Er du virkelig..? Nej, det kan ikke passe... //Callie//

Sted :: Gågaden i Terroville.
Vejr :: En smule overskyet, men det er varmt nok.
Påklædning :: Blå cowboybukser, en lårkort sort bluese og en cowboyjakke i blåt stof.
Tid :: 14.39
Omgivelser :: Ret mange mennekser, hvoraf de fleste kigger på butikkernes mange tilbud.

"Er der andet jeg kan gøre for dem?" En blid men også utålmodig stemme trængte gennem tankerne på en ung kvinde der så ud til at være i starten af tyverne. Hendes kobberrøde hår var sat op i en stram hestehale i nakken, men der hang stadig små, løse totter hår ned på siderne af hendes skarpt markerede ansigt.
"Nejtak, bare en kop te.." Hendes stemme var blød, men undertonen var kold. Hun brød sig ikke om mennekser, skønt hun havde en slave i denne mystiske race. Hun lagde benene over kors, og lod blikket glide rundt på de andre folk, der havde valgt at tage på café idag. Der var ikke mange ledige pladser indenfor, så hun havde sat sig på en stol, så langt væk fra alle andre, som muligt...

en ung pige med langt lyse hår, hun så mod ham og slapper af og tænker på en masse hun slapper af og smlier for sig selv og slapper af og tænker på sin familie og ser ned i jorden hun gik ind og satte sig på cafen og sukkede over det... hun ville gerne ha sin familie...

En pige fangede Mias opmærksomhed, mens hun så rundt på de omkringsiddende. For ikke at vække for meget opsigt, betraktede hun kun pigen ud af øjenkrogen. Man kunne jo aldrig vide hvilken form for person dette kunne være... Måske en dæmon? Vampyr? Varulv? Hvem kunne vide..? Nok kun pigen selv, og hendes familie, selvfølgelig...
Pigen satte sig ned på en stol, ikke langt fra Mia.

Callie have bstilt en kop kakao og en kage, hun sad og slappede af og tænkt epå en masse og smiler for sig selv og smiler mod de mennesker der sidder rundt omkrin, hun smiler...

//kan jeg få dig til at skrive lidt mere end to-tre linjer? //

Mia begyndte at pille ved kanten af sin cowboyjakke, mens hun ventede på at servetricen kom med hendes the. Men det gjorde hun åbenbart ikke helt endnu.... Hun havde bestilt appelsin-the. Hendes yndlings. Der var bare et eller andet med varme drikke, når det var koldt udenfor... Hvrofor vidste hun ikke... Måske var det fordi at det ikke var optimalt at drikke icetea når det sneede, og kakao når solen skinnende. Men idag var en en blanding. Så hvad skulle man så gøre? Svaret var te. Altid te.

Callie som den unge pige hed, så den unge rødhårede pige sidde og hun virkede en smule utålmodig, hendes drikkelse tog nok lidt længer tid end, hendes egen kakao og kage tog, hendes akkao var mørker end hun selv lavede den, kagen var en chokolade kage med små fine jordbær. hun tog et si af sin kakao den var brandene varm det gjorder ondt i hendes gane og hendes tunge, hun så mod pign igen der var et eller andet over hende men hvad vidste hun ikke..

//jeg prøver //

Endelig kom Mias te. Sevetricen kom balancerende med koppen på en ellers helt top sølvbakke. Hvad skete der lige for det? Hun kunne da lige så godt komme med den i hånden? Et sølvfad fik da ikke teen til at smage bedre, og det var jo ikke ligefrem fordi, hun ville sidde og tage DNA prøver af det, vel..? Typisk, dumme mennekser!
Mia takkede koldt for koppen, og da servetricen var går igen, tog hun prøvede en slurk af den varme drik. Hun kunne sagtens lave en bedre selv, men den var bestemt ikke dårlig.

//Tusind tak //

den ung pige sad og så på den rødhårede skønhed lidt længer fremme, hun så at servtricen kom med hende drikkevare, callie kunne ikke se hvor hun kendte denne unge kvinde fra men hun kendte hende på en eller anden måde, hun så nermere efter var det.. eller var det ikke hun kunne ikke rigtig se det på den afstand.. hun slapper af med et smil...

Mia nippede videre til din appelsinte, mens hun så sig omkring. Ud af øjenkrogen kunne hun, uden problemer betragte den lyshårede puge, som synes at minde om en eller anden, som hun havde set før. Måske en gammel ven, eller et familiemedlem? Eller det kunne gå være, at hun bare havde et hende på gaden før... Det var jo ikke første gang hun var på gågaden i Terrorville. Mia tog en slurk af den varme te, og følte sig en smule utilpas. Som om der var nogen, der kiggede på hende...

Callie smilede og slapper af og tænker på en masse, hun ville rejse sig op og gå hen til hende men hvad skulle hun sige hej kender jeg dig?... nej hun ville lyde gal hvis hun sagde det, hun så rundt og så på ham og smilede for sig selv og tænker på en masse og smiler for sig selv og slapper af..

//jeg har skiftet fc, men vi lader bare som om jeg stadig har rødt hår..//

Mens Mia drak en smule mere af sin te, så hun sig diskret omkring, for at finde ud af, hvor den mræeklige føelse i maven kom fra. Det var som om, at der var nogen der så på hende. Betraktede hende, holdte øje med hende. Men hvor? Hvem? Og aller vigtigst, hvorfor? Så hun speciel ud? Var hun anderledes? Var hun blevet genkendt?

Callie kunne ikke forstå hvor fanden hun kendte pigen med det røde hår fra det var sværdt at komme i tanke om, hun sukkede og tænkte på en masse hun undrede sig over hvem den pige var og hvor fanden hun kendte hende fra det var en underlig følse at kende en men ikke vide hvor fra man kendte personen, hun ville nok finde ud af det. måske var det fra hendes familie et sted eller måske var det bare et andet sted fra, men hvor det pinede hende at hun ikke vidste hvor det var henne..

//det okay ^^ //

Mia holdte stadig en smule øje med pigen ud af øjenkrogen, og prøvede virkelig at finde ud af, hvor hun kendte pigen fra. Det var tydeligt at pigen også havde genkendt hende, men ingen af de to piger tog kontakt til hinanden. Hvor var det dog en sær føelse. Mia mindes ikke nogensinde at have talt med pigen før, men træk i hendes ansigt fortalte, at hun mindede om en. Og pludselig slog det hende, hvem det var. Hendes mor.

hun smilede for sig selv og så på hende og tænker på en masse og smiler for sig selv... hvem var den kvinde hun virkede jo bekendt, hun smilede og undrede sig smilede for sig selv og ser mod himlen og smilede for sig selv og lod sit smil brede sig over hendes læber og smiler for sig selv--

Mia rystede på hovedet, som for at ryste tankerne af sig. Det kunne ikke bare ikke passe! Hendes mor var død i en brand sammen med hendes far, for mange, mange år siden, og så kunne hun jo ikke bare sidde der, i en til-og-med, yngre udgave.... Men så meget lignede det heller ikke hendes mor... Det var kun få træk... Var det muligt at de kunne være i familie?

Callie rejste sig op og tog sin kakao med hen til mia, ''undskyld mig, jeg syns jeg keder dig må jeg sætte mig?'' spurte hun, nu ville hun vide hvad der skete og hvorfor hun kendte den rødtop, hun så på hende og satte sig ned ved siden af ende og slapper af og tænker på om hendes familie var større end hun vidste..

Mia så kort væk, et lille øjeblik, men da hun så vendte blikket om mod pigens plads igen, stod hun lige foran hende. Mia fik et mindre chok, men hendes facade var lukket og kold, så man kunne ikke se hendes forskrækkelse.
"Jaja, bare sæt dig.." Mia smilede falsk, og undrede sig over, at pigen også havde genkendt hende... Så var de måske i familie?

calli kunn simpel hen ikk finde ud af hvem hun var sammen, hun undrede sig over hvem hun var og smiler for sig selv og tænker på en masse og ser ned i jorden og slapper af ''knder jeg dig ikke et eller andet sted fra?'' spure hun blidt og rligt og slapper af og tænker på en masse..

Mia så vuderende på pigen foran sig. Hendes påklædning var meget neutral og almindelig, ikk det helt store, og hendes ansigt var nu heller ikke let grimt. Men de bekendte træk fik hendes ansigt til at se helt mærkeligt og fordrejet ud. Som om det slet ingen mening gav.
"Jeg hedder Mia" Mia svarede ikke på pigens spørgsmål, men startede med at præsentere sig selv. Gode manér bar altid en god start.

callie så på hende, ''undskyld, hej mia jeg hedder callie'' sagde hun blidt og så på pigen som hed mia, hun undrede sig over hvem hun var og hvorfor hun syns hun kendte den unge pige, hun prøvede at tænke tilbage, men kunne intet huske,

Mia ville ikke indrømme over for den unge pige, at hun kendte hende. Stemmen var blid og rolig, lige noget Mias godhjertede forældre ville have syntes om. Men de var døde nu, begge to, og så havde de vel list svært ved at synes godt om en eller anden tilfældig pige på gaden... Måske havde de bare set hinanden før? Gået ind i hinanden på gaden, så de begge kunne kende hinanden? Alt var muligt...
"Callie............" Mia tyggede lidt på navnet, mens hun betragtede pigen. Navnet sagde hende også et eller andet...