Pigen på kroen som er på en rejse (Luce)

Hun sad lidt og ventede på Bethanys reaktion for det havde måske været lidt hårdt det hun fortalte om, at hun var Rafaels slave. Hun undlod dog og fortælle hvilke skader hun havde fået og at hun havde været Zanns slave, men kom væk fra ham efter flere måneder og endte hos Rafael. Det havde været imod hendes vilje, at hun var gået med til og blive hans slave og lade ham gøre hende til en mini kopi af ham. Hun mente det ikke ville kunne bruges til noget lige nu. Hun hørte Bethanys stemme og kom til sig selv igen efter kort tid "Du kan dsv ikke hjælpe. Han er for stærk og magtfuld til, at du ville kunne redde mig fra ham" hun sukkede lidt og tænkte på den kontrakt han havde tvunget hende til og skrive under på. Han havde tvunget hende til og skrive under på det imens han havde lysten til og slå hende ihjel. Det var et valg mellem liv og død da det skete. Hun sukkede kort "Jeg er forbundet til ham resten af mit liv. Kommer kun fri, hvis han direkte smider mig ud, sælger mig videre eller hvis han bryder kontrakten mellem mig og ham" hun undlod og fortælle hende om det der stod i kontrakten om hende for det var ikke gode ting der stod der i.

Bethany følte sig forfærdlig, hun kunne ikke forstille hvor ondt det måtte gøre at tilhøre en anden, for hende lagde det så langt ude at hun havde svært ved forstille sig hvordan det måtte være. Hun ville i hvert fald ikke selv have lyst til bytte plads med nogen. Hun ville gerne sige noget der kunne opmuntre Luce, men hun kunne ikke finde på noget, hun kunne ingen fortælle hende at det nok skulle gå, for det ville det jo ikke, hun sad tavs imens hun tænkte på hvad hun skulle sige til denne udmeldning. Hun anede ikke hvem han var hendes ejer, det sygt at sige, men han åbenbart meget stærk. Hun ville ønske at hun kunne beskytte hende på en måde, men der intet hun kunne gøre hun var bare dum engel med, evne der ikke kunne bruges til noget. Hun følte sig lille og ville ønske at hun kunne stille noget op. Det eneste hun nok kunne gøre var at være der for Luce, vise at Bethany var en man kunne stole på at hun var en ven. Hun betragtede svagt Luce ” det er jeg ked af at høre, det må være forfærdlig” sagde hun og ville gerne havde givet Luces hånd et klem.

Hun vidste ikke hvad Bethany mente om det hun havde fortalt. Det var en barsk ting det og være slave for en raveleder. Endda en raceleder alle frygtede eller helst holdt sig fra af flere grunde både fordi han var magtfuld og stærk, men også fordi han er leder over dæmonerne og de er ikke ligefrem nogen man bare lige lavede sjov med. Ihvertfald ikke de dæmoner hun har mødt i sit liv. De fleste havde været nogle farlige nogle der kunne skade en uden videre. Hun nikkede stille til det Bethany sagde "Det er et forfærdeligt liv og leve i, men man lærer og leve med det" hun sukkede kort og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun rejste sig op og gik direkte hen til vinduet og åbnede det. En blid vind strømmede ind gennem vinduet og kærtegnede hendes hår så det flavrede blidt i vinden. Det var beroligende for hende. Det mindede hende om, hvor meget hun savnede nogen der kærtegnede hende over håret når hun var trist.

Bethany kiggede efter da rejste sig fra bordet, hun kunne mærke at kræfterne så småt var ved at vænne tilbage. Hun rejste sig op og gik hen imod hende, nogen gange følte sig som slave, men det slave af livet end som rigtig slave nåét inde i hende bevægede sig, hun vidste godt lige havde mødtes, men på den anden følte hun allerede hun kommet smule tættere på Luce, hun svagt sin glide ned efter hendes og gav den klem. Det var mere for at give hende smule opmuntring, nu vidste hun hvorfor Luce reagerede eller næsten der var et sprøgsmål som trængte sig, hver var dette monster? For det var det han var når han kunne holde slaver, hun slap hendes hånd og mærkede vinde som løftede det smukke hår Luce havde. Hun rynkede svagt på næsen, der var noget hun ikke forstod. Hun trak vejret smule dybt nu skulle det være " hvem er din ejer" spurgte hun forsigtigt hun ville ikke gøre Luce vred eller ked af det, men hun måtte vide det, det måtte hun bare.
Hun gik lidt væk fra Luce det sikkert at hun havde lyst til stå så tæt op af Bethany det havde hun måske heller ikke brug for, men hun var sikker at det væsen stod foran nu hende nu var den rigtige Luce, men der sket så mange ting at hun gemte sig bag en hård facade af ondskab. Hun følte sig mere og mere på bølgelængde og anede ikke hvorfor så vred da lige mødtes.

Bethany forholdte sig tavs, hun ventede bare Luce ville svare hende og lige meget hvad ville hun ikke snage mere vis det gjorde Luce ked af det. en verden som Luce levede i så langt fra hende. Bethany havde også haft sin prøvelser, men slet ikke nogen til samligning. Hun vendte sit blik ned imod jorden, hun var bleven næsten dræbt af en vampyr, men heldigvis blevet reddet og fået en bedstemor, det kunne man godt kalde hende´, selv om at den ældre dame var menneske jagede hun ikke Bethany væk da hendes evne begyndte at gå amok, men vidste vel gik ind. Nicolas som reddet hende, havde hun også fået kontrakt faktisk boede hun hans lige pt. Fordi intet job havde. Hun stirrede stadig jorden i sine egne tanker, hun kunne ikke forstå hvorfor Luce sagde at man vendte sig til sådan noget, det ville hun kunne gøre.

Hun stod stille og nød den blide vind kærtegne hendes kinder og hendes hår. Hun elskede og mærke den følelse af og blive kærtegnet af en blid vind. Hun slappede lidt af og prøvede og samle tankerne helt. Hun mærkede en hånd tage fat i sin. Hun gjorde ikke modstand eller noget som helst. Det var lidt rart og mærke en der lige klemte ens hånd for og berolige en lidt. Det mindede hende om, hvor god Sean var til og berolige hende på de mest underligeste tidspunkter. Selv midt om natten, hvor de fleste sov og ikke magtede og berolige en var han der for hende. Hun sukkede lidt da Bethany spurgte hende om, hvem hendes ejer var. Hun vidste godt, at det spørgsmål ville komme frem, men det kom alligevel ret hårdt for hende. Hun bed sig lidt i læben "Det er Rafael...Dæmonernes leder" hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige til hende for hun vidste ikke, hvad det var hun ville vide om Rafael eller om hvordan det var og være slave for ham, men en ting kunne hun nemt sige til det med og være slave for ham. Det var det rene helved og leve i og hun ikke ønskede det for selv sin største fjende.

Bethany anede for en gang skyld ikke hvad der forgik inde i hovedet på en hun snakkede følelsen var rar. Hun var tavs hun anede ikke hvad hun skulle sige, men det Luce følte og tænkte lige nu måtte være slemt, der ingen som ville slave, men nogen var blevet tæsket, tvunget eller noget familie var blevet truet så man blev nød til det. Hun kunne ikke forstille sig det med at slavefor nogen, men vis man blev ved med true slå og gøre værre ting ved en ville hun nok også knække på tidspunkt. Bethany lyttede stille på vinden og hun fik en ide " jeg vil godt være din ven" sagde hun og betragtede svagt Luce hun ville gerne gøre hende i godt humør og venner var hun sikker på Luce ikke havde mange af, ikke nok med at dæmonlederen var hendes ejer, men når folk fik taget deres frihed mistede de nok noget af sig selv, men hun havde hørt at ham dæmonlederen kunne være en ret så led ved folk og sine slaver. Så der var ikke noget sige vis stolede på nogen.

Dog ville Bethany gerne kune stoles på af Luce, hun ville gerne være der når følte sig trist eller havde brug for en snakke med, selvom man havde svært ved at stole på folk havde man også brug for venner og bare det vide at der var nogen man kunne snakke med gjorde at man følte sig noget værd. Bethany anede ikke havd Luce ville svare, men hun forberedte sig på afslag, hun vidste ikke hvorfor, men hun sikker på Luce ville sige nej, men det afholdte hende fra prøve, hun kendte flere som sagde nej, men inderst inde mente noget andet.

Hun stod stille og roligt og mærkede vindens kærtegn. Hvad skulle hun fortælle? Hvad skulle hun sige eller gøre? Alt var som en stor sten der var en tung burde for hende. Hun sukkede lidt "Nok er jeg slave for Rafael og skal gøre alt hvad han siger og han har magten over mig, men har alligevel frihed nok til og kunne bo hos en anden dæmon der er der for mig og som har hjulpet mig en hel del og har en kontrakt med ham om, at han ikke rørte den dæmon eller nogen i min familie, men andre kan være i fare for og blive sat i problemer bare ved og kende mig" hun sukkede lidt. Hun ønskede ikke og sætte Bethany i den fare. Hun ville ufattelig gerne være venner med Bethany for hun stollede på hende, men det var stadig svært for hende og skulle lade en anden persons liv i fare bare ved og kende en. Hun bed sig i læben "Jeg ønsker ikke og sætte dit liv i fare. Jeg vil være din ven, men jeg har ikke lyst til og sætte dit liv eller noget i fare pga mig" der var sorg i hendes stemme.

Bethany betragtede Luce og selvfølelig skulle han også bestemme det, men Bethany var ligeglad vis hun kunne se at der var nogen som havde brug for hende satte hun gerne sit liv på spil. Hendes ansigt blev smule hård og lige ved tampe i jorden af bare vrede hun var ikke vred på Luce, men vred på Dæmonen som bestemt. Hun stod kiggede stædigt på Luce " jeg vil være din ven og jeg ligeglad med at en dæmonfyr som tror han ejer det hele ville komme mig til lives" tav for trække vejret så hun kunne forsætte den næste talestrøm af vrede. Hun trak vejret dybt " nok er jeg ikke stærk, men frygter ham, for vis jeg dør så havde jeg i det mindste en ven som holdte af mig" sagde hun lød mere tøvende end før, hun ville ikke lade Luce bestemme Berahny havde en tendens til blive, men hun kendte jo heller omfanget af en dæmonleders vrede. Hun vidste bare at hun ville blive ved også selvom det kostede hende livet. Luce trængte så meget til en hun kunne stole på det næsten ondt på Bethany hvor meget hun trængte til en ven og den ven skulle være hende selv, ligemeget om Luce ville det eller ej, for Bethany havde også noget sige.
Nok var Bethany ung, men hun ville også havde nået sige, men hun fortryd med det samme at det røget ud sådan som det var, men hun havde tænkt sig at lade være, så Luce kunne lige så vænne sig til det, hun havde nemlig fået ven.

Hun nærmest stirrede ud i luften. Nok kunne hun ikke se noget pga hun ingen øjne havde, men man ville alligevel tro, at hun havde øjne hvis man kiggede på hende bagfra for så kunne man ikke så tydeligt se stoffet som var bundet omkring hendes øjenhuler for hun havde været så snedig og skjule det bagerste af stoffet under sit hår så ingen kunne se det. Hun kunne mærke på stemningen, at Bethany var blevet vred over det hun havde fortalt om Rafael og hvilken magt han havde over hende og hendes næreste udover familie og Sean. Hun spekulerede dog lidt på om det var hende hun var blevet sur på eller om det var Rafael. Hun stod lidt og spekulerede over det og blev enig med sig selv om, at det måtte være Rafael, Bethany var blevet sur på. For det ville ikke give mening, hvis hun var blevet sur på Luce for hun kunne ikke gøre for, at hun var endt som slave for Rafael overhovedet. Hun lod Bethany rase ud inden hun ville sige noget for der ville ikke komme meget godt ud af deres samtale, hvis Luce begyndte og snakke. Hun sukkede lidt da Bethany var blevet færdig med og rase ud og vendte sig om imod hende. "Er du helt sikker på, at du vil lade dit liv hænge i en meget tynd tråd for og være ven med mig?" der var bekymring i hendes stemme.

Bethany åndede lettet op, selvfølgelig ville hun det, hun følte endelig at hun havde opnået noget " der er ikke noget jeg heller vil" sagde hun og hendes stemme lød glad og venlig igen, hun følte at hendes lykke var gjort. Hun var ikke bange hun skulle nok gøre alt hvad kunne for at loyal hun ville endda næsten gøre alt hvad der blev sagt hun skulle og mest alt skulle hun nok passe på. Luce var en af hendes første venner siden hun mistet hendes hukommelse hun vidste at Luce var følsom og hvem ville ikke være det med sådan kuffert hun havde. Lige nu følte Bethany sig kæmpe. Intet ville kunne få hende ned, man kunne ikke sige at Luce ikke havde advaret hende og nu vidste hun hvad hun gik ind til, men noget ved Luces historie fangede hende og hun ville næsten ikke vige fra hendes side, men det var vel nok nød til på et tidspunkt, men lige nu ville bare være her og så længe Luce ikke havde noget imod det.

Hun kunne høre på Bethany, at hun var lettet over, at Luce næsten havde overgivet sig og accepteret, at Bethany gik ind for, at hun ville være hendes veninde ligemeget hvad der kunne ske hende. Hun sukkede så "Ok da jeg overgiver mig, men du skal ikke komme senere og sige, at jeg ikke havde advaret dig om, hvad der kan ske ved og være min ven" hendes stemme var rolig, mild og bekymrende samtidig. Hun var bekymret for om Rafael ville gøre Bethany noget, hvis han fandt ud af, at hun var blevet hendes veninde, men hun var samtidig glad for, at hun havde fundet en hun stollede på og som ville være hendes veninde ligemeget hvad det var der kunne ske for hende. Hun gik stille og roligt hen til stolen hun havde siddet på imens de havde spist og satte sig på den. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle lave.

Bethany ville spurnget i armene af glæde over at Luce havde overgivet sig hun anede ikke hvorfor, men hun vidste bare at dette var rigtigt, men når det så var sagt vidste hun at det farligt, men vis ikke man havde venner hvad havde man så sit liv, man havde intet andet en tomt hul. Hun smilede svagt inden hun vendte sig om imod Luce, Bethany var glad for at hun givet sig, det måtte bertyde at stolede på hende, hun vidste at det var rigtige gøre også selvom der var risiko for død, men vis hun døde var det ikke Luce der skulle holdes ansvarlig. Hun blev stående, selvfølgelig havde Luce advaret hende, men når bethany ville noget var hun ikke til at stoppe. Hun trippede en smule og anede ikke rigtigt hvad hun skulle svare hun havde sagt at det lige meget og at to konsekvensen af hendes handling, men man skulle ikke tage sorgerne på forskud. Hun ville heller død end at forråde Luce, hun følte at der noget skulle nu hvor hun havde mødt Luce, følelsen af at hun måtte blive ved med at være Luces ven lige meget hvad der skete.
Hun følte sig på en underlig måde sig selv sammen med Luce, det var ikke noget følt siden sit hukommelsestab, men nu gjorde hun var hel. Hun smilede svagt anede ikke omskulle sige det til Luce at følte det, men lige nu ville hun ikke sige noget, nu ville bare obsevere og lærer Luce kende.

Hun sad stille og roligt på sin stol og tænkte over om det var det rigtige hun havde gjort. Hun havde overgivet sig til Bethany så hun blev hendes veninde. Selvfølgelig ville hun gerne have, at Bethany blev hendes veninde og nu var det, men det som gik hende på var, at Bethanys liv kunne være i fare hvis Rafael fandt ud af, at de var blevet venner og samtidig kunne han gå efter Bethany og torturere hende lige for øjnene af hende så han fik Luce helt under sin kontrol og for og straffe hende, hvis hun ikke havde gjort det godt nok det hun havde gjort eller havde været ulydig uden og ville det. Det var svært for hende og sidde i denne situation for hun vidste, at Bethanys liv hang på en eller anden måde på hendes handlinger på måden hun var overfor sin herre. Hun kunne høre, at Bethany trippede og det vidste hun, at folk tit gjorde hvis de var utålmodige eller ville fortælle noget de ikke helt vidste om de skulle fortælle hun kunne også mærke på stemningen, at der var et eller andet. "Hvad er det du har svært ved og få sagt?" hendes stemme var rolig og mild.

Hun rødmede smule da Luce spurgte om noget, men hun anede ikke hvordan hun skulle få det sagt, men hun kunne vel god kaste sig ud det, men hvordan ville kunne få det il at lyde rigtigt. Hun havde kun lige mødt hende og hvordan siger fremmed at føler sig underlig hel og normal sammen vedkommende, hun stod lidt kiggede på sine fødder hvordan skulle man sige det. Hun rystede svagtpå hovedet og de mørke krøller bevægede sig ganske let over hendes skulder, inden hun betragtede Luce. Hun forholdte sig satte sig foran hende med et smil på læben. Hun ville give sit liv for Luce kunne have det godt, hun ville gerne give sit liv for at Luce kunne have det godt og vis det betød at hendes liv var fare fordi den store dæmon leder ville Staffe hende for at Staffe Luce betød det intet. Ingen skulle stoppe hende i lærer Luce kende, selv ikke vis det kostede hende livet.¨
Bethany følte slags mellidenhed med, Luce, men hun kunne gætte på hvordan det måtte være, anede ikke hvor koniskvens det ville, men villig til løbe en risiko. Faktisk troede på at det skæbnen der ført dem sammen på en måde og hun glad for Luce givet, Luce havde advaret hende, men hun bange, vis skæbnen sagde at hun skulle død fordi hun kendte Luce ville stikke halen imellem benene.

Bethany lagde lidt hovdet på skrå intet anede om hvad der kunne ske faktisk havde hun ikke lyst til at tænke over det, hun flyttede svagt flyvsk tot inden hun igen betragtede Luce " jeg ved godt det lyder mærkeligt" sagde hun og lød tænksom, hun blev nød til at tænke over hvordan hun sagde dette , hun ville ikke lyde stalker og de havde jo kun lige lært hinanden kende og det kunne, man ingen gang sige at de gjorde, men hun ville ikke kunne undvære Luces nærvær. Der var noget hun anede bare ikke hvad og det forvirrede hende. Hun kunne ikke finde på noget, men hun kunne heller lade Luce vente.

Hun sad stille og roligt og ventede på, at Bethany fortalte hende det som gik hende på. Det var underligt for hende og tænke på, hvor godt hun egentlig havde det med og have mødt hende. Hun vidste godt, at det ville skade Bethany meget bare det, at hun var venner med hende, men hun kunne vel ikke sige nej til alle der ville hjælpe hende eller være venner med hende pga Rafael. Hun var nød til og have nogen og kunne komme ind til på den ene eller anden måde. Hun lagde sit hoved underne på skrå og lyttede til det Bethany sagde "Hvad er det som vil lyde lidt mærkeligt?" der var undren i hendes stemme. Hun var blevet meget nysgerrig over og finde ud af, hvad det er som Bethany tænkte på.

//Sorry for det korte svar ^^//

Bethany andede ikke hvad hun skulle sige, men hun smilede ganske svagt " jeg ved ikke hvorfor, men føler at jeg kan være mig sammen med dig" hun lød meget fovirret og dukkede sig smule hun var bange for Luces reaktion og ville helst ikke gøre hende vred, men det troede hun nu heller ikke at Luce blev. Hun tog kappen af sukkede svagt, hun åbende sine øjne og trak kappen væk fra hendes ansigt idet de bankede på døren Bethany fór sammen da vedkommendes tanker skyllede ind over hende og vis Luce havde kunnet se havde set de små flim kørte i hendes øjne, hun havde på grund af hendes hukommelsestab glemt hvordan slukkede for den, rejste sig op med sæt inden hun i panik væltede stolen. De tanker som kom fra personen udenfor døren skar mere end de plejede og anede ikke hvordan, man skulle slukkede for dem. Hun havde ikke oplevet noget lignende, hun vidste derfor ikke havde hun skulle gøre. Til sidst satte hun sig i hjørne og vippede frem og tilbage for at berolige sig, men tankerne borede sig ind i hendes og gik dybere ind i hendes bevidsthed.
Bethany trak vejret små korte suk, inden en endnu en tanke strøm kom til manden som popede i hendes øjne var ikke den største, men det skulle man lade sig nare af. Billeder af famile måske hans popede op, men alle familie medlemmerne forsvandt og kun ham der stod udenfor var tilbage.
Hun vidste nu at han farlig " farlig" mumlede hun og vippede endnu mere frem tilbage. Hun vidste ikke hvem han og enten kunne han ikke huske sit navn, eller også skjulte han det.

// det gør intet korte svare kan lige gode som lange ^_^//

Hun sad stille og vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige eller gøre. Hun overvejede mest af alt og tage hjem for og slappe af. Hun lyttede stille til det Bethany sagde og smilede kort "Jamen det er jeg glad for, at du har det sådan" hun havde det på en eller anden måde også sådan, men hun vidste ikke helt hvordan hun skulle fortælle det "Har det også sådan med dig hvis det kan glæde dig" Hun sprang op i stolen da hun fik et chok af og høre nogen banke på døren ind til dem. Hun havde på en eller anden måde håbet, at Bethany ville åbne døren. Hun kunne høre på gulvets små knirken, at Bethany var blevet bange og lugten af frygt hang i luften. Hun rejste sig op og gik hen imod Bethanys lugt og satte sig på hug ved siden af hende. Hun lagde en hånd på hendes skulder og klemte den blidt. "Rolig nu. Det skal nok gå alt sammen" hendes stemme var sød og beroligende. Hun rejste sig langsomt op og gik langsomt hen til døren. Hun trak vejret dybt og tog fat i håndtaget. Hun vidste ikke helt hvem det var som stod udenfor døren og bankede på ind til dem, men hvis man så på Bethany måtte det åbenbart være nogen hun frygtede. Hun åbnede langsomt døren.

Bethany mumlede svagt rystede ganske småt, hun lukkede sine øjne og var parat så hvem end der kom ikke kunne se hendes evne, hun hørte at døren langsomt blev åbent, hun kunne se vedkommende eller om der flere end en. Dog stivende hun smule da hørte en kvinde stemme, hun havde hørt den før hun åbende øjnene stirrede på den smule af kvinden hun kunne se. Kvinden søgte Bethany, hun ville have hævn og desuden kom hun ikke alene, kvinden havde nemlig haft en let gennem træng lig hjerne det havde været en smal sag for hende, hun rejste sig op gik hen imod døren, ganske rigtigt, kvinden med blonde hår bølgende krøller stirrede på Luce, der udover havde hun hvad der lignede en dreng på 14. Drengen havde de mest pæn dybblå øjne hun havde set drengen stirrede på hende smilede lumsk. Hun gik smule tilbage, drengen var ikke en vampyr, men artsfælle engel. Hun rakte ud efter hans tanker, hun ville se hvad der fik en engel til at følge en vampyr.
Hun måtte bruge mange kræfter, hun trak vejret små korte drag og lamgsomt borede hun sig igemmen, hun gispede han var vampyrens skytsengel. Hun trak for hurtigt tilbage hen over gulvet og det fik vampyrens opmærksomhed hun stirrede over skulderen på Luce " jeg ved hun er der inde" svarede vampyr koldt nikkede til sin engle ven. De skulle ikke gøre Luce fortræd. Hun vaklede en smule efter hendes første rigtige forsøg på at styrre sine evner. Hun skubbede sigforbi Luce og stirrede vampyren trodsigt i øjnene " det mig i vil have lad hende værre" sagde hun og vendte sig om imod Luce hun smilede. Bethany taknemlig over at havde vundet Luces tillid så hurtigt som hun havde, hun ville have der skulle ske mere ondt for Luce end der allerede havde gjort " vi ses Luce" mumlede hun og vendte sig imod vampyren og englen.

Hun bakkede lidt væk efter hun havde åbnet døren for dem som havde banket på døren ind til det værelse de var inde i. Hun vidste ikke hvem de var eller hvad de ville, men lugten af vampyr og engel ramte hende hurtigt. Hun kunne ikke helt få det til og passe sammen. Hvorfor skulle en vampyr og engel følges ad? De var helt modsætninger. Var englen blevet vampyrens slave? Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Hun kunne dog regne ud, at det ikke var hende de var ude efter for hun kunne mærke, at de søgte noget eller nogen. Hun forstod ikke helt hvad det var de søgte "Hvem snakker du om?" hun var lidt forvirret over hvem det rent faktisk var de søgte. Var de ude efter Bethany? Hun fandt dog hurtig ud af, at det var Bethany de var ude efter for hun trådte selv frem og havde mast sig ind foran hende. Hun bakkede lidt væk og lagde sit hoved let på skrå. Forsvarede hun hende? Hun følte sig rent faktisk tryg i Bethanys nærvær. Det var ret underligt for hende det måtte hun være ærlig og indrømme. Hun nikkede stille og gik hen od lagde en hånd på hendes skulder "Vi ses og pas på dig selv" hun slap hende og bakkede væk. Hun hørte døren blive lukket efter Bethany, vampyren og en engel forlade rummet. Hun sukkede let og lagde sig i sengen.

//out//