In the darkness.

Han nikekde bare smilende og lagde sig så ned på ryggen og slappede af stille og roligt, uden at han rigtigt tænkte over noget. Han lagde bare og kiggede op i luften uden rigtigt at vide hvad han skulle gøre af sig selv på nogen måde...

Han lagde bare på madrassen hvor man kunne se hans mave hæve og sænke sig i takt med at han trak vejret og når der var stille kunne man sikkert høre hans hjerte slå...

Blair lå helt stille, hendes vejrtrækninger udgjorde en pivende lyd. Hun lagde hovedet på skrå og så på ham, det var tydeligt at se hans vejrtrækning, og det var også tydeligt at høre hans hjertebanken, hendes hjertebanken var også tydelig. Blair trak på smilebåndet ved det syn.

Han lagde lidt og nød stilheden... Men den blev hurtigt afbrudt af en ret kraftig lyd... Hans mave rumlede kraftigt, fordi selvom han havde fået blod havde han ikke fået mad længe og det meldte sig som en ustyrlig sult... Han hadede at skulle spørge en som ikke virkede til at have for meget om mad men han følte sig nødsaget...

"Du skulle vel ikke have noget at spise..."

Blair hørte den rumlende lyd og ventede på at han spurgte om mad, det var da klart han skulle have noget. Blair gik ud i køkkenet for at finde noget hun havde stjålet for nyligt, så det med sikkerhed ikke var for gammel. Hun åbnede et skab og hev en pose med en slags kiks ud. Hun gik ud til ham igen.

"Vil det her være okay?"

Han smilede da hun kom tilbage med noget der lignede mad, og fik næsten ondt af at hun levede af den slags mad...

"Det er da bedre end ingenting..."

Han begyndte at spise lidt, men han spiste langsomt så han følte sig mæt i længere tid og derved ikke skulle spise så meget af hendes mad...

"er det her hvad du lever af normalt?"

Han så lidt trist på hende...

Blair trak på skulderne, det var ikke det bedste, men hun havde ikke andet. Hun kunne ikke få fat i andet. Blair så på ham med et fjernt blik, der viste at hun tænkte.

"Jeg kommer om lidt."

Blair gik ud for at finde det mad hun havde i huset, det blev til en pakke smør, der var for gammel, en pakke kiks mere og en flaske med vand. Blair gik ind igen. Hun lagde det på gulvet.

"Det her."

Blair vidste godt det ikke var meget, men hun var ikke flov over hendes livsstil, hun kunne ikke gøre mere ved det.

Han nikkede bare og ventede på at hun kom tilbage igen... Han vidste ikke hvad han skulle gøre så han gik bare rundt og kiggede lidt mens han spiste lidt og gabte en gang imellem... Han var glad for det han var nogle gange og andre gange hadede han det, som nu når kiks bare ikke var helt nok til ham... Han havde brug for kød og det var bare sådan han var desværre...

"Jeg har ondt af dig... Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for dig... Så hvis du nogen sinde kommer til firewood village eller der hvor jeg ellers kommer til at bo... Må du endelig kigge ind og få noget bedre mad..."

Han håbede hun ville tage imod det...

Blair var glad for han havde ondt af hende, og at han tilbød hende noget bedre mad. Det var måske en god idé at gribe de chance indimellem, men hun kunne ikke komme der hele tiden, hun blev nød til selv at finde noget mad. Blair så på ham med et smil.

"Jeg vil komme til at bruge dit tilbud engang imellem. Men i mellem tiden må jeg leve af det jeg har."

Blair tog et par de kiks der lå i den anden pose og gik ud med maden igen. Hun havde vendt sig til at spise lidt. Blair gik ud med maden og lagde det på plads igen.

Han forstod godt at hun ikke ville gøre brug af det hele tiden det var jo også utroligt meget at forlange at bede en anden person søge hjælp det meste af tiden... Det var meget at bede om da det kunne få personen til at føle sig hjælpe løs...

"Selvfølgelig jeg forstår dig godt..."

Han håbede hun havde noget at snakke om fordi ellers faldt han snart igen i søvn...

Blair vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, hendes energi var faldet en del, fordi de var begyndt at snakke om hendes livsstil. Det rev hendes humør i stykket. Blair så på ham med et skævt smil.

"Men jeg lever endnu, så det kan ikke være helt galt."

Blair vidste godt hun var for tynd, men hun havde ikke anoreksi, så dårligt havde hun det ikke med sig selv. Hun vidste godt hun var pæn, hun havde det godt med sig selv og sin krop, men hun vidste godt hun skulle tage på.

Han kunne godt forstå hun ikke havde det så nemt med at snakke om hendes livstil, og hvis han havde vidst hendes tanker om hendes krop... Ja så havde han nok bare sagt til hende at hun var smuk...

"Ja og det er en god ting... Ellers var vi jo aldrig mødtes..."

Han smilede men fortsatte stadig med at gå rundt og kigge sig omkring for at han ikke fladt i søvn igen...

Blair så smilende på ham. Det var der vel noget om, hvis hun ikke havde klaret sig igennem alt det, så ville der var meget hun ikke havde klaret. F.eks. havde hun aldrig fået noget af vide om de væsner, og det var noget alle mennesker skulle, de fortjente at vide hvad de gik i blandt. Så Blair var lykkelig over Sargonis havde fortalt hende det.

"Præcis."

Han var vent tilbage til madrassen og var faldet i søvn men han nikkede og smilede bare til hendes svar... Han havde ikke nogen drømme eller noget. Hans søvn var faktisk skræmmende stille alt alt alt for stille, som om der ville ske noget skidt...

Blair så undrende til da Sargonis rimelig hurtigt faldt i søvn igen, det undrede hende meget. Hun ville på ingen måde vække ham, hun ville lade ham hvile ud, og så se hvad der skete.

Han sov stille og roligt... Han bevægede sig på ingen måde hans åndedræt og hjerteslag var nærmest ikke eksisterende... Man kunne knap nok se, mærke eller høre at han træk vejret eller at hans hjerte slog... Det eneste der tydede på at han var i live var at han stadig var utroligt varm som han altid var... Han lagde bare på den måde helt slap uden nogen bevægelser...

Blair blev nervøs da hun ikke kunne høre et åndedrag, eller en hjertebanken. Så hun prøvede at føle efter en puls, hun kunne svagt fornemme den, men det bekymrede hende stadigvæk at den var svag. Hun rystede blidt i ham, for ikke at vække ham alt for brat.

Han vågnede langsomt op og kiggede på hende... Han havde ingen anelse om at han havde gjort det igen... det skete en gang i mellem at han skar ned for livstegnene for at spare på energien... det var bare noget der skete når han ikke havde fået ret meget at spise over en periode... Så blev hans søvn lidt som når dyr gik i hi...

"Hvad er der?"

Han vidste det jo ikke så han var nød til at spørge hende...

Blair så på ham med et bekymret blik.

"Du trak næsten ikke vejret, og din hjertebanken var lav. Jeg blev bekymret."

Hun var glad for han havde det godt.

"Bare sov videre."

Han undrede sig lidt over hendes bekymrede blik, men han forstod det hele lidt bedre da hun fortalte hvorfor hun havde været bekymret...

"Nå undskyld... Det er bare en tilstand lidt som at gå i hi for dyr... Jeg går nogle gange i den når jeg sover uden at have fået ret meget at spise en stykke tid... Simpelthen for at spare på energien..."

Han havde ikke længere lyst til at sove selvom han var meget træt... Han rykkede sig bare over til hende istedet...

"Jeg gider ikke sove mere..."

Blair så på ham med et smil, det var rart med en forklaring.

"Det var rart at vide."

Blair ville ikke forlange at han fortalte alt, der var jo meget at fortælle.

"Okay."

Han var glad over at se hendes smil, og nød bare at sidde sammen med hende... Sidde med ryggen mod væggen og slappe af, uden at bekymre sig om noget omkring sig... Han havde ikke noget han skulle bekymre sig om ikke noget der kunne ødelægge denne tid sammen med hende... Hende som havde været et flugtsted som en start men nu var blevet en ven istedet...

Han ville gerne sidde at snakke men da han havde sat sig op af vægge, sket der ddet at han igen faldt i søvn... Han sov meget let fordi hans krop stadig manglede blod og arbejde på det... Han manglede også mad så hans krop ville helst bare hvile... Han faldt derfor bare i søvn, og han væltede i hendes retning...

Blair skulle til at starte et samtaleemne, men så faldt Sargonis i søvn, og var ved at vælte over mod hende. Hun kunne ikke flytte sig, for så ville han ramme jorden og så sig, men hvis hun blev der ville hun være tvunget til at blive liggende indtil han vågnede, hun besluttede sig at blive siddende, hun lod ham falde ned over hende, hun formåede at ligge sig sådan hun også lå godt, så måtte hun bare vente.

Han sov tungt ret hurtigt og meget roligt... denne gang var hans hjerte og åndedræt dog meget tydelige og der var ingen tvivl om at han var i live denne gang... Han lagde meget godt sådan som han lagde henover hende, med den øverste del af sine krop... Han vidste ikke selv han lagde der men han nød at ligge der i sin rolige søvn... Han sov bare og mumlede noget en gang imellem men han bevægede sig ikke...

Blair lå der bare, hun kunne ikke bevæge sig, hun ville ønske hun kunne sidde ved siden af og se på ham, men det var ikke rigtig muligt, så hun måtte bare ligge der og vente på at han vågnede.

Han vågnede efter lidt tid op igen... Han flyttede sig ikke bare med det samme da han ikke helt havde set hvor han lagde... Han så sig lidt omkring for at finde ud af hvor han var henne... Han havde det altid på den måde når han vågnede han skulle altid tjekke hvor han var henne... Det var en vane han havde fået og det var enligt meget rart så man ikke havde den del af livet at undre sig over...