Be a better man. ~Josh~

Caroline kunne lugte hans fært, den havde fuldt hende i nogle dage nu.. Hang omokring hende, måske burde hun gå til Nicolas eller Jacob.. Bare for at føle sig mere tryg, det var utroligt at Locan kunne få hende til at føle sig så skrøbelig.. Men det var kun tanken om de ting han havde gjort hende før.. Som gjorde hende bange, en af de eneste ting hun faktisk frygtede overalt på denne jord.. Locan var dæmon præcis som sin far, men han anede ikke alt omkring Carolines styrke overhovedet.. Caroline måtte sørge for Josh ikke ente sådan, for Josh var anderledes. Han var 16-17 og stadigvæk jomfrue.. Det en mulighed at han ikke ente op som alle de andre sønner af dæmonen.. Locan sprang frem og gav hende et chok, ved at kaste vie vand udover hende. Caroline skreg af chokket og den lette smerte vievandet påførte hende.. Han stod overfor hende, og kiggede hånligt på hende.

Fortiden, den var begyndt at samle sig for ham. Han vidste nu hvem hans forældre var, hvem han var og hvor han kom fra. Der var vise ting han ønskede at han aldrig havde fået at vide, det med at han var søn af en voldtægtsmand og det med at hans egen mor havde forsøgt at dræbe ham, for at han ikke skulle ende som de andre sønner af sin far. Hans halvbrødre.. Men, hvad nu hvis han var som dem? Hvad nu hvis dæmon blodet bare ventede på at han skulle mærke denne form for.. Fornøjelse, også overtage ham, så han kunne skade op til flere uskyldige kvinder.. Bare tanken fik ham til at snurre rundt med den dolk han havde i hænderne, for at overveje om han skulle stikke den i sit hjerte og gøre en ende på ham selv. Trods alt var det vel kun Jacob som ville savne ham. Lyden af et skrig, fik ham ud af sine tanker og fokusere på alt omkring ham. Det var som om at skriget var bekendt, han kunne mærke frygten i luften, han måtte skynde sig at hjælpe hende! Hurtigt løb han hen imod skriget, hvor han mødte Caroline der skreg, med lugten af vievand hængende over sig.
"Caroline!" sagde han bekymret og løb hen på siden af hende, hvor han forsøgte at tørre noget af vievandet af hende. Han var blevet ældre siden hun så ham sidst.. Hans muskulatur var blevet tydeliger og han var blevet en anelse højere, samt det brune hår var blevet kortere.. Men, han var også vokset indeni. Han var stærkere og klogere.. Med et alvorligt blik kiggede han hen på Logan, vreden glimtede i de brune øjne. "Hvem er du!"

Caroline havde blot fået et chok, ellers var smerten ikke så slem som den kunne have været. Hun reagede på Josh, og det gjorde Locan også. Locan smilte over helle hovedet over Josh's reagtion.
"Jamen broder dejigt at se dig. Jeg troede du var yngre, men ligemeget. Godt du er her." Svarede Locan Josh, og smilte meget stolt. Caroline snerrede af Locan, hun skulle få Josh væk fra ham. Locan var den af alle sønnerne som mindede mest om sin far, og også den eneste som ville have hævn over sin fars død. Og han ville ikke gøre det nensomt. Caroline snerrede stadigvæk, hvilket fik Locan til at rette opmærksomheden imod hende.
"Thi dog stille din ubetydelige tøs!" Han vidste præcis hvad han skulle sige for at få hende til at krybe sammen.

Broder? Vent hvad?! Josh spærrede sine øjne op og knyttede sine næver, imens han stadig havde et koldt blik fastlåst på denne unge mand, som åbenbart porstod at de var brødre. Det overraskede Josh at han smilte, kunne han ikke se på ham at han ikke var glad for at se ham? At han faktisk ønskede at se ham ligge på jorden og lide, ligesom han havde drømt om at kunne gøre imod sin egen far.
"Godt jeg er her?!" snerrede han og hjalp Caroline med at rette sig op, klar til at hjælpe hende hvis det var det som skulle til. "Du skal ikke tale sådan til hende! der er ikke andre end dig her som er ubetydelig!" Selv om han ikke kendte denne Logan, så kunne han allerede fornemme at han ikke var bedre end den mand de var blevet skabt af.

Locan tog det roligt og kiggede på Josh.
"Jeg er din bror, jeg vil have os til at være en familie. Den familie som du ikke har, jeg vil tage dig med og være min bror. Vi kan være familie, er det ikke hvad du altid har ønsket dig? En familie som holdt sammen?" Spurgte Locan, og kiggede kun på Locan han kiggede ikke engang på Caroline mere. Hun var mindre betydelig ligenu, for nu havde han en chance for at få Josh på hans side.
"Josh, jeg vil have dig til at være min bror."

Caroline ønskede et bryde ind, men hun ville se om Josh kunne tackle Locans evne. Evnen til at få folk til at se ham som en de ikke kunne dræbe. Derfor havde Caroline ikke dræbt ham endnu, det irritede hende så meget.

Josh kunne ikke tage øjnene fra Logan, langsomt begyndte de brune øjne at lyse, men pludselig falmede det og det samme gjorde det hårde blik i dem. De ord han sagde, passede de? Kunne de være en familie? De knyttede næver løsnede sig langsomt og han stoppede med at have spændt hver en muskel i kroppen. De kunne være en familie.. De kunne være brødre.. Alle de ord summede rundt i hovedet på ham og han kunne ikke få dem til at forsvinde, men det ville han heller ikke.. Han kunne lide disse ord, familie og brødre.. En familie.. Desværre var Josh en engel, han var naiv og kunne se det gode i alle, selv det afskum som stod foran ham.
"Virkelig?" hans stemme var ikke længere vred, mere fortvivlet og rolig. "Vil vi kunne være en familie?" Han så spørgende på ham.

Locan lod den venlige facade spille med Josh.
"Ja vi kan være familie, brødre. Rigtige brødre." Svarede han meget overbevisende, og gik over imod ham, og lagde en arm over hans skulder. Og kiggede frem for sig. "Kan du forstille dig det? Du kunne få den familie som du altid har ønsket dig." Tilføjede Locan, og kiggede Josh i øjnene.

Caroline så på dem, og sank en klump.
"Josh hør han lyver for dig." Sagde hun stille og roligt, hun kiggede på hans reagtion.

En familie.. Han kunne få en familie! Pludselig kunne Josh ikke tænke på andet end Logans ord, alt det Jacob havde givet ham og lært ham var et kort øjeblik væk. Det samme var billederne af hans mor.. De var væk alt sammen, hvis han tænkte på hans mor nu, ville han se en kvinde som forsøgte at kvæle sin egen søn, hvilket skabte en vrede inde i ham, som voksede til en knurren over sine læber. Selvom han ikke have tænder, så var han sikker på at denne knurre kom inde fra den indre dæmon.
"Jeg behøver ikke længere føle mig ubetydelig?" han så spørgende på Logan og udviklet langsomt et stort smil på sine læber. "Du har ret, vi kan være den familie," hans smil forsvandt da lyden af en anden stemme rungede igennem luften, en stemme som pludselig gjorde ham vred.. Hende der var skyld i hans mors død helt fra starten af. "Hvem skulle jeg ellers lytte til? Dig?" Han så vredt på Caroline. "Jeg kan få en familie Caroline, hvorfor skulle jeg ikke lytte til det?"

"Ja vi brødre vi skal holde sammen." Svarede Locan Josh, og kiggede kort hånligt på Caroline, Locan havde planer med Josh. De skulle trædde i deres fars fodspor, desuden var det lidt nemt at få skovlen under en engel.
"Ja du skal lytte til mig.. For jeg vil hjælpe dig." Svarede Caroline ham halvt fornærmet. Locan rystede på hovedet.
"Ikke lyt til hende, hun har ikke formålet alt end at dræbe dine forældre. Hun vil også dræbe dig, hun spiller med dig, manipolere med dig så hun ikke skulle være din fjende. Josh Caroline vil dig intet godt, hvad med at du viser hende at du ikke vil manipoleres med.?"

Ville caroline bare manipulere med ham? nej, det kunne ikke være sandt, det måtte ikke være sandt, Caroline var med til at redde ham, ønskede hun virkelig at skade ham i sidste ende, måske i frygt for at han skulle blive ligesom sin far? Ville hun forsøge at dræbe ham, ligesom hans mor havde ville? Nej.. Ikke Caroline, det måtte ikke være sandt.. Han prøvede at ryste tanken ud af sit hoved, men det var som om at de ord Caroline sagde, ikke var andet end løgne, imens det Logan sagde lød som noget af det bedste i verden for Josh.. Han kiggede hårdt på caroline, for derefter at gå vredt hen imod hende, med hver enkelt muskel spændt.
"Du lyver, du ønsker at dræbe mig ligesom min mor ville," sagde han og kiggede hende i øjnene. "Du ønsker at være en forræder, du vil ikke hjælpe mig, du vil hellere være fri for mig!" Det sidste blev sagt med en hvæsen, inden han brugte sin evne imod hende, ved at se hende i øjnene med sine lysende øjne, der ikke længere var varme og kærlige..

Caroline forstod ikke hvad Locan først prøvede at gøre, udover at han ville have Josh på hans side. Dumme engle, de kunne da heller ikke skældne forskellen imellem rigtigt og forkert! De naive og godtroende bistilenser, selvfølelig var det en smule irration som talte til hende. Caroline rettede sig en anelse op da Josh kom imod hnede. Hun kunne mærke allerede der at hendes evne var blokeret, han havde en eller anden hellig genstand på sig. Hun havde set han bruge sin evne før, og Caroline havde ikke lyst til at se sin i øjnene. Ikke efter alle de år hvor hun havde kæmpet med at få den lagt ned. Men hun havde lært enting, se frygten i øjnene og kæmp imod den til man vinder. Og det havde hun tænkt sig at gøre hvis at han brugte sin evne imod hende. Caroline lod ubemærksomt sine handsker falde på jorden.
"Jeg er ikke imod dig, hvis jeg ønskede dig død. Så havde jeg dræbt dig, Locan er den eneste som jeg ønsker død. Josh vågn op, du kan ikke holde med ham, han er den onde her!" Sagde Caroline alovrligt, og hævede et bryn. Hun lagde håndfladen på hansskulder, uden fingrene. Hun kiggede ham i øjnene, så hvis han brugte sin evne så ville han få et brændende chok fra hendes fingre.. Det ville hun garentere ham, hun ville ikke lade ham vinde. Caroline så på ham..

Han kiggede en anelse forvirret på hende, da hun lagde sine hænder på hans skulder, men først da de kiggede hinanden i øjnene var det ikke hans evne som dukkede op først, men et glimt der udviste at han var forvirret og blot ønskede noget som han aldrig ville kunne få.. Han ønskede at vide om der var nogen som elskede ham, hvordan kunne han vide om Jacob virkelig holdte af ham, trods alt kunne han sagtens bare være en pisstilens for ham og hans mor.. Hun havde forsøgt at dræbe ham.. Hun elskede ham ikke.. Eller gjorde hun? Alting var så forvirrende! han ville råbe og skrige, men kunne ikke få et ord frem for sin mund, der var som en klump i halsen, han kunne ikke få et ord frem, lige meget hvor meget han prøvede. Et kort øjeblik kiggede han ned i jorden, tog sig til hovedet og så ikke på Caroline eller Logan.. Alting snurrede rundt, hvem var han, hvor var han!? Til sidst blev han dog klar over sin posistion og så Caroline i øjnene.
"Du lyver, i lyver allesammen for mig," han brugte sin evne imod hende og knyttede langsomt sine næver..

Hun nåede ikke rigtigt at sige noget.. Før at hans evne var over hende, hun mærkede frygten fra vandet.. Som om det ville gabe sig over hende og angribe hende til at hun ville falde død om.. Hvordan fortiden torturede hende til blodet sejlede, og da hun sad med tårer i sine øjne fordi hun følte sig ulykkelig.. Voldtaget og torturert.. Frygten for det slog hårdt ind på hende og gjorde hendes øjne tomme.. At se alle som hun holdt af og elskede vende hende ryggen og gå væk fra hende som var hun intet for dem.. Caroline lod en tårer trille, men kæmpede. Hun havde været så stærk mental, hun sugede mere og mere af sin frygt til sig. Og tænkte så på at vandet kunne hun lærer at klarer, hun var stærk nok til at forsvarer sig selv overfor dem som ville hende ondt. Og dem hun holdt af, hvis de virkelig holdt af hende så ville de aldrig forlade hende..

Caroline lagde alle 5 fingre på hans skulder, som sendte oceaner at brændende smerte lige igennem ham, det ville være værre med 10 fingre men hun brugte kun 5, men det var stadigvæk meget kræftigt smerte. Caroline blev ved selvom frygten var der.. Hun kæmpede imod så godt hun kunne. Hun måtte ikke give op, hun var nået så langt og måtte kæmpe imod lysten til at give op og græde.. Hun måtte ikke bugge under for dette..

Josh var ikke stærk nok endnu til at kunne se hvad caroline frygtede, så imens Josh brugte sin evne, så han faktisk på en måde et hvidt rum, hvor der ingenting eller ingen var overhovedet. Der var kun det rene tomrum, som var jorden gået under og mennesket udrydet. Der var ingenting at se, ikke en lyd at hører, ikke engang en lugt af dufte. Pludselig kunne han mærke en stærk smerte skyde igennem ham, hvilket gjorde at han med det samme brød øjenkontakten og trak væk fra Caroline, som var hun lavede af det reneste ild, hvilket det kunne føles som om at hun var da hun rørte ham.. Han tog sig til hovedet og åbnede lidt efter sine øjne op igen, for at opdage at hans blik var sløret og at han ingenting kunne føle i sit hovede..
Der var mørkt og koldt, han var mørk og kold, hvor var han? han kunne slet ikke finde hoved og hale på det hele..
"Logan," hviskede han..

Med det samme øjenkontakten blev brudt, gik hun skridt tilbage.. Hun endte op af en mur, hun kiggede på Josh.. Og så på sine fingre, de havde reddet hende fra at se for meget af hendes frygt. Caroline kiggede på Locan.. Hun bed sig i læben, de var i en lukket gyde hun kunne ikke ligefrem flygte.. Eller jo det kunne hun, men at lade ham i Locan's klør, det var ikke en mulighed.
Locan skulle jo spille en kærlig storebror, og lagde en arm om Josh.
"Se Josh hun vil bare være din fjende." Sagde han overbevisende. "Skal vi ikke vise hende at vi ikkeer så nemme at slippe af med?" Locan havde to evner den anden var indenfor healing. Han kørte hånden hen over Josh så han healede for smerten.

Langsomt forsvandt smerten og han kunne nu se sin hånd for sig.. Men selvom han igen kunne se noget, så var det som om at han alligevel intet kunne se.. Det var som om at alting var så mørkt og koldt, hans hjerte var mørkt og koldt, manglede et par bløde ord der skulle gøre det varmt og roligt. Han rystede på hovedet, rettede sig op og kiggede kort spørgende på Logan, inden han kiggede hen på Caroline med det samme spørgende blik, som søgte han efter svar på et eller andet.. Bare en eller anden skulle give ham svar på noget, et eller andet som ville give mening.. Eller.. Alting var så forvirrende for ham!..
"Caroline," sagde han med en stemme der var forvirret og lød som en hungrende hvisken. "Er du min fjende? Ville du dræbe mig?"

Locan så på Josh.
"Pas på hun snyder alle, hun har dem om sin lille finger. Hun bruger dig som sin dukke, pas på." Sagde han yderst overbevisende, og lød så beskyttende at man ikke kunne andet end at lytte og føle at han havde ret.
Caroline snerrede af Locan.
"Jeg ikke din fjende det er han." Svarede hun og hendes vrede gjorde at hendes stemme blev kold, det var ikke ligenu hendes stemem skulle være kold..

Hendes stemme var kold.. Præcis som hans far havde været den dag.. Den var kold og klynisk, man skulle ikke stole på den og man skulle ikke forsøge at finde liv i den, det var umuligt.. caroline var en fjende, Logan havde ret, hun var en fjende! Han gik et skridt tilbage, så stadig på Caroline med et spørgende blik, der samt var dømmende, som stod han og så på sin far. Manden der havde gjort hans liv til et mareridt.
"Du lyver," sagde han bare til hende og så stadig på hende med det dømmende blik, hvor man kunne ane en smule længsel efter kærlighed i dem. "Du lyver som alle de andre, du er ikke bedre end min mor var!" Han vrissede af hende og gik hen ved siden af Logan. "Du har ret Logan.. Hun er en fjende.."
Josh var ikke sig selv.. Logans overbevisende ord og hans naive sind, samt sårede hjerte gjorde at han var svag i den sag..

"Lyver jeg!?" Udbrød hun og var i et sus henne foran dem, og skubbede til Locan. "Skrid Locan!" Snerrede hun og væste af ham hun ville ikke suge af hans blod. Men hun ville bare have ham til at forsvinde væk fra Josh. Caroline greb fat om Locans hals og klemte til, hun kendte Locans evner.. Men derfor kunne hun jo godt kvæle ham lidt.
Locan overspillede lidt for at se hvor han havde Josh henne.
"Josh hjælp.." sagde han..

Så snart caroline kom susende hen imod dem og havde taget et greb om hans hals, knurrede han arrigt og var med et henne ved hende, med en dolk i hånden som han havde besluttet at gå rundt med, for nogen dage siden, eftersom han var træt af at han ikke havde så meget at forsvarer sig med, hvis han blev angrebet. Han stak den i siden på caroline, som en advarsel om at hun skulle give slip på Logan.
"Giv slip på ham Caroline!" råbte han og forsøgte at skubbe hende væk. "Du får ikke lov til at dræbe ham, han er min bror!" Der var en lille form for søgen af melidenhed i hans stemme.. Den ene side af Josh kæmpede på en måde for at komme frem, men han kunne ikke..

Caroline fik et lettere chok da Josh faktisk stak en dolk i hendes side. Caroline slap Locan, så han væltede ned på jorden. Caroline trak den ud og rynkede lidt på næsen.
"Nårh ja den bror som torturede mig, sikke en god bror du har dig. Hvad med at finde den søster du har i Terrorville som faktisk er i live?" Spurgte hun så og hævede et bryn.

Den bror som torturerede hende, de ord kørte rundt i hovedet på ham, som var han en vaskemaskine, der endnu ikke var færdig med at kører tøjet rundt i cirkler. Logan havde måske tortureret Caroline, men det betød vel ikke at han ville blive ved med det, trods alt var de brødre og hvis Josh nu kunne overbevise Logan om at det var forkert at mishandle andre, så ville han måske lytte til ham. Han kiggede på hende, med et par øjne der viste tydeligt hvor forvirret, samt vred han var, selvom han ikke anede hvorfor han var vred. Det var vel bare tanken om alt det onde der gjorde ham vred, lod den gode side af ham, som en tynd tåge over jorden. Han spredte sine læber, for at sige noget, men kunne ikke få et ord frem, så det så mere ud som om at han var blevet forvandlet om til is. En søster.. Selvom det varmede ham om hjertet om at hører hans søster var i live, så kunne han ikke få den varme frem og i stedet udsendte han en kold og mørk aura.
"Hvorfor skulle jeg tænke på hende?" sagde han koldt og knyttede sine næver hårdt sammen, så blodet strømmede fra hans håndflader og ned over hans håndled. "Jeg kender hende ikke og det er vist bedst at vi ikke kender hinanden, da jeg stammer fra noget hun sikkert hader overalt på jorden!"

Caroline havde fået nok af Josh, og ønskede slet ikke at være i hans selvskab. Ikke efter hans brug af sin evne på hende. Caroline snerrede nu af ham, som om at han var en fjende af hende. Hendes vrede var blevet skubbet til, og hun så det kors som hang om hans hals. Caroline tog chancen og rev det af og smed det væk. Selvom det brændte hende, hun klyngede ham op af en væg. Og så ham dybt i øjnene.
"Tag dig sammen!" Råbte hun med vrede øjne. Hun klemte til om hans skuldre, hun havde hendes fingre som brændte på hans hud, den evne havde hun nemlig ikke lært at styre. Og hvis hun ikke fjernede dem snart, så ville smerten kunne dræbe ham. Caroline kiggede ham i øjnene.
"Du bruger ikke din evne på mig mere!" Sagde Caroline med sin evne, og tvang ham til ikke at bruge frygten imod hende.

Det gav et lille spjæt i ham, da han lige pludselig ikke kunne føle den lille vægt fra halskæden om hans hals længere, hvilket startede en lille vred flamme inde i ham. Specielt da han så at hun bare smed den væk, selvom han ikke gav udtryk for det, så betød den på en måde meget, eftersom fremtidens Jacob havde givet den til ham, lige inden han tog til fortiden. Den skulle beskytte ham og være et minde, hvis han en dag skulle tænke tilbage på ham. Selvom Josh var vred, så nyttede det ikke imod den styrke Caroline besad, da hun skubbede ham op af muren og lod sine fingre borre ned i hans skuldre, hvor han kunne mærke hvordan smerten tog til og fik det til at sortne for hans øjne, samt brænde hans hud.. Han ville udstøde et skrig, men lukkede sin mund hårdt i og kiggede bare Caroline i øjnene, uden at bruge sin evne imod hende.. Vreden var på en måde forsvundet og erstattet med sorg og forvirring.. Han var så forvirret..
"Jeg bruger ikke min evne på dig mere," mumlede han, efter hun havde brugt sin evne imod ham.. han bed sig i underlæben, for at ignorer den smerte hun sendte igennem ham med sine brændende fingerspidser.

Caroline bemærkede efter succes med sin evne, at hun måske burde slippe grebet om han skuldre, inden hun tog livet af ham. Derfor slap hun grebet og lod ham stå fast for sig selv på jorden. Caroline kiggede på ham, da Locan greb fat i hende bag fra og kastede hende imod nærmeste mur, Caroline ramte ind i muren. Og klemte øjnene hårdt sammen, sejr til den store smertetærskel som hun nu havde. Caroline kom op og stå.
"Du gør ham ikke noget!" Sagde Locan, men selvfølgelig havde Caroline opdaget hans fine skuespil overfor Josh.