swimming with the drowners - Sajro

HAn kiggede på hende, og var meget usikker på hvad han skulle gøre. Han kunne godt stikke af med hende, og få hende hen til den nærmeste hytte eller lignende, men hun ville måske ikke være særligt glad for det.

"Måske... Men vil det ikke være mere værd at beholde livet og slippe for dette?"

Han spurgte samtidigt med at han stillede sig endnu tættere på hende. Han stod nu næsten helt oppe af hende, hvor han sanke lidt ned i knæ så de var i øjenhøjde med hinanden og hun ikke skulle stå og se op til ham.

''jeg tvivler på at jeg kan slippe for dette..'' sagde hun stille inden hun så direkte ind i hans øjne.

langsomt lod hun sin kolde hånd glide op på hans kind.
''se mig dybt i øjnene, og indrøm så hvad du allerhelst vil. Jeg tvivler på at dit inderste virkelig vil have mig i sikkerhed. En werewolf plejer ikke at holde sig tilbage.''

lyden af hendes puls der bankede afsted var ved at give hende hovedpine. dunk-dunkdunk-dunk-dunkdunk.

Han kunne godt forstå at hun havde det som hn havde det, og han var jo heller ikke sikker på hvad det var hun hetydede til at hun ikke kunne slippe for. Han vidste derfor ikke hvad han skulle svare hende og lod det derfor bare ligge.

Han kiggede hende dybt i øjnene, som hun talte til ham, fordi hun havde ret i hvad hun sagde på en måde. Den ene halvdel af ham ville have hende i sikkerhed og den anden ville helst bare have hendes blod. Lige nu var det den del der ville have hende i sikkerhed der havde kontrollen.

"Hvis De vil vide det, vil jeg to ting... Jeg vil have Dem i sikkerhed og jeg vil have Deres blod... Hvis det er sådan De ser varulve rammer de ikke helt ved siden af... Men jeg adskiller mig bare meget fra de fleste andre varulve, til trods for min unge alder...."

Hans øjne og hans smil blev mere venlige.

''alder spiller ingen rolle. det gør hjertet.'' hun prikkede ham på rystningen.

''hvis du ønsker mit blod, så tag bare for dig. Jeg har intet at miste.'' sagde hun venligt. Hun kendte godt følelsen af at begære noget så tæt på ens individ.

''så tag for dig, og før mig derefter i sikkerhed? lyder det fair?'' hun lukkede øjnene kort.

Han blev meget overrasket over den måde hun var gået hen og opførte sig på. Ikke fordi hun var en pastilens eller noget, men hun var bare ikke bange for at røre andre, hvor han selv ikke brød sig om at røre ved andre.

*Tilbyder hun Dem virkeligt sit blod? Så tag dog imod det!!!*

Stemmen i hovedet pressede på, med at han skulle gøre det men han havde ikke lyst til at skulle gøre det, men han vidste godt at det var den måde det var nemmest påfor ham... Duften af blodet blev stærkere og han kunne mærke dyret presse på og vidste at det eneste der kunne dulme den var hvis den fik sit blod.

Han sank en klump, og kiggede på hende med sorgmodige øjne...

"De må stoppe mig hvis det bliver for meget..."

Han tog så rolig fast i hendes arm og løftede den stille op, og begyndte så at drikke af såret... Smagen var fantastisk og han lod det bare flyde uden at suge det ud af hende, da han ville nyde smagen og følelsen af at indtage blod igen... Og endelig var det fra andet end et dyr.

hun lukkede øjnene mens hans drak. hun hev stadig efter vejret i små stød, men hun prøvede for så vidt som muligt at holde sine støn tilbage.

hun vidste ikke om hun overhovedet ville sige stop. han havde brug for at få noget blod, og hun var jo ikke til nytte for andre.

hun havde mistet tidsfornemmelsen, efter ti minutter. Der kunne ligeså vel være gået to tomer før hun endelig prøvede at trække sin arm til sig.
Hun var bleg, af smerte. Hun havde svært ved at sige noget, mest af alt fordi hun var så træt.

Han lod hende i første omgang ikke trække armen til sig, men holdt den istedet og drak bare af hendes blod. Han slap dog kort efter hendes arm, og så på hende med undskyldende og skyldfyldte øjne, men samlede hende så hurtigt op, og satte i løb, nu måtte han få hende hen til et sted hvor hun kunne slappe ordentligt af.

Han løb gennem skoven mod firewood village som heldigvis ikke lagde så langt væk. Han løb så hurtigt han kunne, og begyndte hurtigt at kunne skimte den lille landsby dukke op. Han vidste der lagde ubrugte huse i udkanten, fordi folk var bange for at der ville komme drowners vandrende op.

hun så på ham lidt, inden hun mistede bevidstheden. Nu lå hun som en slatten kludedukke i hans arme.

Hun krøb sammen, mens hun drømte. Hun drømte altid det samme.
Skoven, hvor hun blev efterladt. Forældrene, der bare skred.
Hendes trolovede, der prøvede at slå hende ihjel allerede som niårig.

Hun rystede svagt, som en reaktion af drømmen,

Han kom til et af de huse der lagde i udkanten af den lille landsby, og sparkede hårdt døren op, og smuttede hurtigt indenfor. Han var glad for at det kun bestod af et rum og at han så ret godt i mørke. Han fandt hurtigt sengen hvor han lagde hende ned.

Han gav sig så til at lede efter noget at forbinde hendes arm med og var heldig at der lagde nogle forbindinger. Han gik over til hende, men var bange for at en forbinding ikke ville være nok... Han slikkede det såret rent for blod og forbandt det så stramt og godt med forbindingen.

Han satte sig så ned på en stol lidt længere væk, efter han havde tændt en olielampe der hang i midten af det lille rum.

hun vågnede først hen på morgenen, hvor solen var ved at stå op. Hele natten havde hun ligget og rystet, grædt i søvne og vendt sig i sengen.

Hun satte sig op med et sæt, og stirrede rundt.
''hv-hvor er jeg?!'' hun prøvede at rejse sig men blev svimmel og støttede sig til sengen.

Man kunne se i hendes øjne at hun var panisk.

Han havde bare sat og holdt øje med hende i løbet af natten, og da hun endelig vågnede da det var ved at blive lyst smilede han bare varmt og venligt til hende. Han havde ingen grundt til at være dum eller krævende over for hende. Han kiggede sig kort omkring før han hørt det hun spurgte om.

"De er i et hus i udkanten af Firewood village..."

Han gik over mod hende og lagde en hånd roligt på hendes skulder.

"Så nu er der jo ingen grund til at være angst, jeg gør Dem ikke noget..."

hun stirrede på ham og stivnede da han lagde sin hånd på hendes skulder.
''Firewood?'' hun så lidt rundt.
''hvad var det der skete i nat? jeg husker ikke specielt meget..'' sagde hun stille.
hun gned sine trætte øjne, og fik så øje på den bandage hun havde om armen.

Han vidste ikke om hun lavede sjov med ham eller om hun var seriøs om ikke at huske det der var sket, men det han troede mest på var at hun ikke kunne huske det. Så han accepterede at hun ikke helt kunne og ville derfor fortælle hende hvad det var der var sket i løbet af natten.

"Jeg mødte Dem ved floden hvor de badede... De blev senere revet af en drowner... Jeg fik lyst til Deres blod... De gav mig lov til at drikke, og bagefter bragte jeg Dem her til... De besvimede kort efter jeg stoppede med at drikke af dit blod..."

han væmmedes lidt ved tanken om hvad han havde gjort men heller ikke mere end det.

hun nikkede stille. ''det forklarer jo bandagen..'' sagde hun bare.
''som en werewolf, burde du så ikke havde myrdet mig..?'' sagde hun stille og så op på ham. Det var tydeligt at hun var vant til at se op på folk.

Hun så ned igen, mens hun prøvede at huske mere fra natten, men det hele var så tåget

Han nikkede som svar på det første hun sagde, og hun blev meget overrasket over at hun troede sådan om alle varulve. Men det var vel bare fordi varulve havde haft en tendens til at være blandt de væsner der dræbte de fleste specielt fordi mange nåede ikke at se hvad de var før det var for sent, og med ham var det endnu værre han var trods alt Nightcan, den mere onde og brutale version generelt set.

"Burde jeg måske... Men det gjorde jeg ikke... Jeg dræber ikke på må og få, blot fordi jeg kan, selvom jeg er hvad jeg nu engang er... Værre end normale varulve..."

Det sidste viskede han stille mens han kiggede væk fra hende.

hun stirrede lidt på ham, indtil han hviskede det sidste.
Efter hans sidste ord rejste hun sig, undertrykte sin svimmelthed, og styrtede mod døren.
En vareulv kunne hun måske håndtere når hun var på sit højeste. Men noget værre, det kunne hun ikke. Og specielt ikke sådan som hun havde det nu.

Hun nåede knap hen til døren før smerterne tog til i hendes arm. Dernest i benene. Men hun tvang sig til at åbne døren, og nåede lige udenfor inden hun gled ned og sidde op at væggen.

Han forstod godt hun flygtede men hun var bare stadig ikke frisk... Han gik derfor over til hende, og bukkede sig ned mode hende, og lagde en rolig hånd på hendes skulder igen, og kiggede på hende med varme øjne og et venligt smil.

"Er det ikke lidt dumt at dømme folk rent udfra deres race? Istedet for at lære dem at kende som person?"

Han smilede venligt, og kiggede bare på hende med varme øjne som også blev undrende og spørgende.

"For jeg kunne aldrig finde på at skade folk der har brug for hjælp..."

hun krøb sammen, uden at se på ham.
''du overlever ikke her, ved at lære folk at kende...'' hviskede hun stille.
''og jeg har ikke brug for hjælp!''hun så bare ned.
Uden rigtigt at sige mere, så hun op på ham.
''der er alligevel ikke mere du kan gøre..'' hun sukkede stille.
Pludselig gik det op for hende, at hun ikke huskede hans navn.
''Mit navn er Lyssa, hvis du ikke allerede vidste det...'' sagde hun stille.

Han kiggede på ret chokeret over det første hun sagde, fordi det var gået fint for ham. Han havde lært folk at kende, selvfølgelig ikke deres inderste væsen, inden han bedømte om de var ven eller fjende.... Om de skulle dø eller leve.

"Det er gået fint for mig på den måde..."

Han kiggede på hende, fordi der tog hun sådan set fejl... Han kunne meget når det kom til at hjælpe på skader, og det ville nok også hjælpe hende at få nogle krykker og nogle bedre forbindinger, der støttede lidt mere.

"Om ikke andet kan jeg da hjælpe Dem med nogle bedre forbindinger og nok også nogle krykker... Så kan du da komme til at gå bedre."

Han rejste sig op og bukkede da hun sagde sit navn.

"Sargonis til deres tjeneste... Men kom nu med ind istedet for..."

han rakte hånden frem for at hjælpe hende op og med inden for.

hun stirrede op på hans hånd. ''javel...'' hun kunne ikke modsige ham.
Han havde hjulpet hende mere end rigeligt. Mere end hun fortjente.
Derfor rejste hun sig igen, og gik ind igen. Denne gang nærmede hun sig ikke sengen.

Han gik ind efter hende, og gik hne mod hende, for at hjælpe hende med at for nogle bedre forbindinger på de knæ. Han gik over mod hende med samme venlige og varme udtryk som tidligere.

"Er det iorden med Dem at jeg skifter dine forbindinger på knæene, og nok lige renser dine sår?"

Han ville stadig ikke gøre noget hvis hun fandt det ubehageligt det han gjorde. Han vidste jo ikke hvordan hun havde det med at lade andre berøre hende.

hun så ned.
''mine knæ behøver du ikke røre. de klare sig fint..'' hviskede hun.
dset var tydeligt at hun løj, men hun var bange for at det ville gøre ondt at få dem skiftet.
specielt fordi hun vidste at der var betændelse i begge knæ.

Han kiggede på hende, med sorgmodig øjne over at hun ikke ville tage imod hjælp. Han forstod dog godt hun ikke ville. Det var sådan man blev når man blev overladt til sig selv, og fik at vide at man skulle klare tingene på egen hånd.

"Lyssa... Hør nu her... Jeg ved hvordan det er at være nød til at klare alting selv, og ved at man gerne vil klare det hele selv og være stærk... Men nogle gange kan man ikke klare alting selv... Hvis der ikke gøres noget ved de knæ kan det ende med at de skal ambuteres hvis det er slemt, og så for De svært ved at klar Dem selv..."

Han gik helt hen til hende.

"Så vær sød at sætte Dem jeg skal nok være forsigtig..."

hun så rystende på ham.
''hvad ved du om det? du ved intet om hvordan det har været.'' sagde hun stille, på nippet til at græde.
''du ved ikke hvordan det er at leve som en slave, at leve som en hore eller en vagthund for at overleve!'' hun krøb sammen inden hun stirrede på ham igen.
''mine knæ klare sig fint..'' sagde hun stille. stadig tydeligt at hun løj

Han blev direkte stødt over det hun sagde til ham, både fordi intet menneske skulle opleve den slags... Men også fordi han vidste præcist hvordan detr var, dog havde han aldrig været hore...

"Så kan jeg sige Dem at de tage fejl... Jeg blev fra jeg var 5 år til jeg blev 14 lavede jeg ikke andet end at blive trænet og hjernevasket til at være en tankeløs vagthund... Jeg var fanget i en kult hvor jeg blev forsøgt hjernevasket dagligt, og hvor jeg ikke havde nogen frihed... Jeg kom væk men i 2 år levede jeg som lejemorder for at tjene mine penge... Så jo jeg ved hvordan det kan være... Jeg har aldrig haft nogen steder at søge hjælp, andet end hos mig selv så jeg ved det udemærket godt..."

Han kiggede på hende.

"Og derfor vil jeg gerne hjælpe Dem, så De ikke skal klare alting selv... Det er kun fair at en person som Dem der er gået igennem så meget skidt får noget medgang."

Han gik over mod hende, og begyndte nu bare uden hendes samtykke, hvilket var noget helt uhørt for ham, at tage forbindingerne af hendes knæ.