot stille og kort, hun kiggede ham i øjne kort og så lidt ned i jorden.
"Jeg klare mig altid så.."

Han kiggede selv op imod himlen..
Han kom til at tænke på sin egen verden.. Hvor måtte hans venner og forældre være bekymret.. Forsvundet i 2 måneder, uden noget spor af ham.. Snart vil de give op og droppe at håbe.. De ville snart give op på ham, hvis han ikke kom hjem.. Han ønskede brændende at komme hjem, men han ville ikke forlade Julianne.. Han sukkede og kiggede på hende igen, med blide og rolige øjne.
"Det lyder godt," sagde han og gik hen ved siden af hende. "Skal vi finde noget at spise? Jeg tror sagtens at jeg kan stjæle noget," Han grinte kærligt for at lette stemningen lidt..

Hun rullede kærligt øjne af ham. Stjæle ikke det hun gjorde i øjeblikket, hn ville ikke gøre hende og Nille's forhold mere gyngende end det var i forvejen.
"Altås vi kan også tvinge nogle til at give os penge." Med det mente hun ikke vold, hun havde en evne som var en ret så god metode, hun kunne nærmest alt med den evne!
Hun fik øje på en kraftig mand som gik længere nede. Måske havde han nogle penge?

Han var heller ikke selv meget for at stjæle, men han skulle jo finde en måde at overleve på, så det var den eneste mulighed han havde.. Altså, bortset fra når hans søster købte mad, det var jo troda alt hende som havde arvet alle pengene fra deres forældre..
Han løftede på skuldrene.
"Okay," sagde han og fulgte hendes blik hen mod manden. "Hvis du tror at du kan få dem til det, så lad os prøve,"

Hun kiggede på ham som o han lige havde udfordret hende.
"Tro mig han har intet valg." Hun gik hen imod manden, mon Zayn troede det var en form for kvindelist hun ville bruge? Hun grinte kort ved tanken, og kom hen foran manden. Hun kiggede ham í øjne.
"Giv os nogle penge til mad." Sagde hun med sin evne og manden tog helle hans pung op og lagde den i hendes hånd. Caroline smilte tilfreds.
"Nu glem jeg overhovedet har været henne ved dig, du glemte din pung på kroen og du tror den er stjålet." Manden nåede ikke at blinke og kome til sig selv før Caroline var henne ved Zayn og viftede med pungen foran hans næse.