Why it's always me?!? //Caroline//

S: Doomsville City - Gyderne
O: Skaldespande der er væltede, papir, rådent mad, mange fulde mænd og kvinder
T: 21:30
V: lunkent, ingen vind, stjerne klart
P: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] - noget stof bundet om øjnende og sorte handsker

Det var godt nok aften, men det anede Luce ikke en prik om da hun ikke kunne se om det var nat eller dag. Om blomsterne var sprunget frem eller om de stadig var gemt væk. Hun kunne lugte, at det var aften og var weekend ved, at der gik mange fulde folk rundt omkring på gaden. Luce havde valgt og gå sig en lille tur denne aften, selvom hun ikke kunne se noget. Hendes sorte hår hang roligt ned af hendes ryg og flavrede blidt tiden siderne imens hun gik. Det var faktisk en dejlig aften. Det var hverken for koldt eller for varmt. Det var en perfekt temperatur. Luce gik stille og roligt hen af gaden da der pludselig var nogle der tog fat i hendes arme og ben og løftede hende. Hun skreg og sprællede, men ingen kunne høre hende. Hun kunne lugte det var nogle fulde folk der havde taget fat i hende. De grinte bare hånligt af hende og bar hende ind i en gyde. Helt inde i et hjørne, hvor ingen kunne se noget som helst. Luce skreg bare og sprællede som en gal, men intet hjalp. De havde et for godt greb om hendes arme og ben. De smed hende hen i et hjørne og holdt hende nede. Hun skreg af smerter da hun ramte den hårde jord. Hun mærkede nogen der ødelagde hendes tøj. Hun bed efter en arm som holdt hendes. Hun hørte en mand der skreg af smerter. Han stak hende en så hård lussing så det sang i hovedet på hende og en rød hånd kom på hendes kind, hvor hånden havde ramt. Hun skreg og vred sig.

Caroline var ude at gå en lille aften tur i gyderne, rettere sagt var det hendes 'sted'. Hun var her næsten hver aften, fordi det langtfra var skyldige små mennesker som gik her. Det kunne være voldtægsmænd også videre. Nogle gange dræbte Caroline skyldige, ikke tit men det skete da. Sådan var det at være hende. Caroline gik stille igennem gyderne da hun hørte et skrig, hun vendede sig om på hælene og kiggede rundt. Hendes nattesyn hjalp hende meget, hun kunne se de unge mennesker stå og prøve at rygge tøjet af denne kvinde. Først overvejede hun bare at få videre, men så gik hun alligevel nærmere uden man så meget som hørte hende. Hun kunne se pigen var blind, måske burde man hjælpe hende? Caroline var i kort konflikt med sig selv omkring det, men kastede så det lange hår tilbage. Hun bar sorte jeans og en hvid trop med en læderjakke over. Hun havde sorte støvler på som gik op til knæene, og havde en smule hæl. Caroline trak fat i kraven på en af de fulde mænd, og løftede ham væk. Manden blev sur og skulle til at slå ud efter caroline da hun greb hans næve, og vred armen om på ham.
"Du skal ikke engang tænke på det." Hviskede hun koldt i hans ører, inden hun trak hjertet ud på ham. Hun rettede opmærkomheden imod pigen og de sidste mænd.
"Festen er slut gå hjem." Sagde hun koldt til dem, hvilket fik dem til at rejse sig op. En blev ved Luce, men resten rejste sig op. Så på hende som var hun et lille stykke legetøj. Caroline fnøs hånligt af dem, og gik et skridt frem. Hun tog de sorte handsker af hun havde på og lagde dem i lommen. Hun kiggede på ham som stod i midten. Og strakte sine arme, så hver fingerspids på den ene hånd ramte ind på en mands bryskasse og den anden hånd på den anden mand. Hendes fingre brændte dem, som om der blev sat ild til dem. Yderst smertefuldt, Caroline kiggede på den ham i midten lige i øjne.
"Stå stille og rør dig ikke." Sagde hun koldt. Carolien trak hjerterne ud på de to hun allerrede havde hænderne på. Hun sugede blod til sig fra ham i midten, og da kroppen var tom lod hun den falde til jorden. Hun havde set den sidste mand blev ved med at gøre kvinden utryg, og gik over til ham og trak ham op og stå.
"Det her skal nok blive sjovt." Sagde hun koldt til ham, og en lille hånlig latter kom over hendes læber. Hun tog en kniv op fra hendes støvle og stak i hans side, imens hun brækkede hans led i den højre arm. Hun vendte sig om imod Luce, men ændrede mening. Hun svingede armen tilbage imod manden, og hendes styrke gjorde at hovedet faldt af ham, og kroppen faldt til jorden. Caroline satte sig på hug ved pigen.
"Rolig.. Du klarer den." Sagde hun beroligende, og svang pigen op over hendes skulder. Caroline satte i fart ud af gyden, og hen imod et lille hus som hun havde fundet sig. Så slap man for alt, familie, venner og kæresten. Caroline satte Luce i sofaen, og lagde et tæppe om hende.
"Er du okya?" Den eneste grund til Caroline var så venlig, var vel nok at Luce var blind.. Og offer for næsten voldtægt. Caroline var så meget imod voldtægt at hun havde i sinde at kasterer alle mænd i verden.

Luce skreg højt. Hun mærkede, at hendes tøj næsten var helt af hende. Hun vred sg for og se om de ville slippe hende, men intet hjalp. Hun mærkede nogle hænder tage på hende og nogle tunger der slikkede op af hendes krop. Hun skreg højere og prøvede og vride sig af alle sine kræfter, men de var for stærke og for mange til, at hun kunne klare det. Hun hørte noget falde til jorden. Det lød som et lig eller et menneske der var besvimet. Hun hørte også en kvindestemme. Den skræmte hende lidt, men dog ikke nær så meget som de fulde mænd.
Hun mærkede, at nogen slap hende, men der var dig en der stadig holdt hende nede. Han fik taget det sidste lag af hende tøj af. Hun skreg højt og sprællede så meget med hendes ben, at han fik en fod ved kinden. Han slog hende og råbte et eller andet til hende, men hvad det var kunne hun ikke høre eftersom det nærmest blev til det rene volapyk han sagde.
Hun lagde sig sammenkrybbet da hun mærkede, at ingen holdt hende. Hun rystede af skræk. Hun var så bange, at hun var tæt på og råbe efter Sean, men hun turde ikke. Hun vidste jo ikke om der ville komme flere og prøve og voldtage hende. Hun blev lidt roligere da hun hørte kvindens stemme der var beroligende. Hun rystede dog stadig lidt. Både af skræk, men også fordi hun frøs. Det var for koldt udenfor til, at kunne være udenfor uden tøj på. Hun havde dog ikke selv valgt det. Hendes tøj lå i stumper og stykker rundt omkring. Hun mærkede, at hun blev svunget hen over en skulder og mærkede kulden der kom som nogle piskeslag mod hendes hud da kvinden løb med hende på skuldrene. Hun vidste ikke om der var nogen der havde set hende eller ikke, men hun håbede, at der ikke var nogen der havde set hende.
Hun puttede sig under det tæppe hun fik over sig efter hun var blevet sat på en sofa. Hun nikkede stille til kvinden. Hun rystede stadig voldsomt af kulde. Hun anede ikke hvor hun var henne eller hvem det var som havde hjulpet hende. "Hvem er du?" stammede hun.

Caroline trak en stol hen ved siden af sofaen, så hun kunne se til kvinden. Hun havde sjældent medfølelse, men hun var ikke bange for at holde af andre. Caroline kunne mærke på hende at hun var bange, som om det var en form for frygt.
"Mit navn er Caroline Thunder." Svarede Caroline, hun forstod at når en kvinde eller mand bar noget om sine øjne. Var det fordi at man inten var blind, eller ville lege pirat. Og lege pirat var nok ikke lige dette tilfælde. Caroline kunne se kvinden frøs, så hun gik hen til pejsen som ikke var andet end få meter væk. Og tændte op i den, et held for kvinden at Caroline havde taget sine handsker på igen da hun løftede hende.. Ellers havde hun brændt hende.. Ildens flammer begyndte at varme det lille stuerum op de sad i.
"Hvordan har du det?" Spurgte Caroline stille og satte sig op på stolen ved siden af hende.
"Vil du have noget at drikke?" Spurgte Caroline roligt.
"Og bare rolig de kommer ikke efter dig igen." Sagde hun så og selvom kvinden ikke kunne se det så smilte Caroline. Caroline havde det med at være venlig overfor dem som hun syntes fortjente det, og Jacob havde sagt at det var hendes medfølelse som gjorde hende specielt det var en gave. Men en gave Caroline ikke brugte meget, når den var der.. Så var den der for dem som fortjente den.

Hun kunne høre, at der var noget som blev trukket hen af jorden. Hun kunne ikke lige regne ud, hvad det var som blev trukket hen af jorden. Det var noget med ben. Måske kunne det være en stol, men hun var ikke helt sikker i det, det også kunne være et bord eller en helt tredje ting. Hun kiggede hen imod stemmen "Jeg hedder Luce Trieetence" rigtigt hed hun Lucinda Gravezia, men hun havde skiftet hele sit navn ud kort tid efter hendes far var blevet enig i dommen hun kom i. At blive sendt på Sword of Cross. Hun sukkede lidt og kiggede rundt. Hun kunne høre nogle skridt gik lige foran hende. Hun ville tro, at det var kvinden for hun kunne pludselig mærke, at det var blevet tændt en pejs. Hun elskede lyden af træets knitren når det brændte. Det mindede hende om den tid, hvor hun boede hjemme om vinteraftenerne, hvor hende og hendes forældre sad på sofaen foran pejsen med en kob kakao. Det var en god tid. En tid som ikke ville ske oftere...
Hun så hen imod Carolines stemme "Jeg har det bedre, men frysser meget stadig" hendes stemme var blevet lidt roligere. Hun nikkede lidt da Caroline spurgte hende om hun ville have noget og drikke "Noget varmt ville være dejligt" nok var hun en draconier og havde svært ved og frysse, men det og ligge nøgen ude på gaden en kold aften var ikke behageligt og ville også gøre, at det var svært og få varmen i sig igen, men hun kunne godt mærke, at hendes indre ild arbejdede på højtryk for og få hendes krop varmet op på de 80 grader hendes krop normalt skulle have. Normalt ville folk brænde sig af og røre hende, men hendes hud var bare de 40 grader når det var højst. Hun blev noget roligere da hun sagde, at dem der havde været efter hende ikke ville være efter hende igen, men hun troede dog ikke så meget på det, men det ville tiden vise.

Caroline nikkede til Luce, og rejste sig op.. Hun gik ud i køkkenet, og kiggede i de små skabe. Hun havde taget huset efter et par irriterende tøser som havde gjort nar af hende. Og det havde været deres død, derfor havde Caroline taget huset. Hun kogede noget vand, og lavede et stort krus varm tea med bær smag.. HVilke bær anede hun ikke, for Caroline drak ikke sådan noget mere, hun ville helere have blod. Caroline gik stille ind i stuen og satte glasset på et lille bord som hun rykkede hen til sofaen.
"Jeg stiller det på bordet, foran dig." Sagde hun med et smil, fordi Caroline vidste jo at Luce ikke kunne se. Caroline brugte sin overnaurlige speed til at finde nogle flere tæpper og noget tøj til Luce. Da hun kom tilbage, lagde hun tæpperne omkring Luce.
"Hvad er der sket med dig?" Spurgte hun roligt, og satte sig på stolen hvor hun sad før. Hun kunne ane at denne Luce, ikke havde været så heldig på det sidste. Men om hun ville tale med Caroline omkring det, vidste hun ikke. Fordi Caroline havde selv været udsat for lidt af hvert..

Hun smilte stille til Caroline. Hun kunne ikke se noget af huset som hun var kommet ind i, men det var sådanset også lige meget for hende. Hun kunne høre, at der var nogen der gik. Hun regnede ud, at det var Caroline eftersom hun var den eneste hun havde været sammen med her i huser. I hvert fald som hun vidste af og hun regnede med, at hun ville fortælle hende, hvis der var andre i huset og det havde hun ikke gjort. Hun ventede stille og roligt på, at Caroline kom tilbage med noget til hende og drikke. Hun kunne lugte, at det var noget af bær hun kunne ikke lige lugte hvilket slags bær det var hun kunne lugte, men det var også lige meget for hun drak næsten alt slags tea. Hun nikkede og smilte stille ”Tak for det” hun rakte ud efter teaen, men det var lidt svært og finde den. Hun kørte langsomt sin hånd hen af bordet indtil hun fik fat i krusset. Hun løftede det langsomt og drak en lille slurk af den gode tea. Hun mærkede, at der blev puttet flere tæpper over hende. Hun nikkede stille som tak og puttede sig ind over tæppet. Hvad var det hun ville vide? Var det om øjet eller i det hele taget? Der var i hvert fald meget og sige, hvis det var det hele hun ville vide. Hun kiggede hen imod Carolines stemme ”Hvad mener du egentlig?” hun ville være helt sikker på hvad det var Caroline ville vide inden hun startede med og fortælle noget.

Caroline kiggede på Luce, og selvom de ikke kunne få rigtig øjenkontakt.. Så kiggede hun stadigvæk på Luce. Caroline vidste ikke hvor meget der var at blive fortalt, men hun vidste at det var godt at slippe ud med det af sind. Hun havde selv talt ud med et par stykker, og det havde lettet hendes hjerte meget dengang. Caroline foldede sine hænder sammen.
"Bare hvad der er sket med dig i det helle taget.. Hvad der plager dig mest." Svarede Caroline stille og kiggede nøje på Luce, for Caroline kunne være en meget kærlig person af sig. Hvis hun ville, Jacob sagde at hun havde en bestemt glød i sig som gjorde folk kunne mærke hendes kærlighed og medlidenhed. Wave kaldte hende et fantastisk menneske. Caroline så stadigvæk på Luce, og gjorde sig klar til at lytte til hvad der blev fortalt. Hun ville kunne klarer det, men der vil nok også komme en masse reagtioner ud hvis det var for alvorligt.

Hun holdt den varme kop i sine hænder og prøvede og få varmen fra den. Hun var blevet lidt varmere, men hun savnede dog stadig sit tøj. Hun bed sig lidt i læben. Hvad kunne hun sige til denne kvinde? Hun kendte hende overhovedet ikke. Hun sukkede lidt "Jeg har været under en masse mishandling. Både af Rafael. Du ved dæmonernes leder og af en anden dæmon der hedder Zann." hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun stilte sin kop på bordet og tog derefter de handsker af sine hænder som fyrene ikke havde fået taget af hende. Hun lagde dem på bordet. Der manglede negle på alle hendes fingre. Hun bed sig lidt i læben "En af de mange ting Rafael har gjort" hun vidste, at der var meget mere hun kunne vise af mærker. Hun holdt tæppet endnu tættere om sig så alle arene og alle de blåmærker og slavemærket som var tæt på hendes underliv var. Hun ville helst ikke vise nogen det, men hun ville af med det mærke. Hurtigere end man ville tro. Hun tog sine handsker besværligt på igen og tog koppen imellem sine hænder igen. Hun tog en lille tår fra den. Hun mærkede den varme the løbe ned af hendes spiserør og ned i hendes mave. Det var en dejlig varm følelse hun fik. Hun sukkede lidt "Jeg kommer aldrig til og få et normalt liv igen eller et godt udseende som jeg havde inden mit helved startede" der var tristhed i hendes stemme

Caroline kiggede undrende på hende da hun tog sine handsker af og sagde ordet mishandling. Caroline kunne ikke lide det ord, det var frygteligt! Hun kiggede på Luces fingre, ingen negle.. Havde de bare fjernet hendes negle sådan udenvidere?! Hvem var dog så sindsyg?.. Caroline bed sig i læben, og fik ondt af Luce..
"En af.. Hvor meget har de lige gjort dig?.." Spurgte hun stille, og man kunne tydeligt hører medlidenheden i hendes stemme. Caroline kørte en hånd igennem håret. Hun lyttede til Luces sidste sætning..
"Hør lige meget hvor skidt dit liv går, så skal man altid søge efter lyset.. Ligemeget hvor mørkt der så end måtte være." Svarede Caroline, og kiggede på Luce.. For Caroline havde selv siddet i mørket, men havde rejst sig fra det.. Og nu var alt bedre.. Stadigvæk problemer med nogle ting, men livet var blevet bedre. Så kunne Luces liv også få en lykkelig slutning.

Hun vidste ikke hvad Caroline ville sige til det med hendes fingre eller hvad der var sket. Det ville sikkert ikke være værre end Seans reaktion. Han var gået helt amok på hende med spørgsmål og turde næsten ikke lade hende være alene overhovedet. Hun sukkede lidt. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige da hun havde spurgt hende om, hvad mere de havde gjort. Hun kunne vel vise det, men det ville være for akavet, men hun kunne overhovedet ikke sige det. Det gjorde for ondt bare og tænke på det der var sket med hende. Hun sukkede lidt og begyndte og ryste. Ikke fordi hun frøs men lidt af frygt og nervøsitet. Hun rejste sig op om bed sig lidt i læben. Hun lod tæpperne om hende glide ned på gulvet så hendes nøgne krop kom frem. Der var mange ar på hele hendes krop. På hendes ryg var der et stort ar det lignede et kors der gik fra skulder til skulder og fra det øverste af nakken og ned af ryggraden. På hendes balder var der et brandmærke af Rafaels navn og et billede af hans ansigt. Lidt over underlivet, hvor det bare stykke ved kønsbehåringen var der et slavemærke. Hun rystede lidt og tog tæpperne der var gledet ned på gulvet og holdt dem tæt om sig igen. Hun satte sig ned og rystede usikkert. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige hvad de havde gjort. Det var for svært og snakke om hvad Rafael havde tunget hende til. Hun sukkede. Hun troede ikke helt på, at der var en lys vej for hende. "Har jeg dsv svært ved og tro på efter alt det jeg har været igennem"

[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.] <-slavemærket

Caroline kunne sagtens være begyndt med en masse sprøgsmål, og kunne have været gået lidt amok. Bare fordi man var raceleder, kunne man overhovedet ikke være bekendt at behandle andre på den måde! Måske en smule akavet da Luce viste hende sin nøgne krop, dog havde Caroline levet i 5 år af sit liv.. Med en dæmon som havde en kælder fyldt med nøgne kvinder, som han behandlede som skidt. Så Caroline havde set på en kvide krop som var mishandlet før. Hun sank dog en klump, over de skader de dæmoner havde gjort hende.. Det var forfærdeligt! Helt igennem utilgiveligt. Hun kunne mærke der var andre ting måske, som også var gjort af dem.. Caroline ønskede at hævne sig på vegne af Luce, ingen fortjente den behandling. Men henes bedste veninde var hans censor, hvad ville hun så skulle gøre hvis Caroline trådte op og brugte sin evne tvang til at tvinge Rafeal til at gøre sig selv tilgrin eller noget i den stil. Caroline kunne nogle af de mest fantastiake ting med sine evner, når hun kunne styre den nye ville det bare være et paradise. Men nok om hende..
"Alle har et lys et sted, hvis man giver op finder man det aldig.. Men det er der, og lige meget hvor hård kampen er.. Så må man ikke give op for at finde det." Svarede Caroline så Luce igen, med en kærlig stemme. Caroline havde ondt af Luce, det kunne hørers.
"Men har der slet ikke været nogle som har hjulpet dig?" Spurgte hun så.. Og ville være meget skuffet over folk hvis der ikke var nogen som havde hjulpet overhovedet!

Hun følte sig meget dum da hun havde stået og vist sin mærker og det overfor hende, men det var bedre end hun skulle til og fortælle hende alt muligt om tingende. Det gjorde alt for ondt på hende, at hun havde oplevet det og det var svært nok og leve med det helved hun levede i. Hun kunne mærke et træthed komme over hende, men hun ville ikke sove. Hun skulle ikke havde det helved af forbandelse over hende. Ikke imens hun var her. Hun måtte vente til hun kom hjem. Hjem til Sean, hvor hun kunne få den sovemedicin hun fik, hver gang det var tid for hende og sove så hun ikke fik problemer med sit helbred. Hun sukkede lidt "Håber inderligt, at du har ret, med det er svært for mig og se lige nu. Det håber jeg, at du forstår" hun fik en savn over og tænke på, at John havde ladet hende i stikken i den tid. Hun havde droppet ham, men hun elskede ham stadig inderst inde. Han havde ikke været der for hende og han troede på de rygter som gik rundt i byen om hende og Sean. Hun sukkede lidt "Jo en der arbejder for Rafael..." hun vidste ikke om hun skulle fortælle, hvem det var som havde hjulpet hende. Hun sad og spekulerede på, hvordan hendes sønner havde det. Hun måtte også prøve og kontakte John på den ene eller den anden måde.

Caroline fik et let smil på, selvom det var en hård situration.. På en måde var hun glad for at Luce faktisk turde snakke med hende.. Caroline lyttede stille til hende.
"Jeg forstår, alle har brug for tid til at heale sårene." Svarede hun blidt, hun ville ikke blande sine egne.. "Jeg har værete igennem noget lignende." Historier på banen, det var ikke hvad Luce behøvede. For Luce behøvede jo ikke på en vampyrs historie for de sidste års tid. For det meste lyttede ingen til hende, Sajro, Jacob og Nille havde lyttet til hende og Eliza. Caroline var taknemlig når folk ville lytte. Men også når folk fortalte så var det som at vise tilid.
Caroline kendte to som arbejdede for denne dæmon rend mig i røven leder, Sean og Nille. Sean anede hun ikke hvor hun havde henne, specielt fordi hun ikke forstod om de bare var bekendte eller om de var næsten venner. Caroline så på Luce stadigvæk.
"Er det ikke risikabelt, med mindre det virkelig en som du stoler på." Spurgte hun så, og var nysgerrigt efter at få et navn. For at vide om hun kendte personen. Hun kendte Jacob, Nille og Sean som var dæmoner ikke.. Jo det mente hun ligenu ihvertfald.

Hun sad stille og drak det sidste af sin the. Det var en dejlig følelse af den varme the som løb ned igennem hendes spiserør og varmede det omkring spiserøret og hendes krop imens det løb ned til hendes mave. Hun havde begyndt og få varmen igen. Nu savnede hun mest af alt noget tøj som hun kunne have på, men det måtte vente lidt. Hun smilede. Det var dejligt, at der var mere end bare Sean der forstod hendes smerter. Hun smilede "Er glad for, at du forstår mig. Det er der nemlig ikke så mange der gør" der var tryghed i hendes stemme. Hun var blevet meget mere afslappet i hele kroppen. Det var nok fordi hun havde tillid til Caroline og fordi hun havde fået varme i kroppen igen. Det kom lidt bag på hende og høre, at hende Caroline havde oplevet noget af det samme. Af hvem dog? Hun var begyndt og blive meget nysgerrig, men hun vidste ikke om hun skulle stille dem. "Har du virkelig? Må jeg høre lidt om det eller er du en af dem der ikke snakker så meget om dig selv og hvad du oplever?" hun måtte vide om hun var ligesom Sean. En der helst ikke snakkede om sig selv og sine oplevelser og sine følelser. Han var lidt svær og finde rundt i, men han var en af hendes gode venner. Hun vidste ikke om han mente det samme om hende, men det rørte hende ikke. Hun trak på skuldrene "Det er ikke så risikabelt, hvis personen ikke har mødt sin leder og som har et dårligt syn på sin leder. Han har hjulpet mig meget igennem alt det her. Faktisk den eneste som har været der for mig og hjulpet mig igennem det hele" hun sukkede lidt. Det var hårdt og tænke over, at den kæreste hun havde haft ikke havde været der for hende. Hun havde droppet ham efter der var gået 3 måneder siden Connor var født.

Caroline kunne fornemme at Luce var mere afslappet, det var et godt tegn. Tegn på tillid, Caroline kendte det med at skulle have tillid før man talte for meget ud om sig selv. Hun nikkede lidt selvom Luce ikke kunne se det.
"Jo jeg har intet imod at snakke ud omkring det, det plager bare ikke at være ret mange som vil lytte.." Svarede hun så, og sukkede lavt men satte sig så til rette. "Da jeg var 12 blev jeg taget af en dæmon. Han havde denne kælder hvor han opbevarede sine kvinder.. Nøgne og forsvarsløse, han behandlede os som skidt.. Piskede os, voldtogs os.. Skar i os, for at vise hvor stærk og kold han var." Sagde hun stille.. "Jeg levede i det i 6 helle år, før jeg stak af.. Efter det har voldtægt virkelig bare været min frygt.. Og det vil det sikkert altid være. Men jeg mødte nogle rarer folk og det blevet bedre. For jeg ved der nogle som vil beskytte mig, selvom der var en episode hvor en varulv torturede mig og voldtog mig." Hun gøs ved tanken om Kukiu. "Jeg blev forvandet til vampyr, så fik jeg en kur fordi min 'kæreste' valgte en anden pige.. En kønnere en.. Så forvandlede en 'varulv' mig.. og siden jeg blev varulv.. Så blev jeg bare stærkere, mit tempramant kom.. Og vreden.. Nu jeg vampyr, og jeg føler mig stærkere. Jeg rejste mig for mørket, selvom jeg troede alt håb var slut. Nogle gange er det de små ting som gør man kan rejse sig fra mørket."

"Det nu du så finder ud af hvem man kan stole på.. Og hvem som bare er stolevarmere." Tilføjede Caroline stille, dem som var der når man havde brug for dem. Det var dem som man kunne tale med, folk som ikke var der.. Når man havde brug for dem, men når man ikke behøvede dem.. Dem kunne man skille sig af med..

Hun sad stille og lænede sig stille og roligt tilbage i sofaen og slappede af. Det var dejligt og være et sted, hvor der var en som hun kunne snakke med og som hun stollede på og samtidig, at hun kunne føle sig i trygge hænder. Hun forstod godt, at det plagede hende, at der ikke var nogen som lyttede til det hun sagde. Hun kendte selv til det. Hun lyttede stille og roligt til det hun fortalte. Det var sindsygt og høre fra en anden person som har oplevet det samme. Ihvertfald noget der mindede hende meget om det Rafael og Zann havde gjort ved hende. Hun fattede ikke, hvordan Caroline havde kommet videre i sit liv. Hun var ikke kommet videre med sit liv og hun havde oplevet meget igennem sit liv. Det var nu alligevel spændende og høre om, hvordan hun var kommet videre med sit liv. Hun håbede, at det også ville lykkes hende og kunne blive lige så stærk psykisk som Caroline var blevet efter alt hendes oplevelse. "Det er helt utroligt, at du har kunnet kommet videre efter sådan noget. Håber du har ret i, at jeg vil komme videre med mit liv og få det bedre" der var en snært af håb i hendes stemme. Hun havde ret i det, at hun havde fundet ud af, hvem hun kunne stole på og hvem hun ikke kunne stole på. Hun sukkede lidt "Det bare svært og fatte, at det skulle være den man ikke stollede på til og starte med og som havde vist en negativ start på sig selv skulle være ham jeg kunne stole aller mest på" det var underligt og tænke, at det var Sean som hun kunne stolle 100% på og det ikke var John. Fyren hun elskede, men som ikke var der alle de gange hun havde brug for ham.

Ja det var enlig ret utroligt, Caroline havde aldrig troet at hun ville stå der hvor hun gjorde nu. Hun havde det meget bedre nu, hun havde fået en kæreste.. Hun havde en bedste veninde og en bedste ven.. Hun så sin bedste veninde meget begrænset.. Og hun var der sjældent når det var nødvendigt, dog kunne de tale om tingene et halvår efter.. Men så var det jo ikke det samme.
"Jeg ved du kan klarer det. Tillid og loyalitet er vejen frem, men tilliden er sværest at finde men den er der i de rigtige folk." Sagde Caroline stille men blidt. Caroline havde heller ikke andet end haft tillid til Christian fordi han behandlede hende som en prinsesse.. Men så svigtede han hende, og Caroline havde den tungt på sig.. Til hun fandeme ikke gad at tænke på ham mere og 'glemte ham'.
"Kærlighed kan gøre mange gode ting, men en svaghed er at den ikke ser bag folk.. Den gør at man ikke kan finde det dårlige i andre, måske var han bare ikke den rette. Og jeg vil selvfølgelig ikke gå og lege kærligheds doktor.." Caroline kunne fornemme at det var en kæreste.. En som hun elskede meget højt.. Men som havde svigtet. Nu havde hun denne dæmon, som hun ikke anede navn på som Luce stolede på. Luce skulle bare nu finde dem hun kunne stole på og dem som hun ikke kunne. Caroline ville gerne hjælpe Luce, især med det pshyiske. For man havde ikke kun brug for at blive healet udvendigt. Der var også skaderne indeni, ting som gik en på.. Frygt.. Tanker og følelser som skulle kontroleres. Det kunne Caroline nok godt hjælpe med, Luce virkede virkelig sød. Så hvorfor ikke hjælpe hende hvis hun ønskede det.
"Jeg vil meget gerne hjæple dig Luce, hvis du gerne vil have min hjælp. Til at snakke ud hvis du har brug for en som ikke bare vil forstå dine smerter udenpå." Tilføjede Caroline.

Det var rart og høre en andens historie som mindede meget om ens selv og som fortalte, hvordan hun kunne komme videre i livet. Hun havde sikkert stadig levet i frygt, hvis hun ikke var kommet væk. Hun håbede, at hun ville kunne stole på Caroline efter alt den hjælp hun havde givet hende. Hvorfor skulle hun egentlig hjælpe Luce, hvis hun ikke ville have, at Luce skulle stole på hende og hjælpe hende. Det havde været hårdt for hende og leve sådan som hun gjorde. Hun havde næsten ikke været andet end en slags slave der levede i frygt. Hun måtte have hjælp til, at komme videre i si liv og det vidste hun, at Sean ville hjælpe hende med og hun håbede også på, at Caroline ville støtte hende. Hun smilte lidt "Tak for, at du tror på jeg vil kunne klare og komme videre" det var en meget stor hjælp for hende, at der var en som hun kunne komme til når hun havde brug for det og hun ville være meget glad for, at Caroline ville hjælpe hende videre så hun kunne snakke med en som havde den samme fortid som hun havde. Eller retter næsten den samme fortid som hun havde haft. Hun nikkede og smilede "Det vil gøre mig meget glad, hvis du ville hjælpe mig videre" hun var blevet meget roligere.
Hun begyndte og tænke på tøj. Hun havde jo intet tøj på. Hun sukkede lidt "Ved det lyder lidt underligt, men du har vel ikke noget tøj jeg kan låne vel?" hendes stemme var rolig.

Selvfølgelig ville Caroline hjælpe Luce, det var mærkeligt at møde en som havde næsten oplevet det samme som hende selv. Og Caroline var nået der til at hun var kommet sig ganske fint over det, selvom der altid ville være raster tilbage. Ikke alle ville lytte for de syntes det var dumt at hænge sig for meget i det. Nicolas hendes kæreste kendte ikke hendes fortids historie.. Jacob gjorde.. Caroline smilte til Luce, da hun nikkede og sendte Caroline et smil.
"Selvfølgelig ville jeg det Luce." Svarede hun kærligt. Caroline nikkede og rejste sig op.
"Jo det skulle jeg da mene, jeg går lige ind og kigger." Svarede hun roligt og gik ind i soveværelset og rodede i komoderne. Der var lidt af hvert, nogle enkle søde kjoler.. Busker i alle farver.. Toppe.. Der var lidt af hvert.
"Nogle specielle ønsker til tøj valg, der er lidt af hvert." Svarede hun og rodede videre i komoden.

Hun sad lidt og tænkte på, hvordan hun skulle komme videre. Hun vidste, at Sean ville få hende på en eller anden måde til og ligne sig selv igen så vidt muligt og han ville sikkert hjælpe hende lidt med det psykiske så hun kom til og stole mere på sig selv. Hun vidste også, at hun måtte hjælpe lidt selv til, men det var svært. Hun vidste, at hun skulle skubbes frem og støttes meget igennem den første tid, hvor meget var hun ikke selv helt klar over, men det var så det. Hun var glad for, at hun havde nogen som ville støtte hende. Hun havde aldrig troet, at hun ville finde nogen som ville støtte hende igen. Hun smilede "Tusind tak Caroline" det gjorde hende meget glad for, at hun ville hjælpe hende videre. Hun forstod hende. Hun kendte til det ikke og stole på sig selv og være mere eller mindre en slave. Hun smilte "Tak for det" hun sad og ventede på, at Caroline kom tilbage med noget tøj til hende. Hun var sådanset ligeglad med, hvad hun fik på. Det skulle bare ikke være noget forførende for det ville sikkert skabe mere ballade end der allerede var. Hun sad lidt og slappede af da hun hørte Carolines spørgsmål "Bare et eller andet så er jeg glad" råbte hun ind til Caroline

Caroline tog noget tøj op og kiggede på det. Det skulle ikke være for frækt, men heller ikke oldgammelt, det skulle passe til hende. Og føltes behageligt. Caroline dækkede selv det meste af hendes krop. Et par jeans, en trøje og en jakke samt høje støvler.. Så følte hun sig tilpas, men kunne sagtens være tilpas i et par shorts. Hun havde altid våben på sig så.. Det hjalp lidt på tingene.
Caroline fandt en kjole som gik lidt under hendes knæ, og Luce var lidt højere end Caroline 5 cm forskel.. Så det ville nok være mere tilpas, den var lidt blå i det og sort.. Den havde et specielt mønster, den var ikke hæslig.. Ellers havde Caroline fundet noget andet.. Den havde utroligt blødt stof, som man nærmest ønskede at kramme en hel dag.. Hun gik tilbage til Luce, og rakte kjolen frem. Så at det bløde stof strejfede hendes skkulder. Caroline havde ikke tænkt sig at smide den i hovedet af hende, det ville være uhøfligt.
"Det er en kjole, ikke for kort ikke gulvlang." Sagde Caroline roligt, for at Luce vidste hvad hun tog overhovedet.

Hun sad roligt og ventede på, at Caroline kom tilbage med noget tøj til hende. Hun ville ikke have noget imod af og få et bad, men det måtte vente til hun var kommet hjem eller noget andet. Hun kunne ikke tallade sig og bede om flere ting fra Caroline. Hun havde allerede bedt om en masse og fortalt om en masse. Hvad skulle hun haft gjort, hvis Caroline ikke havde været der hos hende? Eller var kommet forbi og havde set, hvad der var sket? Det var svært og tænke over. Hun mærkede noget strejfede sin skulder. Det var noget blødt stof. Hvad mon det var for noget tøj. Mon det var en kjole eller en blød top? Det var lidt svært og regne ud eftersom hun ikke havde det i hånden. Hun var ikke ligefrem den som gik i kjoler hele tiden, men det skete af og til, hvis hun skulle noget bestemt. Hun rakte ud efter stoffet og tog det. Hun mærkede lidt på mønsteret og syningerne der var på kjolen. Den virkede til og være speciel. Hun mærkede lidt på kjolen for og finde ud af om det var en top eller en kjole og hvis det var en kjole, hvor lang den så var osv. Hun nikkede stille da hun fik, at vide det var en kjole "Hvilken farve er den?" Hun rejste sig op og tog kjolen på. Den gik til lige over knæende på hende. Den skulle rettes lidt til forskellige steder, men ellers sad den som støbt til hende. Det var nu heller ikke det nemmeste og tage en kjole på uden og kunne se kjolen rigtigt

Det var ikke Carolines gadarobe, eller på en måde var det. Hun havde jo taget huset efter to voldige kvinder havde forsøgt at angribe hende. Så Caroline havde over taget det lille hus, heldigt for hende. Så var der et sted at bo når hun bare ville være alene. Caroline så på Luce stadigvæk.
"Den er lidt blålig i det, og så har den nogle sorte symboler." Svarede Caroline med et smil. Caroline holdte om sin halskæde hun havde fået af sin søster, hvidgulds hjerte med en blåsafir i. Den betød meget for hende.
Pludselig hørte Caroline en lyd ude fra, tæt op af vinuduerne. Det kunne lyde lidt som nogle der ikke burde være der, men hvis de valgte at trædde ind så og vise ufred. Så blev det værest for dem. Men lugten af dæmon begyndte at hænge ubehageligt omkring huset, og Carolines gode lugtesans kunne opfange dem. Måske skulle de snart videre, stikke af eller noget i den stil. Hvis det blev nødvendigt. Caroline luttede ører, men kunne hører de hviskene stemmer i baggrunden uden for husene. Som om der var nogle der vidste at de var i huset. Caroline kiggede lidt rundt, hun kunne se skikkelserne i vinuderne.. Og lugte dæmonerne, mænd.
Caroline kiggede på Luce.
"Gør dig klar til en eventul flugt, okay?" Sagde hun alvorligt, tydeligt at hører at hun ikke vil lade Luce i stikken. For hvis Caroline ville var hun bare løbet. Hun kunne sagtens slå et par dæmoner ud, det skulle ikke komme an på den.
Døren blev sparket op..

Hun stod lidt og rettede kjolen til så den sad perfekt på hende. Hun følte sig faktisk ret godt i denne kjole. Den var behagelig, at have på og sad også rigtigt som den skulle. Mon den var figurlavet til præcis hendes figur? Det føltes ihvertfald sådan imens hun havde den på. Hun så hen imod Carolines stemme hun nikkede stille "Ser jeg godt ud i denne kjole?" hun ville lige være sikker på om hun så godt nok ud i denne kjole. Hun kunne høre noget udenfor, men hun var ikke helt sikker på om det bare var hende eller om det var virkelighed det hun hørte. Hun kunne pludselig lugte noget der mindede hende om dæmoner. Hun følte sig utryg. Var det nogen som var efter hende eller var de efter Caroline? Hun kiggede hen imod det sted hun havde hørt Caroline var for lidt siden "Kan du også høre det?" hendes stemme havde klang af usikkerhed i sig. Det var blevet meget utryggene, at ikke vide, hvad der skete rundt om en og mest af alt fordi man ikke kunne se noget. Hun gik lidt væk fra sofaen. Det var nogle usikre skridt hun tog fordi hun ikke kunne se noget og fordi hun ikke var kendt i dette rum overhovedet. Hun nikkede stille til Caroline. Hun fik et chok da hun hørte døren blev sparket op. Hun blev meget utryg og lugten af dæmon kom nærmere og nærmere og nærmere på hende. Ruderne blev sparket op og nogen kom ind. Dæmonerne selvfølgelig, hvem skulle det ellers være?

//Du har vel intet imod og spille dæmonerne vel? //